Læsetid: 2 min.

Bananen ud af grotten

Rektoren for Københavns Universitet har formuleret en sætning, som kunne ryge direkte i 'Bevingede ord'... hvis han dog blot ville forklare, hvad den betyder
Rektorens udtalelse fik Bagsiden til at tænke på aber og bananer.

Rektorens udtalelse fik Bagsiden til at tænke på aber og bananer.

Fayez Nureldine

9. maj 2008

Det er ikke så meget det, at rektor Ralf Hemmingsen er begyndt at sælge professortitler på markedet for højeste bud. Det har man såmænd gjort ovre i Amerika i mange år, og der har man verdens klogeste videnskabsmænd. Så det mest interessante i den forbindelse er vel, om man kan få mængderabat, hvis man køber f.eks. 12 professorer ad gangen samt hvad de så koster - henholdsvis med og uden moms.

Nej, det gebommerlige er mere det, at Ralf Hemmingsen med hele sin autoritet som rektor for Københavns Universitet i den forbindelse har udtalt følgende:

"Når man har stukket bananen ind i grotten, så bliver den derinde!"

Vel at mærke uden at forklare ordentlig, hvad det egentlig betyder. Det er tarveligt! Godt nok kommer han med en forblommet forklaring om, at firmaer ikke kan trække pengene tilbage, hvis de har købt en professor, der senere viser sig at være et fejlkøb.

Gul og grøn

Men det kan jo ikke passe, at det bare betyder noget så enkelt, når man betænker, at Ralf Hemmingsen selv har studeret i mange år og tilmed har vundet en guldmedalje i psykiatri.

Idiomet må nødvendigvis have en dybere, en intellektuel betydning, for ellers var rektor ikke rektor for et helt hovedstadsuniversitet. Det vil umiddelbart være logisk - zoo-logisk - at fortolke sætningen på linje med udtryk som 'dyt i bamsen' og 'stær i kassen', men så plat er rektor selvsagt ikke. Glem det! Ralf Hemmingsen er psykiater, ikke freudianer.

"Når man har stukket bananen ind i grotten, så bliver den derinde!"

Ja, man kan spekulere sig gul og grøn over, hvad det kan betyde, og måske er det ikke engang en sandhed, for hvorfor gå ud fra som givet, at bananen bliver derinde? Det kan da godt være, den ikke gør.

Nobelprisen

Filosofisk kan man ikke udelukke, at den pludselig kommer ud. Måske den selv gerne vil blive inde i grotten, men det er langt fra sikkert, at dem inde i grotten vil have, at den bliver. Så smider de den da ud. Sætningen har alligevel et eller andet over sig, som gør den svær at slippe, når man først har fået den ind i hovedet. Faktisk har den en kvalitet, som vil gøre den selvskrevet til optagelse i opslagsværket Bevingede ord.

Men det kræver altså, at rektor kommer ud af busken med en forklaring. Nu! Hvorfor er det en banan og ikke en appelsin eller en kiwi eller en mango?

Vi afventer svarene, og hvis Ralf ikke selv kan eller vil forklare, kan vi måske købe en god, brugt professor af ham, som kan. Nobelprisen vinker forude - medmindre det da også er en, man skal betale penge for. Det er der ikke plads til på Bagsidens budget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu