I 1968 'gik strukturerne på gaden' - vil de gøre det igen?

En af de bedst kendte graffitier på murene i Paris i 1968 lød: Strukturer går ikke på gaden! Budskabet var, at Frankrigs store studenter- og arbejderdemonstrationer, som brød ud i maj måned for 40 år siden, ikke kunne forstås ud fra datidens strukturalistiske begrebsapparat, da der ikke var tale om 'strukturelle' forandringer af samfundet.

Hertil svarede psykoanalytikeren Jacques Lacan, at jo - det var der netop: Strukturerne GIK på gaden i 1968! For de tilsyneladende så eksplosive omvæltninger var i sidste instans resultat af den strukturelle ubalance, der opstår, når en dominansform gradvis fortrænges af en anden. Eller med Lacans egne ord: En overgang fra discours du maître - herrens diskurs - til discours universitaire - Universets diskurs.

Der er god grund til en sådan skepsis. Som Luc Boltanski og Eve Chiapello bemærker i Le nouvel esprit du capitalisme (Kapitalismens nye ånd) er der siden 1970'erne vokset en ny slags kapitalisme frem: Produktionsprocessens hierarkiske og masseorganiserede opbygning er blevet afløst af en netværksbaseret organisationsform, der bygger på initiativ og autonomi på arbejdspladsen. I stedet for en hierarkisk og centralistisk kommandokæde har vi fået netværksstrukturer med en flerhed af deltagere, som tilrettelægger deres arbejde ved at indgå i teams eller projekter, målretter det imod at sikre kundetilfredshed og optimere velfærd, bekymrer sig for de økologiske aspekter etc. etc.

Kapitalismens nye ånd

På denne manér har kapitalismen usurperet den yderste venstrefløjs retorik om 'arbejdernes selvforvaltning' og forvandlet den fra et antikapitalistisk slagord til et kapitalistisk motto: I stedet blev det socialisme, som måtte forkastes som konservativt, hierarkisk og bureaukratisk, mens den digitale tidsalders kapitalisme har stået for den sande revolution ...

1960'ernes antikapitalistiske protester udbyggede den almindelige kritik af den socioøkonomiske udbytning med kulturkritiske temaer: hverdagslivets fremmedgørelse, forbrugersamfundets varegørelse, massesamfundets inautenticitet, der får os alle til at 'bære masker' og forårsager seksuel og anden undertrykkelse etc.

For kapitalismens nye ånd har erobringen af den antihierarkiske retorik fra 1968 været et veritabelt triumftog, der har gjort det muligt for den at sætte sig i scene som frisindets succesrige revolte imod koncernkapitalismens OG 'den reelt eksisterende socialismes' undertrykkende sociale organisationsformer. Indbegrebet af det nye frisinds ånd er den cool kapitalist, som vi kender ham i skikkelse af den hyggelige nørd Bill Gates eller hippiegrundlæggerne af Ben and Jerrys icecream.

Det, som overlevede fra 1960'ernes seksuelle befrielse, var den tolerante hedonisme, som uden videre kunne indoptages i vor tids hegemoniske ideologi: I dag er seksuel nydelse ikke blot tilladt, den er påkrævet. I dag føler individerne skyld, hvis de ikke er i stand til at nyde. Driften mod nye radikale nydelsesformer (igennem seksuelle eksperimenter, bevidsthedsudvidende stoffer eller andre trancefremkaldende midler) opstod på et ganske bestemt politisk tidspunkt, nemlig da 'ånden fra '68' havde udtømt sit politiske potentiale.

På dette kritiske tidspunkt, et stykke op i 1970'erne, var den eneste udvej, der stod tilbage, et brutalt fremstød imod Det Reelle, som antog tre hovedformer: En søgen efter stadig mere ekstreme former for seksuel nydelse; en vending imod en indre erfarings Reelle (orientalsk mysticisme). Og endelig den venstreradikale terrorisme (RAF i Tyskland, De Røde Brigader i Italien etc.).

2005-revolten

I en epoke, hvor masserne er totalt lullet ind i den kapitalistiske ideologis slummer, og almindelig ideologikritik ikke længere slår til, var de venstreekstremistiske terroristers satsning, at der kun var tilbage at ty til den direkte volds rå Reelle - l'action directe - for at vække masserne. For alle tre strategier har fællestrækket været tilbagetrækning fra det sociopolitiske engagement til fordel for en direkte kontakt med det Reelle.

Konsekvenserne af tilbagetrækningen er mærkbare den dag i dag. Under revolten i de franske hovedstæder i efteråret 2005, hvor tusinder af biler blev sat i brand i et voldsomt udbrud af offentlig vold, var det slående, at de protesterende var helt uden utopiske visioner. 2005-revolten var et pludseligt udbrud uden prætentioner om at være vision. Hvis den hyppigt gentagne frase om, at 'vi lever i en postideologisk æra', har noget indhold, så er det her, vi skal finde det. Demonstranterne bag 2005-revolten stillede ingen særlige krav. Der blev fra deres side kun insisteret på anerkendelse, baseret på en vag og ikke-artikuleret forurettelse.

Det faktum, at der intet program var at finde hos Paris' brandstiftere, er i sig selv et faktum, der kalder på fortolkning. Det siger meget om, hvor vanskelig en tid vi lever i, og hvor forsnævret et univers vi bebor, at vi har fået et samfund, der kan fejre sig selv som byggende på et frit tilvalg, men hvor eneste mulighed for at modsætte sig den påtvungne demokratiske konsensus er en eksplosion af (selv-) destruktiv vold.

Her er det værd at minde om Lacans udfordring til de protesterende studenter: "Som revolutionære er I hysterikere, som kræver en ny Herre. Det vil I få." Og det gjorde vi - i skikkelse af den postmoderne 'frisindede' Herre, hvis dominans bliver desto større af at være usynlig.

Selv om denne overgang har givet os mange ubestrideligt positive forandringer - lad mig blot nævne de generelt større frihedsgrader og kvinders nemmere adgang til magtpositioner - bør vi insistere på det svære spørgsmål: Var denne overgang til en ny slags 'kapitalismens ånd' virkelig det vigtigste blivende resultat af '68? Var den tids begejstrede frihedsberuselse kun et middel til at erstatte en slags dominansform med en anden?

Nej til det liberale kapitalistiske system

Der er flere tegn på, at så simpelt forholder det sig ikke. For skønt den hegemoniske ideologi med sin tilegnelse af '68 kunne smykke sig med en eksplosion i seksuel frihed og antihierarkisk kreativitet, udtalte den franske præsident Nicolas Sarkozy under sin valgkampagne i 2007, at hans største mission var at sørge for, at Frankrig omsider kunne lægge '68 bag sig. Man må altså skelne mellem 'deres' og 'vores' maj '68. I vor tids ideologiske erindring om dengang er 'vores' grundlæggende forestilling om majdemonstrationerne - det, som knyttede de studerendes protester og arbejdernes strejker sammen - blevet glemt ...

Ser vi på vores betrængte situation i dag med blikket fra '68, bør vi indprente os den sande arv fra '68: Kernen i '68 var en forkastelse af det liberale kapitalistiske system - et NEJ til dette system i dets totalitet.

Det er let at gøre grin med Fukuyamas forestilling om 'historiens afslutning', men i dag er det store flertal fukuyamaister: Den liberale demokratiske kapitalisme er bredt accepteret som den endelige model for det bedst mulige samfund, og politisk kan man ikke gøre andet end at justere på denne, så den bliver en smule mere retfærdig, lidt mere tolerant, etc.

For nylig hændte det for den italienske journalist Marco Cicala, at hans redaktør bad ham omformulere en sætning i en artikel ved at udskifte ordet 'kapitalisme' med et synonym - f. eks. 'økonomi'. Hvilket bedre bevis på kapitalismens totale triumf kan man tænke sig end dette begrebs noget nær fuldstændige forsvinden inden for de sidste to-tre årtier? Det sande spørgsmål er derfor igen: Skal vi bakke op om denne naturalisering af kapitalismen? Eller rummer vor tids globale kapitalisme stadig tilstrækkeligt store indre modsætninger til, at de kan forhindre, at den samme kapitalisme bliver ved med at reproducere sig selv i al overskuelig fremtid?

Der er mindst fire af disse indre modsætninger: For det første den lurende trussel om økologisk katastrofe. For det andet den private ejendomsrets uhensigtsmæssighed i forhold til såkaldt 'intellektuel ejendom'. For det tredje de socioetiske implikationer af nye teknologiske-videnskabelige udviklinger (navnlig inden for biogenetik). Og som det fjerde, men ikke mindst væsentlige: nye former for apartheid, nye mure og ny slumghettoer.

De lykkelige 90'ere

Den 11. september 2001 blev Tvillingetårnene væltet. 12 år tidligere, 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Sidstnævnte dato markerede indgangen til 'de lykkelige 90'ere', Francis Fukuyamas drøm om 'historiens afslutning', troen på, at det liberale demokrati, i al fald på det principielle plan, havde sejret definitivt, at den lange ideologiske søgen var forbi og et globalt, liberalt verdenssamfund ventede lige om hjørnet, mens de sidste forhindringer på vejen til denne ultra-Hollywood-agtige happy ending blot var empiriske og kontingente (lokale modstandslommer, hvis ledere ikke havde fattet, at deres tid var omme).

I modsætning hertil er 11. september det mest fremtrædende symbol på afslutningen af Clinton-æraens glade 90'ere, og dermed symbolet på en ny æra, hvor nye mure skyder op overalt, mellem Israel og Vestbredden, omkring EU, langs den amerikansk-mexicanske grænse.

De første tre modsætningsforhold vedrører det, som Michael Hardt og Antonio Negri kalder fællesgoder ('commons'), vor sociale værens delte substans, hvis privatisering er en voldelig handling, der om fornødent må bekæmpes med voldelige midler. Der findes den ydre naturs fællesgoder, som er truet af forurening og rovdrift (fra olieudvinding til skovhugst til selve vor naturlige habitat). Der findes den indre naturs fællesgoder (menneskehedens biogenetiske arv). Og der findes kulturens fællesgoder, de umiddelbart socialiserede former for 'kognitiv' kapital - disse omfatter primært sproget, vores kommunikations- og uddannelsesmidler, men også den offentlige transports fælles infrastruktur, elektricitet, postvæsen etc.

Hvis man tillod Bill Gates at opnå fuld monopolstatus, ville vi havne i den absurde situation, at et privat individ bogstaveligt talt ejede hele vores grundlæggende kommunikationsnetværks softwareplatform. Hvad vi gradvis er ved at blive opmærksomme på er de destruktive potentialer - i yderste instans kulminerende med menneskehedens selvdestruktion - som vil blive udløst, hvis den kapitalistiske logik får lov at omslutte alle disse fællesgoder.

Nicolas Stern gjorde helt ret i at betegne klimakrisen som "den menneskelige histories største markedsfejl". Og Kishan Koday fra FN's Udviklingsprogram, skrev for nylig: "Der findes i dag en skærpet global miljøbevidsthed, en øget verdensborgerforståelse for, at vi er nødt til at gøre noget for at afværge klimaforandringerne, der er blevet til et fælles anliggende, som hele menneskeheden må bekymre sig for."

Aftegner dette behov for at etablere og organisere et verdensomspændende politisk engagement, der kan neutralisere og kanalisere markedsmekanismerne, ikke et ægte kommunistisk perspektiv? Referencen til fællesgoderne må berettige en genoplivelse af Kommunisme-begrebet i den forstand, at den får os til at opfatte den fremadskridende kapitalistiske 'indkapsling' af fællesgoderne som en proletariseringsproces, hvor mennesker udelukkes fra deres eget livsgrundlag.

Det er imidlertid alene modsætningen imellem Inkluderet og Udstødt, der virkelig kan berettige termen Kommunisme. I forskellige former for slum kan vi verden over bevidne en hastig vækst i befolkningsgrupper, der står uden for statslig kontrol, lever under delvis lovløse forhold og har et forfærdende presserende behov for bare minimale former for selvorganisering.

Den globale kapitalismes indre logik

Skønt disse befolkningslag består af marginaliserede arbejdere, redundante offentligt ansatte og forhenværende bønder, er de ikke blot et overflødigt befolkningsoverskud: De er inkorporeret i den globale økonomi på utallige måder. Mange af dem arbejder som uformelle lønarbejdere eller selvstændige entreprenører uden adækvat socialt sikkerhedsnet eller sygesikring. (Hovedkilden til deres vækst er tredjeverdenslandenes indoptagelse i den globale økonomi, hvor billig fødevareimport fra Første Verdens-lande ødelægger det lokale landbrug). De er det sande 'symptom' på, hvad slagord som 'udvikling', 'modernisering' og 'verdensmarked' indebærer: De repræsenterer ikke sørgelige, men hændelige tilfældigheder, men er det nødvendige produkt af den globale kapitalismes inderste logik. Hvem der end bor i Shanghais slumforstæder eller Rio de Janeiros favelas, så er de ikke grundlæggende anderledes end dem, der bebor Paris' banlieues eller Chigacos ghettokvarterer.

Hvis den principielle opgave for det 19. århundredes frigørelsespolitik bestod i at bryde det liberale borgerskabs monopol ved at politisere arbejderklassen, og hvis det 20. århundredes principielle opgave gik ud på at skabe politisk vækkelse hos Asiens og Afrikas vældige landbefolkninger, må den principielle opgave for det 21. århundrede være at politisere - dvs. organisere og disciplinere - slumbefolkningernes 'ustrukturerede masser'.

Ignorerer vi De Udstødtes problem, vil alle de øvrige modsætninger miste deres subversive kant. Økologien vil alene blive gjort til et problem om bæredygtig udvikling, af den intellektuelle ejendomsret vil der kun være en juridisk udfordring tilbage, mens der af biogenetik kun resterer et etisk dilemma. Selskaber som Whole Foods (økologisk delikatessesupermarkedkæde, red.) og Starbucks frekventeres med forkærlighed af liberalt indstillede mennesker, skønt begge ihærdigt bekæmper fagforeninger. Deres trick er, at de sælger produkter med progressivt spin: Man køber kaffe, der er fremstillet af bønner, som er købt over markedsprisen. Man køber en hybridbil, eller handler i butikker, som leverer kvalitetsprodukter til deres kunder (ifølge selskabets egne standarder) etc. Kort sagt: Uden modsætningen mellem De Inkluderede og De Udstødte kan vi meget vel komme til at befinde os i en verden, hvor Bill Gates er verdens humanitære lederskikkelse i kampen mod fattigdom og sygdomme, og Rupert Murdoch er verdens største miljøforkæmper, fordi han er i stand til at mobilisere hundredvis af millioner af mennesker igennem sit medieimperium.

Potentielle proletarer

Til forskel fra det klassiske billede af proletarerne, som "ikke har andet at miste end deres lænker" står vi således ALLE i fare for at miste ALT: Truslen er, at vi reduceres til abstrakte, tomme cartesianske subjekter, som er blevet frataget hele vort substantielle indhold, berøvet vores symbolske substans og har fået vores genetiske grundlag manipuleret, alt imens vi vegeterer i et stadig mere ubeboeligt miljø.

Denne tredobbelte trussel imod hele vores væren gør potentielt os alle til proletarer, og den eneste måde, hvorpå vi kan modvirke virkeliggørelsen af denne proletarisering, er ved at handle præventivt.

Den sande arv fra '68 sammenfattes bedst i slagordet: Soyons realistes, demandons l'impossible! (Lad os være realister - kræv det umulige!). Den sande utopi er troen på, at den eksisterende globale utopi kan reproducere sig selv i det uendelige. Den eneste måde at være sand realist på er ved at forestille os, hvad der inden for dette systems koordinater nødvendigvis må vise sig at være umuligt.

Slavoj Zizek er slovensk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen