Det er Norges første Grundlov fra 1814, der fejres i dag - og dermed uafhængigheden efter flere hundrede års dansk styre. I de fleste norske byer går børn, studenter og borgere i optog sammen med musikkorpset, og der viftes med flag og holdes taler. 17. maj fejres lokalt, men er en vigtig markering af det nationale, af 'norskheden'.
Når man går rundt i Oslo eller enhver anden norsk by den 17. maj er en af de mest overvældende ting ved festlighederne det store antal af folkedragter i gaderne. Mens folkedragterne stort set er forsvundet i de andre nordiske lande, er udbredelsen voksende i Norge. Antropologen Thomas Hylland Eriksen fra Universitetet i Oslo estimerer, at cirka 60-70 procent af nordmændene har en folkedragt, hvilket er markant flere end for bare 20 år siden - og det er på trods af, at en dragt koster mellem 15.-50.000 kr.
"Der er sket en ændring i ideologien. Det at markere, at man er norsk, er meget vigtigere end at markere moderniteten. Det er et produkt af den nye jagt på kulturelle rødder, som for alvor skød frem i 1990'erne," siger Thomas Hylland Eriksen.
Larmende nationalisme
At anskaffe en folkedragt - eller en bunad, som de kaldes på norsk - er ikke en enkel sag. Folkedragterne varierer i design fra by til by, og man skal have 'ret' til at bære den.
"Man kan vælge en bunad fra det sted, man bor, eller fra området ens ægtefælle kommer fra, eller hvor ens forældre har rødder," fortæller Anita Hverven fra Bunad-skrædderen Haugtussa i Oslo. Kan man da som dansker, der er bosat i Norge, bære en folkedragt?
"Hvis du er gift med en nordmand, så kan du vælge at bære folkedragt fra, hvor han er fra," siger Anita Hverven, og påpeger, at der ellers måske er mulighed for at vælge Oslo- dragten. Den er kosmopolitisk - og er netop skabt for, at der er et alternativt til dem, der ikke er fra en bestemt by. Men at vælge en dragt fra en anden by går altså ikke.
At norskheden skal markeres, forklarer Thomas Hylland Eriksen med norske mindreværdskomplekser:
"Mindreværdskomplekser, som man ikke i samme grad har i Danmark. Skandinavien består jo af to af Europas ældste nationalstater, og så en af de yngste. Det gør en forskel - i Danmark har man en dybde i historien, også den urbane og intellektuelle historie, som vi mangler helt i Norge. Det er noget, alle nordmænd inderst inde er klar over, og det betyder, at man må støje ekstra meget med det, man har. Det giver denne her larmende nationalisme."
De nye nordmænd
Integration og 'de nye nordmænd' er et gennemgående tema for 17. maj talerne rundt omkring i Norge. For hvordan bliver man som indvandrer inkluderet i denne fejring af norskhed?
Fordi man skal have en tilknytning til et bestemt sted gennem sin familie for at måtte bære den lokale folkedragt, opfattes det som mindre passende for indvandrere at bære en norsk folkedragt.
Det betyder for eksempel, at indvandrerbørn, der går i optog sammen med etnisk norske børn, kan gå i for eksempel en kurdisk eller pakistansk folkedragt, afhængigt af forældrenes eller bedsteforældrenes oprindelsesland. Idéen er grundlæggende den samme - de markerer deres egen eller deres forældres tilhørsforhold gennem deres folkedragt.
Ifølge Thomas Hylland Eriksen handler det om tilhørsforhold:
"Alle tilhører en kultur, hvor de har deres rødder, og som de føler loyalitet over for. Så pakistanerne må gerne fejre 17. maj - men så skal det være i deres egne folkedragter, som de er organisk forbundet med. Men spørgsmålet er, om man kan gå med en kurdisk folkedragt og vifte med et norsk flag? Er den kombination mulig? Det tror jeg måske, den er."
Men det er netop det norske flag, der skal viftes med - her går det ikke med det tyrkiske eller det pakistanske. Ifølge antropologen Barbro Blehr er et flag "strengt taget et symbol for en stat snarere end for en nation. At bære et andet lands flag i et 17. maj-optog bliver på den baggrund en demonstration af loyalitet til en anden politisk enhed end den norske nationalstat" - og dermed problematisk.
Integrationstesten
For Thomas Hylland Eriksen er 17. maj en test for integrationen i Norge:
"Det bliver en slags lakmusprøve på, om vi formår at etablere et udvidet nationsbegreb. Et nationsbegreb, som er territorialt og ikke etnisk," siger han. I den grad, indvandrere naturligt og friktionsfrit - uden det bliver anstrengt og kunstigt - kan deltage i 17 maj fejringen, er det lykkedes at omdefinere nationen til at blive territorial og ikke etnisk.
"Hvis man går offentligt med sin egen dragt den 17. maj, så udtrykker man egentlig semiotisk et relativt komplekst budskab; nemlig at man kan have en kulturel identitet, som er noget andet end en politisk identitet. Du har loyalitet over for flaget og loven og den norske stat - men du har dit kulturelle tilhørsforhold et andet sted."
Thomas Hylland Eriksens 'Rødder og Fødder' udkom på dansk på Tiderne Skifter i 2006
""Hvis du er gift med en nordmand, så kan du vælge at bære folkedragt fra, hvor han er fra," siger Anita Hverven, og påpeger, at der ellers måske er mulighed for at vælge Oslo- dragten. Den er kosmopolitisk - og er netop skabt for, at der er et alternativt til dem, der ikke er fra en bestemt by. Men at vælge en dragt fra en anden by går altså ikke."
Jeg foreslår en klaphat i norske farver, til dem der ikke er helt racerene. Det ville være en praktisk, økonomisk og pragmatisk løsning.
Godt og praktisk forslag, Per Thomsen.
Faktisk så godt, at jeg ærgrer mig over, at ingen tidligere har tænkt i de baner...
Hvis de danske politikere er forlængst har erkendt klaphattens potentiale, ville de vel have gjort den danske klaphat til obligatorisk hovedbeklædning for danske dommere og andre steder hvor entydigt og absolut nationalistisk sindelag ønskes demonstreret, og derved kunne megen ævl og kævl undgås.
Bare rolig, Alfons Åberg.
Der er lede nationalistiske slyngler i alle lande. De er alle slemme. Hverdag.
At artiklens to forfatterinder sætter lighedstegn mellem 'folkedragt' og nationalisme må være et udtryk for manglende kendskab til de nordiske landes dragttraditioner.
I Danmark bruger man 17- og 1800-tallets dragter i forbindelse med de gamle danse fra tilsvarende periode. Interesserer man sig for den tids dans og musik, er der ikke langt til også at interessere sig for tidens dragttradition - og levevis. Man har så valgt, at 1850 er afgrænsningen til den 'nye tid' derfor ses i Danmark de tunge dragter. - I øvrigt bruges i Danmark omtrent de samme regler når man syr sin dragt.
I Sverige og Norge har man dyrket den folkelige dans, musik og dragttradition uden afbrydelse som der er sket i Danmark. Langsomt har deres dragttraditioner udviklet sig i retning af lettere dragter som de så bruger ved festligheder som fx. bryllupper - og 17. maj.
At generellisere denne tradition til udelukkende at handle om nationalisme er temmelig langt ude.
Det handler om at dyrke en bestemt del af vores kultur.
Fx. bliver jeg ikke nationalist når jeg tager min 1700-tals dragt på, eller asatroende når jeg tager til vikingemarked i mit vikingedress.
Tove Lodal:
"Fx. bliver jeg ikke nationalist når jeg tager min 1700-tals dragt på, eller asatroende når jeg tager til vikingemarked i mit vikingedress."
Nej, du ser blot ualmindelig fjollet ud...
Hov, hov, Per, der er endnu ikke vedtaget love der dikterer neutral påklædning i forbindelse med folkedans eller vikingemarkeder ;-)
Søde Per
Det ved du da ikke noget om. - Den er faktisk smuk, min 1700-tals dragt.
Du plejer ellers at have fornuftige kommentarer......
Nu er det jo den norske antropolog Thomas Hylland Eriksen der sammenstiller 17 Maj og nationalisme, og journalisterne der rapporterer fra samme vinkel.
Som udlandsnordmand tænker jeg da også over den norske 'nationalisme', som kommer til udtryk ved givne lejligheder som 17 Maj, og sportsmesterskaber.
17 Maj kendetegnes af en ganske stor begejstring i Norge, og meget ved også at være børnenes dag. Som jeg ser det, er det derfor et installationsritual hvor nationalisme installeres gennem bunader og begejstring i de unge. Om baggrunden er mindreværd, som Eriksen mener, er jeg mere tvivlsom. Den udlægning forekommer mig mere at være en psykologisering af et massefænomen, og mindreværd er ikke en psykologisk karakteristik jeg vil hæfte på mine bekendtskaber i Norge, tværtimod.
Jeg tror at nordmændende mere ligner amerikanerne med deres nyvundne nationalitet, og på den måde er mere historieløse. Der skal nu engang noget til at holde fast og ligefrem fejre, nationalisme i en tid hvor den bliver mere og mere omstridt. Man går i Norge imod strømmen, uden at have en reel grund til det, og holder fast i den naive begejstring over den selvvundne 'frihed'.
På mange måder er Norge et paradoksernes land, når man har en enorm oliefond, enorm rigdom og en venstreorienteret regering. Norge går ikke politisk fri af det internationale nyliberale og neokonservative pres, men holder alligevel fanen højt 17 Maj.