Læsetid: 6 min.

'Mit ansvar? Pas dig selv!'

Regeringens stort anlagte konference i Bella Centret om det personlige ansvar havde det hele. Ideologi og underholdning, spin og provokation. Seks ministre og en masse kloge hoveder fra det offentlige og erhvervslivet. Det hele holdt sammen af regeringens sikre refræn om Danmarks fremgang
Kultur
24. maj 2008

Det er politikeren, studieværten og den populære sociolog. Magten, mediet og meningen med det hele. Claus Hjort Frederiksen, Paula Larrain og Henrik Dahl står smilende og småsludrer ved receptionsskranken i Bella Centret. Afslappede, veltilpasse. Det er først på formiddagen, og regeringens konference med temaet Mit Ansvar er så småt ved at blive sat i gang.

Deltagerne - en skønsom blanding af ledende repræsentanter fra den offentlige sektor og det private erhvervsliv - samles ved de små borde. En forsamling uden mislyde. Den diskrete, midaldrende elite - velklædt og selvsikker uden at have behov for at skilte med det. De absolut egnede. De ansvarsfulde. Det er vel derfor, de er her. De styrer Danmark. Det gør Claus Hjort Frederiksen også. Det er ham, der er arkitekt og indpisker bag dagens store arrangement i Bella Centret, hvor han sammen med velfærdsminister Karen Jespersen, kulturminister Brian Mikkelsen, undervisningsminister Bertel Haarder, sundhedsminister Jakob Axel Nielsen og udenrigsminister Per Stig Møller repræsenterer regeringen.

'Det går godt...'

I en af konferencens mange pjecer har beskæftigelsesministeren under titlen Mit Ansvar - Vores Ansvar skrevet en opsang til borgerne: "Velfærdssamfundet er ingen selvfølge. Forudsætningen for velfærd er, at alle, der kan, tager personligt ansvar. Med friheden følger nemlig ansvaret for sig selv og andre."

Kan vi så forstå det? Det vil vise sig. Claus Hjort Frederiksen er kampberedt og veloplagt. Da de mange deltagere er forsamlet i Auditorium 15, er det ham, der entrer talerstolen og byder velkommen. Med et mantra: "Det går godt i Danmark," udbryder han.

Efter sin velkomst går ministeren ned og sætter sig på første række i salen. Ved siden af Bertel Haarder og Jakob Axel Nielsen. Sidstnævnte i midten. Han er en voksen mand og højere end beskæftigelsesministeren, men klemt inde mellem Haarder og Hjort Frederiksen får han alligevel en udstråling som en kæk konfirmand. De to erfarne ministerkollegaer er nogle tunge, alvorsfulde drenge. Måske er det ansvar, de strutter af? De danser ikke. De sidder på spring - hvis noget nu går galt eller nogen siger noget, de ikke skulle have sagt.

Ansvar til børn

Paula Larrain bevæger sig op på scenen. Hun har placeret solbrillerne i hovedbunden. Hun skal introducere formiddagens fire oplægsholdere og mener på linje med beskæftigelsesministeren, at det går udmærket herhjemme. Hun forklarer, at hun er stolt, når hun er på rejse i udlandet og skal fortælle, "hvad Danmark går ud på".

Hvad går Danmark da ud på? Chefredaktør Anne Knudsen, sociolog Henrik Dahl, koncernchef Stine Bossen og sygeplejerske Merete Engell skal give deres bud i forhold til ansvarsdebatten. Anne Knudsen er først og fremmest inviteret i sin egenskab af antropolog. Hun taler om, at vi de fleste steder i dagens samfund lægger ansvaret fra os og overlader besværet til pædagoger, eksperter, coaches, terapeuter og psykologer. Der er en sleben, underspillet sarkasme i tonefaldet.

"Man beder os om at tage barne-ansvar," konkluderer Knudsen. "Et ansvar på linje med den slags, man giver børn. Vi bliver holdt nede i en barndom, hvor vi bliver bedt om at rydde af bordet og muntre os for vores lommepenge."

Henrik Dahl er anderledes. Her er det en sikkert turneret, overbærende og rundhåndet gemytlighed, som hjælper stikpillerne på vej. En professionalisme, der gør det muligt at slippe af sted med utrolige udtalelser. Han taler om sundhed, kost og fedme: "I gamle dage var de fattige magre. I vore dage er de fattige fede."

En strategisk komparativ fordel

Bare rolig. Henrik Dahl har fod på det. Han ved, hvornår han skal holde inde, så det ikke bliver rigtigt farligt, men blot handler lidt diffust om al denne snak om ansvar:

"Den moralske udfordring midt i rigdommen er: Vi skal lære at adlyde os selv."

Paula Larrain er tilbage på scenen. "Corporate Social Responsibility, CSR," siger hun, og alle i salen ved naturligvis, hvad hun taler om. Det er erhvervslivets tur. Stine Bossen på talerstolen - drive, knofedt og et passende stænk bløde værdier. En solstrålehistorie om indvandrerrekrutteringen i Bossens eget firma, TrygVesta.

"Det gav os også en strategisk, komparativ fordel i forhold til konkurrenterne," erindrer koncerndirektøren.

Hun bringer også et glemt og hengemt ord på banen. "Velfærdskommissionen," siger hun - i en bisætning. Husker Claus Hjort Frederiksen mon dén kommission? Sikkert ikke lige nu, hvor vi står midt i den vigtige diskussion om ansvar og alt det der. Men Stine Bossen er også hastigt videre. De ubehagelige velfærdsdiskussioner med alle deres urovækkende konsekvenser må vente til en anden dag.

Af kød og blod

Merete Engell er sygeplejerske og har i flere år arbejdet for Læger Uden Grænser. Efter de tre dygtige og kompetente entertainere er hun det første menneske af kød og blod og med en nøgen skæbne på talerstolen. Darfur, DR Congo, Afghanistan, Niger - det er nogle af de steder, hvor Merete Engell har taget et ansvar og investeret sig selv i hjælpearbejdet for de nødlidende. Det er en hjertegribende beretning, fortalt helt uden salve og selvretfærdighed. Et fattet og anfægtet menneske, som evner at se sine medmennesker direkte i øjnene. At tage tilsyneladende floskler i sin mund og forvandle dem til etik og eksistentialisme:

"Tag det globale ansvar-" lyder det fra sygeplejersken. "Vær indigneret over verdens uretfærdighed. Føl dig forpligtet, fordi du er så heldig at bo i Danmark."

Da hun er færdig, nærmer klokken sig 12. Paula Larrain ved det godt. Ovenpå Merete Engells bekendelser er det pinagtigt at få lirket arrangementet videre.

"Det gør lidt ondt på mig at sige, at der er frokost lige om lidt," meddeler konferencieren spagfærdigt.

Efter den sunde og nærende frokostbuffet fordeler forsamlingen sig i fem symposier, der ledes af hver sin minister. Claus Hjort Frederiksen selv leder ikke noget symposium. Han går rundt og svæver over vandene. Lytter lidt her og lidt der. Han sætter sig på gulvet med ryggen mod væggen i Lokale 18, hvor Brian Mikkelsen har smøget de hvide skjorteærmer op og står i spidsen for et symposium med titlen 'Kultur - Vision og værdier'. Kulturministeren indleder symposiet, hvor Pia Kjærsgaard, Morten Hesseldahl og Knud Romer Jørgensen sidder i panelet.

Hvilket mod?

Ministeren taler om det prægtige foreningsdanmark og om det personlige ansvar hos både kunstnere og frivillige håndboldledere. Han taler om vigtigheden af kulturarven.

"Hvis vi ikke kan skue tilbage, kan vi heller ikke se fremad," slår kulturministeren fast.

Efter denne svada kommer paneldeltagerne vidt omkring. Ansvarssynsvinklen kan anvendes til alting og ingenting, og Pia Kjærsgaards indlæg handler meget om forholdet mellem Dansk Folkeparti og de danske kunstnere:

"Der er temmelig mange kunstnere, der ser det som en mission i sig selv at være modstandere af Dansk Folkeparti," siger hun. "Der er ikke meget mod forbundet med at turde kritisere regeringen og Dansk Folkeparti. Den hollandske filmproducer Theo van Gogh betalte med livet, da han vovede at kritisere islams dogmer. Han turde tage ansvaret for demokratiet i Holland. Han burde være et forbillede - også for danske kunstnere og forfattere."

Forfatteren Knud Romer Jørgensen ser derimod ud til at være dagens udpegede provokatør. Han kan sikkert sige nogle knubbede ord om regeringen og konferencens mærkværdige blanding af ideologi og varm luft, af pop og spin. Det kan han.

Facitlisten

"Samfundet er indrettet på, at man skal arbejde og betale skat. Resten tager det offentlige sig af. Magten er en ostekage, og Venstre er efterhånden bare et mere umenneskeligt og grådigt Socialdemokrati. Den værste af to verdener. Denne konferences konklusion er allerede skrevet, og den ligger på en harddisk i Beskæftigelsesministeriet. Mit ansvar? Pas dig selv," vrænger Romer Jørgensen.

Det er på tide, kulturministeren får afsluttet symposiet.

"Der er hele tiden en kulturværdikamp i det danske samfund. Et opgør med en slags kulturrelativisme, som der er hos nogen," understreger han.

Det er ved at blive midt på eftermiddagen, og deltagerne samles atter i Auditorium 15 for at runde konferencen af. Claus Hjort Frederiksen får det sidste ord:

"Vi sidder ikke med facitlisten, og jeg håber nu på en bred og fordomsfri debat."

Hvor? Spørgsmålet hænger i luften og skriger, og beskæftigelsesministeren er der som en mis:

"Debatten fortsætter på hjemmesiden mitansvar.dk."

refleks@informaiotn.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Jo mindre ånd, jo mindre angst." Søren Kierkegaard

Det er utrolig hvad de tør (-klæde?!;-); markedsfascismens grå bureaukrater, og magtsyge spidsborgere/småborgere ... grrrrrrrrrrrr

Jo lad os da få noget mere ansvar, men det lader det dog ikke til at vi får.
Forleden dag var der fx. en sodavandfabrikant der annoncerede at de ville lave flasker der var 20 % mere i for de samme penge.

Godt nok ikke, så skulle man jo forvente at regeringen ville mene, at det var op til folk selv at styre deres sodavandsforbrug. Personligt ville jeg nok mene, at jeg kunne finde ud af det.

Men næææ nej, knapt nok, er dette blevet kendt før hele det officielle Danmark i form af råd, nævn, tænketanke, sundhedseksperter, folketingpolitikere, sundshedordstyrere læger etc. går i totalt selvsving og kræver forbud og kontrol. Der er ikke noget med personligt ansvar her.

Det er jo et lille eksempel, men det kendtegner regeringen, at den simpelthen blander sig i stort og små. Og ikke overlader noget til vort eget personlige ansvar.

Den sprøjter love og regulativer ud, opretter råd og nævn i lange baner og aldrig aldrig i landets historie har smagsdommere haft det bedre. Hvilket ovenævnte også er et godt eksempel på.

Du kan squ dårligt slå en fis i Danmark uden at du overtræder et regulativ eller en lov eller at du skal indberette det til en offentlig myndlighed.

Så det der med personlig ansvarlighed, må skulle læses som værende personlig ansvarlig overfor staten, ikke at der er tiltænkt en enkelte frihed til at være personlig ansvarlig overfor sig selv.

Per Thomsen

”Pia Kjærsgaards indlæg handler meget om forholdet mellem Dansk Folkeparti og de danske kunstnere:

"Der er temmelig mange kunstnere, der ser det som en mission i sig selv at være modstandere af Dansk Folkeparti," siger hun. "Der er ikke meget mod forbundet med at turde kritisere regeringen og Dansk Folkeparti. Den hollandske filmproducer Theo van Gogh betalte med livet, da han vovede at kritisere islams dogmer. Han turde tage ansvaret for demokratiet i Holland. Han burde være et forbillede - også for danske kunstnere og forfattere."

Er det ikke efterhånden ikke ved at blive lidt ensformigt med ham der Theo van Gogh, der skal fremhæves i tide og utide?

Der må da findes andre nazistiske martyrer Pia Kjærsgaard kan pege på så vi kan få lidt variation i debatten. Pia Kjærsgaard vil eksempelvis kunne pege på et utal af tyske helte og skønånder, der har ofret livet i den ædle kamp mod de ”racefremmede”…

Tak til per Thomsen for at fremhæve et yderst kritisk felt i Dansk Folkepartis felttog mod ytringsfriheden. Førts tog de Ole Sippel og Jens Nauntofte på DR tilbage i 2002. Så tog de en række prominente journalister gennem Radiorådet.

Efter at have sikret alle betydende medier for DFs værdier er turen nu kommet til at lukke munden på de kunstnere, der er bare en lille smule afhængige af finansloven.

Hmm, det er vist på sin plads med en lille enkel parafrase: "Der er hele tiden en kulturværdikamp i det danske samfund. Et opgør med en slags markedsfundamentalisme, som der er hos nogen".

Og "Vi sidder med facitlisten, og jeg håber nu på en smal og fordomsfuld debat."

Lige for at skære igennem spinnet..