Interview
Læsetid: 6 min.

Det unikke greb beriger os

'Det er et kedeligt klima,' siger den svenske filmskaber Roy Andersson om et borgerligt ledet Sverige, hvor ingen filmkunstnere tør tage et humanistisk ansvar. Derfor gør han det selv
Kultur
9. april 2008

En vred kvinde skælder ud på verden og på sin mand og beordrer ham og hunden til at skride. Da de så endelig går, råber hun efter dem, at hun nok kigger forbi om lidt.

En mand drømmer, at han i en farce af en retssag bliver dømt til døden for til et middagsselskab at have smadret en kvindes porcelænsarvestykke - og han ville jo bare vise dem dug-tricket.

En psykiater forklarer, at han efterhånden kun udskriver medicin til sine patienter, fordi han er nedslidt af at behandle alle disse egoistiske, onde mennesker.

Nej, samfundet og menneskene i det har det ikke godt i Roy Anderssons nye film, Du levende.

Ligesom den svenske instruktørs forrige film, Sange fra anden sal (2000), er Du levende en skarp og sorthumoristisk kritik af en grå, glædesløs verden fuld af angste og forvirrede mennesker, der ikke længere bekymrer sig om hinanden.

Filmen Du levende er måske nok lidt mere munter, mindre allegorisk og i højere grad fokuseret på mennesker end Sange fra anden sal, men Andersson benytter sig stadig af de velkendte groteske tableauer og faste indstillinger.

Hans film tager lang tid at lave - det er svært at finde det perfekte billede - og koster mange penge, hvilket yderligere forsinker processen, fordi det er svært for ham at skaffe de penge.

Under interviewet, som foregår i Grand Teatret i København, ringes Roy Andersson op af en dansk reklamemand, der vil have ham til at lave en reklamefilm i Danmark - han har lavet flere - og instruktøren forklarer, at han kun har råd til at realisere sine film, fordi han laver reklamefilm i både Sverige og udlandet. Faktisk er den 65-årige Andersson næsten lige så berømt for sine skæve, stiliserede reklamefilm, som han er for sine spillefilm.

Privatisering af Sverige

- Det er ikke blevet bedre i Sverige siden 'Sange fra anden sal'.

"Mener du med samfundet?"

- Med samfundet og menneskene.

"Nej, det er faktisk blevet værre. Vi havde for nylig et systemskifte. Nu er der en borgerlig regering, som er stykket sammen af fire forskellige partier, og de er ikke rigtig enige. Det stærkeste parti er Moderaterna, der ligger længst til højre, og de har vist sig, at være temmelig ubeslutsomme. De havde en masse ideer i valgprogrammet før valget, men de har intet gennemført, og i meningsmålinger daler deres popularitet katastrofalt. Derfor sælger de ud af statens ejendom. De vil ødelægge så meget som muligt, inden de mister magten og skal forlade stedet."

- Det svenske samfund hænger altså ikke sammen, og folk er ulykkelige og angste?

"Ja, det må jeg sige. Privatiseringerne har blandt andet medført, at man allerede som ung må begynde at tænke på sin pension. Folk bliver stressede af det. Man bliver stresset af at skulle finde ud af, hvilket telefonabonnement der er bedst, og hvilket el-selskab man skal vælge for at få strøm? Før i tiden fandtes der kun ét el-selskab, et teleselskab, ét pensionssystem, og man havde tid til at lave meget andet. Nu har man kun tid til det her, og alle føler sig hele snydt hele tiden. Folk er fortabte, og det betyder, at man er et let bytte for alle mulige idiotiske underholdningsprogrammer. Man er så forvirret, at man kun kan slappe af, når man ser X Factor eller dansekonkurrencer."

Det svenske Folkhemmet

"Jeg tilhører en generation, som voksede op og fik mine stærkeste indtryk i det såkaldte Folkhemmet (den svenske udgave af velfærdssamfundet, red.). Det socialdemokratiske Folkhemmet. Jeg kommer selv fra et arbejdermiljø og er taknemmelig for Folkhemmet. Mine forældre gik seks år i skole og kunne ikke tale nogen sprog ud over svensk. Jeg har haft adgang til den bedste udannelse, det er muligt at få. Jeg lærte fire sprog i skolen, gik på universitetet og på filmskolen, for free, gratis. Jeg har fået meget, og jeg vil gerne give noget tilbage. Jeg føler stor loyalitet over for samfundet, selv om det nu styres af en borgerlig regering. Men jeg er også kritisk i forhold til Folkhemmet, der har en farlig tråd ud til nazismen og nationalismen."

- Tror du på, at dine film - der jo vækker opsigt, også i udlandet - kan være med til at forandre samfundet, skubbe udviklingen i en anden retning?

"Man er nødt til at blive ved, ellers kan man lige så godt give helt op. Hvis ikke der fandtes andre ting end X Factor, ting, som skal tages alvorligt, så ville det være et endnu mørkere samfund. Man skal være glad for, at der findes f.eks. den italienske neorealisme, Buñuel og Fellini, der har givet mig store oplevelser i filmens verden. Eller i musikkens verden, både den klassiske og populærmusikken. Beethoven eller Bob Dylan. Det er seriøst, og hvis ikke det eksisterede, ville det være håbløst."

Behov for det unikke

"Der findes en kunstner, der lavede et maleri med et helt blåt lærred, og så snittede han i det tre steder. I dag er det maleri forfærdeligt værdifuldt, men det er fascinerende, at det findes. At nogen har fået den tanke at snitte tre gange i et maleri. Det unikke greb, frækheden, overraskelsen, at det findes inden for kunsten. Det beriger os og sørger for, at der er højere til loftet. Desværre er det sådan, at filmbranchen har mistet grebet om de ambitioner. Svenske film laves for underholdningens skyld, og der er ikke mange af den slags film, som jeg blev så imponeret over i 1960'erne, og som tog et humanistisk ansvar. Nu handler det om at tjene penge. Det er et kedeligt klima."

Banaliteter og klicheer

- Har jeg ret i, når jeg sammenligner 'Du levende' med 'Sange fra anden sal', at 'Sange fra anden sal' er meget mere allegorisk i sine angreb på religion, samfund og offentlighed, mens 'Du levende' i højere grad handler om mennesker?

"Det kan man godt sige. Jeg ville faktisk lave den nede på jorden, kan man sige, nede på gulvet. Jeg ville trivialisere eller banalisere dialogen endnu mere. Jeg kan godt lide den banale dialog."

- Personerne snakker i ordsprog og klicheer.

"Jeg er stor fan af Beckett og af klicheer, som gentages. Der er en lille smule af det i Sange fra anden sal. Hvad er det, han siger ... 'det er ikke let at være menneske.' 'Man kæmper jo så godt, man kan for at få mad på bordet og have det lidt rart.'"

- Hvad kan man bruge klicheerne til?

"Vi lever jo i klicheernes verden. Klicheerne findes jo. Klicheerne er ofte nyttige, og de viser, hvor fjollede vi er, hvor fortabte vi er, hvor små og nøgne vi er, hvor sårbare vi er. Det er godt med klicheer. 'I morgen er der atter en dag.'

Løssluppen og respektløs

- Der er vel også en grund til, at de er blevet klicheer, at man har brugt dem så meget. De må rumme en sandhed.

"Ja, og en kliché som 'i morgen er der atter en dag,' får forskellige betydninger i forskellige sammenhænge. Hvis man er i krig og sidder i en skyttegrav og siger, 'i morgen er der atter en dag,' får det anden klang, end hvis man sidder på en café i dag og siger 'i morgen er der atter en dag.' Den kliché er interessant. Er det en morgendag, som vi skal se frem til? Eller er det en morgendag, som vi skal forsøge at udholde? Desværre er det nok for et flertal af den svenske befolkning et spørgsmål om at udholde mere end at se frem til noget. Man ser frem til nogle ting, ferie, måske weekenderne, men ellers handler det om at udholde. Det er ikke godt."

- Der er megen musik og nogen sang i 'Du levende', er det en musical?

"Jeg ville udfordre grænserne noget mere, slippe mig selv mere løs, være lidt mindre respektfuld og ortodoks. Jeg gør det også for at prøve mig frem, fordi jeg ser både Sange fra anden sal og Du levende som forberedelser, skitser til en anden, større film. Og derfor har jeg denne gang vovet at være lidt mere løssluppen og respektløs. Pludselig er der bare nogle, som synger. I begyndelsen er filmen næsten slapstick. Og jeg skal se, om jeg kan forene alle ingredienserne i den næste film, sammen med noget nyt naturligvis. Jeg kunne godt tænke mig at vise lidt mere af det smukke, af skønheden i den film i kombination med det grimme og forfærdelige."

Du levende har premiere på fredag og bliver anmeldt på filmsiderne her i avisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for dette interview med en af tidens mest interessante filmskabere. Hvis 'Du levende' er bare i nærheden af at være så god som 'Sange fra anden sal', er der grund til at glæde sig!
Befriende, at Roy Andersson bruger ordet 'kedeligt' om mainstream kulturlivet. Selv er han alt andet - fortættet substans i bevægende og dybt overraskende billeder, båret af en overbevisende kærlighed til livet.

En begejstret trommeslager slår over i jazzrytmer til en begravelse, og præsten må over og lægge en diskret hånd på hans skulder for at dæmpe ham lidt...

En mand bliver dømt til døden i den elektriske stol for en bagatel, og hans sagfører græder hjertesskærende under hele retssagen...

En psykiater kikker træt på de mange patienterne i venteværelset og bunken af journaler på skrivebordet og siger 'uha da da'...

Har netop set filmen Du Levende i Biffen i Aalborg og griner stadig. Med skitser af handling, slidte klicheer og groteske mennesketyper viser instruktøren, hvordan vi hver især prøver at finde en mening med livet, mens vi længes efter succes og bekymrer os om alverdens bagateller. Det hele mens livet triller af sted, til det en dag er slut.

Filmen er en lise for sjælen, utrolig morsom og måske endda en anledning til at tage sit eget liv op til revision.