Læsetid: 9 min.

Balkans tabte uskyld

Revitalisering. Kan man polere det belastede navn Balkan, så det igen bliver skinnende rent som en almindelig stedsbetegnelse?
Luk øjnene og sig 'Balkan', opfordrer den kroatiske forfatter Slavenka Drakulic til og forudser, at det næppe er det smukke blå Adriaterhav, der toner frem, men snarere ligene fra Srebenicas massegrave, krigsforbrydere som Ratko Mladic, grædende kvinder i hovedtørklæder eller ansigtet af en skeletlignende ung mand, der kigger ud igennem pigtråden i en serbisk kz-lejr.

Luk øjnene og sig 'Balkan', opfordrer den kroatiske forfatter Slavenka Drakulic til og forudser, at det næppe er det smukke blå Adriaterhav, der toner frem, men snarere ligene fra Srebenicas massegrave, krigsforbrydere som Ratko Mladic, grædende kvinder i hovedtørklæder eller ansigtet af en skeletlignende ung mand, der kigger ud igennem pigtråden i en serbisk kz-lejr.

22. maj 2008

Jeg bryder mig ikke om stednavnet 'Balkan'.

Hvorfor ikke? Er navne ikke neutrale og i en vis forstand uskyldige? Må deres betydning ikke afhænge af, hvordan vi bruger dem og i hvilke sammenhænge?

Eller er stednavnet 'Balkan' måske en slags supermarked, hvor forskellige mennesker vandrer rundt og fylder deres indkøbskurve med betydninger, der allerede er udstillet på hylderne? Hvilke særlige grunde har jeg i så fald til at blive ilde til mode over dette specifikke navn. Trods alt er navnet på et geografisk område ikke som navnet på en person, man kan synes om eller ej ...

Hertil må jeg svare, at jeg har en bestemt grund, ja en gyldig grund, til min modvilje: Jeg har oplevet stednavnet 'Balkan' få nyt liv igennem verbet 'at balkanisere' - og sammen med tusindvis af andre har jeg måtte døje med konsekvenserne af denne forvandling.

Vi har alle hørt om balkaniseringen af Sovjetunionen. Ofte støder jeg i aviser på en overskrift à la "Kenyas Balkanisering" eller "Washington støtter en balkanisering af Bolivia". For nylig læste jeg i en bog af Ryszard Kapuscinski om Afrika følgende betragtning: "Afrikaneren er velbevandret i stammefjendskabernes geografi, som har så fatale konsekvenser som dem, vi kender fra vore dages Balkan."

Og slår man op i Google, finder man 277.000 opslag om 'balkanisering', der i Wikipedia defineres således: "'Balkanisering' er et geopolitisk begreb, som i sin oprindelige betydning beskriver en stats eller regions fragmenterings- eller delingsproces i mindre regioner og stater, der ofte er hinanden fjendtligt stemt (...). Begrebet bruges også til at beskrive andre former for opsplittelse, herunder internettets opdeling i mindre enklaver (...) 'Balkanisering' bliver undertiden brugt om de indbyrdes uoverensstemmelser, der over tid er vokset frem mellem programmeringssprog og filformater (...) Begrebet bruges også i amerikansk byplanlægning om den proces, der fører til oprettelse af gated communities (...) Stigende støtte til skotsk uafhængighed fik i januar 2007 Gordon Brown til at advare imod en 'Balkanisering af Storbritannien'."

Definitionen i Merriam-Websters ordbog føjer til, at 'balkanisere' er et transitivt verbum, hvis synonymer er at dele og at opsplitte.

Vender vi tilbage til min supermarkedsmetafor, er det forskelligt, hvad man finder i sin indkøbskurv. Det afhænger af, hvor man køber ind. Hvis man handler i 'Vesten' eller 'Europa' (disse betegnelser er selv supermarkeder, der er bristefærdige af betydningslag), bliver ens forståelse - for nu at sige det meget enkelt - at Balkan er det, som Europa ikke er. Pyt med geografien, for ofte befinder de egentlige grænser sig ikke i landskabet, men i menneskers bevidsthed. For en nulevende voksen person er det sandsynligvis tv-billederne fra forrige årtis krige, som træder frem i erindringen. Hvis De for et øjeblik lukker øjnene og siger "Balkan", vil De formentlig tænke på strømme af flygtninge, grædende kvinder i hovedtørklæder, Vukovars ruiner. Og lig ... mængder af lig. Eller på Christiane Amanpour fra CNN, der rapporterer fra scener af tragedie og ødelæggelse. Måske vil De også komme i tanker om tal (de over 7.000 muslimske mænd og drenge, der blev nedmajet i Srebrenica, de 60.000 kvinder, der blev voldtaget, de 200.000, der mistede livet i Bosnien, de 10.000 børn, der blev såret osv.). Eller hvis De ikke har tal præsent, vil De måske stadig huske ansigter, især ansigtet af den skeletlignende unge mand, der kigger ud igennem pigtråden i en serbisk kz-lejr. Eller hvad med ansigterne af krigsforbrydere såsom Ratko Mladic, en langhåret Radovan Karadzic eller Slobodan Milosevic ...?

Selv tænker jeg på en pullover, en hvid, håndstrikket pullover med røde pletter: Den tilhører faderen til en lille pige, som blev dræbt af granatsplinter. Da han holdt sin piges lille døde krop i sine arme, plettede hendes blod hans pullover, som han stadig havde på, da et kamerahold fra CNN filmede ham en halv time senere.

Hvem kan bebrejde nogen, hvis de tænker på alt dette, når de hører stednavnet Balkan? Nogle vil måske også tænke på Adriaterhavets ekstraordinære blå farve eller på Balkan-køkkenets udsøgte delikatesser. Eller på en strand med fine hvide småsten, som de besøgte med deres forældre i 1960'erne, da alting var helt anderledes. Men jeg er alvorlig bange for, at siden dette besøg i disse idylliske landskaber har opfattelsen af Balkan som en zone, der ligger uden for Europa, bidt sig fast.

For 10 år siden udkom Maria Todorovas bog Imagining the Balkans, og henledte i endnu højere grad opmærksomheden på, at vi i tilfældet Balkan har at gøre med "imaginær geografi", som det hedder med et udtryk af Edward Said. Som Todorova forklarede, er 'Balkan' et gammelt navn (det tyrkiske navn for Stara Planina-bjerget i Bulgarien), men et ret nyt udtryk, der først blev almindeligt fra begyndelsen af det 20. århundrede, da en form for 'litterær kolonisering' langsomt forvandlede Balkanhalvøen til det dystre og farlige, men også eksotiske sted, vi siden har lært at kende. Adskillige vestlige forfattere medvirkede i denne proces fra Rebecca West til Agatha Christie, fra Bram Stoker til Karl May. Langt senere kom så erindringer fra politikere som David Owen og Richard Holbrook eller 'rejsebøger' fra forfattere som Robert Kaplan og Peter Handke. Balkan blev et sted, hvor mytologi hersker over historie, og som er beboet af vilde og eksotiske mennesker, for hvem blodets og tilhørsforholdets bånd er de vigtigste værdier i verden, og hvor konflikter og religiøse krige bestandig ulmer under overfladen med kronisk usikkerhed til følge.

Det er ikke så sært, at de mennesker, som bebor dette rum, har let ved at blive fanget af de negative fordomme om sig selv. De, dvs. vi, bryder sig ikke meget om at høre et sådant rum til, og følgelig stræber vi af al magt efter at slippe ud af dette Balkan.

"Balkan - det er de andre!" som den slovenske sociolog Rastko Mocnik så præcist har udtrykt det, og selvsagt ser vi alle, slovenere, kroatere, serbere osv., stadig længere imod øst for at finde det rigtige Balkan, efterhånden som den symbolske grænse forskydes fra Wiens Südbahnhof til Triest og Ljubljana, så til Zagreb og Sarajevo og derfra videre til Beograd og endnu længere sydøstover til Pristina. Ingen grænse i verden er så fleksibel, og det er fordi, denne grænse slet ikke er virkelig, den er indbildt.

Todorovas analyse af historien om det negative Balkan-billede er lærerig. For øvrigt nævner hun mit navn blandt de forfattere, som udnytter det negative billede ved at bruge udtrykket 'balkanisere' som transitivt verbum, og det må jeg jo indrømme: Det har jeg gjort.

Vi kan imidlertid ikke bare afvise de negative forestillinger med henvisning til, at de kun er indbildte. De seneste krige forstærkede unægtelig billedet af Balkans mentale landskab som et rædslens og splittelsens sted. Ydermere er grænserne nu trukket, og de er ikke længere symbolske, men reelle, og aftegnet i blodets klare, røde farve.

Hele historien om Balkan som det substantiverede udsagnsord ('balkanisering') er så meget desto mere smertelig for mig som forfatter, fordi der forud for de virkelige krige blev udkæmpet 'krige på ord'. Jeg var selv vidne til, hvor stor skade ord kan anrette. Ingen krig opstår bare af sig selv. Det kræver i reglen en periode med propaganda som psykologisk forberedelse til at dræbe. Det er i reglen mennesker fra kulturens, uddannelsesinstitutionernes og mediernes verden - dvs. intellektuelle, forfattere, professorer, kunstnere og naturligvis journalister - som får betroet denne opgave af regimet (hvilket for øvrigt burde tjene os som en påmindelse af, at kulturen og kultiverede mennesker ikke nødvendigvis og pr. definition altid er en positiv kraft i et samfund - husk på, at Karadzic er digter og Dobrica Cosic romanforfatter).

Men lad os en gang overveje: Efter alle disse år, 17 siden krigens begyndelse, 13 siden dens afslutning, er en ny generation vokset op, ikke blot i Balkan, men også i Vesten. Hvad ved de? Hvad kender denne nye generation til Balkan ud over klicheerne? Her må jeg indrømme, at jeg har et problem med vesteuropæere. Efter alle disse år, har jeg mistanke til, at folk simpelt hen ikke ønsker at forstå, hvordan det alt sammen gik til ... Det er for kompliceret, indvender de typisk.

Først tænkte jeg, at det blot er dovenskab, der afholder dem fra at indprente sig historiske kendsgerninger, men efter at have fået stillet samme spørgsmål igen og igen, har jeg ændret opfattelse. Det ser for mig nu ud til, at de frygtelige tv-billeder fra krigene på Balkan fungerer som en uhyre effektiv undskyldning for, at man ikke vil forstå os. Vi folk fra Eksjugoslavien og vores krige kan ganske enkelt ikke forstås, fordi vi er så helt anderledes. Så i realiteten fungerer disse billeder og erindringer altså som en form for skjold. Hvis europæerne derimod sagde, at vi forstår disse rystende begivenheder, ville det betyde, at de var ligesom os, eller i at de i al fald lignede os. Det er lettere at forkaste denne mulighed og opretholde en sund og nødvendig distance til naboerne på Balkan (idet vi husker på, at Balkan er det, Europa ikke er).

Som om Vesten var et ubesmittet territorium, der var gået fri af ondskabens mærke ... Som om de europæiske nationalstater eller deres revolutioner ikke også blev født i blod ... Som om Auschwitz ikke fandt sted ... Javel, men kan man så ikke hævde, at det i det mindste var mere elegant. I udryddelseslejren var der jo ikke blod, ikke knive, ikke nedslagtninger, ingen synlig brutalitet. Men hvad så med billederne af udtærede lig? Vel husker vi dem, men de er trængt ned i dybere lag af hukommelsen, for der skal jo trods alt være plads tilovers til de seneste rædsler såsom dem fra Bagdad og Abu Ghraib. Der er trods alt grænser for, hvor meget man kan rumme. Der bør være en rædselskvote, et punkt hvorefter volden mister sin betydning. Hvilket får mig til at tænke på, hvor længe tyskerne var om at gøre sig fri af fordommene om deres effektive folkemordsmaskineri, og forestillingen om, 'vi adlød blot ordre', er en indgroet mentalitet i den tyske folkekarakter. Her er der måske grundlag for håb på længere sigt. Det er trods alt kun 13 år siden, krigene på Balkan sluttede, og det er jo ikke så længe, vel?

På den anden side, hvis stednavnet Balkan efter ni årtiers løb kan koges ned til betydningen af det transitive verbum 'at balkanisere', hvor lang tid vil det så ikke tage at rulle dette tilbage? Kan man polere navnet Balkan, så det igen bliver skinnende rent som et almindeligt stednavn? Her tror jeg, at vi - alle os fra Eks-jugoslavien - må erkende, at vi vitterligt bidrog til at revitalisere balkaniseringen som begreb, fordi verbalformen blev indført med vores hjælp, da vi (ikke andre, ikke udlændinge) udkæmpede 1990'ernes krige imod hinanden. En sådan erkendelse kunne blive begyndelsen til en forandring, til en renselse og oppolering. Vi bør gør det for vores egen skyld. For at sætte os selv i stand til ikke længere at føle skam over stednavnet Balkan.

Dette navns uskyld er dog tabt for evigt og 'balkanisere' vil utvivlsomt blive stående i Merriam-Websters og alle andre ordbøger. Og dog bør Balkan have mange betydninger og associationer knyttet til sig, ikke kun én. Således er kulturernes og landskabets mangfoldighed og skønhed. Således er de gode bøger og de enkelte kunstarter. Men hvorledes skaber man det positive billede? Selvfølgelig på nøjagtig samme måde, som det negative billede blev skabt i første instans: med ord og billeder, gennem kunst, kultur og medier.

Slavenka Drakulic er kroatisk forfatter. På dansk foreligger bl. a. 'De ville ikke gøre en flue fortræd' © Slavenka Drakulic og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu