Læsetid: 2 min.

Vedblivende og temmelig driftig

Hans-Erik Larsen var helt klart til de seje træk. Han besad både gåpåmod og kritisk sensitivitet
Kultur
17. april 2008
Dødsfald. Digteren Hans-Erik Larsen blev kun 46 år. Hans-Erik Larsen, født 17. april 1961, død 10. april 2008.

Dødsfald. Digteren Hans-Erik Larsen blev kun 46 år. Hans-Erik Larsen, født 17. april 1961, død 10. april 2008.

Michael Kamp

Han gik på forfatterskolen i de tidlige år, hvor Poul Borum og jeg havde fornøjelsen at arbejde med hans årgang (1990) - vi læste op sammen under poesifestivalen i Tarascon, 1991, med bl. a. Kodal, Dorph, Søndergaard, hvor Hans-Erik meget rytmisk opførte en række tekster fra den flotte Basilisk-debut Stemmerne. Snart var han en drivende, tekstfindende og oversættende kraft i det tidsskrift, der fulgte direkte af den franske ekskursion: Banana Split. Samtidig sås vi ustandselig i det lille kælderforlags trange lokale i Nansensgade; og snart i Århus, hvor han som tilrejsende studerende blev en del af det semiotiske forsknings-fællesskab.

Han var helt klart til de seje træk, vedblivende, prøvende, temmelig dristig i mange udspil - hvilket jeg selvfølgelig nød: kombinationen af stædighed og vovemod. Hans speciale om imaginære morfologier blev en usædvanligt spændende bog, der ret hurtigt udkom på engelsk: Aesthetics of the Elements. Morphologies in Texts and Paintings, 1997 (1996). Det er stadig en banebrydende afhandling om strukturen i selve de rum, som forestillinger udspiller sig i, hvad enten de kommunikeres gennem billedkunst eller litteratur; der er tale om en fundamental følelsesmæssig dimension, ikke knyttet til objekter men til de rum, de optræder i.

Denne interesse for følelser, emotioner, humører, lidenskaber, hele det affektive udtræk, er unik og karakteristisk for Hans-Eriks værk, fra poesien til semiotikken. Han forstod betydningen af at knytte forskning og digtning til hinanden som komplementære tilgange til betydningerne; erfaring og erkendelse som to sider af samme semiotiske sag.

Han tog umiddelbart fat på et ph.d.-studium om samme emne, men endnu bredere anlagt, nemlig undersøgelsen af en mulig udvikling af en egentlig affektvidenskab. Mens det omfattende grundforskningsarbejde stod på, og han bl.a. gravede den danske pionér Carl Lange frem fra glemslen (James/Lange-teorien), opstillede modeller og udfoldede nye analyser - bl.a. af Celans poesi og Kierkegaards essayistik - begyndte vanskelighederne: depressionens trængsler. Han var som vanligt på forkant med fænomenet og medstifter af en forening til støtte for depressionsramte; han var faktisk dens første formand. Og uden at afbryde doktorandarbejdet udgav han så debatbogen I sort (1999). Hans-Erik så straks forbindelsen mellem depression og kunst: at mange kunstnere arbejder med den depressive tilstand som modstander og mærkeligt nok også som en ressource. Et psyko-semiotisk emne, som nu et lille tiår senere er i rivende udvikling.

Det lykkedes ham desværre ikke at få afhandlingen antaget af den stramtandede akademiske institution; og så slap kræfterne op, og hospitalsopholdene blev hyppigere. Hans gåpåmod og kritiske sensitivitet forblev dog urørte indtil det sidste; han kunne kritisere en poetisk tekst indtil benet (for eksempel min egen) og forblive venlig, hvilket som bekendt er vanskeligt. I det hele taget besad Hans-Erik et menneskeligt overskud, der endnu lyser ud af hans sidste digtbog Og så til mennesket (2007).

Men her er en kort tekst fra Stemmerne:

Du begynder i et punkt
og resten er udvidelse

indtil du standser
i ét andet punkt

og græsset ryster
skridtene af sig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her