Læsetid: 2 min.

Fra en sorgløs tid

Endelig noget for Giro 413-publikummet, som nogle lidt nedladende kalder hr. og fru Hakkebøf. Men én ting har det forstand på: At glæde sig
Four Jacks i skikkelse af Jesper Lohmann, Stig Rossen, Jesper Asholt og Keld Heick.

Four Jacks i skikkelse af Jesper Lohmann, Stig Rossen, Jesper Asholt og Keld Heick.

Peter Nørby

19. april 2008

Med Blue Boys og Four Jacks var det ikke som med Beatles og Stones, at kunne man lide den ene gruppe, så kunne man ikke fordrage den anden. Men størst var Four Jacks, mente min sidedame, og hun var en kender. Hun vidste på fingrene, hvad der var blevet af de forskellige Jacks, og hvordan ordene til numrene lød.

"Et smil og en sang," lød refrainet i det første nummer.

Da bragede allerede de første klapsalver op mod de fire på scenen, Stig Rossen, Keld Heick, Jesper Lohmann og Jesper Asholt, der agerede som de fire Jacks, John Mogensen, Paul Rudi, Otto Brandenburg og Bent Werther i en forestilling i Tivolis glassal, der fortalte gruppens historie.

Scoopet

Med ét var vi tilbage i 1955. Ingen tider er selvfølgelig sorgløse, men denne var nu ret så sorgløs. Orden i arbejdslivet, orden i parforholdene, mere romantik. Der var hjertesorger, bevares. Det handlede sangene så også om.

"Når lygterne tændes/ på gader og vej/ så går jeg alene/ og tænker på dig ... "

Four Jacks var inspireret af jazzens Mills Brothers. Poul Rudi og Otto Brandenburg fandt hinanden på Bornholm i den samme talentkonkurrence. Det var begyndelsen. Med den lille Bent Werther tilførtes en humoristisk dimension. Han indførte cowboysangene "Tom Dooley" og "Op til Alaska", et par af de mange hits. Scoopet var at lade ham spille af Jesper Asholt, som straks var publikums yndling. De overspillede ellers ikke. Et bestemt vrid med hoften, og Jesper Lohmann var Otto Brandenburg. Teksten var nøgtern, sangene mange.

Drama? Lidt uenighed om repertoiret og lidt, nogle gange meget, druk i krogene. Selv da Otto Brandenburg gik solo, skete overdragelsen til den nye, James Rasmussen, på gentlemanvis i Odd Fellowpalæet for øjnene af publikum. Denne blev den femte Jack. For dramaets skyld kunne man have ønsket sig en sjette Jack, nemlig Nicholson, men det ønskede publikum ikke. Det ville bare have sangene.

Mandalay

Den største succes fik Four Jacks, da de vovede at sætte nye melodi til sangen "Mandalay", som i Mogens Wieths version var blevet en dansk helligdom, selv om den er engelsk. Det slap de fra. Hvad de ikke slap fra, var rock- og beatmusikken, der rullede over dem, og så var det slut.

Peder Kragerup, hans big band og skuespillerne blev klappet frem til stående ovationer. Det ville ingen ende tage, før det så alligevel tog en ende. Vel var det ikke Shakespeare-publikummet, men 60+ og Giro 413-segmentet, som nogle kunstnere og intellektuelle ret så nedladende er begyndt at kalde for hr. og fru Hakkebøf. Bare fordi de har forstand på, hvordan man morer sig - sådan lige ud ad landevejen.

Åh, den vej til Mandalay. Efter idé af Stig Rossen. Glassalen i Tivoli, til og med den 24. april og igen 14.-26. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu