Læsetid: 1 min.

The Commitments (1991)

Irlands gedigne økonomiske opsving lå stadig ude i fremtiden, da Roddy Doyle i 1987 skrev romanen The Commitments, som Alan Parker fire år senere drejede en uhørt energisk, morsom og charmerende musikfilm over
17. april 2008

Irlands gedigne økonomiske opsving lå stadig ude i fremtiden, da Roddy Doyle i 1987 skrev romanen The Commitments, som Alan Parker fire år senere drejede en uhørt energisk, morsom og charmerende musikfilm over. Det er historien om en gruppe unge mænd og kvinder, som kæmper sig ud af arbejds- og trøstesløs-heden ved at starte et soul-orkester. Gruppens front-mand er en hoven og sjofel stodder med en mageløst muskuløs stemme (Andrew Strong), og dens mentor en midaldrende trompetist og røverhistorieleverandør, Joey "The Lips" Fagan, hvis furede fjæs emmer af levet liv. I et smukt eksempel på skæbnens sjældent svigtende ironi smitter Fagan de unge med sin dybe lidenskab for musikken og dens næsten magiske evne til at skabe sam-hørighed, mens hans anden store lidenskab - den til korpiger og kvinder generelt - sår jalousiens sæd og fremskynder bandets opløsning. Sjældent har et skuespillerensemble swinget så svedigt som i denne film, og Parker vrider enorme mængder morskab ud af de temperamentsfulde arbejdsklassemusikanters meget ligefremme måde at kommunikere på. Han udnytter også dygtigt den forfaldne, men besjælede kulisse, han havde i datidens Dublin, og afsætter rigelig skærmtid til sublime sange som "Mustang Sally", "Mr. Pitiful" og "Destination Anywhere".

-The Commitments. Instruktion: Alan Parker. Kan fås på dansk dvd fra SF Film.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu