Læsetid: 6 min.

En af de værste dødssynder

Griske mennesker er lette at forudse: De tænker kun på sig selv - det gør dem trygge at omgås. Men hvad nu hvis verden ikke tænker på den måde? Så må vi vel lære dem det
25. april 2008

Griskhed eller avaritia er en af de syv dødssynder - og måske den vigtigste af dem. Avaritia rummer en dobbelt betydning. Dels at man grådigt rager til sig alt, hvad man kan, og dels at man gerrigt beholder det, så vidt det overhovedet er muligt.

Nogle vil også henregne ødselhed under avaritia. Det er ganske vist tilsyneladende det modsatte af gerrighed, hvor man holder rigdommen tæt til sig og beholder alt. Men gerrighed er som sagt også grådighed, og der kan være det rigtige i det, at folk, som er grådige, ikke altid ønsker at beholde det hele for sig selv, men tager den magt og indflydelse (som jo også kan være et af grådighedens mål), som følger med at være ødsel. Mange penge skaber mange venner.

Griskheden er en meget grundlæggende egenskab. Den forvandler kærlighed til begær, sløvhed til energi, sult til frådseri, ligevægt til overmod, retfærdig indignation til vrede, og beundring til snobberi.

Sult, sex, overmod og de andre synes at have deres mæthedspunkter. Men griskheden er umættelig og kan aldrig tilfredsstilles helt. Nogle har sagt, at det er besættelsen af at eje. Det er ikke så afgørende, hvad man ejer, men selve det at eje. Det er ikke alene glæden over de gode ting, den smukke kvinde, det rige liv, men først og fremmest at det er mig, der har det; det er mit. Hvorfor er det en synd? Som ved de andre synder er det først og fremmest, fordi det trækker os væk fra de andre og gør os "indkrogede i os selv". Det er Martin Luther, der har formet dette geniale udtryk, incurvatus in se (indkroget i sig selv), og man kan næsten se bevægelsen for sig: at man er bøjet ned over sin egen navle og ikke har sans for verden omkring sig. Det var jo netop det, som var tilfældet med den rige mand i forhold til Lazarus (Luk. 16,20). Han havde overhovedet ikke øje for den fattige og syge Lazarus, som lå uden for hans dør og hvis sår, hundene slikkede. Den rige mand levede et afsondret liv, klædt i purpur og fin linned, og han festede hver dag. Han havde kort sagt et urealistisk forhold til tilværelsen og forstod derfor ikke, at han ikke tog hensyn til andre. Eller også forstod han det, og så er det jo værre.

Det behøver ikke blot at være rigdom, man tragter efter, men simpelthen det, at der står mig på alting. Psykologer lokaliserer denne tilstand særligt på barnealderen, når man er ved at få sprog. Barnet kæmper for at få sin plads, og det taler f.eks. højt og længe, er påtrængende og kalder på stor overbærenhed. Her som ellers viser avaritia sig i, at man ikke kender eller ikke accepterer grænser. Man forstår ikke, hvornår nok er nok, og oplever derfor, at grænserne lige pludseligt er der. Som der står i sangen om den utålelige Spørge-Jørgen: "En dag blev det hans far og mor for meget". Eller som den rige bonde, der bliver ved med at bygge større lader og pludseligt får at vide: "Du tåbe, i nat kræves dit liv af dig" (Luk 12,20).

I det 12. århundrede strammes kampen mod rigdommen og dens fristelser, idet en række nye strengere tiggerordnener dannes. De mest kendte er dominikanerne og franciskanerne (stiftet af den hellige Frans af Assisi). Som navnet siger skulle munkene leve af at tigge sig frem. Man kunne derfor i gadebilledet se fattige og usle skikkelser, som bad om en skærv. Og det fik de - så meget, at også tiggermunkene blev meget velhavende. Det er svært at holde sig rigdommen fra døren.

Gerrigheden som fornuft

Men efter renæssancen og særligt i oplysningstiden vender udviklingen, idet individet træder frem. Alt centreres om dette. Læg mærke til hvorledes ordet 'tjene' skifter. Før var det i forhold til andre, nu er det i forhold til sig selv. Det gælder om at 'tjene' så meget som muligt. Når udgangspunktet for mig findes i mig og ikke i næsten, samfundet, eller den skabte verden/kosmos, så træder nyttesynspunktet meget stærkt frem. "hvad synes jeg/hvad er der i det for mig" bliver det altafskyggende udgangspunkt. Også udenfor det økonomiske liv smittede gerrigheden som livsideal af. I politik gælder det om at varetage sine "interesser" eller sine "behov", altså igen egoismen som det naturlige udgangspunkt. Overalt træder nytte-synspunktet frem, og vel og mærke ens egen nytte. Psykologien støbes om, således at mennesket anskues som et væsen, der bestandig søger at opfylde sine egne behov. Gerrighedsbegrebet udvides her til at blive til lyst, men strukturen er den samme: det er menneskets egne lyster, tilbøjeligheder eller behov, der skal opfyldes. Man er ikke længere indstøbt i et alment univers, der sætter mål og mening for tilværelsen og viser ikke blot, hvad vej man kan gå, men også hvad vej man bør gå. Det afgør man selv suverænt. Pladsen tillader ikke her at udfolde det nærmere, men lad mig nævne et enkelt eksempel, nemlig følelsesbegrebet. I ældre tid opfattede man følelser som noget, der kom til mennesket udefra, som passioner, man kunne blive grebet af. Blev man f.eks. forelsket, var det, fordi man havde mødt en dejlig pige, som optændte ens hjerte. Følelsen var jo oprindeligt en af de fem sanser, og man sansede så at sige den anden og blev opflammet heraf. Nu derimod er følelser noget, der bor inden i os alle, og de har taget form af behov. Man kan f.eks. sige, at jeg har et følelsesbehov eller et kærlighedsbehov, og jeg bliver frustreret, hvis ikke jeg får det tilfredsstillet. Møder jeg ikke en pige, som jeg kan holde af, så bliver mit kærlighedsbehov ikke dækket. Og for at jeg kan holde af pigen, må hun opfylde mine behov. Følelserne ses således i grådighedens og gerrighedens ramme.

Her har jeg nævnt psykologien; man kunne tage et andet følelsesmæssigt felt, nemlig æstetikken. Også den subjektiveres på forskellig vis. I moderne kunst er det betragteren, der bestemmer, hvad der betragtes. Tolkeren lægger indholdet ind i kunstværket. Hvis det siger ham noget, er det for ham et kunstværk; det opfylder et behov hos ham, og dermed er det hans egen skabende indflydelse, der gør et kunstværk ud af det kunstneren har efterladt; svarende til at det i moderne litteraturteori er læseren, der skaber romanen.

Til økonomisk fornuft

Rigdom var en last. Men nu er det blevet en dyd. I fuldt alvor mener den vestlige verden med dens beslutningstagere i spidsen, at vi bliver bedre mennesker ved at blive rige. De gale arabere, skøre irakere og utilregnelige talebanere, vil alle blive meget mere fredelige og fornuftige ved at blive rige. Løsningen på verdens problemer er, at alle tjener penge. Se blot på Kina, som var helt uforudsigelig (næsten ligesom Nordkorea) under Mao, men nu kun tænker på at øge bruttonationalproduktet.

Hvis vi vænner folk til at tænke på sig selv, hvordan de kan gavne sig selv og tjene sig selv, så kommer der en vis rationalitet og forudsigelighed over deres liv. Griske mennesker er nemlig lette at forudsige: De tænker altid kun på ét, nemlig sig selv. Det gør dem trygge at omgås. Og også fornuftige, når det fornuftige forstås som det, der kan 'betale sig' som 'tjener sig ind' etc.

Men hvad nu, hvis verden omkring os slet ikke tænker således? Ja, så må de lære det. Ellers kan vi ikke omgås dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu