Læsetid: 6 min.

Man tager en chance og en øde ø...

På to en halv kvadratkilometer i Nordatlanten knokler et ægtepar for at skabe Færøernes første nationalpark. Den bedste tid i mit liv, siger manden, der sagde farvel til 40.000 om måneden
26. april 2008

Det er den næstmindste af Færøernes 18 klippeøer. Blot 2,5 kvadratkilometer. Ikke desto mindre en ordentlig mundfuld for en enkelt mand og en enkelt kvinde. Endskønt selvvalgt og ved forårstid vidunderligt en noget større udfordring end Adam og Evas have. Alligevel på sin egen forblæste, nordatlantiske måde et lille paradis. Det vender vi tilbage til.

Øen Koltur har muligvis navn efter det fjeld, der langsomt hæver sig mod vest til 477 meters højde for derefter at falde brat mod havet. Koltr er således det oldnordiske ord for fjeldknude. En anden mulighed er oprindelse i det engelske ord colt, der betyder føl. Koltur ligger lige bag den lidt større og aflange ø Hestur, og når tidevandsstrømmen kommer ind fra sydøst, kan det se ud som om, hest og føl kæmper sig frem mod bølgerne i strædet mellem de store øer Streymoy og Sandoy.

Hvem der end har givet navn til den lille plet i havet, så ved vi, at vikingerne gik i land her for mere end tusind år siden. På Koltur står endnu en samling små huse med tykke stenvægge, som menes at være bygget op af vikingerne, omend der siden er blevet repareret og bygget om. Det centrale langhus er nærmest bådformet, og det græsbevoksede tag gik oprindelig helt ned til grunden og i ét med omgivelserne for at yde den barske vind mindst mulig modstand. Teorien er, at vikingerne ved ankomsten til denne øde ø uden træer som byggemateriale simpelthen slæbte deres skib på land, vendte det om og flyttede ind med kvæg og får. Den store skrånende slette bag husene, som leder op til fjeldtoppen Uppi á Oyggj, var ideel til græsning og korndyrkning, og med stedets skønhed og rigdom på fugle med æg er det ikke underligt, at nogle af de invandrende vildmænd valgte at slå sig ned og til ro her.

Den første skriftlige kilde, der nævner Koltur, er den færøske jordebog fra 1584, som fortæller, at der nu er to bosættelser med en lille kilometers afstand. Nogle er tydeligvis flyttet ud, fordi man er blevet flere, og siden blev det til i alt fire beboelseshuse og en boomende ø-befolkning på 40-50 mennesker, der levede som bønder på den lille plet under himlen i centrum af det færøske ørige.

Øde igen

Sådan så det ud til omkring 1860'erne, da fiskeindustrien kom til Færøerne, og mange stillede om fra landbrug til fiskeri. Således også med Kolturs beboere, som langsomt sivede bort for at bosætte sig i en af byerne på de større øer og tjene rigtige penge som fiskere eller industriarbejdere.

I 1980 var der to familier på to gårde tilbage. Historien er, at de ikke var på talefod med hinanden - omend ingen kunne huske hvorfor.

I 1989 var der én familie, og i 1990 lukkede og slukkede de sidste beboere og drog bort. Koltur var som for over tusind år siden overladt til sig selv, bortset fra en brægende fåreflok, som blev.

Det er her, Bjørn og Lükka Patursson kommer ind i billedet.

Bjørn er landmandssøn fra Kirkjubøur nær Tórshavn på hovedøen Streymoy.

"På Færøerne arver den ældste søn altid den fædrende gård, og da jeg havde en storebror, blev der ingen gård til mig. Derfor endte jeg i stedet som økonomichef på mejeriet i Kirkjubøur," fortæller Bjørn Patursson under en spadseretur mellem de to bebyggelser på Koltur.

Med en månedsløn på 40.000 kr. var det en god stilling og en god og betrygget tilværelse, som han, hustruen Lükka og deres to døtre levede. Men da debatten begyndte at rulle på Færøerne om fremtiden for den øde ø med sin værdifulde vikingetidsbosættelse, sine ældgamle agre, sine får og sin smukke natur, begyndte det også at rykke i Bjørn og Lükka.

"Vi var enige om, at det var synd, hvis der ikke blev taget vare på Koltur. Vi kunne godt lide at leve tæt på naturen, så vi skrev et brev til regeringen og sagde, at hvis der var problemer med at få nogen til at bosætte sig på Koltur, var vi parat til at prøve."

Efter drøftelser om vilkårene og forpligtelserne blev en klar aftale i 1994 mellem den færøske regering og hr. og fru Patursson.

"I 1997 flyttede vi, og siden har vi to boet på Koltur 365 dage om året. Hos os var det ikke børnene, der flyttede hjemmefra, men de voksne, så vi var jo nok dårlige forældre," siger Bjørn med et smil.

Once in a lifetime

Dette var altså den romantiske drøm realiseret. Mand og kone alene på en lille paradisisk ø med den uendelige himmel over sig, det lunefulde hav omkring sig og det opstigende grønne fjeld bag huset. Adspurgt, hvad der drev dem til at droppe månedslønnen på 40.000 og komforten i økonomichef-hjemmet i Kirkjubøur, siger Bjørn med et skuldertræk:

"Sådan en chance får man kun en gang i livet. Vi besluttede at prøve, og efter 10 år er jeg endnu mere sikker på, at jeg ønsker at blive her altid. Det har været den bedste tid i mit liv."

Forbindelsen til omverdenen er sikret via en bredbåndsforbindelse med internet samt en aftale med regeringen om onsdage, fredage og søndage at kunne anråbe en af Færøernes tre redningshelikoptere for enten at bestille varer fra Tórshavn eller selv flyve dertil.

"Det tager ca. 17 minutter at komme til Tórshavn, og vi kan f.eks. komme til lægen hurtigere end mange andre på Færøerne," siger Bjørn, der også kan benytte sin gummibåd med kraftig påhængsmotor for at nå over til Streymoy.

I dag har Paturssons 170 moderfår samt 26 stk. skotsk højlandskvæg, foruden høns, hund samt et begrænset, men langsomt voksende antal sommerturister, der gerne vil se den grønne ø med dens historiske og naturmæssige værdier. Turister kan endnu ikke bo under tag, men Bjørn har etableret teltplads med toilet, og det er i den retning, visionen går.

"Vi har store planer om at gøre Koltur til en ø med øko-turisme. Vi skal restaurere bebyggelsen fra vikingetiden for at bevare dette stykke nordisk kulturhistorie, men også for at besøgende skal kunne få tag over hovedet. Vi skal skifte vores dieselolie-drevne elværk på 25 kilowatt ud med vedvarende energi, vi skal pleje naturen, og vi håber at blive stedet, hvor man passer på, hvad der måtte være tilbage af Færøernes egen gamle kvægrace."

På væggen i Bjørn og Lükkas køkken hænger et certifikat, der dokumenterer, at øens landbrug tilbage i 2004 blev godkendt som økologisk brug, så man er kommet et stykke vej. Når man sidder her og spiser varm suppe og skærpekød - vindtørret, men ellers råt og ubehandlet fårekød - og ser ud over sletten med græsmarkerne, fårene og strandskaderne omkranset af himmel og hav, er det meget smukt og meget romantisk. I dag med høj sol, men der er også dage - uger - med vedvarende regn, tåge, blæst og kulde.

"Vores projekt betyder meget arbejde, og det er meget tidskrævende. Vores drøm er, at Koltur skal blive Færøernes første nationalpark, men der er behov for investeringskapital til genopretningen, ligesom vi har brug for frivillig arbejdkraft til vedligeholdelse af både kultur og natur."

Om nogle dage ankommer familie og bekendte - heriblandt døtrene der nu har egne børn og forlængst har godkendt, at forældrene flyttede hjemmefra - for at hjælpe Bjørn og Lükka med at indfange de 170 får. De skal vaccineres, men fortrækker gerne til øens nordlige fjeld, når den slags er i vente. Også i paradis skal der ind imellem løbes stærkt.

Læs mere på Bjørn og Lükka Patursson egen hjemmeside, de tager gerne imod besøg efter aftale, hvis man er på de kanter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu