Norge har verdensrekord i bestyrelseskvinder. Siden den 1. januar 2008 skal 40 procent af bestyrelsesposterne i de såkaldte asa-selskaber nemlig være besat af kvinder. Men det er lettere sagt en gjort, mener Geir Aune, bestyrelsesformand i Ocean Rig. I hvert fald hvis man bliver inden for Norges grænser.
"Vi har brugt et internationalt rekrutteringsbureau for at finde højt kvalificerede kvinder, så vi har fået meget god kvalitet på vores bestyrelsesmedlemmer. Men der er mange selskaber, der ikke har taget det så alvorligt og nærmest fyldt op med, hvad man kunne få i Norge," siger han.
Ocean Rig, der ejer to af verdens største boreplatforme, var tre måneder efter, at loven trådte i kraft,en af de 12 virksomheder, der stadig manglede bestyrelseskvinder og blev truet med tvangsopløsning. Men aftalen med to højt profilerede erhvervskvinder fra henholdsvis Frankrig og Storbritannien - to kvinder med masser af bestyrelseserfaring - ordnede sig.I Norge er der kun en meget lille gruppe kvinder, der har tilstrækkelig erfaring fra ledende managementpositioner, der gør dem kvalificerede som bestyrelsesmedlemmer, siger Geir Aune, og udbryder så, at det ikke er politisk korrekt at være uenig i loven. Derfor har mange rekrutteret bestyrelseskvinder især fra Sverige, men også fra de andre nordiske lande som f.eks. Danmark. Kvinder, der allerede sidder i en bestyrelse i deres hjemland og har erfaring.
"Ingen erhvervsorganisationer eller ledere har turdet at udtale sig negativt. Det bunder i, at man i Norge i høj grad mangler respekt for kundskab, erfaring og kompetence. Det er det, der gør, at sådan noget er muligt."
Men de kvindelige norske bestyrelsesmedlemmer vakler ikke: "Jeg har valgt ikke at tænke på, at jeg muligvis er blevet kvoteret ind. Jeg har valgt at tænke på, at de har valgt mig fordi jeg har en kompetence, som er interessant. Og jeg har aldrig følt, at nogen har taget mig mindre seriøst end mine mandlige kolleger," siger Nini Høegh Nergaard, der er jurist, professionel bestyrelseskvinde og bl.a. bestyrelsesformand i Opak A/S.
Nini Høegh Nergaard, der fik sin første bestyrelsespost for tre år siden gennem sit mandlige netværk, er desuden bestyrelsesmedlem i fire andre virksomheder, to er omfattet af den nye lov, og hun mener, at de, der sidder i norske bestyrelser er kompetente til det - uafhængig af køn.
Ja, vi er kvoteret ind
Da den daværende erhvervsminister og tidligere erhvervsmand Ansgar Gabrielsen i 2002 pludselig krævede, at der pr. 1. januar 2008 skulle sidde 40 procent af hvert køn i bestyrelserne, var det, som en bombe i det norske samfund. Selvom det kun gjaldt godt 600 af de største børsnoterede virksomheder i Norge.
Ud af de ialt 611 påvirkede virksomheder var der 470 virksomheder uden en eneste kvinde i bestyrelsen. Det betød, at der skulle 800 flere kvinder til. Den norske investor Riulf Rustad advarede kvinderne mod at kaste sig ud i bestyrelseseventyret og spåede, at op til 70 procent af de nye kvinder, der kom ind i bestyrelserne, hurtigt vil være på vej ud igen, fordi de mangler ledererfaring. Normalt rekrutterede man folk fra erhvervslivets top - og der sidder mændene.
Den største modstand kom fra kvinderne selv. Profilerede unge kvinder fra Ansgar Gabrielsens eget parti, det borgerlige Høyre, rasede og nægtede at blive kvoteret.
Erhvervslivet frygtede, at udenlandske investorer ville trække sig ud af landet, mens andre frygtede, at kvinderne i bestyrelserne ville ende som rene selskabsdamer. Alt sammen på grund af manglende kompetencer.
Men det er der stort set ingen, der taler om længere, fortæller Nini Høegh Neergaard.
"Nu er loven vedtaget, det er gældende ret, og det må man forholde sig til lige så loyalt, som man forholder sig til al anden lovgivning," forklarer hun.
Det erfarne bestyrelsesmedlem Eli Sætersmoen ved godt, at hun er kvoteret ind i nogle af de bestyrelser, hun sidder i.
"Det tager jeg med knusende ro. Jeg har det sjovt med det, jeg laver, og kvotering er noget som sker med en gruppe, ikke med enkeltpersoner. Hvis vi kvinder ikke var blevet kvoteret ind, så ville det have taget meget længere tid," siger hun til kk.no. Lige som den tidligere Høyre-minister Kaci Kullman Five, der sidder i bl.a. Statoils bestyrelse, har sagt, at hun håber, kvoteringsloven vil give hende flere bestyrelseskolleger af samme køn. Noget hun ellers har måtte vente længe på.
