Indrømmet. Nikolaj Hübbes fødder er slidte. Hans ryg har båret de ballerinaer, der skulle slæbes. Det er ved at være tid.
Men når knægten står på Gamle Scene med sit skæve smil og især sine drengetårer, så er det godt nok ikke til at holde ud. Også selv om det nok er vigtigere, at han nu kan inspirere danserne på Kgs. Nytorv i rollen som balletmester.
Så vi klapper allesammen som gale. Selv Dronningen rejser sig i logen. Sådan står vi længe. Det er selvpineri på begge sider af orkestergraven. Oppe på scenen står manden og bukker - og er ved at bryde sammen. Og nede i salen står vi og stamper - og er ved at bryde sammen. Vi vil ikke give slip på ham, og han vil ikke give slip på dansen. Men så går tæppet ned.
Magnetisme
Alligevel blev Nikolaj Hübbes afskedsforestilling ved Den Kgl. Ballet i onsdags en af de vidunderligste aftener i kvindes minde. Sjældent har en fortolkning af 'Sylfiden' virket så vedkommende og følelsesladet. Også selv om Hübbe har fnidret sine fødder i hurtigere 'batteringer' gennem de 20 år, han har danset James.
For Hübbe har nok aldrig før spillet James med så mange nuancer og så dobbeltbunden smerte. Undervejs virker det, som om han lægger hele sin karrieres James-tolkninger oven i hinanden. Han stirrer betaget på Silja Schandorffs underskønne Sylfiden med det forjættende smil. Allerede i førsteakten får han næsten hjerteslag af at blive trukket baglæns af Schandorffs magnetiske arme og præcise tåspidser. Så han adlyder hende bare. Men han er tydeligvis bange for, at han er ved at blive vanvittig. For hvorfor kan han ikke omfavne hende?
Hübbes store performerkunst er, at han får alt udtrykt med sine øjne og sin krop, så selv tilskuerne oppe på galleriet får alt med. Som mange gange før klynger han sig til Sorella Englunds verdensberømte heks. Og igen tager hun livet af ham på sin helt egen, hårrejsende facon. Denne gang peger hun ikke blot på ham med en magisk finger. Nej, hun tager hans hovede mellem sine hænder - og sådan lammer hun hans livskraft på sekundet. Stendød falder han om. Hvorefter heksen skriger hævnsmerten ud med et lydløst skrig, rædselsfuldt og uhyggeligt. Glem alt om gammel mime. Sorella Englund dræber, så selv James Bond ikke har en chance.
Så hvad kan man sige som sylfidefantast? At karisma er sjovere end fodstræk. At døden er vigtigere end hverdagen. At Hübbe næsten er vildere end James.
Og så går tæppet ned.
