BERLIN - For et kvart århundrede siden chokerede en tysk journalist ved navn Gerd Heidemann den ganske verden, da han hævdede at være stødt på dagbøger skrevet af selveste Adolf Hitler.
Det var et sensationelt scoop af de allerstørste, men endnu større ville det have været, hvis historien havde været sand. I dag slikker den tidligere Stern-journalist stadig sine sår. Han bor i Hamburg, hvor han henslæber sin pensionisttilværelse under de kummerligste kår. Han har en gæld på 700.000 euro og er helt afhængig af statslig overførselsindkomst.
Den 76-årige er forbitret over at være faldet i unåde. Han hævder, at han er blevet gjort til syndebuk for hele affæren og genstand for en god del Schadenfreude blandt sine tidligere journalistkolleger.
For de 60 bind dagbøger, som Heidemann på vegne af ugemagasinet Stern købte af antikvitetshandler Konrad Kujau, viste sig nemlig at være falsknerier, om end meget dygtigt gennemførte sådanne. Så dygtigt, at der skulle en hel flok højtkvalificerede historikere, deriblandt briten Hugh Trevor-Roper, til, for at påvise, at bøgerne ikke var Hitlers værk. Endda tippede Trevor-Roper dem i første omgang til at være autentiske.
Sjældent i pressehistorien er en så opsigtsvækkende historie faldet så katastrofalt til jorden. Heidemann, der drømte om et liv i rigdom og berømmelse, måtte i stedet se sig udhængt som den tyske medieverdens paria nr. 1, om end det ikke varede længe, før han fik større problemer end vrede redaktører.
Hård straf
Han blev således dømt for bedrageri og måtte sone fire år og otte måneder i fængslet, hvilket - som han selv påpeger - var en hårdere straf end den, Kujau fik.
"Næsten alle, der var ude efter mig, er døde i dag," siger han til Bild: "Men jeg lever stadig. Jeg blev deres store syndebuk."
Han bor nu i en 35 kvadratmeter stor lejlighed, der er fyldt med papkasser med avisudklip fra hans velmagtsdage som globetrottende Stern-reporter i tiden før faldet.
Det var i går 25 år siden, at Stern på sin forside kunne meddele, at Det Trejde Riges historie måtte skrives om på afgørende punkter efter fundet af de efterladte dagbøger fra Der Führer. I første omgang købte hele verden historien.
I de to år, der gik, før de første uddrag blev publiceret, betalte Stern over 30 mio. kr. til en mystisk 'Dr. Fischer'. Betalingen foregik hver gang igennem Heidemann, som - viste det sig senere ved politiets efterforskning - satte en betydelig del af disse beløb ind på egne bankkonti.
'Fischer', hed det sig, opbevarede dagbøgerne på et hemmeligt sted i Østtyskland. I virkeligheden var Heidemann i ledtog med Kujau, forfalskningens egentlige mester, som trods sin enorme indsigt i Hitlers levned begik den elementære fejl at nedfælde de falske dagbøger på papirmateriale, der ikke var i handlen før 1950. Også blækket var moderne, ligesom flere af formuleringerne i uddragene brugte talemåder, man ikke kendte til på Hitlers tid. Kujau døde i 2000.
Heidemann, som rejste Tyskland rundt med pengesække fra sin arbejdsgiver og kun boede på de dyreste hoteller, bor nu i en toværelses lejlighed med tekøkken og bad. Han sover på enfoldeud-seng på sit kontor og tilbringer hver dag med at gennembladre sine papirer - det er uvist med hvilket formål.
"Jeg er sund og rask," erklærer han. "Jeg er pensionist og får hver måned 350 euro i folkepension. Det offentlige betaler min husleje og sygeforsikring."
Hans gæld andrager 700.000 euro, heraf er de 150.000 euro fra ubetalte regninger til skibsværfter fra dengang, han var ejer af Hermann Görings yacht, Carin II.
Hans kone forlod ham i 1986, hans søn, Ronald, døde af aids, mens hans datter, Susanne, udvandrede til Australien for at begynde et nyt liv fjernt fra sin skandaliserede far.
"Sterns chefredaktør fik millioner i skadeserstatning, men jeg mistede alt," siger han.
"Det var Kujau, der stod for forfalskningen, men han fik to år mindre end jeg, fordi han fik domstolen til at tro, at jeg havde medvirket. Hver dag i retten løj han. Jeg anser mig selv for uskyldig," bedyrer Heidemann.
© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
