Læsetid 5.6714285714286 min.

'Som bevægelse er kibbutzen et forladt kapitel'

I 50'erne og 60'erne var der på den danske venstrefløj stor fascinationen af den 'socialistiske' jødiske stat, Israel og kibbutz-bevægelsen. Senere meldte skammen sig over, at man havde overset et fordrevent palæstinensisk folk. I dag er det kun rejsebureauer, der formidler ophold i kibbutzerne -unge vesterlændinge arbejder ikke længere solidarisk med kibbutznikkerne, men installeres i moderne turist-ressorter
Med hakke, skovl - og skyder. Accepten af Israels ret til at forsvare sig var vidtgående blandt venstreorienterede unge langt op i 1970-erne. For Morten Thing byggede den på troen på at Palæstina havde været et land uden folk, inden jøderne kom til. Først senere gik det op for ham, at der havde været en palæstinensisk befolkning, som var blevet fordrevet.

Med hakke, skovl - og skyder. Accepten af Israels ret til at forsvare sig var vidtgående blandt venstreorienterede unge langt op i 1970-erne. For Morten Thing byggede den på troen på at Palæstina havde været et land uden folk, inden jøderne kom til. Først senere gik det op for ham, at der havde været en palæstinensisk befolkning, som var blevet fordrevet.

9. maj 2008

I den kibbutz, hvor kulturhistoriker Morten Thing boede fra 1965-66 lå en forladt landsby. Det var før, Danmark og Vesten begyndte at tale om et palæstinensisk folk.

"Vi kaldte den bare araberlandsbyen. Senere skammede jeg mig over, at jeg aldrig spurgte til den landsby. Vi gik i skole i kibbutzen, hvor vi lærte hebraisk og fik fortalt historien om, at Palæstina var et land uden folk, og jøderne var et folk uden land, og så var intet vel mere naturligt, end at bygge en jødisk stat der," fortæller Morten Thing. Han - og mange andre på venstrefløjen og i fagbevægelsen - var fascineret af det, der lignede opbygningen af en socialistisk jødisk stat med kollektivlandbrug, et stærkt arbejderparti og en ditto fagbevægelse. Den anti-sovjetiske venstrefløjs svar på den socialistiske utopi.

"Min begejstring for kibbutzbevægelsen og ideen om en socialistisk jødisk stat varede ved under seksdageskrigen i 1967. Det var stadig en udbredt holdning på venstrefløjen, at Israel havde ryggen mod muren og kunne blive udslettet, så vi var meget stolte over, at de vandt krigen. For mig gik der først hul på det et år senere, da jeg talte med nogle folk på mit kollegium i Danmark, som vidste meget mere om historien end jeg. Den aften gik det op for mig. Palæstina var ikke et land uden folk. Palæstinenserne var fordrevet, og det var de israelske jøder, der havde fordrevet dem," siger Morten Thing, hvis mor er jøde og faren jyde. Det var først flere år efter kibbutzopholdet, at han begyndte at kalde sig jøde.

"Det slog mig, at hvis det berører mig så nært moralsk, hvad et folk har gjort, som ikke er mit... Så må det jo være fordi jeg identificerer mig med det folk. Nu siger jeg, at jeg er jøde, men ikke knyttet til Israel," som han forklarer det. I dag er han medlem af organisationen Europæiske jøder for retfærdig fred, der har 10-11 medlemmer i Danmark.

Erkendelsen den aften i 1968 sendte Morten Thing ud på en lang mental rejse, som kom til at præge resten af hans liv:

"Da jeg hørte om massakren på palæstinensiske beboerne i landsbyen Deir Yassin i nærheden af Jerusalem , tænkte jeg på araberlandsbyen i midten af kibbutzen. Da palæstinenser-problemet stod for mig i al sin gru, gik det op for mig, hvor enorme skyklapper jeg havde haft på. Pludselig opstod en masse spørgsmål, jeg ikke havde stillet, mens jeg boede i kibbutzen. De følgende 40 år har jeg læst og skrevet om og forsket i jødisk historie og Israel-Palæstina spørgsmålet," siger Morten Thing.

Over 100 indbyggere blev slået ihjel i Deir Yassin, som det israelske militær angreb under uafhængighedskrigen i 1948, og smidt i byens brønd, og militæret spredte rygtet om, at det ville gå alle arabere, som ikke rømmede landsbyerne, på samme måde.

Forråelse

Da John Svenningsen, tidligere international sekretær for LO, boede i Galilæa som sekretariatsleder for Danske Kibbutz Venner (DAKIV) i 1966-67, lagde arabere jævnligt landminer ud på vejen til kibbutzerne, fortæller han.

"En dag fangede de en rødhåret knægt med en landmine i rygsækken. Vi snakkede meget om det i kibbutzen - hvordan finder militæret ud af, hvor han har lagt resten af minerne? Så var der en, der sagde, at de tæver ham sgu nok, indtil han indrømmer det. Det glemmer jeg aldrig," siger John Svenningsen, der stoppede som formand i DAKIV, da han blev ansat i LO i 1969, men fortsatte som menigt medlem, indtil foreningen lukkede i 2004.

"Den forråelse, vi oplevede, mens jeg boede med min familie i Israel i 1960'erne, den er jo fortsat. De blev mere kyniske, også mine venstreorienterede, jødiske venner. De var f.eks. dybt chokerede over, at de skulle slås ihjel med sovjetiske våben - at deres 'politiske kammerater' forsynede araberne med våben. Så bliver man langsomt noget andet. Det gjaldt også i kibbutzen. Folk, der har været aktive i den israelske fredsbevægelse, begynder nu at sige 'hæren er nødt til at gengælde' - i dag sidder mine gamle venner dernede helt uden illusioner," siger John Svenningsen.

Under seksdageskrigen i 1967 evakuerede han de danske unge, som DAKIV havde sendt i kibbutzer, og foreningens kontor genåbnede først igen i 1968. Godt 1.000 unge danskere tog ifølge John Svenningsen hvert år i kibbutz i løbet af 1960'erne og 70'erne.

"Vi startede DAKIV i 1965 ud fra en positiv interesse for Israel og kibbutzernes kombination af kollektivisme og landbrug. Så kom krigen i '67, og mange af os fik lidt tømmermænd," siger Svenningsen, og fortsætter: "Det stod jo klart, at der skete overgreb mod araberne - vi blev mere nuancerede i vores opfattelse. Vi var ikke ensidigt pro-israelske før, vi synes at begge sider havde ret til at være der, og at begge sider begik fejl," siger John Svenningsen.

Pernille Frahm, der i dag sidder i Folketinget for SF var, ligesom Morten Thing, aktiv på venstrefløjen i 1960'erne og 70'erne. Hun mener, at det først var med FN's anerkendelse af Arafats PLO - Palestine Liberation Organization - i 1976, at den brede befolkning og det politiske establishment i Danmark begyndte at anerkende palæstinenserne som et folk med rettigheder.

"Jeg var meget pro-israelsk i 1970'erne, og den begejstring fik mig til at interessere mig for palæstinenserne - for uden en fredelig løsning kan Israel ikke bestå," siger Pernille Frahm.

Hun har været i Israel-Palæstina med jævne mellemrum siden 1970'erne, senest som valgobservatør i 2006. Men hun tog aldrig i kibbutz - mest fordi hun var en 'tøsedreng,' der ville gøre sin uddannelse færdig.

"Jeg var vildt betaget af kibbutz-bevægelsen med dens socialistiske ideer om ligeløn, lige arbejde, fælles ejendom og kollektivtanken, hvor folk spiste sammen, levede sammen, opdragede deres børn sammen, arbejdede sammen," fortæller Pernille Frahm.

Sammen med Bent Blüdnikow - der dengang kaldte sig venstreorienteret - Mads Nicolaisen og Pelle Voigt, startede Pernille Frahm i starten af 70'erne Socialistisk Solidaritetskomite for Mellemøsten. Deres mission var at etablere en position mellem ydersynspunkterne på den daværende venstrefløj: Enten at Israel skulle smides i havet, eller at 'araberne' skulle.

Til venstre for Socialdemokratiet lå sympatien primært hos palæstinenserne, undtaget folk omkring kibbutzbevægelsen, som f.eks. DAKIV.

"Fagbevægelsen og Socialdemokratiet var pro-israelsk, og det, tror jeg, afspejlede holdningen i det politiske establishment og mainstreamholdningen i befolkningen," siger Pernille Frahm.

"Efter 1967 var der flere på venstrefløjen, der flirtede med udemokratiske kræfter, f.eks. VS, der mente at 'målet helliger midlet' når det gjaldt om at sætte palæstinenserspørgsmålet på dagsordenen. Det lykkedes os at holde SFU på en fornuftig kurs op gennem 70'erne. Men det holdt hårdt," siger Pernille Frahm.

Tankeoperation

Nogle af de spørgsmål, som dukkede op hos Morten Thing efter 1968, var kibbutzernes rolle i de israelske jøders kolonisering af det land, hvor palæstinenserne boede.

"Den første tankeoperation handlede om den forladte araberlandsby i kibbutzen. I moralske termer er det forbløffende enkelt: Palæstinenserne har også krav på et hjemland. Og måske behøvede man ikke have medlidenhed med et militært og økonomisk overlegent land, der havde fået en enorm støtte fra USA," siger Morten Thing, og fortsætter:

"Den refleksion medførte en gentænkning af hele projektet. Mange af de jøder, jeg kender, drog den modsatte konklusion: At roden til problemet er, at palæstinenserne er terrorister, og de arabiske lande kunne bare have taget imod flygtningene, så jøderne kunne få det Israel, de havde ret til."

Morten Thing kom også senere til at tænke på, hvordan han havde set det israelske politi behandle araberne, da han var i kibbutz:

"Militær og politi talte ned til dem på hebraisk - et sprog araberne ikke kunne forstå - og de hundsede rundt med dem. Den gang tænkte vi bare, at de måtte have gjort noget galt, og spekulerede ikke mere over det."

Det gik også op for Morten Thing, at heller ikke kibbutzerne var klasseløse samfund:

"Kibbutznikkerne var en kulturel, politisk og militær elite. Allerede i 1960'erne ansatte kibbutzerne fattige yemenitiske jødiske emigranter til at plukke appelsiner."

Siden har flere kibbutzer ansat arabisk arbejdskraft og inden for de sidste 10 år også fattige arbejdere fra Thailand og Filippinerne. Samtidig har mange kibbutzers omlægning fra landbrug til industri og turisme ført til funktionsopdelt arbejde - med forskelle i kibbutznikkernes indkomst. Kibbutzbevægelsens afvisning af økonomisk ulighed og rollen som arbejdsgiver overlevede ikke den generelle markedsgørelse af det israelske samfund.

Zionismen

Kibbutzerne har historisk været et centralt redskab i opbygningen af den jødiske stat, både symbolsk, strategisk og militært. Over to tredjedele af det israelske luftvåben blev rekrutteret fra kibbutzerne, og mange kibbutznikker blev officerer og befalingsmænd.

Om paradokset i den socialistiske ide, og kibbutzerne som militær spydspids i den zionistiske kolonisering af Palæstina, siger Pernille Frahm: "Forudsætningen for realiseringen af de socialistiske ideer er jo, at man kan overleve, og Israel følte sig truet. Men vi havde det ikke godt med det. Vores venner i Israel påstod dengang, at deres militær var et af verdens mest humane, fordi der var så mange kvinder," siger Pernille Frahm, der ikke oplevede det israelske militær som så fjendtlige over for palæstinenserne i 1970'erne, som hun oplever det, når hun besøger området i dag.

"I dag lever israelere og palæstinensere helt adskilt, og så bliver det mere råt. Opfattelsen af de andre bliver baseret på myter."

Kibbutz 2008

John Svenningsen fortæller, at han blev fascineret af det israelske militær under sine ophold i kibbutz:

"Kibbutznikkerne var selv stolte af militæret, og vi andre beundrede, hvordan det fungerede. Da jeg var ung, var det normalt, at hære var højreorienterede, men her var det anderledes. Almindelige landmænd kunne komme ind og blive befalingsmænd. Og skoleklasser kom ind til værnepligt samtidig, piger og drenge sammen - det, tror jeg, er helt afgørende for, at man ikke går hen og bliver militærliderlige. Det, at alle familier havde medlemmer i hæren, gjorde det til folkeeje," siger John Svenningsen, og tilføjer:

"Men det er klart, at man har det ondt med de alvorlige overgreb, der bliver begået af hæren. Og det kan utrolig let finde sted. Problemet var dengang: Skal man kritisere, eller er vi så anti-israelske? Men selvfølgelig skal vi da kritisere. Man skal tage det alvorligt, når araberne siger, at der sker overgreb."

I dag tager meget få danskere på kibbutzophold. DAKIV nedlagde sit rejsekontor i 2001 på grund af manglende efterspørgsel, og foreningen indstillede alle aktiviteter i 2004. De tidligere bestyrelsesmedlemmer taler ikke længere med pressen.

Unitas Rejser formidler i lille omfang rejser til kibbutzer, men det er ikke arbejdsophold som før i tiden - det er ferierejser til kibbutzer, der har indrettet "ressorter med pools til turister". Strobel Rejser organiserer grupperejser i Israel med dagsbesøg i Kibbutz Nasholim og Kibbutz Nir David - der har turisthoteller, events, restauranter og hele viften af strandfaciliteter, som charterturister vil genkende fra f.eks. Sunny Beach eller Calella.

På Kibbutz Nir Davids hjemmeside ligger linket 'Volunteers' lige mellem 'Kibbutz Today' og 'Guest Book' - men man kan ikke klikke på det. Gennem et israelsk rejsebureau kan man læse, at frivillige på Kibbutz Nir David vil blive indlogeret i huse med air-condition, soveværelse, stue, bad, toilet, tekøkken, kabel-tv og en "behagelig veranda".

"Det er gået forfærdeligt tilbage for kibbutzbevægelsen," siger Morten Thing, og uddyber: "Af-kollektiviseringen var så småt begyndt allerede i 1960'erne: Fra velfungerende minidemokratier til små grupper, der reelt kørte hele butikken. Som tænkte økonomisk nyt og byggede f.eks. plastikfabrikker. Efter vi var flyttet, forandrede det sociale sig også: Fra at folk havde haft små værelser og primært brugt fællesfaciliteter, blev det til nye enfamiliehuse med køkkener, gæsteværelser og børneværelser. Mange af de ideologisk styrende ting faldt fra hinanden, og det kom mere og mere til at ligne livet udenfor - hver familie med hver sit fjernsyn."

John Svenningsen siger: "Det er meget få, der con amore tager ned og arbejder i kibbutzerne i dag. Jeg læser på åbent universitet på Institut for Mellemøststudier nu, og der møder jeg folk på 30, der har været dernede inden for de sidste fem år. De synes, det er mægtig interessant, men de er også meget kritiske."

Morten Thing tror ikke længere på kibbutzbevægelsen som socialistisk utopi:

"Jeg tror, det er en bevægelse på vej ud, et forladt kapitel. Israel er et helt andet samfund i dag."

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

1948. Israel proklamerer sig som selvstændig stat, efterfulgt af krigshandlinger mellem israelske og arabiske styrker. Omkring 400.000 palæstinensere bliver fordrevet eller flygter fra Palæstina

1949. FN optager Israel som medlemsland - Danmark undlader at stemme. Danmarks regering er indstillet på at støtte fordrevne palæstinensere humanitært, men palæstinensernes ret til tilbagevenden underordnes ønsket om en jødisk stat

1950'erne. Det danske og israelske socialdemokrati og fagbevægelse knytter stærke bånd med den israelske premierminister David Ben Gurion og danske socialdemokrater som Hans Hedtoft, H.C Hansen og Viggo Kampmann som drivkræfter

1956. Ægyptens præsident Nasser nationaliserer Suez-kanalen, og Israel besætter Sinai og Gaza-striben. I Danmark overskygges konflikten af Sovjets invasion af Ungarn. Danmark afviser økonomiske eller militære sanktioner mod Israel

1961. Dansk-israelsk Selskab hjælper med at arrangere særlige kontakter for den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann under hans rejse til Israel

1962. Den første danske delegation, ca. 40 personer, tager på kibbutzophold organiseret af Arne Piel Christensen, daværende højskolelærer, og senere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

1965. Arne Piel Christensen opretter DAKIV, Danske Kibbutzvenner, som i perioder arbejder meget tæt sammen med Dansk-Israelsk Selskab

1967. Seksdageskrigen - DAKIV evakuerer danskere i kibbutzer. Dansk-israelsk Selskab deltog aktivt i talrige støtte-aktioner for Israel i forbindelse med krigen, bl.a. sammen med DAKIV, Ligaen for Tolerance og Frihedskampens Veteraner. Stor indsamlingskampagne 'Danmark hjælper Israel' under Viggo Kampmanns forsæde

-FN pålægger i resolution 242 Israel at trække sig tilbage fra de besatte områder, og de arabiske stater at anerkende staten Israel

-Efter krigene i 1948 og 1967 lever omkring fire mio. palæstinensere i dag i landflygtighed - de fleste i Jordan og de andre lande omkring Palæstina. 385 palæstinensiske landsbyer er blevet udslettet, 145 alene i Galilæa

1973. Yom Kippur-krigen. Israel angribes af Syrien og Ægypten, og den danske statsminister Anker Jørgensen udtaler sin uforbeholdne støtte til Israel

1975. FN's generalforsamling vedtager en resolution, der betegner zionisme som en form for racisme

1976. FN anerkender PLO - Palestine Liberation Organization

1982. Massakren i Shabra og Shatila - en kristen libanesisk milits slagter mellem 700-3500 palæstinensere i en flygtningelejr under det israelske militærs beskyttelse

1986. Den 22.oktober afholdes i anledning af 100-året for Israels 'far' og første premierminister, David Ben Gurion, en mindeaften på Frederiksberg Rådhus i samarbejde med DAKIV og Dansk Zionistforbund

1993. Oslo-aftalen underskrives

1990'erne. Forholdet mellem den danske og den israelske fagbevægelse kølnes, men kontakterne opretholdes

2001. DAKIV nedlægger sit rejsekontor på grund af manglende interesse fra danske unge

2004. DAKIV indstiller alle aktiviteter. Boykot Israel-kampagne starter i Danmark med deltagelse af forskellige græsrodsorganisationer samt fagforbundet SiD, der i dag er indlemmet i 3F

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Dejligt, at nogle efterhånden har fået skyklapperne af. Så mangler vi bare, at staten holdes ansvarlig for de utallige FN resolutioner, de ikke gider overholde. Når de forhåbentligt engang er blevet modne til en human fremfærd, skal jeg nok kippe med et lille flag og sige tillykke - ikke et sekund før.

Brugerbillede for Anonym

Enig NR.

Og som tilføjelse til Informations Blå Bog kunne man nævne nogle af de terrorhandlinger, der gik forud for oprettelsen af staten Israel udført af de Zionistiske terrororganisationer.

1937-1939. During this period, Zionist terrorists carried out a series of terror attacks against Palestinian buses resulting in the death of 24 persons and the wounding of 25 others.

1939. Haganah blew up the Iraqi oil pipeline near Haifa/Palestine. Moshe Dayan was one of the participants in this act. The technique was used in 1947 at least four times.

1940. On 6 November, 1940 , Zionist terrorists of the Stern Gang assassinated the British Minister resident in the Middle East , Lord Moyne, in Cairo .

1940. On 25 November, S.S. Patria was blown up by Jewish terrorists in Haifa harbour, killing 268 illegal Jewish immigrants. The explosion, carried out by the Haganah terrorist group, was only meant to prevent the ship from sailing. However, it seemed that the terrorists had miscalculated the amount of explosives needed to disable the vessel. Other sources reported that this was no miscalculation and was a deliberate mass murder of Jews by Jews aimed at drawing sympathy and influencing British immigration policy to Palestine .

1946. Zionist terrorists blew up the King David Hotel in Jerusalem, which housed the civilian administration of the government of Palestine, killing and injuring more than 200 persons. The Irgun gang claimed responsibility for this criminal act, but subsequent evidence indicated that both the Haganah and the Jewish Agency were involved.

1946. On 1 October, the British Embassy in Rome was badly damaged by a bomb explosion for which Irgun claimed responsibility.

1947. In June 1947, a postal bomb addressed to the British war office exploded in the post office sorting room in London, injuring 2 persons. It was attributed to Irgun or Stern Gangs (The Sunday Times, Sept. 24, 1972), p. 8.

1947. In December 1947, six Palestinians were killed and 30 wounded when bombs were thrown from Jewish trucks at Arab houses in Haifa; 12 Palestinians were killed and another injured in an attack by armed Zionists at an Arab coastal village near Haifa.

1947. On 13 December 1947 , Zionist terrorists believed to be members of Irgun Zevi Leumi murdered 18 Palestinian civilians and wounded 60 others in Jerusalem , Jaffa and Lud areas. In Jerusalem , bombs were thrown in an Arab market-place near the Damascus Gate; in Jaffa bombs were thrown into an Arab café; and in the Arab village near Lud, 12 Arabs were killed in an attack with mortars and automatic weapons.

1947. In 9 December, Haganah terrorists attacked an Arab village near Safad, blowing up two houses, in the ruins of which were found the bodies of 10 Arabs, including 5 children. Haganah admitted responsibility for the attack.

1947. On 29 December, two British constables and 11 Palestinians were killed and 32 others were injured at the Damascus Gate in Jerusalem when Irgun terrorists threw a bomb from a taxi.

1948. On 1 January, Haganah terrorists attacked a village on the slope of Mount Carmel , killing 17 Palestinian civilians and wounding 33 others.

1948. On 4 January, Haganah terrorists wearing British Army uniforms penetrated into the centre of Jaffa and blew up the Sarai, which was used as headquarters of the Arab National Committee, killing more than 40 persons and wounding 98 others.

1948. On 5 January, the Arab-owned Semiramis Hotel in Jerusalem was blown up, killing 20 civilians, among them Viscount De Tapia, the Spanish Consul. Haganah admitted responsibility for this outrage.

1948. On 7 January , seventeen Arab civilians were killed by a bomb at the Jaffa Gate in Jerusalem , 3 of them while trying to escape. Further casualties, including the murder of a British officer near Hebron, were reported from different parts of the country.

1948. On 16 January, Jewish terrorists blew up three Arab buildings, killing 8 children between the age of 18 months and 12 years.

December 13, 1947- February 10, 1948. Seven bombing attacks by Jewish terrorists took place and the targets were innocent Arab civilians in cafés and markets, killing 138 and wounding 271 others. During this period, there were 9 attacks on Arab buses. Moreover, Jewish terrorists attacked passenger trains on at least four occasions, killing 93 persons and wounding 161 others.

1948. On 15 February , Haganah terrorists attacked an Arab village near Safad and blew up several houses, killing 11 civilians, including four children.

1948. On 3 March, heavy damage was done to the Arab-owned Salam building in Haifa (a seven-story block of flats and shops) by Jewish terrorists who drove an army truck to the building and escaped before detonation of 400 pounds of explosives, killing 11 Arab civilians and 3 Americans. The Stern Gang claimed responsibility.

1948. On 22 March, Jewish terrorists from the Stern Gang blew up a housing block in Iraq Street in Haifa , killing 17 and injuring 100 others. Four members of the Stern Gang drove two truckloads of explosives into the street and abandoned the vehicles before the explosives went off.

1948. On 31 March, Jewish terrorists mined the Cairo-Haifa Express, killing 40 people and wounding 60 others.

1948. On 16 April, Jewish terrorists attacked the former British army camp at Tel Litvvinsky, killing 90 Palestinians.

1948. On 19 April, fourteen Palestinian civilians were killed in a house in Tiberias, which was blown up by Zionist terrorists.

1948. On 11 May, a letter bomb addressed to Evelyn Baker, former commanding officer in Palestine , was detected in the nick of time by his wife.

April 25, 1948- May 13, 1948. Wholesale looting of Jaffa was carried out following armed attacks by Irgun and Haganah terrorists. They plundered and carried away everything they could, destroying what they could not take with them.

1948. On 17 September, Count Folke Berndadotte, UN Mediator in Palestine was assassinated by members of the Stern Gang in the Zionist-controlled sector of Jerusalem . Bernadotte’s aide Col. Serot was also killed and murdered by Jewish terrorists.

1948. In November, the Christian Arab villages of Igrit and Birim were attacked and destroyed, killing and injuring many unarmed civilians, including women and children. All the Christian Arab inhabitants were forcibly expelled from their homes. The State of Israel still refuses to allow them to return to their villages despite several court orders.

1948-1949. The greatest acts of Jewish terror took place when Jewish terrorists, now called Israeli Defence Forces (IDF), uprooted 700,000-800,000 Palestinians from their ancestral homeland in Palestine . Since then the refugees have consistently been denied the right to return home. After the expulsion, the Zionist terrorist army razed to the ground hundreds of Arab towns, villages and hamlets and obliterated their remains. Eventually, Israeli villages, Kibbutzim and towns were built on the remaining rubble.