Naja Marie Aidts nye digtsamling, Poesibog, handler om at vokse op i skyggen af 70'ernes ungdomsoprør, og første sætning i digtet 'frihed' lyder:
"engang sagde vores mor jeg vil have min frihed og det var der mange der ville"
For i 70'erne handlede det først og fremmest om frihed. Frihed fra familiens snærende bånd, fra ejendomsretten, til fri sex og ikke mindst til at blive fri for et mandsdomineret samfund - selv ikke for hårdkogte, kriminelle kommunister var 70'ernes kvindekamp nemlig noget at kimse af. Læs blot Peter Øvig Knudsens beskrivelse af kvindeoprøret i Kommunistisk Arbejderkreds i Blekingegadebanden 1:
"Hver mand blev indkaldt enkeltvis til bønnemøde for at erkende sin mandschauvinistiske adfærd og love bod og bedring. Modellen var den maoistiske med kritik og selvkritik, som også blev praktiseret på Tvind. Mændene kunne også blive beordret til for eksempel at se kvindefilmen Tag det som en mand, frue og bagefter redegøre for den over for kvindegruppen."
Naja Marie Aidt og Peter Øvig Knudsen er således to af de forfattere, der har bidraget til at sætte fornyet fokus på 70'erne, og ifølge litterær direktør for Gyldendal Johannes Riis er der tale om en generel opblusning i interessen for den tid.
"Der er noget, der tyder på, at man er ved at zoome ind på det tiår," siger han og nævner, ud over Aidt (f. 1963) og Øvig (f. 1961), Katrine Marie Guldagers (f. 1966) Lysgrænsen og Christian Dorph (f. 1966) og Simon Pasternaks (f. 1971) Om et øjeblik i himlen og Afgrundens rand som eksempler på det nye fokus på 70'erne.
"Det er folk, som selv er vokset op i 70'erne, der tager fat på det - folk i 40'erne og sidst i 30'erne. Der er nogle erfaringer fra det tiår, som de synes skal frem nu. Det er et opgør med tiden og med nogle af de oprør fra dengang, med frigørelsen og så videre. For selvfølgelig var der omkostninger forbundet med de frigørelsesforsøg, der skete gennem 70'erne, ikke mindst for børnene, og for ikke så få oprørs vedkommende endte de jo i en ret kraftig politisk og/eller kønspolitisk dogmatik," siger Johannes Riis og tilføjer med et stille grin: "Jeg gik selv på universitetet i 70'erne, og det var ingen ubetinget fornøjelse."
Et forfærdeligt årti
Sociolog Henrik Dahl (f. 1960) skrev om sine ungdomsår i 70'erne i debatbogen Den kronologiske uskyld, og det var ikke en venlig skildring af perioden.
"Jeg synes på en eller anden måde bare, det var et forfærdeligt årti. Det var sådan tømmermandspræget på alle leder og kanter," siger han og fremhæver i dag, ligesom Johannes Riis, frigørelsens konsekvenser for de børn, der voksede op med den.
"Det er ret forkert at tage børnene som gidsler i et eller andet skørt projekt, man selv har. Men der kom for eksempel for nylig den bog om drenge af kvindeoprørets forkæmpere, der viste, at man i den periode nok netop tog nogle børn som gidsler," siger Henrik Dahl.
Bogen, der udkom i sidste måned, hedder Kvindekampens sønner og er bygget på et DR2-tema, som blev vist 8. marts under samme titel. Begge dele består af interviews med nogle af kvindeoprørets personligheder og deres sønner. Anette Borchorst er lektor i kønsforskning og desuden en af de mødre, som medvirkede i bogen og programmet. Som en del af forklaringen på den nye generations interesse for årtiet peger hun på styrken i de omvæltninger, der skete.
"I 60'erne og 70'erne kommer der nogle markante og meget koncentrerede ændringer. Meget mere koncentrerede end i mange andre lande syd for os. Når jeg kigger i statistikker over børnetal, vielser, skilsmisser, kvinder på arbejdsmarkedet, uddannelse, børneinstitutioner og så videre, så er der virkelig tryk på fra 1965-1975. Det er en periode, hvor især familien er under stor forandring, hvor vi fik både p-pillen og den fri abort. Og fordi det var vedvarende ændringer, så stopper man på et eller andet tidspunkt op og ser på, hvad det var, der skete."
Samfundsforsker og lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet mener, at det store fokus på 70'erne ikke bare handler om, at "vi prøver at få styr på, hvorfor vi er landet der, hvor vi er", men at det nok så meget handler om en form for selvransagelse.
"De, der er optaget af 70'erne siger enten: 'Nu skal I høre, jeg har foretaget min ransagelse' eller: 'Nu skal I høre, der er eddermame nogen, der ikke har foretaget den ransagelse, de burde'. Det gælder for eksempel Blekingegade-sagen, som jo udspringer af et grundlæggende behov for at sige, at der er nogen her, der ikke har ønsket at foretage den ransagelse," siger Johannes Andersen og nævner Bent Jensens forskning i Den Kolde Krig som et udtryk for noget af det samme.
Traditioner on demand
Johannes Riis mener, at det er afgørende, at der nu er kommet en vis afstand til begivenhederne.
"Det er jo virkelig interessant at se, hvor anderledes tiden er nu, for eksempel hvor forskellig vurderingen af fænomener som Blekingegadebanden er i dag i forhold til, hvad den var i 70'erne," siger han om det, han beskriver som Peter Øvig Knudsens politiske opgør, og han mener, noget lignende gør sig gældende for den "mere kønspolitiske konfrontation", man finder hos Naja Marie Aidt og Katrine Marie Guldager.
"Børnene er jo vokset op i det, og jo større afstand, de får til det, jo mere kan de overskue det, og jo mere kan de sætte det ind i andre sammenhænge og se, at der måske var nogle forbindelseslinjer."
Anette Borchorst påpeger ligesom Johannes Andersen, at der er et væsentligt element af selvransagelse i det nye fokus på 70'erne. Men i den forstand at de, der voksede op med forældre fra oprøret, nu selv har fået børn og dermed er kommet i en situation, hvor de skal tage stilling til mange af de ting, som forældrene gjorde oprør imod.
Og det er lige netop den pointe hendes søn Nikolaj Gandrup Borchorst, der også medvirker i både bogen og DR2-temaaftenen, fremhæver. Han fortæller, at det for ham er et særdeles relevant spørgsmål lige nu, hvor han inden for det sidste år er blevet gift, har fået barn og har købt sin første bil.
"Det viser sig, at mange af de traditioner, som mine forældres generation vragede, det var faktisk gode traditioner, som jeg i virkeligheden ville sætte pris på," siger Nikolaj Gandrup Borchorst.
"Man kan måske kalde det et opgør med opgøret med traditionerne. Det er lidt traditioner on demand - vi har mulighed for at håndplukke det, vi vil have," siger han.
Fri sex i hjørnet af stuen
Nikolaj Gandrup Borchorst kommer også ind på noget af det, som Naja Marie Aidt og Katrine Marie Guldager konfronterer i henholdsvis Poesibog og Lysgrænsen.
"Jeg tror også, at fordi det dengang handlede om opgøret med traditionerne, så blev der smurt tykt på, så nogle af de ting, man ikke måtte før, dem gjorde man nu ekstra meget: fri sex, kollektiver og fælles ejendele og så videre. Og der er mange af mine bekendte, som har sagt med hensyn til det der med, at sex skulle være så frit: 'Altså, det er sgu ikke altid sjovt at blive konfronteret med ens forældres seksualitet - det er dejligt, at de elsker hinanden, men man har jo ikke behov for, at de skal ligge og bolle ovre i hjørnet af stuen. Det kommer der ikke nødvendigvis noget godt ud af.'"
En erkendelse der uden tvivl deles af drengen Jon, som i det 70'er-situerede første afsnit af DR's tv-serie Album, netop får den blandede fornøjelse at opleve sin mor i fri dressur oven på en fremmed mand. Serien er henholdsvis instrueret og skrevet af to fra samme generation som Øvig, Aidt og Guldager, nemlig Hella Joof (f. 1962) og Bo Hr. Hansen (f. 1961) og baseret på Benn Q. Holms roman.
"Folk husker tilbage på en tid med konebytning, lårkort, pornoens frigivelse og rødstrømper, og det er da også skideskægt at se på billeder nu, men det var ikke nødvendigvis så sjovt, hvis det var ens egne forældre, der rodede for meget rundt. Det havde også en bagside," fortalte Hella Joof til Filmmagasinet Ekko i sidste måned.
Henrik Dahl mener, at alle tidsaldre på et tidspunkt bliver udsat for en omfortolkning, og at det simpelthen er blevet 70'ernes tur.
"I 70'erne blev 60'erne også omfortolket, for eksempel med Grease. Så jeg vil gætte på, at tiden måske er kommet til en omfortolkning af 70'erne. I første omgang var fortolkningen ikke særlig positiv, og den bliver nok ikke mere venlig nu. Men den bliver mere nuanceret," siger han.
Nu skal man ikke glemme, at langt de fleste familier i 60erne og 70erne levede med en langt mindre drastisk udvikling, hvor friheden kom i mere doserede mængder.
For os, der har den baggrund, f.eks. i landets mindre købstæder, er det til gengæld chokerende at se, hvordan frihedstanken nu rulles tilbage, og det på en måde, så det bedste fra "de gamle dage" (forældre med tid, børn med tid, udstrakt frihed til at lege og gøre erfaringer) stadig fortrænges. Den værste arv fra 60erne og 70erne er stadig den naive tro på arbejdsmarkedet som en frigørelsens og selvrealiseringens sted.
Noget meget væsentligt, der glemmes i dette "opgør", er at størstedelen af befolkningen ikke flyttede i kollektiv, men tværtimod ud i sovebyerne i nybyggede enfamilieshuse af typemodellen. 70'erne var ikke de fede fællesskabers tid for langt størstetdelen af de børn, der voksede op i dem - mig selv inklusiv. Lillemor på deltid og far med egen bil, eget hus og broderparten af magten, pengene og æren.
Grundstenene til de kønsrollemønstre, som vi ser i dag fra pornoficering af piger og kvinder til løngab mellem kønnene, blev skabt i halvfjerdserne. Der var - siger og skriver - INGEN rødstrømper så langt øjet rakte i den midtjyske by, jeg voksede op i, og den rummede immervæk nogle af Danmarks helt store industrivirksomheder. Jeg kan tælle dem, som jeg har mødt i mit liv, der er vokset op med rødstrømper og selvrealisering, på en hånd.
Sjovt nok, er det faktisk min klare fornemmelse, at de ganske få, der voksede op i det cirkus, i dag er ude og realisere sig selv som stjerner på kulturhimlen eller i den akademiske verden. Og det er vel i sig paradoksalt, at kvinder som Joof og Aidt overhovedet problematiserer denne kvinders selvrealisering, taget i betragtning af, at de personligt har gjort mere karriere og realiseret sig selv mere end cirka 95% af deres egen generation af piger!
Men måske er årsagen til, at de vil gøre op med oprøret som fænomen, at de frygter at kommende generationer vil gøre oprør mod dem? Nu sidder de jo efterhånden på en del magt, så...tænk hvis der var nogle yngre kvinder (døtre), der kom og fortalte dem, at de ikke havde gjort det godt nok.
Den værste arv fra 60erne og 70erne er stadig den naive tro på arbejdsmarkedet som en frigørelsens og selvrealiseringens sted.
Mange af pigerne ville da hellere skrive bøger med bekendelseslitteratur og den slags. Heriblandt Vita Andersen, der er kendt for sin "Hold kæft og vær smuk".
1979: Forfatteren Vita Andersen tildeles De Gyldne Laurbær.
Hvorfor er dele af venstrefløjen så grotesk?
Dengang i 1960'erne og 1970'erne foregik der rituel nedslagtning af vestlige traditioner - nu forekommer der i stigende grad tankeløs accept af intolerant mellemøstlig religiøs regulering af dele af det danske offentlige samfundsliv.
Vi ser nu religiøs regulering af flere samfundsmæssige forhold i Danmark. F.eks. religiøs regulering af kvinders påklædning både på arbejdspladser, på uddannelsessteder og i børninstitutioner, religiøs regulering af skolemad til alle folkeskoleelever i Købanhavn, religiøs regulering af ytringer i medier, bøger, tegneserier, film, udstillinger, vi ser at venstrefløjen kæmper for rum til dyrkning af religiøse dogmer på uddannelsessteder (bederum), vi ser religiøs regulering af hvad borgere må arbejde med osv. Religiøse borgere fritages fra badning sammen med andre. Religiøse borgere fritages fra at arbejde med alkohol og grisekød og der skabes parallelsamfund i vores samfund skabt på basis af stigende religiøse krav om særlige rettigheder.
Store dele af venstrefløjen der engang var progressive er hoppet på vognen der fordrer konservativ og reaktionær religiøs regulering af samfundet. Ikke en kristen regulering, men en islamisk regulering.
Hvorfor har dele af venstrefløjen så let ved at sluge ufri, indelukket, konservativ og dyb reaktionær adfærd og kultur, når det stammer fra Mellemøsten? Er det godt nok selvom det er reaktionært og konservativt, når bare det ikke er vestlig kultur? Alt andet end vestlig kultur og traditioner er godt? Læg mærke til at flere gamle kvindelige venstrefløjsaktivister i dag er konverteret og/eller klæder sig som kvinder i teokratiske lande.
Opgøret med vestlige traditioner og skikke har ført til kynisk accept af ikke-vestlige intolerante traditioner og skikke i stedet for.
Vrøvl, Dorte, og nu skal ikke også denne diskussion ende i den fuldkommen ligegyldige og i stort og småt marginale betydning en lille andel af befolkningen har.
Stikordet er mangfoldighed, og den går ud på, at man kan råde for sig selv, men ikke for andre. Så før nydanskere beder om hjælp til at forlade deres miljø, er det, ligesom det var for kvinderne i 70erne og 80erne: samfundet kan ikke gribe ind på deres vegne, medmindre de beder om det.
Store dele af venstrefløjen har forkastet vestlig kultur og viden om vestlig kultur og normer og derfor kan de (f.eks. Joof, Aidt, Ib Michael) også kun lave film og kunst der omhandler deres egen tid eller lave film og kunst om kultur fra andre lande. Det værste ved en del af venstrefløjen er at enten har de et enormt kulturelt selvhad eller også har de ingen viden om vestlig kultur og historie. Egen kultur forkastes blot som bonderøvskultur eller kolonihavekultur. De vil simpelthen ikke kendes ved at de selv er en del af den kultur. At de er rundede af netop den kultur. Men kender venstrefløjen til den kultur, når det kommer til stykket? Nej, det gør det ikke, vil jeg påstå. Identitetskulturen hos dele af venstrefløjen bygger nemlig på dekonstruktion, ødelæggelse, forkastelse (af egen kultur ) næsten aldrig på en søgen efter hvad vestlig kultur og tradition egentlig består af. Oftest spark mod egen kultur og historie. Hvis der laves undersøgelse af egen kultur er det som regel for at finde noget der er negativt eller mangler. Dele af venstrefløjen agerer som ulykkelige livstids teenagere. Et evigt forældre/kultur opgør er det dominerende element.
Men det er da godt hvis dele af venstrefløjen nu forsøger at bruge samme kritiske metode på deres egen modkultur (dekonstruktive levevis og kultur) som de har brugt på traditionel dansk kultur.
PeterH
Religiøs regulering af kultur; påklædning, mad, slagtning, ytringer, bederum, baderegler, kønsapartheid osv. i det offentlige rum i Danmark er netop ikke udtryk for mangfoldighed.
Det er bemærkelsesværdigt, at Dorte og meningsfæller ser det som absolut godt, når mellemøstlige intellektuelle udsætter deres samfund og deres samtid for kritik, mens den samme aktivitetet i deres eget samfund og samtid fremstilles, som det ovenfor ses: som en eller anden grad af landsforrædderi.
Men for at vende tilbage til historien: det er da egentlig interessant og sympatisk, at den eneste velfungerende familie i "Album", netop er første generation mellemklasse, som spillet af Henrik Lykkegaard og Julie Carlsen.
Vrøvl, Dorte, det er netop udtryk for forskelle i værdier og syn på verden, som det er folks naturlige ret at kunne indtage. Der er jo ingen, der kræver af dig, at du skal hverken spise halal, bade bag bruseforhæng, klæder dig på en bestemt måde eller beder til hverken den ene eller anden Gud.
Nåh jo, der er faktisk nogle underliggende krav, du nok bekender dig til: den mad, du lærte at lave i dit hjem; de rammer, nogle har bestemt skal gælde ved indretning af svømmehallen; det tøj, nogle fabrikanter har bestemt, du skal tilbydes; Gud Mammon eller alternativt: det guddomsbegreb, der er beskrevet hos Max Weber.
Nu er jeg selv opvokset i 1970erne, født i 1964, som jeg er, og jeg kan simpelthen ikke genkende det billede som f.eks. Henrik Dahl maler. Mit indtryk er al denne roden rundt mellem kønnene mv. stort set kun var noget, der foregik i Århus, København og andre store byer - på venstrefløjen. Og mit indtryk er også, at det rent faktisk var mændene, der i 1968-1972 kneppede udenom - under det banner der hed 'fri sex'.
For mig personligt fik 1970erne den betydning, at jeg lærte at gøre rent, lave mad, vaske op mv. - alt sammen noget som indtil da kun havde forbeholdt kvinder. Og det skete fordi min storesøster lavede sit eget lille private kvindeoprør mod de herskende normer om at det kun var kvinder, der kunne gøre dette. Og sådan kom min storebror til at lave mad...
Senere mødte jeg en kæreste, hvis familie kom fra Sallingsundområdet. Og her var det helt tydeligt, at nogen af de frigørende mønstre mht. kønsroller mm.som unge i København og Århus var hurtige til at tage til sig i 1970erne ikke var nået helt op til dette område endnu - sidst i 1990erne. Gammel habitus er ikke sådan at udrydde - vaner og traditioner sidder i vore kroppe, og vi gensskaber dem med vore kroppe og vor adfærd i dagligdagen - uden at tænke over dem.
Dorte: "Religiøs regulering af kultur; påklædning, mad, slagtning, ytringer, bederum, baderegler, kønsapartheid osv. i det offentlige rum i Danmark er netop ikke udtryk for mangfoldighed." Hvorfor er det så netop det, du går ind for, at det offentlige skal blande sig i? Det hænger ikke sammen, Dorte. Og så er jeg i øvrigt dødtræt af, at du plumrer ALLE diskussioner til med din muslimparanoia. Hvis du ikke har noget relevant at føje til diskussionen om 70'erne, så lad være med at deltage i den.
Sandheden om 70'erne er jo, at det store, brede flertal ikke deltog aktivt i oprøret - men i høj grad har nydt frugterne af det,
men i høj grad har nydt frugterne af det
Nyder og nyder ?
Muslimparanoiaen er da en videreudvikling af rødstrømpernes jagt på undertrykkelsesmekanismer.
Jeg syntes der er et eller andet helt skævvredent eller forkert ved denne debat. Jeg er selv født i 1966, og voksede derfor op i 70´erne hvor jeg gik i folkeskole fra 1973 til 1983.
Den folkeskole jeg voksede op i blev bygget i slutningen af 60´erne. Det var en periode med velstand og frisind. Og skolen blev derfor også bygget med henblik på min generation der skulle gå der op igennem 70´erne. Skolen blev derfor bygget med både svømmehal, teatersal og endda et stjerneobservatorie. Men intet af alt dette kom nogensinde rigtigt i brug. For sammen år som vi startede i 1. klasse kom oliekrisen. Og det betød først og fremmest, at nu skulle vi spare. "Der skal spares" blev derfor det engentlige mantra for 70´erne. Og sammen med spareiveren røg frisindet ud. Ind kom i stedet Glistrup og Erhard Jakobsen med "Kristeligt Lyttere og Fjernserere". Frisindet blev aflyst, det blev ganske enkelt sparet væk. Alligevel skal vi høre på, selv i dag, hvordan dette frisind har været sådan et stort problem. Måske det egentlige problem har været at det aldrig rigtigt nåede at slå igennem.
Jeg husker også, at vi på vores skolebibliotek havde et enkelt eksemplar stående af "Ælle Bælle Bollebogen", men det rejste sådan et ramaskrig, at den blev fjernet igen med det samme. Jeg nåede vist at blade den igennem en eneklt gang, før den blev fjernet. Det var hvad vi nåde at se af det højt besungne frisind.
Jeg husker også der var en enkelt lærer på vores skole, der underviste i engelsk, som var medlem af Venstresocialisterne. Alene det vakte sådan et ramaskrig, at forældrene indkaldte til protestmøder og man forsøgte at få ham fyret.
Spareiveren ramte f.eks. også skolens bogindkøb. I de højt besungne frisindede 70´ere sad vi med gamle slidte bøger fra 50´erne og de tidlige 60´ere, fyldt med gammeldags snerpet moraliseren. Så der blev sparet både i den ene og den anden ende.
Senere har jeg så skullet høre på, hvordan "vi" voksede op og gik i Kommunistisk søndagsskole alle sammen. Alle vores forældre var venstreorienterede, der boede i kollektiv og røg hash dagen lang. Jeg må sige, at jeg intet har kendt til af dette. Til gengæld vil jeg også gerne have lov til at generalisere lidt. For jeg tror i virkeligheden de fleste er vokset op som mig i 70´erne. I en ganske almindelig folkeskole, ramt af spareiver. I det hele taget er det påfaldende, hvordan spareiveren bliver forbigået. Men man har nok ikke sparet på noget i de venstreorienterede kollektiver.
Derudover ser jeg idag, hvordan det påståede frisind, bliver benyttet af højrefløjens debattørere (som f.eks. Henrik Dahl) i en politisk kamp (som et opgør med 70´ernes venstreorienterede frisind), hvor man netop beytter et postuleret frisind til at indføre højrefløjens politik, på f.eks. undervisningsområdet og også inden for mediedebatten. Men frisindet har kun været et postulat, det har aldrig været reelt.
Hvor er det dog en herlig debat, hvor nye stemmer fra vores generation tumler sig.
På sin vis vil jeg påstå, at frisindet slog langt mere igennem i 80erne, hvor arbejdsløsheden udfordrede fantasien, og der var plads til at feste igennem, om man så må sige. Måske er det bare det rosenrøde skær, man let kommer til at betragte ungdommen i, men jeg husker nu, at der var en helt anden venlighed og interesse mellem mennesker, en helt anden venlighed og en helt anden søgen efter andet indhold end det rent materielle.
I 90erne bliver det desværre så meget mere håndfast og resultatorienteret under Nyrup, og derouten som Danmark som SAMfund begynder.
Hvis 1970erne overhovedet var noget som helst, var de anti-alt muligt, lige fra anti-atomkraft, til anti-EF, over antikapitalisme til anti-autoritære. Frisindet varede vel kun 6-7 år, fra ca. 1966-ca. 1973, hvor velstandsstigningen betød at folk oppe ved Sallingsund f.eks. kunne blive boende i deres landsbyer og så køre ind til de store fabrikker i Skive og Ålborg i stedet for at flytte ind til byernes udkant i Aalborg Øst eller i de opførte betonbyggerier som f.eks. Vollsmose eller Gjellerup-parken.
Jeg ved ikke helt, hvorfor Henrik Dahl har så stort behov for at frigøre sig fra sine barndoms-oplevelser i kollektivet i 1970erne. Mig bekendt var det som sagt kun venstre-orientede personer, som dengang boede i kollektiv - og kollektiverne florerede da mest dengang også i de her kredse. Eller sagt på en anden måde: Personer som stemte på VS, DKP og andre af den slags personer, og måske SF levede i 1970erne i kollektiv, hvor de dengang udfordrede borgerskabets vante normer og forestillinger om, hvordan man skal bo sammen.
Det afstedkom faktisk en del røre, men det afstedkom også f.eks. Svanholm, eller Toustrup Mark eller de olde-koller, som nu er ved at blive lavet over hele landet. Så arven after 1968 --- også som den så ud i 1970erne - har faktisk afstedkommet en hel del gode ting.
Frisindet i 1970erne gik derudover også på kroppens frigørelse fra de snærende undertrykkende bånd, som borgerskabet havde sat for bl.a. seksualitetens udfoldelse. Det medførte bl.a. at en nøgen krop blev set på som natruligt og at kvinderne smed bh-en og ikke intim-barberede sig (så meget som i dag). I dah er det jo nærmest omvendt. Unge piger intimbarberer sig, og får rettet deres skamlæber ind, fordi de synes, det er u-naturligt eller grimt. Og jeg tror, det bunder i en slags angst for den naturlige krop, den krop, hvorpå man kan se rynkerne, og på at livet har været hårdt og slidsomt. Sommetider savner jeg den frigørelse vi havde (trods alt) i 1970erne, hvor man kunne lave Jolly Cola reklamer med nøgne mennesker, der morer sig ved en sø - og drikker Jolly Cola. Eller hvor JBS kunne vise kvindebryster og nøgne mandekroppe - uden at nogen kaldte det for porno.
Det er som den amerikanske højrefløjsvind er fløjet til Danmark - senest opdagede jeg at man nu også i Danmark er begyndt at dække kvindens
brystvorter til - på nøgenbilleder. Det er noget man har gjort i 40 år eller mere i USA. Hvorfor aner jeg altså ikke ? Og jeg troede aldrig, jeg skulle se det i Danmark, men nu er det kommer hertil, præcis som cheerleading...
Smilende Sussi
Frisindet i 1970erne gik derudover også på kroppens frigørelse fra de snærende undertrykkende bånd, som borgerskabet havde sat for bl.a. seksualitetens udfoldelse.
Ifølge Paul Hammerich gjaldt frigørelsen ikke borgerskabets, men mandens snærende bånd.
Rolf Rasmussen, spekulerer du mon nogen side på, om grunden til, at du aldrig får svar på dine indlæg er, at ingen kan finde ud af, hvad pokker de egentlig betyder?
Per, du er ikke der første der har stillet Rolf Rasmussen det spørgsmål. Sædvanligvis modtages et "svar" i sammen stil som Rolfs øvrige indlæg.
Hvorfor ikke blot nyde kommentarerne og især dokumentationsmaterialet? Måske er Rolf i gang med at udvikle et nyt formsprog? Måske er han doku-satirist? Eller bindegal festoriginal? Under alle omstændigheder, er det ofte morsom læsning.
Alternativt kan man jo blot ignorere Rolfs indlæg?
spekulerer du mon nogen side på, om grunden til, at du aldrig får svar på dine indlæg er, at ingen kan finde ud af, hvad pokker de egentlig betyder?
Feedback kan man få på mange måder.
Nogle leverer den, andre gør ikke. Nogle efterspørger den, andre frabeder sig den.
Anser du debat for at være en slags chat ?
Jan H. Hansen: "Senere har jeg så skullet høre på, hvordan "vi" voksede op og gik i Kommunistisk søndagsskole alle sammen. Alle vores forældre var venstreorienterede, der boede i kollektiv og røg hash dagen lang. Jeg må sige, at jeg intet har kendt til af dette."
Præcis. Medier som ikke mindst Information er en slags meget elendigt skrevne romaner eller digte, de leverer mytologier som de udgiver for at være virkeligheden ("nyheder") til vor tids religionserstatninger. Det er tidsspild at læse denslags. De laver ideologi, og ideologiens formål er som altid at tilsløre de virkelige magthaveres hensigter og aktiviteter, som kort kan sammenfattes som hæmningsløs plyndren og selvberigelse. "Historien" er for det meste en illusion, som skal tilsløre at de grundlæggende forhold af svindel og bedrageri, mord og røveri går uforandrede gennem hele forløbet, kun forandrer det tekniske udstyr sig, og i kortere perioder (meget korte glimt af fornuft) findes en slags civilisation. For tiden er vi inde i en slags afsluttende kulturkatastrofe, hvor alle menneskehedens utallige psykopater har sat hinanden stævne og kaster sig ud i et kolossalt orgie af totalitære ekcesser.
Aaen: "Det er noget man har gjort i 40 år eller mere i USA. Hvorfor aner jeg altså ikke ? Og jeg troede aldrig, jeg skulle se det i Danmark, men nu er det kommer hertil, præcis som cheerleading..."
Det du sigter til, foregår jo ikke bare i Danmark, men over hele verden: den "amerikanske" "kultur" (som hverken er amerikansk eller kultur), dvs. de multinationale selskabers billige og ekstremt flade og banale kulturerstatning og -nedbrydning skal i pengeindtjeningens interesse bredes ud over det hele. Den USAnske offentligheds ekstreme skinhellige pengekristelige hykleri og dobbeltmoral skal gøres til det normale, fordi dette mener disse globale selskabers overkommandoer at kunne tjene penge på, de har ligesom en sjette sans, som fortæller dem at det de dyrker i deres egne hermetisk lukkede og bevogtede milliardærkvarterers flade og banale luksus, at dette kulturens kommercielle affald har vi alle SÅ godt af. Også og ikke mindst den såkaldte islamisme flommer over af dette bundløse forfald, denne TV-verdenens forfladigelse af alt til egoers beregnende egennyttemaksimering og propagandaskabeloner og hjernevask som tjener disse formål.
Denne dumhedens globale tyranniske eksplosion er menneskehedens sidste suk, dens overgivelse til sine mest destruktive kræfter.
Til "Læser" (og andre)
Det du skriver i dit indlæg er nok at gå lidt over gevind, og det er heller ikke noget jeg syntes at kunne genkende. Og mit eget indlæg har da også blot været et ønske om at vi fik et mere nuanceret billede af vores generation. Men jeg er enig i at det til dels er mediernes skyld, at vi har fået et så ensidigt billede. Når forfattere som Synnøve Søe, katrine Marie Guldager og Naja Marie Aidt fortæller om hvordan det har været at vokse op i 70´erne med udflippede forældre og børnene som ofre for forældrenes eksperimenter, er det selvfølgeligt ment på en god måde. Men det bliver bare meget hurtigt til en stereotyp opfattelse af hele vores generation, at vi alle er vokset op på den måde. Og det er ikke disse forfatteres skyld, det er når deres bøger bliver kørt igennem mediemaskinen. Jeg vil dog også skynde mig at nævne et par fra vores generation der har forsøgt sig med et mere nuanceret billede, nemlig Kirsten Hammmann og Jens Blendstrup. Tak til dem!
Når du så slutter dit indlæg af med at skrive: "For tiden er vi inde i en slags afsluttende kulturkatastrofe, hvor alle menneskehedens utallige psykopater har sat hinanden stævne og kaster sig ud i et kolossalt orgie af totalitære ekcesser." vil jeg opfatte det som en form for morfologi, hvor menneskeheden som sådan sammenlignes med en plante der vokser op, modnes og visner hen. Det er en opfattelse jeg ikke deler. Det er derimod en opfattelse man kan finde hos neo-konservative der ser Oswald Spengler´s "Vesterlandets undergang" som en slags profeti. Og det har intet med mit indlæg at gøre.
Hvornår fatter marxisterne (også Jer i denne tråd), at "frigørelse" og "tilbage-til-naturen" ikke partout er en god ting, men faktisk også kan få de grimmeste sider af mennesket frem. Hvornår fatter de (I), at kultur og værdier er bydende nødvendig for at opbygge et samfund, som f.eks. det danske. Og hvornår fatter de (I), at ikke alle kulturer er ens, og ikke alle kulturer er lige gode.
Altså et kollektiv var og er ikke nogen hermetisk lukket verden. Vi legede med de andre børn på vejen, gik i de samme folkeskoler, så de samme tv-programmer, hvis vi da havde fjernsyn, gik til sport og læste de samme bøger som alle andre osv osv. Hvad de voksne stemte på finder vi jo nok aldrig ud af, da der også dengang var hemmelige afstemninger til valg. Der findes mange fordomme i verden, fx. også om folk i parcelhuse, der stemte på Glistrup, tog til grisefest på Mallorca, og højreorienterede reklamefolk der horede til højre og venstre fx.
Tja hvis man skulle tro Blütnikow og de folk han angriber, så bestod hele verden dengang i 70erne af folk der boede i kollektiv og var medlem af enten VS, DKP, KAP, eller en eller anden bogstav kombination længere ude i det obskure. Det er, hvis ikke de altså var med i Blekingegadebanden.
Virkeligheden er imidlertid en ganske anden
Når jeg læser artikler som ovenstående, står det mig endnu engang lysende klart, at man på Dagbladet Information skriver om, til og for et ganske lille segment. Og at den samme segmentforsnævring desuden gør sig gældende på både DR2 og i de skønlitterære forfatteres sfære.
Hvornår hører vi halvfjerdesernes historie om gæstearbejderne set fra deres egen vinkel? Eller hvad med alle dem, der ikke var på rød sommerlejr eller måske netop var på rød sommerlejr og nød det i fulde drag? Eller alle os, der netop voksede op med de "fantastiske" traditioner, som en ganske lille gruppe indenfor kollektivsegmentet åbenbart tror var meget bedre end det, som de selv er rundet af? Altså alle os, der voksede op med en småborgerlig og gammeldags kønsundertrykkelse (ikke mindst kvindeundertrykkelse) og - som det nævnes i et indlæg ovenfor - blev præsenteret for forældede skolebøger, verdenskort, horisonter og livssyn, da vi startede i 1B i '78? Os der levede i det reaktionære og jubelkapitalistiske SmåborgerDanmark, der dyrkede Spies og Glistrup og som endnu ikke havde set sit første krisescenter for kvinder, men bare lod voldsramte passe deres egne kødgryder, havde forbud mod homoseksuelles vielser, men tillod børnepornoproduktion og ikke gav de unger, der havde det svært, de hjælpende hænder, der var nødvendige? Os der boede i dobbeltmoralens Danmark?
Det var ikke hippierne, der sad i folketinget og lavede den lovgivning eller satte de dagsordener, hvis nogen skulle have glemt det. Det var heller ikke ude i kollektiverne eller på venstrefløjen. Det var såmænd i det "gode gamle Danmark" og i samfundets ledende lag.
@Per Vadmand skriver:
"Og så er jeg i øvrigt dødtræt af, at du plumrer ALLE diskussioner til med din muslimparanoia. Hvis du ikke har noget relevant at føje til diskussionen om 70'erne, så lad være med at deltage i den."
Debat-politiet slår til igen. Men iøvrigt tager artiklen helt fejl i sin beskrivelse af 1970'erne. Sådan som jeg husker dem var det noget med platau-sko og kasse-bukser, stor Puch samt Britiske bands som Sweet, Slade og Mud. Men jeg var selvfølgelig også teenager i det årti. Måske det er forklaringen på denne uoverensstemmelse mellem artiklen og min hukommelse :-)