Læsetid: 4 min.

Sangskriverfilantrop erklærer rød front

Sangskriverinden Annika Aakjær kommer med satiriske stikpiller til Normaldanmark på sit debutalbum 'Lille Filantrop'. Selv fortæller hun, at hun skriver sange for at minde sig selv om, hvordan hun ikke ønsker at være
24. april 2008

Hun ser ud, som hendes musik lyder. Frimodig, charmerende og kæk med en snert af mistro i øjenkrogene.

Denne dag, hvor scenen for interviewet med den danske sangskriver Annika Aakjær er sat i Kongens Have i København, lyser hun op som et levende lyskryds, der til hver en tid er parat til at sætte en stopper for normaldanskerens ukomplicerede færd ud af landevejen. Den skrigende gule bluse, de koboltblå smækbusker og det flammende, røde hår er på en mission, der skal sætte gang i andedammen.

Selv om sangskriverinden fortæller, at hun er 25 år, fremstår hun som sådan et slags menneske, der umiddelbar er svær at sætte alder på. Som hun sidder dér på vattæppet på græsset i Kongens Have, ligner hun en mærkelig krydsning af Anna fra Anna og Lotte, Edith Piaf eller Pippi Langstrømpe uden fletninger, der møder Jeanne d'Arc.

Hvor om alting er, har Annika Aakjær i den senere tid gjort sig bemærket med sine liveshows rundt om i landet, hvor hun sætter ild til 'Normaldanmark' med en optræden, der bygger på en sær fornemmelse for sammensmeltningen af sang og satire.

Informations musikanmelder Klaus Lynggaard beskrev i en koncertanmeldelse Annika Aakjær som "frygtløs, da hun med sin guitar og sit flammende røde hår" fangede publikums opmærksomhed med "sine lange monologer, der til en begyndelse kan virke flippede og spontane, men hvis rammende og ofte herrevittige pointer afslører dem som både velgennemtænkte og omhyggeligt indstuderede".

Andre har været overraskede over hendes gedigne guitarspil, såsom en anmelder fra musikbladet Gaffa, der mente, at hendes instrumentføring var af mandlige dimensioner.

Det sjette sabbatår

"Det er en fordom man ofte møder som kvindelig musiker," fortæller Annika Aakjær , der har placeret benene i det der ligner en behagelig skrædderstilling.

"Men selvfølgelig kan piger være lige så gode som drenge til at spille guitar. Det er en grov diskrimination, som ikke kun gør sig gældende hos mænd, men som mange kvinder også selv tror på."

Annika Aakjær tager afstand fra den kønsfikserede musikverden. Hvilket måske også er grunden til, at hun kalder sig selv for sangskriver,

"Jeg ønsker for alt i verden ikke at blive negligeret til sangerinde," siger hun til trods for, at hun har en original stemme, der kan beskrives som en kvindelig krydsning af Tom Waits og Allan Olsen.

Annika Aakjær var 17 år gammel, da hun fandt ud af, at hun kunne synge. Men så gik det ellers også hurtigt. For i dag, som 25-årig, har hun færdigindspillet sin debutplade Lille Filantrop, som bliver udgivet den 5. maj.

Vejen til pladekontrakten gik mod strømmen.

"Jeg er i gang med mit sjette sabbatår nu, og er stolt af det. Jeg er så træt af, at vi lever i sådan et regelret samfund, hvor den eneste gyldige levevej går gennem uddannelsessystemet - og det så hurtigt som muligt," siger hun og forklarer, at hun er glad for, at hun er blevet velsignet med uudannede forældre, der ikke har tvunget hende til at tage en uddannelse.

"Mit mål i livet er ikke at blive stresset, selv om jeg godt ved, at det er blevet et succesparameter i det danske samfund i dag."

"Jeg er sløv. Og helt tilfreds," erklærer hun.

Fuck normaliseringen

Det er retten til at være anderledes, til at gå imod 'Normaldanmark', som Annika Aakjær synger om i sange som "Utilfreds i en alder af 55" og "Drømmenes toilet".

"Jeg skriver mine sange for at minde mig selv om, hvordan jeg ikke ønsker at være," siger hun.

Hun, der selv er halv færing, kvart nordmand og kvart dansk og vokset op i en flække i Nordjylland, mener ikke, at der i provinserne i Danmark er meget plads til at skille sig ud fra den tunge masse af almindelighed.

"Selv i Århus bliver der set skævt til en, hvis ens tøjstil skiller sig lidt ud," siger hun, mens hendes klædedragt flimrer som et kalejdoskop.

Debutalbummets titel Lille Filantrop henviser til hendes egen opfattelse af sig selv:

"Filantrop bliver ofte brugt som et negativt ord, fordi det er naivt at tro, at man kan redde verden. Men jeg tager fat i ordet ud fra en positiv optik."

Hun synes, det er irriterende, når nogle kalder hende naiv, bare fordi hun mener, at vi som mennesker har et ansvar for at ændre verden:

"I mine sange taler jeg om de svage i samfundet. Og jeg håber da, at sangene kan inspirere folk til at tænke anderledes," siger hun.

"Hvis alle bare troede på, at man kunne ændre verden, så ville det også kunne lade sig gøre. Jeg er bundrød!," erklærer hun, mens solstrålerne sætter ekstra ild til hendes røde lokker.

Annika Aakjær kan i øvrigt i øjeblikket opleves live, idet hun spiller opvarmning for Thomas Buttenschøn på hans Danmarksturné.

Annika Aakjær, Lille Filantrop, produceret af Henrik Marstal, udkommer den 5. maj på Playground

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er befriende at møde en, der tør gå imod strømmen. Normalisering er til alle tider en uhyggelig størrelse - i dag med arbejdsmarkedsplacering og friværdi som nøglekriterier, i går med hashtåge og Mao's lille røde som automatiseret tilbehør. Ser frem til at høre CD'en, når den udkommer til maj.

"lyser hun op som et levende lyskryds, der til hver en tid er parat til at sætte en stopper for normaldanskerens ukomplicerede færd ud af landevejen. "

Hvor er det forfriskende igen at læse om den vitale, grænseoverskridende kunstner kontra den gråmelerede, kedelige normaldansker..

Det var som om, at nogle kulturjournalister blev lidt tilbageholdende over for den vinkel efter Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsens "Kritik af den negative opbyggelighed".

Gudskelov er Sandra Boss ikke bange for at udfordre normaldanskerens forhold til klicheer.. Går hun mon selv med en kunstner i maven?

Jeg ser mig gerne fritaget for at nu også kunstnerne skal begynde at blande sig i demokratiet ! Det er gået så godt med at opdrage hr og fru Danmark til "nu skal vi ikke diskutere politik, vi sidder lige og hygger os", hvorfor har kunstnerne så svært ved at forstå at jo færrer som deltager i demokratiet jo bedre?

Brian Zebeaune

Nuvel, et besøg på Annika Aakjærs MySpace afslører en glimrende sangskriver med en udpræget sans for at skrive gode melodier. Det skal hun selvsagt komplimenteres for - musikken skal der ikke klages over.

Men kan nogen - evt. Sandra Boss - uddybe hvorfor Annika brander sig selv som en stor kliché på den frisindede bohemekunster, der er i åh-så-opposition til 'Normaldanmark' (hvem er i øvrigt denne mærkværdige sociale konstruktion? Hvorfor dette notoriske behov for at definere en signifikant anden, som man kan være imod? I min verden opererer jeg med individer og forskellighed, men sådan forholder det sig åbenbart for ikke for de små filantroper, der fortrækker gode, opbyggelige båse at placere folk i) med alt hvad dertilhører af såkaldt afvigende påklædning (det er jo som bekendt vanvittigt dristigt at gå i gult og blåt), hårfarve (alle rødhårede ER jo bare mere impulsive og frie, eller hva'?), ulyst til videregående uddanelse (det leder jo lige direkte i konformiteten!!!!) og trygge, konforme og standard politiske udmeldinger hentet direkte ud fra flosklernes stor sorte bog.

Se, hvis nu Annika Aakjær ikke var som alle de andre i den grå flok af kunstnere der mener det samme som hende, så havde hun været borgerlig og havde sagt ting der reelt provokerer - også dem hun normalt omgås med. I skrivende stund er hun blot endnu en i rækken af kunstnere, der ikke bryder sig om regeringen, Bush, tingsliggørelse af kvindekroppen osv osv. Hvad er det nye og originale ved det? Ingenting. Hun er blot endnu en 'normalkunstner', der mener og gør det samme som alle de andre.

Hvad er der modigt ved det?

Palacky

Vi lægger mærke til dine notoriske behov for at definere en signifikant anden, når du beskriver disse frisindede bohemekunstnere i åh-så-opposition til 'Normaldanmark', og jeg har besluttet mig for at det er sødt når du opstiller dem, som opstiller andre som signifikante andre, ...som signifikante andre.

Ulyst til videregående uddanelse leder jo direkte i den konformitet som de højtuddannede konfirmere de ulystne ud af.... på én lang række... i takt.

Brian Zebeaune,

Fascinerende. Ja, nærmest læskende. Sjældent er intetsigenhed blevet så uinteressant formuleret som i dit indlæg. Ja, faktisk klæder den glorværdige brug af copy-paste og paternalistiske retorik dit fravær af evne til at forholde dig til indholdet i et indlæg. Det er ypperligt.

"I mine sange taler jeg om de svage i samfundet. Og jeg håber da, at sangene kan inspirere folk til at tænke anderledes," siger hun.

"Hvis alle bare troede på, at man kunne ændre verden, så ville det også kunne lade sig gøre. Jeg er bundrød!," erklærer hun, mens solstrålerne sætter ekstra ild til hendes røde lokker.

Placky har ret. Den lille filantrop er sikkert mægtig sød og dygtig, men hun er en kunstner-bohemestereotyp. En kliche. De svage i samfundet - helt ærligt! Hvad med at se lidt anderledes på sine medmennesker istedet for at reproducere magthavernes sprogbrug. But then again hun er jo selv en af de succesrige. Hun lyder til forveksling som Asger Aamund der praler af aldrig at hvae været kvalificeret til noget job men alligevel fået det.

hmm
jeg synes ikke rigtig at jeg er en boheme type. Mht til det med "de svage i samfundet" kan jeg da nok godt se at der er noget kliche over det, over måden jeg fik sagt det på ihvertfald, men faktisk tror jeg at det er fordi jeg selv ser mig som en af de svage i samfundet, og altid har følt mig som nederst i hirakiet, når jeg ser narkomaner, ludere og hjemløse så er jeg altid ramt af det, for det ku sagtens være mig. Så sangene er til mig selv. Ligegyldigt om jeg en dag kommer til at betale topskat (hvilket nok er usandsynligt) så vil jeg altid føle mig som et udskud i forhold til "normal danmark" og jeg vil altid føle mig som en bums.. Jeg ved godt at i nok ikke rigtig har hørt min musik, og at i dømmer ud fra interviewet, men jeg gør jo faktisk en del grin med "kunstnere" og boheme mennesker...
Jeg er rød, og det er næsten alle "kunstnere", hvis de var blå ville de lynhurtigt holde op med at udfolde sig kreativt i og med at det jo ikke kan betale sig økonomisk...
Nå med det sagt synes i nok stadig at jeg er dum og træls, fred være med det. Hvis i hader sådan nogle som mig så kan jeg stærkt anbefale jer at flytte til Århus, der har alle sort og hvidt tøj på og alle læser engelsk på uni, har haft et sabbat år hvor de var i Australien og snorkle...
Sidst vil jeg tilføje at der ikke er så mange i musikbranchen der tør at være politiske eller melde ud hva side de er til idag, for de skulle jo nødig gå glip af alle de blå der køber deres plader og koncertbilletter... Så helt kliche er jeg nok ikke alligevel.
bum bummelum guitar og trom...
Annika

Hold fanen højt, Annika! Rart at se, at der stadig er nogen, der gider. Det bliver aldrig banalt at tale for de nederste i samfundet.

Håndslag til dig fra en gammel 68-rocker!

Kære Annika Aakjær,

Du skriver:

Hvis i hader sådan nogle som mig så kan jeg stærkt anbefale jer at flytte til Århus, der har alle sort og hvidt tøj på og alle læser engelsk på uni, har haft et sabbat år hvor de var i Australien og snorkle...

Jeg hader dig bestemt ikke - og heller ikke "sådan nogen som dig". Jeg er bare en gammel bitter taber som du ikke skal tage dig af. Jeg bor i Århus og ville ønske jeg var sådan en normal dansker der gik i sort og hvidt tøj, læste engelsk på Uni og havde haft et skønt sabbatår i Australien, hvor jeg snorklede .... I can only dream.

Se det var det der irriterede mig ved dit interview - hvis man virkelig er på bunden af samfundet er man ikke ved at kaste op over hvor afskyeligt "normale" andre mennesker er. Man ville bare ønske man var en del af det. Det kan godt være det ser bonnert og småborgerligt ud når man er en køn, talentfuld ung person der har masser af venner og venlige mennesker omkring sig - sådan nogle der vil skrive en forelsket artikel om dig når du laver en plade - hvad resten af samfundet går rundt og foretager sig, men hvis du bare er udenfor og ingen bekymrer sig om du er død eller levende - Ja, faktisk ville det nøgternt betragtet være bedre for alle hvis du var død, så ser dette normaldanske liv smukt og yderst interessant ud. Det er altsammen et spørgsmål om hvor du ser det hele fra ... og jeg er ked af at sige det, men det er tydeligt at din forståelse for "de svage" i samfundet ikke udspringer af et ægte kendskab til situationen. Og guskelov for det. Det er sgu ikke værd at bevæge sig derned hvis man kan undgå det.

Håber du kan tilgive mig at jeg lod min bitterhed gå ud over dig.

Held og lykke med det hele!

Hold nu kæft, Otto Alfons Bismarck. Når man poster nynazistisk propaganda i en pladeanmeldelse, har man for evigt afskrevet sig enhver chance for at blive taget seriøst.

Ps @ Markus Lund, som skriver her på debatsiderne: "Alfons Åberg" og venner holder åbenbart øje med dig. Det giver en stjerne i min bog :)

Kære Coke
jeg har været på bunden af samfundet... i den grad!
jeg braller bare ikke ud med det og gider heller ikke uddybe det her for din eller nogen andres skyld...
Jeg ser ikke ned på dem der er "normale" i Århus, men ham der havde udtalt sig om mig synes jeg var en boheme kliche, og der kan jeg jo kun sige, at hvis han vil undgå sådan nogle som mig så kan han jo flytte til Århus.

Hvis du engang opnår det du drømmer om, kommer du alligevel aldrig til at glemme, det du er i nu. Man glemmer ikke det man har oplevet, og man kan ikke ændre på hvad man kommer fra. Når du blir konfronteret med fortiden så genkender du jo straks følelse, duften og du bliver smidt tilbage. Det forlader dig aldrig!
Du må gerne være bitter, men husk at det bare er ud fra et enkelt interview med mig, hvor jeg i øvrigt ikke selv har bestemt hvilke citater der sku bruges og jeg har ikke formuleret artiklen selv... Derfor har jge også brug for at forsvare mig, som du har.
Annika

Til Coke og Palacký,

Jeg vil bare sige at i har tydeligvis ikke været så geniale at i har hørt nogle af Annikas koncerter, for man kan da klart høre at i ikke aner hvad i taler om! I er virkelig gået glip af noget der ligesom! ;-) Det er en unik og inspirerende oplevelse at træde indenfor i universet ANNIKAMANIA.

Annika ER en unik sangskriver og stand-up komiker der netop tør at provokere og stikke til vores danskeres "normale opfattelse" af hvordan det "gode liv" er. Det er så super cool at hun tør udtale sig på den måde for hun kan ikke undgå at ramme nogen. Men det er jo netop det der er hele meningen, se blot hvilken debat der er kommet igang her på sitet.

Vi danskere har rigtig godt af at Annika langer ud efter os for vi tager ofte os selv ret højtideligt og tager tingene alt for personligt! Og kom ikke og sig du ikke tager dig selv højtidligt Palacký hvis du benytter dig seriøst af så fine ord som signifikante andre og paternalistisk (og ja jeg copy-pasted det ord! ;-)

Annika er så ud-af-boxen-tænkende med hendes tekster at det hele biver vendt fuldstændig på hovedet, og du ligger overraskende flad af grin over hendes dyberemenende jokes.

GO Annika -du er for sej! Vi venter på dig i Jelling! ;-)

--> bloglæser

Jeg er enig i at linket til "venstreorienterede ekstremister" er malplaceret i denne tråd.

Men lige så malplaceret er din kommentar om "nynazistisk propaganda".

Jeg forstår på dig at du ikke bryder dig om at se den ekstreme venstrefløjs voldsberedskab afsløret og udstillet?

I øvrigt var jeg også en gang en slags "bohemekunstner", der dyrkede guitarspil og biologiske grøntsager.

Indtil jeg blev klar over at den biodynamiske udvikling af landet var stærkt truet af ørkenskabere, og at bohemernes uskyldsrene verden var blevet infiltreret af samvittighedsløse marxistiske infiltratorer med en hel anden og mere grum dagsorden.

Jeg må erklære mig enig med en række kommentatorer her i kritikken af udgangspunkt med at rakke ned på 'normal Danmark'.

Selv tilhører jeg ikke 'normal Danmark' og har aldrig gjort det, men jeg har den dybeste respekt og kærlighed for alle disse mennesker de frelste ikke gider at lege med, men ikke kan undvære på grund af den kunstner og ungdumshus-støtte de med deres 'normal Danmark liv' bidrager med og betaler til.

Man skal ikke underkende de psykologiske gevinster ved at føle sig i opposition til "normaldanmark", men:

At give en solidarisk, kærlig og indfølt skildring af den formodede grå masse af parcelhusdanskere i dynejakker, og vise, at "de" er spraglede individualister med knald i låget, SELV OM de har friværdi og fladskærm, se det ville være kunst - det ville også være noget nyt.

Søde Annika, du lyder som en idealistisk og fordrømt gymnasieelev, og fred være med det, for du har sandsynligvis talent.

Denne kamp for at fremstå som værende i opposition eller gå i mod strømmen, har efterhånden udviklet sig til reglen frem for undtagelsen. Det slår mig som en omgang metervare fra floskel-fabrikken.

Det virker lidt som et udspekuleret markedsføringsstunt overfor let påvirkelige teenagere, men for andre som har set dette praktiseret i en menneskealder, er det blevet trættende. Fornyelsen er blevet til ortodoksi.

I et samfund som efterhånden er blevet atomiseret ud i så mange subkulturer og interessegrupper, virker det nærmest suspekt at komme og postulere at man er anti-mainstream og på de svages side. Er alle ikke det, hvis man spørger dem?

Hvem er det der tvinger "normaliseringen" ned over kunstneren? Er det regeringen, siden der erklæres rød front, eller er det medborgere som har tilladt sig at vælge en anden livsstil?

For mig at se, sparker man åbne døre ind og kæmper mod en imaginær/konstrueret fjende. Og igen; hvordan forhindrer den påståede normalisering kunstnere i at udtrykke sig? Er det ikke nærmere omvendt, at kunstneren er afhængig af det fjendebillede der fremmanes. Bliver kunsterneren ikke netop social, ved at være asocial?

Denne tråds deltagere er da overvejende positive, og allerede dér er noget af den postulerede brod gået af projektet.

Nemlig, PH,

og det er også pointen i Stjernfeldt/Thomsens glimrende og lige-på-kornet "Kritik af den negative opbyggelighed", som Martin Ravn så relevant henviser til ovenfor.

Slap nu af!

Det er musik - så tag det roligt og nyd musikken i stedet for at snakke om alt det intellektuelle bras.

Jeg synes personligt rigtig godt om CDen!

Med fare FOR at slutte mig til de negativt opbyggelige, har jeg lyst til at kaste en kommentar efter de sure overlærere, der af alle har valgt Annika Aakjær som eksempel på, at dansk kulturliv er præget af en trang til bevidstløs kritiseren. Det er det måske, men helt ærligt, Aakjær er jo ikke ude med de store og højstemte samfundskritiske slag, men med de små mod småtskårenhed og - efter alt at dømme - selvoplevede eksempler på småborgerlig nedrighed og forsøg på at gøre verden så lille som muligt. Og de små slag sidder hvor de skal sidde, og det er måske dér skoen trykker.

Men hyg jer med Richard Ragnvald, jeres små verdener og positive syn på livet, så hygger vi andre os over Annika Aakjær, og over at hendes sange er sure og sjove på én og samme tid!

@Lars Ploug

"Men hyg jer med Richard Ragnvald, jeres små verdener og positive syn på livet, så hygger vi andre os over Annika Aakjær, og over at hendes sange er sure og sjove på én og samme tid!"

Richard Ragnvald?! Jeg hygger mig med Depeche Mode, Portishead og, på mandag, Yazoo live. Det lyder ærlig talt som om du selv bokser med en masse fordomme, i din lille negativistiske verden.

Hvis vi ikke i denne tid, hvor højredrejningen i samfundet er ekstrem, skulle have ventreorienterede kunstnere, hvornår skulle vi så?

Al kritik preller jo bare af og det er umuligt for kulturkritikken at blive hørt! Så vi har da brug for kunsten, også selvom den eksplicit bliver politisk et stykke hen ad vejen.

Jeg er dog lidt nysgerrig på hvad en politisk drivkraft gør ved en kunstner?

Er der ikke en fare for at man bliver instrumentiel (altså bliver demagogisk på bekostning af det kunsteriske)?

Er der ikke nogle omkostninger ved at skabe kunst indenfor en politisk referenceramme?