Læsetid: 2 min.

Becker ud, nazister ind

En nyindviet 'æreshal' for tyske sportshelte kritiseres for at medtage fem nazistiske idrætsfolk på bekostning af stjerner som Boris Becker, Steffi Graf og Michael Schumacher
Kultur
10. maj 2008

BERLIN - Tysklands sportslobby er blevet genstand for furore efter at have indviet en Ruhmeshalle (æreshal), der hædrer fem tidligere fremtrædende medlemmer af Det Tredje Riges nazistparti, men undlader at hædre så lysende nyere navne som den flerdobbelte formel-1-verdensmester Michael Schumacher eller tennislegenden Boris Becker.

Mindesmærket for de 40 tyske sportshelte er blevet etableret af det tyske idrætsforbund, Deutsche Sporthilfe, ved hjælp af donationer fra erhvervslivet og blev indviet tidligere på ugen af Tysklands præsident, Horst Köhler. Formålet er at anspore den tyske ungdom til nye sportslige udmærkelser. Nu har de tyske medier i stedet omdøbt projektet til Halle der Schande (skamhallen') på grund af juryens beslutning om at inkludere personer som Nazitysklands fodboldtræner, Sepp Herberger, i sit mere tvivlsomme end skønsomme udvalg af Tysklands ypperste sportsfolk. Andre sportskoryfæer med DNSAP-fortid tæller Josef Neckermann, der var OL-mester i dressurridning og som skabte sig en millionformue på det postordrefirma, han grundlagde i nazitiden, Willi Daume, et tidligere medlem af Tysklands Internationale Olympiske Komité og cykelrytteren Gustav Kilian.

Formanden for Sporthilfes bestyrelse, Hans Wilhelm Gäb, har reageret med vrede ved at anklage journalisterne for "ikke at forholde sig til fakta", og Sporthilfes talsmand, Hans Joachim Eltz, har pointeret, at "sporten ikke er bedre end det øvrige samfund", og at de pågældende fem efter naziregimets fald udmærkede sig som gode medborgere. I Ruhmeshalle er dog kaptajn for Tysklands fodboldverdensmestre i 1974, Franz Beckenbauer, og seks andre nulevende tyske sportshelte, men Boris Becker, som vandt Wimbledon tre gange, Steffi Graf, som vandt samme turnering syv gange, den måske største formel 1-kører i historien, Michael Schumacher, der vandt VM syv gange, har ikke fundet nåde hos bedømmelsesudvalget.

Gäb insisterer på, at det oprindeligt kun var meningen, at døde sportshelte kunne optages, men han havde ingen forklaring på, hvorfor Beckenbauer og de seks andre alligevel er kommet med. Udvalget er også blevet kritiseret for kun at optage én enkelt sportspersonlighed fra DDR, der ellers var en veritabel sportssupermagt, og for kun at have tre kvinder med. Det hører dog med i billedet, at Sporthilfes Ruhmeshalle også har fundet plads til to af naziregimets ofre: Cykelrytteren Albert Richter, som vakte Hitlers raseri ved at nægte at trække i en trøje med hagekors på, og bryderen Werner Seelenbinder, som blev myrdet af nazisterne i 1944 på grund af sine kontakter til den kommunistiske modstandsbevægelse.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her