Læsetid: 9 min.

Til Statoil efter linser og lottokuponer

I sin nye roman, 'Ned til hundene', der udkommer på tirsdag, fortsætter Helle Helle sit forsvar for det stille liv, som har været omdrejningspunktet det meste af hendes forfatterskab. Romanen handler om at blive væk for sig selv og fundet af andre. Men den var nær slet ikke blevet til noget
10. april 2008

"Hvor er her øde," siger fotografen, da vi drejer ind ad Suserupvej godt seks kilometer syd for Sorø.

"Her må være mørkt om natten".

Jeg nikker. Så langt øjet rækker er der pløjemarker, ensomme landejendomme og vindmøller. Kort efter passerer vi en gammel, mosbegroet Ferguson-traktor i rabatten, og lidt længere fremme i et kryds er en ældre dame i dynejakke og joggingbukser i færd med at passere vejen med sin hund.

Vi er på vej ind i Helle Helle-land. Ind i de stille eksistensers land. Hvor hverdagen går sin vante gang, mens børnene bliver ældre og bladene falder af træerne. Det er her, i provinsen, hvor intet nyt er godt nyt, at de fleste af Helle Helles bøger udspiller sig - og det er også her, den 42-årige forfatterinde selv har valgt at slå sig ned. Syd for Sorø. I en gulkalket landejendom, ejet af Sorø Akademi.

Hun står i køkkenvinduet og vinker, da vi drejer ind på gårdspladsen. Kort efter kommer hun selv ud - i højhælede laksko, sorte cowboybukser, sort bluse og opsat hår:

"Jeg tror, I er de første nogensinde, der har kunnet finde vej uden at spørge om hjælp," siger hun og byder indenfor.

Hun har bagt boller, og der er kaffe på kanden. Man føler sig velkommen - og det er et godt udgangspunkt, når man er kommet for at tale om hendes nyeste roman, Ned til hundene. Romanen, der udkommer på tirsdag, handler netop om at blive budt ind af venlige fremmede - når man mindst venter det og mest har brug for det.

Handlingen tager sin begyndelse, da jeg-fortælleren, en 42-årig kvindelig forfatter, stiger af bussen med sin rullekuffert et sted på Sjælland. Hun har forladt sin mand og leder efter et godt sted at græde. Alene. Men John og Putte, to venlige fremmede, vil det anderledes. De samler hende op ved busstoppet og tilbyder hende at overnatte på deres hjørnesofa. John og Putte har begge pådraget sig piskesmæld efter en trafikulykke og klarer sig nu med småjobs. De passer Puttes onkels hunde, mens han er indlagt på Næstved Sygehus. Puttes bror Ibber bor også lige i nærheden. Og så er der den ældre dame, Elly, som har brug for hjælp indimellem. Da John bliver kørt ned på cykel tidligt i romanen, må John og Putte indlogere sig fast på sygehuset, mens fortælleren overtager pligterne i huset. Her indleder hun et forhold til Puttes bror Ibber, og mens den sjællandske virkelighed langsomt trænger ind under huden på fortælleren, afsløres også hemmeligheden bag John og Puttes piskesmæld, som rummer sin egen stille tragedie.

Selvbiografisk

Skulle man have iagttaget visse ligheder mellem den 42-årige kvindelige hovedperson og virkelighedens 42-årige kvindelige forfatter, er det ikke helt ved siden af, medgiver Helle Helle:

"Jeg har forsøgt at gøre noget andet, end jeg plejer," siger hun og uddyber:

"Kort efter at Rødby-Puttgarden udkom, hørte jeg forfatterinde Siri Hustvedt sige: 'Writing fiction is to remember what never happened' - at skrive fiktion er at huske det, som ikke skete. Den sætning betød meget for min forståelse af Rødby-Puttgarden, og i Ned til hundene har jeg forsøgt at bruge sætningen igen på en ny måde. Jeg har forsøgt at skrive en roman, hvor det er en kvindelig forfatter, som kunne være mig, der er fortælleren. Men selvfølgelig har det, jeg beskriver, aldrig fundet sted. Det er fiktion".

Helle Helle understreger også, at man sagtens kan læse Ned til hundene uden at være synderligt optaget af metaniveauet i handlingen:

"Personligt kunne jeg bare ikke give mig selv tilladelse til at skrive endnu en bog om en kvinde ude i provinsen, hvis ikke jeg først havde skrevet en roman, hvor den kvindelige fortæller, som ligner mig, for alvor fik lov at komme ud og smage på hverdagen," siger hun.

- Hvorfor var det vigtigt?

"Ja, hvorfor? Det var vel, fordi jeg kom til at tænke over, hvad provinsen betyder i forhold til mit eget projekt: I virkeligheden er det jo slet ikke provinsen, der er vigtig for mig. Jeg har jo også personer i nogle af mine andre bøger, der minder om John og Putte, men som bor i København. Det er mere den type eksistenser, John og Putte repræsenterer, som interesserer mig. Og så spurgte jeg mig selv, inden jeg gik i gang: Hvad er det egentlig, jeg har med de her eksistenser? Hvorfor skal jeg hele tiden beskæftige mig med dem?

- Og hvad er svaret?

"Svaret er, at jeg på et tidspunkt mistænkte mig selv for at stå oven på alle de her altmuligmænd og parfumedamer og folk, der arbejder på en gammel tankstation. Jeg mistænkte mig selv for at bruge løs af dem, mens jeg sagde: 'Ha, ha - se, jeg er næsten lige som jer, jeg er bare meget mere, for jeg er forfatteren'. Men sådan tror jeg faktisk alligevel ikke, det er, for det viser sig gang på gang, at når jeg får fat i John og Putte eller nogle, der måtte ligne, så kan jeg virkelig godt lide dem. Og derfor kan jeg heller ikke være nedladende over for dem".

Forsvar for det trivielle

Det er da også et yderst kærligt portræt af de to piskesmældsramte førtidspensionister, vi bliver præsenteret for i Ned til hundene. John og Putte er den type mennesker, der spiser med en serviet under hagen for at "spare en tallerken". Hver onsdag spiller de ludo om, hvem der skal støvsuge, ordne badeværelse og vande blomster. Og de bruger gerne en dag på at cykle til Statoil efter linser og lottokuponer. Det er ikke de store ting, de har at gå op i. Men livet går sin gang, og John og Putte klager ikke. Det gør fortælleren til gengæld. Hun kan ikke længere skrive bøger, og hun er gået fra sin mand. Hun har ondt af sig selv og ønsker egentlig bare at lægge sig i en kiste og lægge låget på. Men i John og Puttes selskab løftes fortælleren gradvist ud af sit tungsind:

"John og Putte tager sig af hende og kræver ikke noget som helst til gengæld. De inviterer hende ind i deres liv uden at have nogen forventninger til hende. Og i virkeligheden er det vel det tætteste, man kommer på næstekærlighed i ren form," siger Helle Helle.

- Men de får jo også noget ud af hende?

"Det er rigtigt. For det første bliver fortælleren hurtigt ret uundværlig, da John bliver kørt ned og Putte skal ind på hospitalet i Næstved hele tiden. Nogen skal jo passe huset, nogen skal jo stable briketter, nogen skal jo cykle ud og handle. Men når Putte siger: 'Hvad skulle vi gøre uden dig?', så handler det også om, at fortælleren helt enkelt er et frisk pust i John og Puttes ellers trivielle hverdag."

Og den er triviel, hverdagen for John og Putte. Den går med at spille Uno og mødes med bekendte for at sludre om tilsyneladende ligegyldigheder. Som i dette eksempel, hvor fortælleren sammen med John og Putte er på besøg hos den gamle dame, Elly:

"- Skal du have lever? siger Putte. - Her lugter godt af løg.

- Ja, jeg har fra i går. Det står og varmer i ovnen. Så.

- Det er da godt med lever, siger Putte.

- Det er det."

I sin anmeldelse af Helle Helles debutroman Hus og Hjem fra 1999 skrev Weekendavisens Lars Bukdahl, at: "Der sker ikke en skid, men det er den ikke-skid, der sker, der sker".

I Ned til hundene er fokus også på ikke-skiden. Det interessante finder sted under overfladen, mellem linjerne og i det, der ikke bliver sagt i de fortættede og typisk Helle Helleske dialoger. Som i dette eksempel, hvor Putte og John lader som om, de ikke hører fortællerens telefonsamtale med Ibber, der akavet forsøger at erklære hende sin kærlighed:

"Jeg tager røret. Putte vender straks tilbage til huskesedlen, taler højlydt med John imens:

- Hvad skal vi mere have, skat?

- Hej, siger jeg.

- Hej, siger Ibber. - Hvordan går det?

- Det går sådan fint.

- Hvordan 'sådan'?

- Hvad med medister på onsdag? siger Putte, stadig ret højt.

- Ja, sådan, siger jeg.

- Jeg tænker meget på det. Det var meget dejligt.

- Ja.

- Eller revselsben, siger Putte."

- Hvad gør du for at ramme den der præcise sprogtone, som gør dialogerne så virkelighedsnære?

"Jeg tror, jeg igennem mit liv har udviklet en form for gehør for, hvordan folk taler. Når jeg skriver, læser jeg altid dialogerne højt for mig selv med dialekt: 'Lejer han den hytte ud, da?'," demonstrerer Helle Helle på drevent sydsjællandsk og fortsætter:

"Jeg kan godt lide, når replikkerne støder sammen, så det frigiver noget, der nærmest er absurd. For eksempel sammenstillingen mellem kærlighed og medister (eksemplet ovenfor, red.). Men samtidig spørger jeg hele tiden mig selv, hvad replikkerne betyder. Hvad betyder det i virkeligheden, når personerne siger sådan og sådan? Hvad ligger der nedenunder af motiver og hensigter?".

Efter katastrofen

- Dine romaner er karakteriseret ved, at de altid beskriver det stille liv, ofte i provinsen. Men provinsen er vel ikke kun lig med hverdagsdramaer? Der foregår jo også knivstikkerier, narkohandel, spritkørsel og voldtægter. Hvorfor går du uden om de historier?

"Fordi dem er der nok af, synes jeg. Jeg er ikke særlig interesseret i at beskrive de store katastrofer. Jeg er interesseret i det, der går forud for katastrofen eller det, der kommer efter. Sådan har jeg altid haft det. Jeg gider ikke skrive om narkohandlere og mordere, for dem ved jeg ikke noget om. Jeg ved noget om den type mennesker, jeg beskriver i Ned til hundene. Jeg ved noget om Elly, der har osteoporose, og om Ibber, der har dårlige nerver, og om John og Putte, der har piskesmæld. Og det er der masser af hård virkelighed i," siger hun.

Ned til hundene er imidlertid ikke kun et resultat af hård virkelighed. Romanen er også et resultat af en skrivekrise. Helle Helles egen. Således har hun siden udgivelsen af Rødby-Puttgarden for tre år siden konstant tvivlet på, om hun nogensinde ville få skrevet endnu en bog, fortæller hun:

"Det var ikke, fordi jeg havde præstationsangst oven på den succes, Rødby-Puttgarden medførte. Det handlede mere om, at jeg med Rødby-Puttgarden havde skrevet en meget personlig beretning, som gjorde det svært for mig at komme videre. Det påvirkede mig, at jeg havde brugt så meget løs af mit eget stof ved at skrive om min barndomsby".

Helle Helle oplevede dog ikke en decideret skriveblokering, ligesom fortælleren i Ned til hundene. Tværtimod blev hun ved med at skrive - men på de samme 50 sider. Om og om igen:

"Det var som for 20 år siden, da jeg gik på forfatterskolen og ikke kunne få skrevet en eneste side uden at redigere den igennem igen og igen, fordi jeg var så ekstremt kritisk," siger Helle Helle, som generelt oplever, at det bliver sværere og sværere for hende at skrive:

"Men i bund og grund handler det vel bare om, at jeg bliver dygtigere - og så skal det også blive sværere. Det skal under alle omstændigheder ikke blive for nemt eller for fermt, så man bare gentager den samme historie. Jeg gider jo ikke skrive en Rødby-Puttgarden 2".

Og dog må fristelsen være stor. For med over 30.000 trykte eksemplarer repræsenterer Rødby-Puttgarden samtidig Helle Helles store publikumsgennembrud:

"Jeg må indrømme, at jeg da også har tænkt: Bare jeg nu ikke mister alle mine nye læsere igen, når den nye bog udkommer. Men det kan man jo ikke tage hensyn til. Man må bare skrive, som man gør, og så håbe på, at folk ender med at kunne lide det".

Den første dom falder på tirsdag, når Ned til hundene udkommer på Samlerens forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu