Interview
Læsetid: 7 min.

Ufri leg

Magt kan være leg, og leg kan være magt. Vi ser det bare langtfra altid sådan. Men i en ny bog gør Niels Åkerstrøm opmærksom på, hvor sammenfiltrede de to begreber er - især som de udspiller sig i en lang række af samfundets virksomheder, organisationer og forvaltninger, der netop bruger leg og spil i deres jagt på omstilling og styring
Magt kan være leg, og leg kan være magt. Vi ser det bare langtfra altid sådan. Men i en ny bog gør Niels Åkerstrøm opmærksom på, hvor sammenfiltrede de to begreber er - især som de udspiller sig i en lang række af samfundets virksomheder, organisationer og forvaltninger
Kultur
5. april 2008

Hvad skal vi lege? Børneværelsets gode, gamle spørgsmål er ikke længere så uskyldigt og så infantilt, som det umiddelbart forekommer. I dag er legen overalt i samfundet - i offentlige institutioner og private virksomheder - og den er blevet en alvorlig sag, der drejer sig om magt og selvudvikling for mennesker i alle aldre.

Professor Niels Åkerstrøm Andersen har fået øje på dette fænomen og har netop udgivet en ny bog, Legende Magt, om dets indhold og betydning. Og det er artige sager, der kommer på bordet. For side om side med legen ser Åkerstrøm overalt også dominansen, kontrollen, herredømmet. Eller som han formulerer det som en slags konklusion: "Magtens aktuelle betingelser tvinger den til at forsøge at usynliggøre sig. Magten må suspendere sig selv for at opstå i en ny funktionel form. Og netop legen er middel hertil."

Der er altså en tvetydighed i udviklingen.

"Magten handler i dag om at gøre andre mægtige til at kunne lede sig selv," siger Niels Åkerstrøm.

"Og når det sker, begynder magten også at opleve, at den kommer i vejen for sig selv."

Åkerstrøms undersøgelse koncentrerer sig altså om fænomenet leg, som det gennem tiden har udspillet sig uden for hjemmet, i virksomheder og organisationer af alle slags. Og han mener her, at kunne tidsfæste tre epoker med hver deres karakteristiske typer af lege. Fra cirka 1860 til midten af 1950'erne er der tale om såkaldte konkurrencelege, der organiseres mellem virksomheder, ansatte eller kunder, og hvor der opereres med klare grænser mellem konkurrence og leg og mellem arbejde og leg. Fra cirka 1955 og frem opstår et stort udbud af træningsspil, som hovedsageligt bruges af større virksomheder. Disse spil har en funktion ud over den rene konkurrence, idet de først og fremmest benyttes til at træne medarbejderne til forskellige beslutnings- og ledelsesfunktioner. Og endelig er der tiden fra 1980 og frem. Nutiden. Her observerer Åkerstrøm, at de to nævnte legetyper effektivt er blevet fortrængt af en helt ny type, nemlig de sociale skabelseslege, der har opnået en voldsom udbredelse i det moderne samfund.

I sin bog taler Åkerstrøm om en eksplosion "af spil og lege rettet mod snart sagt alle aspekter af en organisations virke så som teamdannelse, kvalitetsstyring, mangfoldighedsledelse, selvværd og teampræstation."

Forandring

"Spillene er ikke længere kun noget, der skal bruges ved særlige lejligheder på workshops eller kurser, men noget der tænkes ind i organisationernes dagligdag som en fast del af den daglige ledelse". Disse spil har engelske navne som Trust Me, Emotion In Motion, Think The Unthinkable, Duel Identity', og Shape The Future. Det drejer sig i disse lege ikke om at tilegne sig noget bestemt, men snarere om at lære at lære, at være parat til forandring. Alle mulige forandringer. Åkerstrøm taler om, at teorien om, hvordan organisationer tilpasser sig omverdenen på, simpelt hen er gået i stykker. Man kan ikke længere blot iagttage, hvor omverdenen bevæger sig hen og så efterfølgende lave et program eller en reform for sin egen forandring. Det går for langsomt, er for utilfredsstillende. Der opstår i stedet et nyt ideal - omstilling til omstilling:

"Det er, som om organisationerne mere og mere har fået øje på, at de nu er barriere for deres egen omstilling," forklarer Niels Åkerstrøm.

"Deres egne strukturer kommer i vejen for deres egen omstilling. Og leg eller spil kommer ind som en måde, hvorpå de kan opløse og forandre sig selv som organisation."

Det interessante er, at der ifølge professoren er tale om en global tendens:

"Man kan ikke sige, det kommer et bestemt sted fra. Det er en erkendelse, der rammer bredt. Organisationerne begynder at iagttage, at den eneste form for stabilitet er konstant forandring. Og i det øjeblik, det eneste, der er stabilt, er turbulens og forventning om stigende kompleksitet, rykker vi ind i nogle helt andre præmisser - også for at lave f.eks. uddannelse, økonomi, politik."

For afgørende i Åkerstrøms betragtninger er det netop, at det ikke giver nogen mening at skelne mellem den offentlige og den private sektor:

"Det er en alt for forsimplet beskrivelse af vores samfund. Det samfund, vi har i dag og har haft i ganske lang tid, er et funktionelt differentieret samfund, der ikke bare er delt op i offentligt og privat, men i politik, økonomi, ret, uddannelse, kærlighed, sport, krig. Sondringen mellem offentligt og privat er en samfundsbeskrivelse, som ikke er på højde med samfundets kompleksitet. Og ideen om, at der er en stat, der holder sammen på det hele, er en fantasi, som ikke har noget med virkeligheden at gøre."

Den perfekte redning

Realiteten er derfor, at alle former for organisationer i dag må være indstillet på, at al forandring og styring handler om at få klienten, borgeren, medarbejderen eller kunden til at skabe og styre sig selv i et aldrig afsluttet forløb. Og det er her, legen kommer ind som den perfekte redningsplanke:

"I forholdet mellem organisationen og medarbejderen er legen det, der hele tiden kan udfordre, hvad forholdet kan være," forklarer Niels Åkerstrøm.

"Legens funktionalitet er, at den synliggør, at det kunne være anderledes. Man kan lege, hvem man er. Man kan få øje på nye sider af sig selv, men også de sociale relationer kan åbnes op. Leg bliver brugt til at få øje på nye selvledelsesmuligheder og nye gensidighedsmuligheder."

Sundhed på spil

Et aktuelt eksempel fra virkelighedens Danmark, som Åkerstrøm nævner i sin bog, er spillet 'Sundhed På Spil'.

Det blev lanceret i 2007 af Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen med det formål at sætte gang i en dialog om sundhed på skolerne samt at formulere nogle fælles aftaler om mad, bevægelse, rusmidler og trivsel. Åkerstrøm understreger, at hele sundhedspolitikkens forhold til sig selv hermed er ændret:

"Det handler ikke længere om, at man har nogle bestemte normer om, hvad et sundt liv er. Nej, vi har i stedet nogle politiske normer om, at vi skal leve et sundt liv. Men vi ved også, at det er et alt for komplekst spørgsmål til, at man politisk kan fastsætte præmisserne for det. Så derfor vil vi gerne have, at den kompleksitet håndteres i myriader af konkrete relationer mellem borgeren og den offentlige sektor. Så i dette spil er det et spørgsmål om at stimulere fantasien om et anderledes sundt liv. For hvis man gjorde det på den normale, gammeldags måde og sagde, at sådan og sådan lever man et sundt liv, kommer man sandsynligvis frem til nogle normer, som den enkelte ikke kan eller vil genkende sig selv i."

Mægtiggørelse

I denne betragtning er der altså ikke tvivl om, at der ligger nogle meget udslagsgivende politiske perspektiver i Åkerstrøms problemstilling. Legen er en del af landets politik. Men det overraskende er, at der tilsyneladende slet ikke synes at findes nogen direkte berøringsflade mellem disse moderne organisationsteorier og den klassiske politiske diskussion på Christiansborg og omegn:

"Jeg undrer mig over, at det politiske system er så dårligt til at opfange det," slår Niels Åkerstrøm fast.

"I dele af det politiske system diskuteres der jo meget, at man vil have mere politik i samfundet. Men det synes, som om politikerne har det bedst med at genopfinde det politiske ved de samme gamle konfliktlinjer, som allerede er markeret. Men den offentlige sektor er blevet så kompleks, at der laves masser af politik i den bredeste forstand ude i vores velfærdssamfund og i institutionerne. Og en masse ret omfangsrige reformer kommer hverken fra Christiansborg eller kommunalbestyrelserne. De kommer af, at man i forvaltningerne hele tiden løber ind i nye udfordringer og prøver at lede efter nye svar."

Samtidig er det Niels Åkerstrøms pointe, at der i al denne tilsyneladende uskyldige snak om leg og spil er en slange i paradiset. Magten. Eller magten i en særlig form. Han taler om 'mægtiggørelsen' (eller på engelsk empowerment). Denne mægtiggørelse ligger i, at de mange medrivende og underholdende lege ikke blot gør de legende frie og parate til at omstille sig, men samtidig er udtryk for en ganske bestemt form for magtudøvelse.

"I mægtiggørelse er selvet en teknologi," siger Niels Åkerstrøm.

"En magtteknologi til at tvinge dig til at være dig selv på en særlig måde. Mægtiggørelse begærer kontrollen over selve det sted, hvorfra du styrer dig selv. Den magtoverlegne får øje på sig selv som en, der skal gøre den magtunderlegne fri."

Han nævner, at den amerikanske professor i politisk teori Barbara Cruikshank har formuleret det sådan, at mægtiggørelse balancerer på en knivsæg mellem at være befriende og totalitær.

"Og i mægtiggørelse er leg jo genialt," slutter Niels Åkerstrøm.

"For hvis man gerne vil frigøre nogen, er legen en måde, hvorpå magten kan suspendere sig selv."

Så hvad skal vi egentlige lege?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I am sorry to see Informationen promoting Fashionable Nonsense (read the book). A few pearls of wisdom could have been obtained by attending the installation of Prof. Jay B. Barney as an Honorary Doctor at CBS 4 April 2008. One of them was: Learning to learn = labeling our ignorance (why not have learning to learn to learn, etc.). The listener in addition could get an overview of the state of theory development in organizational strategy and in organization theory in general. Instead, we get the usual clumps of bullshit that Niels Åkerstrøm and his Social Constructionist/Post-Modernist colleagues try to pass off as the latest in social theory. Anyone paying attention, and with a modicum of methodological training, can recognize it for what it is: Fascism parading itself as the some new subversive social movement.

For those too busy to read the book;

Sokal "Social Text" affair:

http://www.physics.nyu.edu/faculty/sokal/

See the article near the end of the page "Reviews of Intellectual Impostures by David Turnbull, Henry Krips, Val Dusek and Steve Fuller, with a reply by Jean Bricmont and Alan Sokal (Metascience 9.3, November >> 2000)

Don't miss the last few paragraphs in the reply (metascience_v3 2.pdf), where a leading spokesman for social constructionism, Steve Fuller, is shown to be a fool, a mystic, or both.

http://www.againstthegrain.org/

Mon 2.25.08| Cultural Turn to the Right?

Seen as radical to many of its adherents, the set of ideas often known as cultural theory, postmodernism, or poststructuralism have been reviled by conservatives as subversive and dangerous. Timothy Brennan argues, however, that these ostensibly left theories have actually fed into the ascendancy of the right.

Niels Åkerstrøm viser med bogen endnu et af magtens mange ansigter, som Foucaults genealogiske magtanalyse er formlen til. I forhold til legen er det måske ikke så overraskende at man i virksomhederne tager hovedprincippet i legen, at gøre indlæring sjov, fordi de mange optimeringsstrategier unægteligt er røvkedelige for de fleste. Så kan medarbejderne hellere være med på røvturen, hvis det i det mindste kan foregå i god stemning. På den måde kan man lege sig lidt igennem surt slid og møje.

Så magt, jo, men vel også ok for lønslaver som ikke bare kan sige op hvis de ikke kan lide lugten i bageriet. Det er måske også her at artiklen bliver lidt for trummerumsk. Der er jo ikke meget nyt i det her, og en sociologisk klasseanalyse kunne måske have været et noget skarpere analytisk perspektiv at læse legen, som den fremtræder og anvendes i nye kontekster, med. Hjulene skal jo køre rundt, arbejdet skal gøres mv., og så er legen vel ikke det værste til at få det gjort med.

At magtaspektet skjules, tror jeg mere er et forhold som ligger i et for snævert sprogligt fokus i analyserne, for de fleste der arbejder i virksomhederne kan godt gennemskue det, uden at være så opmærksom på sprogbrugen. Magt mærkes også kropsligt gennem interaktionen, og sproget behøver ikke at være den afgørende faktor her. Derfor virker konklusionen, at magt er skjult i leg, også lidt 'ja, selvfølgelig'.

Og til Stodolsky, som noget hovski snovski peger på Sokals 'hoax' i Social Text, som et belæg for at afvise socialkonstruktionisme og postmodernisme, så er det vist en overfortolkning af tricket. Rigtig nok placerede Sokal en falsk artikel med falske beviser, men af det kan man da ikke udlede modbeviser mod socialkonstruktionisme og postmodernisme! Sokals hoax viser nok at der florerer dårlig scholarship i kontekster hvos disse perspektiver publiceres, og det er Stodolsky's læsning jo så også et bevis for. Socialkonstruktionisme og postmodernisme kan helt sikkert kritiseres seriøst, men man kan ikke uden videre antage at sociale fænomener kan studeres ligesom naturvidenskabelige do. Det ligger der jo implicit i den position som Åkerstrøms arbejde afvises med her.

Så Sokals hoax er ikke nogen valid grund at afvise Åkerstrøms arbejde med! Men det er en grund til at afvise afvisningen med :-)

Sokal didn't just show that the scholarship was bad. It showed that there was fraud. The journal Social Text, while claiming to be peer-reviewed (scientific), was actually publishing articles without even looking them over. Good way to pump up your publication list :-(. Similarly, the critic put forward by Sokal was not of bad scholarship, but of false erudition and other types of faking.

There is absolutely nothing in his work that claims that social science can be studied on the same terms as physical science. Nor in my points.

I have yet to see a single finding, that is, a successful test of a hypothesis, that is new from the social constructionist / post-modernist tradition. Without such evidence, "Mokkasinen" is simply confusing the issue, a common tactic in this tradition.

"Socialkonstruktionisme og postmodernisme kan helt sikkert kritiseres seriøst, men man kan ikke uden videre antage at sociale fænomener kan studeres ligesom naturvidenskabelige do. Det ligger der jo implicit i den position som Åkerstrøms arbejde afvises med her."

A common tactic of these authors is to criticize others for deficiencies they themselves have. For example, this was part of the defensive statement put forward after the Sokal Hoax:

the editors of Social Text stated that they believed that the article “was the earnest attempt of a professional scientist to seek some kind of affirmation from postmodern philosophy for developments in his field...”

The field was physics, as you can see from the citation:

Sokal, Alan D. "Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity". Social Text 46/47 (spring/summer 1996), pp. 217-252.

Ja, det er jo altid mægtig godt at frigøre sig selv.....før man begynder på at ville frigøre alle andre....

Jeg har en veninde, som solgte alt hun ejede som 63-64 årig. Hun underviste og boede i Etiopien. Hun beholdte en rygsæk med de mest nødvendige ting. Så rejste hun alene ind i en sydamerikansk jungle med 2 shamaner og blev der i omtrent 2 måneder. Da hun kom ud var hun helbredt for alle sygdomme.

Så rejste hun rundt i Sydamerika nogen tid.

En dag fik jeg en mail, at hun havde passeret et bjergpas på hesteryg i snestorm og kulde......en stærk og fri kvinde, der er rigtig god til at lege...og som har lagt robot tilværelsen, kassetænkningen, analyser fra kontrolfreaks og anden coaching bag sig.

Hun har stadig kun sin rygsæk, for jo mindre man har, jo mere får man....og jo tættere kommer man ind til det selv, som ved alt om at lege...som hun siger.

Jeg rejste til junglen og shamanerne første gang i 2004. Det kan være svært at give slip; men det er sværere....at blive...

Simple things are not easy.

"Anyone who believes the laws of physics are mere social conventions is invited to try transgressing those conventions from the windows of my apartment. I live on the twenty-first floor."

Stodolsky bliver ved med at referere til det meget omtalte Sokal Hoax. Og det er jo rigtigt at Sokal selv mente at han viste en hel masse! Og naturvidere læser jo bogen som den er skrevet, og har lært at tegne indenfor :-) Der var i 90'ne også et indlæg i Information om affæren - se http://www.information.dk/13628 . Og det er nok stedet hvor denne debat burde føres (da den jo sabotterer saglige kommentarer til Åkerstrøm), men Sodolsky gør det som Sokal også gjorde, han læser Åkerstrøm som fanden læser biblen, og har ikke sat sig ordentligt ind i de ting han kritiserer. Og viser dermed hellere ikke nogen god blog kultur, ved at forholde sig til det der bliver præsenteret. Sokal retorikken kunne med fordel være placeret i bloggen under Sokal artiklerne, men det skulle jo nok gå lidt hurtigt i et politisk ærinde at nedgøre sociologien til fordel for naturvidenskaben. Det viser nemlig hele Sokal affæren i en nøddeskal.

Ikke kun viste Sokal problemer med scolarship i humaniora og samfundsvidenskab, men udstillede også sine egne mangler i forhold til at gengive de tekster og forfattere som han så hovmodigt nedgjorde, korrekt. Så ikke kun viste Sokals hoax at der var megen dårlig videnskab (og sikkert også misbrug), men udstillede også at videnskaberne i kampen om 'sandheden' (og naturligvis, de medfølgende politiske forskningsmidler til sandhedsfundamentalister) er villige til at bruge ufine midler for at kræve deres ret. Sokals hoax kom på et tidspunkt i 1990ne hvor naturvidenskaben var politisk trængt, og man var bange for at miste forskningsmidler og 'markedsandele'. Retorikken som Sodolsky her fremfører

Debatten viser at videnskabernes rigide opdeling fører til at fagene lukker sig om sig selv, og finder sit levebrød ved at hakke på en udvalgt modstander (typisk fandt samfundsvidere og naturvidere typisk hinanden som modstandere), og læser modstanderens tekster som fanden læser Bibelen. De lukkede fagmiljøer etablerer sig som et hold rygklappere, og isolerer sig fra omverden gennem identitetsskabende dem og os processer, som vedligeholdes af en skarp retorik med en underbyggelse af rygklapper tekster som ukritiske naturvidenskabsforskere har for vane.

I Danmark har lignende diskussioner været ført af Niels Bredsdorff (i bogen: Diskurs og konstruktion – en samfundsvidenskabelig kritik af diskursanalyser og socialkonstruktivismer (2002)) og i en debat der involverede en dansk forsker Bent Flyvbjerg (se Politics and Society, 2004, Vol. 32, No 3.).

For så at vende tilbage til Åkerstrøms arbejde, som denne blog vel med rimelighed bør handle om, så er fokus jo på at undersøge hvordan bestemte sproglige kategorier skifter form og anvendelse afhængigt af tid og rum. med de sproglige metoder, har sociologien her netop fået nogle redskaber til at indfange samfundets flydende form og processer. Sandhedsdiskussionen er slet ikke så central som naturvidenskabsfundamentalisterne påstår (læs fx Ian Hackings 'the social constuction of what?' eller Rom Harré's 'varieties of relativism).

Jeg synes legen ikke længere er hvad den har været (måske en romantisk forestilling), når virksomhederne udnytter begreberne på denne måde. jeg glæder mig til at læse bogen. Det er vel ganske interssant at man under dække af 'leg' bliver inviteret til at 'udvikle' sig på virksomhedens præmisser, uden at få mulighed for at takke nej. Det er lidt ligesom at gemme stanken af lort på lokummet med en wunderbaum, for nu at bruge en måde at konceptualisere på, som Sodolsky ikke bryder sig om.

Men det er jo slet ikke mént så alvorligt, vel ;-)

Jeg kan altså ikke se, at der er noget galt i at prøve på at få motiverede medarbejdere eller elever ved at få dem til at synes det er sjovt og relevant, det de skal lære. Man kan altså ikke sm lærer stå og fortabe sig i overvejelser om magtens udøvelse i et klasseværelse, når meningen er, at man som lærer jo netop skal handle - i undervisningen.

With reference to "Mokkasinen" 's latest response it is necessary to keep in mind that it is from someone using a cover name and therefore avoiding responsibility for its content (maybe it is even Niels Åkerstrøm Andersen). I earlier stated that Post-modernism/Social Constructionism was "Fascism parading itself as some new subversive social movement." In the response we can see one of the main techniques of fascist propaganda; The Big Lie.

In this case, the big lie is that the debate is between the approaches of the physical and social sciences. This is an attempt to distract from the point of fraud and fakery. Sokal was not an opponent of social science, he produced the Hoax article because he wanted his political activist friends to use reliable social science, not self-defeating nonsense. It also avoids my request to produce a single finding to have come out of this literature.

Here is a statement by one of the world's leading sociologists, recently retired into political activism against the war in Iraq:

http://www.soc.ucsb.edu/faculty/scheff/4.html

Crime, Law, and Social Change 23: 157-162. 1995

ACADEMIC GANGS

Thomas J. Scheff

A final example is the current fad of postmodernism, which has swept
over the humanities like a plague. Its originators, authors like
Derrida, demonstrated that if you remove a verbal statement from its
context, its meaning becomes so ambiguous as to be undecidable. This
proposition is true and even important, so long as the clause about
context is kept in mind. It reminds us that verbal expressions in all
ordinary languages are multi-valued and therefore completely context
dependent: only artificial languages like algebra and computer
programs are without ambiguity and therefore contextually invariant.

The postmodernists, however, have ignored the qualifying clause,
generating a tidal wave of research which assumes that complex verbal
statements are undecidable, which is absurd. Although there are
frequent misunderstandings in ordinary language discourse because of
the ambiguity of its verbal parts, it is also often understood, even
if the form of discourse is complex, as in aphorisms, allegories, and
jokes. Capable users of language remove ambiguity by relating verbal
expressions to their context. Postmodernism is a mountain created
without even a molehill. It is a mere conceit, having no basis in
reality or scholarly value.

His political work:

6/8/2007
8:00 PM A Wake on the Pier
Every Sunday morning for over three years, the Santa Barbara chapter
of the Veterans for Peace has been putting up a war memorial on the
beach. They place a white cross for each soldier who has died in
Iraq, laid out like a mock-graveyard. This documentary is about this
war memorial and the people who visit it.
Link to all air dates/times: http://www.uctv.tv/search-details.asp?

http://www.youtube.com/watch?v=udukPM2LvoU

Come'on Stodolsky - hvad er du på??

Du går så meget op i dit udvalgte fjendebillede, at du ikke ser indholdet i dine uhyrlige påstande!

Hvis en diskussion om præmisser for en debat mellem naturvidenskabelige og social videnskabelige påstande seriøst skulle benævnes facisme, så kræver det at du går langt ud over almen betydningen af ordet. Og så ville rigtig mange af blogindlæggene på Information kunne stemples med dit absurde facisme-begeb.

Man skulle tro at du tilhører en anden tid, og som kommunist afhøringerne i usa ser kommunisme overalt ü Slap nu lidt af, og læs dig lidt ind på det først. Lyotard som vel er en af de mest profilerede 'postmodernister', var jo ærkekonservativ på det tidspunkt hvor 'The postmodern condition' blev publiceret. På samme måde har den postmodernistiske udlægning af 'at vide', banet vej for den evolutionsøkonomi (Schumpeter) som vi ser de borgerlige partier føre i disse år. Så dit fjendebillede er fyldt med sorte huller!

Derudover anvendes begreberne ikke korrekt, hverken hos dig eller i dine kilder. Derrida var absolut ikke postmodernist, som der hævdes! Ej hellere kan du så let bestemme postmodernister som en samlet kategori, så du og de kilder du anvender gør sig skyldig i de samme fejl som 'den anden lejr' beskyldes for, nemlig at ignorere 'the qualifying clause' for diskussionen!

Så er det svært at opretholde en troværdig status, og især som fundamentalist!

Jeg vil dog benytte lejligheden til at afvise at jeg skulle være Niels Åkerstrøm Andersen (NÅA) under dæknavn! Det jeg skriver kan på ingen måde relateres til det NÅA skriver eller mener, og står helt for min egen regning.

Mokkasinen benytter jeg, fordi jeg udmærket er klar over at vores samfund har indsnævret normalbegrebet, og at man derved kan risikere forfølgelse af mennesker som jeg gennem den ovenfor anvendte retorik får opfattelsen af at David Stodolsky repræsenterer. Hermed mener jeg ganske simpelt mennesker, som ud fra en selektiv opfattelse af virkeligheden mener de gennem intimiderende retorik kan presse forsimplede opfattelser ned over andres hovede.

Derfor er jeg glad for at Information har en demokratisk blog, som tillader anonymitet, og frihed til at skrive og få vist sine egne synspunkter. Jeg mener at Stodolskys synspunkt; at udlægge postmodernister og socialkonstruktionister for at være facister er en meget stærk retorik som jeg på ingen måde kan dele eller sympatisere med.

Jeg synes retorikken er skræmmende og særlig grum i dette tilfælde, da disse videnskabelige perspektiver netop karakteriseres ved deres interesse for og repræsentation af, marginaliserede synspunkter i samfundet og arbejder videnskabeligt i en oplysningstradition som vi kender den fra Kant og Grundtvig.

Beklager for udviklingen i denne blog Åkerstrøm, men tillykke med udgivelsen.

The big lie continues:
"Hvis en diskussion om præmisser for en debat mellem naturvidenskabelige og social videnskabelige ...."

The (lack of) discussion is between misrepresentation and nonsense vs. sincere statements and a request for any finding to have come out of PoMo/Social Constructionism. "Mokkasinen" can't even produce a single finding, though there seems to be no limit to the amount of rhetoric he is willing to generate. Typical of these "debates".

For those wondering where the term Fascism came from: I attended this defense recently:

Adam Bencard will publicly defend his PhD-dissertation ”History in the Flesh: investigating the historicized body” on Friday 15 February at 1pm.

“History in the Flesh” is a historiographical study of a number of historical, philosophical, sociological and anthropological approaches of the body over the last 30 years. Framing his thesis as a contribution to the emerging critical engagement with the so called linguistic, cultural and discursive turns in the humanities. Adam Bencard particularly criticizes the New Cultural Historians’ focus on the historicized body, that is, the idea of the body as a thoroughly cultural construct. Instead he proposes an understanding of the body based on the concept of ’presence’ (Gumbrecht, Runia).

More details:

While the author claims to be rejecting the traditional social constructivist position, he actually does not get very far (see the details). The first opponent showed that the position arrived at was precisely that of an Italian academic, who was supporting Benito Mussolini. This closely approximated the Hitler regime's glorification of the body.

His result was hardly a surprise. If 'truth' is arbitrary, historically contingent, etc. then the only foundation for resolving conflict is power.

The careful reader will have noted that even after I presented a statement by a famous sociologist from a scientific journal article rejecting postmodernism, my POMO opponent continued to maintain that the conflict was between social and physical science methods. This is in keeping with the view that 'truth' is socially constructed. From that view, as long as the big lie can be maintained, it is the 'truth'. That is why you can't believe anything coming from this literature.