Læsetid: 3 min.

Romaner med indholdsgaranti

Hvad er egentlig grunden til, at kriminalromaner er blevet så populære?
Kultur
10. april 2008

"Jeg tror, læserne kan lide historier, hvor der er en begyndelse, en handling og en slutning på det hele. Det ved man, at man får i en kriminalroman. Det er så at sige en genre med indholdsgaranti, og den garanti har man ikke med andre romaner. En roman kan eksempelvis minde mere om et lyrisk eksperiment end en fortælling."

Sådan siger den svenske kriminalforfatter, Johan Theorin i dagens avis. Spørgsmålet er, om han har ret. Tager man et overblik over de senere års danske romansucces'er, tegner der sig et ganske broget billede. Man kan nævne Helle Helles Rødby-Puttgarten, hvor det bestemt ikke er den ydre handling, der dominerer. Man kan nævne Morten Sabroes Du som er i himlen, et sent opgør med drengebarnets moderskikkelse eller Jens Smærup Sørensens nyligt laurbærkransede Mærkedage, som interesserer sig for bondekulturens ud- og afvikling, men ikke i synderligt omfang for nogen handling med begyndelse, midte og slutning.

Alligevel kan man måske godt sige, at bøger som disse tre har en indholdsgaranti. Og at deres popularitet hænger sammen med den. De kan nemlig ikke siges at være formmæssigt eksperimenterende som eksempelvis Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang, der trods Tue Andersen Nexøs månedlange kampagne for den i nærværende avis, næppe nogen sinde opnår bestsellerstatus. I Forbrydelse og fremgang sker der ganske vist masser af drabelige sager, men formen er eksperimenterende, og handlingerne springer mellem århundrederne. Her er man nødt til at læse på andre måder, som ikke umiddelbart byder sig til.

Forfattere som Smærup, Helle og Sabroe appellerer til en umiddelbart genkendelig menneskelighed. Der er hverdag, atmosfære og følelser, man kan identificere sig med - hvormed ikke være sagt, at den slags romaner, eller kriminalromaner for den sags skyld, ikke kan være lige så dybsindige som de mere eksperimenterende. Pointen er snarere, at man kan læse dem med udbytte, selv om man læser hen over dybsindighederne.

Her ligger måske især krimigenrens begrænsning. "Jeg har forsøgt at gøre personerne så levende, at man lærer dem at kende. Der findes krimier, hvor det kun går ud på at løse gåden, og sådan en ville jeg ikke have lyst til at skrive," siger Theorin i interviewet. Han har større ambitioner. Men her støder han mod en grænse: "Nu har jeg skrevet på denne her roman i flere år, og så kommer folk og siger 'jeg læste den på to dage'. Så kan man godt få fornemmelsen af, at genren stiller sig i vejen for, at læseren får det hele med," funderer han også. Og det er måske netop problemet.

Fremtiden

Spørgsmålet er så, om det betyder noget. Kan de forfattere, der har lyst, ikke bare skrive romaner, hvor plottet kun går ud på at løse en gåde, og de læsere, der har lyst til det, kaste sig over den slags romaner? Og lade andre, finlitterære forfattere såvel som læsere, i fred med deres eksklusive formeksperimenter og æstetiske smagsløg?

Men hvad nu, hvis den bredere kultur, 'tidsånden', favoriserer kravet om en 'indholdsgaranti'? En passende repræsentant for en sådan tidsånd kan kan være Bøger & Papir - en af de fåtallige kæder, som efterhånden dominerer markedet - og hvad den finder værdigt til katalog. Det er bøger om politikere og kendte, selvbiografier, fantasy, chick-lit, bøger om Anden Verdenskrig, internationale bestsellere, og side efter side med kriminalromaner og thrillers. Lidt selvhjælp og coffee table fuldender billedet. Meget få andre skønlitterære bøger, og ganske, ganske få, der ikke i forvejen har bestesellerstatus - i så fald af veletablerede, danske forfattere. Er det sjovt?

"Om det är framsteg, då skal jag ingenstans," har en af Johan Theorins landsmænd, Mikael Wiehe, i anden sammenhæng sagt. Man fristes til at citere ham her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her