Læsetid: 9 min.

Tror du på spøgelser?

Skyggeskribenter. Hvad har Peter Schmeichel, B.S. Christiansen og Stig Elling til fælles? Svar: De har alle fået deres selvbiografier skrevet af andre end dem selv. Ghostwritere står bag en lang række af de senere års bestsellerbøger. Men kan man overhovedet genkalde sig et liv på andres vegne? Og hvornår går ægtheden tabt?
Hvad har Peter Schmeichel, B.S. Christiansen og Stig Elling til fælles? Svar: De har alle fået deres selvbiografier skrevet af andre end dem selv. Ghostwritere står bag en lang række af de senere års bestsellerbøger
3. april 2008

Deres plads er i skyggen. Uden for rampelyset. De lever af ikke at blive set. Ghostwriterne. På få år er de blevet en stadig mere integreret del af den danske forlagsindustri, men det er de færreste, som ønsker at tale om dem. Ikke fordi de gør noget ulovligt. Men fordi ghostwriting alligevel, når alt kommer til alt, klinger en smule hult. Vi holder af at forestille os, at forfattere skriver deres egne bøger. At talere skriver deres egne taler. Vi bryder os ikke om, at der er noget hokus-pokus eller snyd med i spillet. Alligevel er det ghostwritere, der står bag mange af de senere års bestsellerudgivelser.

For eksempel: Det var ikke Peter Schmeichel, der skrev selvbiografien The Great Peter, men journalist Egon Balsby. Det var ikke Stig Tøfting - 'plæneklipperen fra Århus' - der skrev sin egen bog, No regrets, men journalist Lars Steen Pedersen. Ligesom både fodboldspilleren Ebbe Sand og cykelrytteren Bo Hamburger begge fik journalist Bo Østlund til at tage sig af deres.

Samme mønster går igen, hvis man vender blikket mod kendisserne. Oliver Bjerrehus fortalte sin personlige historie til Bo Møller Andersen, sangeren Stig Rossen valgte Helle Broberg Nielsen som medie, modeskaberen Erik Brandt overlod det til journalisten Erik Bork, mens rejsekongen Stig Elling fortalte Hele sandheden til Michael Holbek Jensen.

Og også på Christiansborg spøger det. I 2005 udkom Henriette Kjærs selvbiografi Henriette Kjær indtil nu, som journalist Louise Raaschou tog sig af, mens kreativ direktør på forlaget Peoples Press Jakob Kvist var pennefører på såvel Lilli Gyldenkildes Tanker ved et køkkenbord som Naser Khaders khader.dk. Der findes ingen nagelfaste regler for, hvor tydeligt det bør fremgå, hvem de egentlige ophavsmænd til bøgerne er, men står det til Jakob Kvist, bør man melde rent ud:

"For hvis noget er journalistisk bearbejdet, så har folk ret til at vide det," siger han.

Det er forlagsdirektør på Gyldendal Johannes Riis enig i:

"Hvis der har været en ghostwriter på, så skriver vi det højt og tydeligt på bogen. I gamle dage talte man om, at man satte negre på, fordi det var noget, der foregik i det skjulte. Men sådan er det ikke længere," siger han.

Selve ordet ghostwriter blev introduceret første gang af den amerikanske forlægger Christy Walsh, da han i 1921 etablerede The Christy Walsh Syndicate og i en årrække kontrollerede markedet for amerikanske sportsbiografier. Stjerner som baseball-ikonet Babe Ruth og tennisspilleren Bill Tilden fik deres selvbiografier produceret af Walsh' penneførere, der alle var underlagt strenge regler. Regel nummer 1 var: "Fornærm ikke offentlighedens intelligens ved at hævde, at stjernerne skriver deres egne bøger." Samme grundregel gælder stadig i dag. Alligevel er det sjældent, at et spøgelse direkte gør opmærksom på sig selv. For det er selve illusionen om, at han ikke eksisterer, der berettiger hans eksistens, forklarer Pernille Steensbech Lemée. Hun er cand.mag. i retorik og medievidenskab og har blandt andet skrevet en bog om ghostwriting med titlen Med andres ord - Ghostwriting i praksis:

"Når en toppolitiker har holdt tale, hører man ham jo heller aldrig sige: 'Og så i øvrigt tak til Jens fra juridisk kontor, som har skrevet det, jeg lige sagde.' Vi opretholder illusionen om, at det er talerens eller forfatterens egne ord, vi hører og læser, fordi vi godt kan lide at tro, at det er sådan, det hænger sammen. På samme måde, som vi godt kan lide at tro, at alle blonde danske piger er blonde fra naturens hånd".

- Hvor mange danskere, tror du, er klar over, at ghostwriting faktisk er et udbredt fænomen?

"Min erfaring siger mig, at det er de færreste. Den almindelige befolkning tror og vil gerne tro, at politikerne selv har siddet ved tastaturet. Jeg spurgte i går min frisør om, hvad hun ville sige, hvis hun fandt ud af at en selvbiografi om en kendt ikke var skrevet af vedkommende selv. Hun reagerede ved at sige: 'Det er snyd. Det er ligesom, hvis man køber en Louis Vuitton-taske, og den viser sig at være en kopi'. Så hvis man ser på det uden et intellektuelt filter, så reagerer folk meget prompte og siger: Snyd og bedrag".

Selv om ghostwriting umiddelbart kan virke bedragerisk, bør man dog nok tænke sig om, inden man dømmer, mener Pernille Steensbech Lemée:

"I min bog har jeg udformet en oversigt over de funktioner, man kan have som ghostwriter. Der er i alt fire positioner. Den ene yderpol er dér, hvor man bare fører pennen, mens den anden er dér, hvor man også forskønner og finder på. Og den moralske dom må så afhænge af, hvilken funktion ghostwriteren reelt har haft."

Og det kan variere fra alt til intet. Den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan lagde ikke skjul på, at han havde stået på sidelinjen ved tilblivelsen af sin selvbiografi Ronald Reagan: An American Life. Da en journalist spurgte ind til hans nedfældede erindringer, svarede Reagan legendarisk: "Jeg hører, det er en fantastisk bog. En skønne dag vil jeg også selv få den læst".

Manual til håndskydevåben

Lars Vestergaard er ghostwriter og står bag en af danmarkshistoriens største bestsellere - jægersoldaten B. S. Christiansens selvbiografi fra 2004, Et liv på kanten. Ifølge Vestergaard er der flere gode grunde til at kendte mennesker vælger at få andre til at skrive deres erindringer. For eksempel er det de færreste, der både har tiden, den fornødne disciplin og de skriftlige evner til at disponere over et flere hundrede sider langt værk. Alternativet vil derfor ofte være, at bøgerne slet ikke udkommer:

"Det sjove er, at det som regel er det litterære parnas, som synes, det er snyd og forfærdeligt, at der findes ghostwritere. Men i virkeligheden er det jo en nedvurdering af litteratur at tro, at B. S. Christiansen - som aldrig nogensinde har læst andet end manualen til håndskydevåben - pludselig skulle kunne sætte sig ned og skrive en selvbiografi. Så har man ikke respekt for håndværket. Det er lige så tåbeligt som at sige: Hvorfor udstyrer vi ikke bare Lars Vestergaard med et våben og sender ham i krig?"

Ifølge Vestergaard retfærdiggøres brugen af ghostwritere altså med det manglende alternativ. Men han medgiver samtidig, at genren rejser en række etiske spørgsmål: Kan man tage æren for en bog, andre har skrevet? Og hvis det er en personlig bog, er det så hovedpersonen eller spøgelset, der er personlig?

Det er spørgsmål, som kræver stillingtagen, mener Lars Vestergaard. Som ghostwriter har han været overrasket over, hvor få journalister og forfattere der egentlig mestrer genren. Måske fordi den helt basalt kræver, at man kan sætte sig selv og sit eget ego til side som skribent:

"Idealet er, at man ikke bare skriver, hvad hovedpersonen siger, men at man skriver, hvem han er. Det kræver 100 procent tilsidesættelse af ens egne meninger, holdninger, sprog og tone. Og det kan godt være sværere end som så. Man skal ikke vælge de ord, man selv synes lyder godt. Man skal vælge de ord, hovedpersonen ville bruge," siger Lars Vestergaard.

For at komme helt ind under huden på sin hovedperson flyttede han bogstaveligt talt ind hos B. S. Christiansen i perioder under researchen til Et liv på kanten:

"Det var meget vigtigt for mig, at jeg havde en fornemmelse af, hvad det var for en person, jeg havde med at gøre, for at jeg kunne ramme den rigtige tone. Det krævede, at vi brugte mange timer sammen, hvor jeg ikke interviewede ham, men hvor vi sådan set bare gik rundt og sludrede."

Men hvad med anerkendelsen? Savner Lars Vestergaard ikke den? Egentlig ikke. Journalistisk set er han opdraget på Ritzaus Bureau og dermed vant til at skrive 'anonymt'. Derimod kan pengene godt give et lille stik i hjertet, indrømmer han. Foreløbig har Et liv på kanten solgt i knap 300.000 eksemplarer og forgyldt både forlaget Aschehoug og B. S. Christiansen. Lars Vestergaard, derimod, har måttet tage til takke med et - til sammenligning - mere ydmygt engangsbeløb.

De senere år har Vestergaard dog slet ikke tjent sine penge som ghostwriter, men som ghost-editor, som han selv kalder det. Spøgelsesredaktør. Her har opgaven været at gøre mislykkede bøger egnede til udgivelse. Typisk er der tale om samtalebøger og andre hurtige 'brug-og-smid-væk-bøger', som forlagene allerede har reklameret med, og som derfor skal færdiggøres, selv om forfatterne har mistet overblikket:

"I øjeblikket pumper forlagene mere eller mindre besynderlige biografier og samtalebøger ud. Det går stærkt, og der er mange vildskud imellem. Og det er dér, jeg kommer ind i billedet. Lidt ligesom 'The clean up guy' fra Pulp Fiction, som der bliver ringet til, når der skal ryddes pænt op efter et blodbad."

Rembrandt fik også hjælp

Mens det herhjemme altså er blevet comme il faut at skrive selvbiografier med ført hånd, har vi stadig til gode at se den første ghostwritede skønlitterære bog fra en dansk forfatters hånd. Det hævder i hvert fald de forlag, Information har talt med under researchen til denne artikel. Både Gyldendal, Peoples Press og Lindhardt & Ringhof afviser alle, at de har haft spøgelser ansat i den skønlitterære afdeling - en praksis, som ellers er udbredt på de store markeder i USA og Asien:

Som eksempel kan nævnes den nu afdøde amerikanske thrillerkonge Robert Ludlum, der ikke altid har haft nærkontakt med sine egne udgivelser. Som en af hans tidligere assistenter, Gayle Lynds, har udtrykt det til avisen Washington Post, bestod Ludlums bidrag til sine egne bøger hovedsageligt i "at få den generelle ide, finde på en fascinerende hovedperson og en overordnet historie". Bestsellerforfatterinden V. C. Andrews er et andet eksempel. Siden sin død i 1986 har hun fortsat med at udgive posthume manuskripter via ghostwriteren Andrew Neiderman, der har ført forfatterskabet videre med usynlig hånd.

Leder man efter en nulevende forfatter på litterære steroider, er den amerikanske bestsellerforfatter James Patterson et godt bud, mener forlagschef på Lindhardt & Ringhof, Karsten Nielsen:

"Han har omkring 10 bøger på vej alene i år - herunder tre ungdomsbøger, fem romaner og to børnebøger. Så uden at konkludere for meget, skal vi så ikke formode, at han har en ghostwriter eller to ansat," siger Karsten Nielsen, der selv tidligere har været med til at udgive James Patterson i Lindhardt & Ringhofs kommercielle bogklubber.

Spørger man forlagschef på Politikens Forlag Charlotte Weiss er grænsen dog for længst nået, når ghostwritere begynder at spøge i skønlitteraturen. Hun har selv tidligere opsagt samarbejdet med en unavngiven udenlandsk bestsellerforfatter, fordi hun havde kraftige indicier på, at vedkommende ikke skrev sine bøger selv:

"Det endte med, at jeg sagde, at vi ikke længere ville udgive ham, hvilket resulterede i, at agenten blev rasende. Men jeg syntes, det var blevet for svært at stå inde for," siger hun.

Jakob Kvist fra Peoples Press advarer dog imod, at man opstiller alt for moralske grænser for brugen af ghostwritere herhjemme:

"Det er jo heller ikke Rembrandt selv, der har malet alle de Rembrandt-billeder, som hænger rundt om i verden. Det ved vi jo godt. Og det er heller ikke nødvendigvis Beethoven, der har komponeret hver en strofe i Beethovens musik. Så jeg mener ikke, man på den måde kan stille ægthedskrav til kunst. Man må i stedet forholde sig til, om værkerne fungerer, eller om de ikke gør," siger Jakob Kvist, der mener, det er på tide, at vi reviderer det romantiske kunstsyn, der tilskriver forfatterne genistatus. Faktum er, at der ofte finder en omfattende redigering sted, som får grænsen mellem forfatter, redaktør og ghostwriter til at flyde ud:

"Det kan godt være, at kunstværket nogle gange i højere grad afspejler en mere kollektiv proces, end vores kunstopfattelse normalt vil vide af. Det er almindeligt kendt, at der bliver slidt og slæbt med redigering rundt omkring, og det tales der ikke så højt om".

- Hvorfor ikke?

"Forlag er jo servicevirksomheder, der servicerer deres forfattere, så man går ikke rundt og fortæller sjove historier om, hvem der i virkeligheden har skrevet halvdelen af bogen, hvis det generer forfatteren. Og det vil det jo som regel gøre ..."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget interessant og tankevækkende artikel - men definitionen på en ghostwriter i faktaboksen nederst virker lidt misvisende:
'Betegnelse for en person, der skriver bøger, taler eller artikler for andre uden at få sit navn nævnt.'
På de bøger, du bruger som eksempler i artiklen, står der jo typisk 'fortalt til ...' på omslaget. Så man kan vel ikke sige, ghostwriteren her fremstår anonymt?
Så er der alle samtalebøgerne, hvor to kendte taler sammen med en - som regel også kendt - journalist placeret midt i. Dem er vi jo tilbøjelige til at kaste penge efter - selv om det her er helt åbenlyst, at hovedpersonerne ikke har nedskrevet en eneste linie selv. Et eller andet sted virker de mere ok, måske fordi skribenten her har en fremtrædende og åbenlys rolle og ofte skriver sig selv med ind i bogen som person. Hvorfor køber vi mon dem så ukritisk?

Bestemt et interessant fænomen som især hvad angår fiktionslitteraturens spøgelsesskribenter accentuerer debatten om kunstnerens rolle. Den puritanske forargelse over, at fiktionsforfattere ikke selv skriver deres bøger bunder for mig at se i en romantisk forestilling om kunstneren som genial og suveræn skaber af sit værk. Sådan har det bestemt ikke altid været, den franske forfatter Victor Hugo orkestrerede også kun sine bøger i temaer og personer og overordnede handlingsgange. Det egentlige skrivearbejde overlod han til andre. Og i tendenser i moderne dansk litteratur peger også på at forfatteren afgiver noget af sin autoritet. Peter Adolphsen har lavet sin 1000000 historier, hvor læseren selv sammensætter en sammenhængene historie af fragmenter. Flere yngre forfattere er udkommet med kollektivudgivelser og Christian Yde Frostholm eksperimenterer, som tidligere omtalt her i avisen, med elektronisk litteratur og den læseraktivering den medfører.