"Uden loven ville vi nok have en 17-18 procent kvinder i bestyrelserne, og væksten ville ligge på en til to procent om året. Men vi har også set, at antallet kvinder er stagneret i en del andre lande," siger Marit Hoel, leder Center for Corporate Diversity, der blandt andet arbejder med at synliggøre bestyrelseskvinders kompetencer. Hun peger på, at der i Storbritannien er 14,5 procent kvinder i bestyrelserne, i Spanien er tallet fire procent og i Italien er det kun to. Danmark, der ligger tredjesidst i EU, når det gælder kvindelige erhvervsledere, er oppe på 5,6 procent.
Gutte-klubben
Alligevel har Nini Høegh Nergaard et ambivalent forhold til loven.
"Det er rigtigt og fornuftigt at have en kønsbalance i arbejdslivet, fordi jeg tror, at kvinder og mænd repræsenterer forskellige ståsteder i en debat, som gør den bredere. Men når man indfører en lov, som rækker så vidt, som den gør i Norge, går man langt ind i ejernes råderet," siger hun og peger på, at også private virksomheder er omfattet af loven.
Det er det, erhvervsmanden og publicisten Trygve Hegnar hele tiden har kritiseret loven for.
"Det er helt logisk, at de, der ejer noget, altså de, der har pengene i selskaberne, også skal have lov til at bestemme, hvem der skal forvalte deres penge. Det vil sige, hvem der skal sidde i bestyrelserne," siger Trygve Hegnar, der peger på, at cirka 300 asa-selskaber i de seneste år er blevet omdannet til as-selskaber, der ikke er omfattet af loven.
Men igen, loven har utvivlsomt haft stor effekt, mener Nini Høegh Nergaard. Når man får et lovkrav, viser det sig, at der er mange kompetente kvinder, der ikke tidligere er blevet spurgt.
Tidligere rekrutterede man i høj grad fra de meget synlige toplederstillinger. Nu er mange kvinder taget direkte fra mellemlederlaget uden om toplederniveauet.
Det har også gjort rekrutteringen sværere, fordi mellemlederlaget ikke er så profileret, påpeger Nini Høegh Nergaard.
Samtidig er der også en del kvinder, der er gået igen på bestyrelsesposterne.
"Det gælder især de store, tunge erhvervskvinder, og det er uundgåeligt for de har erfaring, og det er den, mange kvinder mangler," siger hun.
De, der har været hurtigst ude med at rekruttere kvindelige topledere til deres norske selskaber har været de internationale virksomheder, påpeger Marit Hoel fra Center for Corporate Diversity:
"De er globale og vant til at lede efter kompetencer i hele verden. De har været ude efter de bedste, de er ikke interesserede i den nordiske kønsdebat om feminisme og rettigheder, i stedet går de lige lukt ind i kompetencemarkedet."
Kvinder glemmer historien
Faktisk troede man slet ikke, at der ville være nok kvalificerede kvinder til at fylde de 40 procent.
Men alle virksomheder har opfyldt loven, pointerer Morten Huse, professor ved Institutt for innovasjon og økonomisk organisering på Handelshøyskolen BI i Oslo, der har forsket i bestyrelser og kompetencer. Han mener ikke, at kvinderne mangler kvalifikationer, heller ikke selvom nogle virksomheder har skaffet kvindelige bestyrelsesmedlemmer fra udlandet.
Ifølge nye tal fra Statistisk Sentralbyrå har kvinderne trukket uddannelsesniveauet i bestyrelserne op. Og når de sidder i bestyrelserne vil de også snart havne i direktionerne: "Unge kvinder, der mener, at de ikke vil kvoteres ind på deres køn glemmer historien, der ligger bag. Nemlig hvor meget de lærer ved at blive kvoteret ind. De her kvinder er blevet vurderet langt hårdere end mange af deres mandlige kolleger, og jeg mener ikke, der er noget som helst problem i forhold til deres kompetencer. Det, kvinderne mangler, er erfaring, og den får de undervejs," siger Morten Huse, der omvendt mener, at bestyrelserne på grund af kvindekvoterne har fået øget bevidsthed om, hvilke kompetencer, man gerne vil have - noget, de tidligere har manglet.
Men hvorfor går det så langsomt i Norden med at skaffe kvinder ind i topledelserne? Træghed, modstand på forskellige måder, lyder Morten Huses forklaring. "Man har arbejdet målrettet med at rekruttere kvinder, at lære dem op, at få dem ind i forskellige forløb for at få kvinder til tops i erhvervslivet."
"Jeg har holdt foredrag i Holland, Tyskland, Sverige, Italien og Schweiz, og alle disse steder har der været fokus på målrettet oplæring af kvinder, men man har ikke set resultater. I England og USA har man set en udvikling, men ikke her. Det må ligge i kulturen og i forholdet mellem mænd og kvinder i samfundet. Så selv om jeg ikke troede så meget på det, så tænker jeg alligevel, at der må være et vist glasloft her, som er knyttet til kulturen," siger han.
