Læsetid: 6 min.

Ronnie og Ronnie

Den første hedder Cristiano Ronaldo og er lige nu klodens suverænt bedste fodboldkunstner. Den anden kender vi som Ronaldinho, og her klæber imaginære skader og letfærdige transferrygter som sværmende paparazzier om svunden storhed og tindefald
Da Ronaldo scorede i sidste weekend mod Aston Villa på Old Trafford, var det 35. gang på 39 matcher. Her bliver han hyldet af holdkammeraterne efter sejren over AS Roma.

Da Ronaldo scorede i sidste weekend mod Aston Villa på Old Trafford, var det 35. gang på 39 matcher. Her bliver han hyldet af holdkammeraterne efter sejren over AS Roma.

Andrew Medichini

5. april 2008

Den ene lynede i luften, da Manchester Uniteds røde djævle sikrede sig tre udebanepoint på Stadio Olimpico i Rom. Den anden blev hjemme, mens en blot 17-årig gymnasieelev sørgede for sejr til FC Barcelona over opkomlingene fra Gelsenkirchens Schalke 04. Den første hedder Cristiano Ronaldo og er lige nu klodens suverænt bedste fodboldkunstner. Den anden kender vi som Ronaldinho, og her klæber imaginære skader og letfærdige transferrygter som sværmende paparazzier om svunden storhed og tindefald. Det er to gange Ronnie og et kig i fodboldens skønhed og skygge. Velkommen til første ben af kvartfinalerne i årets Champions League.

Kyniske hoveder siger, at AS Roma er Francesco Totti plus 10 andre. Dem om dét. Ganske vist skal vi jo hade Totti for hans hedengangne spytklat mod Christian Poulsen, og der er altså noget maliciøst arrogant over hans slikkede italiano-look, når han med udsøgte kattepoter orkestrerer sin klinisk veldisponerede midtbane, som tillige mestrer omstillingens kunst fra lynhurtig kontra til betonsolidt forsvar. Fans af Roma var nervøse op til kampen mod United, for Totti var erstattet af Mirko Vucinic. Den 24-årige angriber fra Montenegro fyldte dog hullet efter Totti på glimrende vis, og det var især hans fortjeneste, at italienerne i kampens gryende minutter var tættest på scoring.

Den indre ballerina

Men så vågnede Ronaldo op til dåd. Flankeret af Ji-Sung Park, den aktuelt målhungrende Wayne Rooney og horder af buhende Roma-tilhængere gjorde den unge portugiser spådommene om hans manglende kurs i det store Europa til skamme. Rooney var musklerne og intellektet bag perlen. Med en fænomenal vending, som minder én om den rødmossede ærkeenglænders indre ballerina, jordede han Philippe Mexes og fandt en fri Paul Scholes. Radarblikket hos manden, der om nogen inkarnerer Uniteds dybe rødder i historien, scannede en energisk fremstormende Ronaldo, og assisten fra højre side af straffesparksfeltet blev eksekveret med et potent hovedstød af Sir Alex Fergusons berømte 'nr. 7'."

Nu må de da snart fatte, at Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro er den bedste. Nej, ikke? Kan være, at gutten fra Madeira, som kom til Manchester i 2003 fra portugisiske Sporting CP, har overgået George Bests fuldtræfferrekord på en enkelt sæson, men det forhindrer ikke stovte nordirere i at promovere på stadion og omkringliggende pubber med beskeden "Maradona good, Pelé better, George Best". Do the math, som de anglofile siger. I sæsonen 1967-68 skulle Georgie Boy bruge 52 kampe til at fuldende rekorden på 32 mål. Da Ronaldo scorede i sidste weekend mod Aston Villa på Old Trafford, var det 35. gang, at kuglen med hans hjælp landede i maskerne . Indtil videre har den 23-årige hurtigløber, som nogle vil hævde er for smuk til at spille fodbold, brugt 39 matcher på den fede statistik.

Til gengæld kniber tryllerierne mod herkuliske, hjemlige tronrivaler som Arsenal, Liverpool og Chelsea. Her er vejen til målet brolagt med større præstationsangst, tacklingerne er hårdere, og fyrtårne som John Terry og Daniel Agger er bedre til at læse de roterende skankers narrestreger i græsset, og det er ligeledes et faktum - som Ferguson ofte har påpeget - at Ronaldo stadig ikke er på erfaringsmæssig omgangshøjde med kollegaer som Ryan Giggs, Rio Ferdinand og Scholes i de livsvigtige europæiske turneringer. Og slet ikke i Champions League's knockout-runder.

Lige indtil i tirsdags, altså. Dér svævede han, et år efter maltrakteringen af Roma og superhelte-cifrene 7-1 på Trafford. Den italienske forsvarer Christian Panucci kaldte sidste års eliminering fra kvartfinalerne "mareridtet fra Manchester". "Gi' mig en motor, og så kan det være, jeg kan følge med Ronaldo," fortsatte Panucci. Dengang kunne Ronnie fejre sin debut som målscorer i Champions League. Forarbejdet stod utrættelige Giggs for, mens ilddåben på Europas scoringstavle var et herligt miks af portugiserens fremmeste features: et superhurtigt raid på højrekanten, en driblende genistreg, som skærer ind i banen og fanger forsvaret på de forkerte fødder, og en præcis scoring med vristen.

Og dér hang han i luften, 35 år efter Henning Jensens majestætiske header på Wembley 3. januar 1973. Jensen benyttede billedet som blikfang i den selvbiografiske Mål fra 1974, og fem år efter landede et manipuleret foto af udlandsdanskeren fra Borussia Mönchengladbach og Real Madrid på coveret af Hans-Jørgen Nielsens roman Fodboldenglen. Da var det pludselig i orden at brygge en saliggørende havnearbejderbrandert a la Franke med dybfølt poesi og sans for sportens taktiske intelligens i stil med Jørgen Leths Greatest Hits. Eller for nu at skævvride sloganet bag computerspillet Fifa08: Det handler ikke bare om at være god til at trykke på knapper. Du skal også tænke fodbold. Og Ronaldo brugte hovedet i tirsdags.

Fut i imaginære småskavanker

Havde skæbnen artet sig anderledes, kunne Ronaldinhos adrætte saksepark mod Atletico Madrid for en måned siden have været begyndelsen på en ny og glorværdig æra for den 27-årige brasilianer med overbiddet. Men Atletico-mandskabet og ikke mindst en sprudlende Sergio Agüero ville det såre anderledes, og dysten endte 4-2 til madrilenerne. Og så kom der fut i de imaginære småskavanker. Scanninger viste, at der overhovedet ikke var noget galt med kroppen, på trods af Ronnies påstand om det modsatte, og mens vårharen Bojan Krkic investerede ungdom og fodboldfremtid i Barcas 4-1-sejr over Valladolid, meldte de allestedsnærværende rygter om transfers i krogene og en Ronaldinho, som garanteret sad derhjemme og spillede Playstation og plejede tømmermænd.

Sådan er oddsene så ulige. Fløsen med den aktuelt største selvtillid, Ronaldo, drog til Rom for at bevise, at han er mere gudelig end de anglikanske - og skeptiske - guder i kongedømmet, og at han ikke blegner i mødet med støvlelandets forsvarskynikere. Mission accomplished. Træner Frank Rijkaard tog med sladder i ryggen og et decimeret Barca-mandskab til Arena auf Schalke. Det var ikke en walkover, som det jo burde være, men en kamp om rå overlevelse. Indtil det modsatte er bevist, er Rijkaard katalanernes træner sæsonen ud. Om det så bliver The Special One - José Mourinho - som tager over, må indtil videre stå hen i underholdende uvished. Og Ronaldinho ringede velsagtens endnu engang til broren, som også er hans agent, Roberto Assis, og diskuterede effekten af FIFA's famøse artikel 17. Den tillader nemlig dyre spillere at skifte til billigere penge. Pludselig er det ikke frigivelsesprisen - som i Ronnies tilfælde er cirka en milliard kroner - men derimod en procentdel af den resterende hyre i sæsonen, som er på spil. Som om Milan, Chelsea og Real Madrid ikke har euro nok i forvejen.

Og apropos den spansk-engelske forbindelse. Liverpools Fernando Torres, som Rafael Benitez kaprede fra Atletico 2. juli 2007, må være den næste i køen til europæisk triumf. Mod Bolton og Portsmouth er 'El Nino' formidabel og har allerede plantet dybe smilerynker i de forvænte fans fra Merseyside. Men selv med det lynhurtige indenomsløb, som er spanierens varemærke, blev det her og dér en ufrugtbar affære mod de hårde hunde fra Arsenal i onsdagens kvartfinale. Torres må i Ronaldo-skole: next stop Europa. Til gengæld stod Liverpools bageste kæder så fermt og fornemt, at selv italienske luksustrænere må ha' luret dem i smug med savl i mundvigen.

Fire ting er sikre i den nære fremtid. Ronaldo bliver den næste Ballon d'Or-vinder. Liverpool når langt i Champions League. Ronaldinhos skæbne er stadig uvis. Og fremtiden tilhører den ungdom, som både kan trykke på knapper og tænke med bolden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu