'Som bevægelse er kibbutzen et forladt kapitel'

I den kibbutz, hvor kulturhistoriker Morten Thing boede fra 1965-66 lå en forladt landsby. Det var før, Danmark og Vesten begyndte at tale om et palæstinensisk folk.

"Vi kaldte den bare araberlandsbyen. Senere skammede jeg mig over, at jeg aldrig spurgte til den landsby. Vi gik i skole i kibbutzen, hvor vi lærte hebraisk og fik fortalt historien om, at Palæstina var et land uden folk, og jøderne var et folk uden land, og så var intet vel mere naturligt, end at bygge en jødisk stat der," fortæller Morten Thing. Han - og mange andre på venstrefløjen og i fagbevægelsen - var fascineret af det, der lignede opbygningen af en socialistisk jødisk stat med kollektivlandbrug, et stærkt arbejderparti og en ditto fagbevægelse. Den anti-sovjetiske venstrefløjs svar på den socialistiske utopi.

"Min begejstring for kibbutzbevægelsen og ideen om en socialistisk jødisk stat varede ved under seksdageskrigen i 1967. Det var stadig en udbredt holdning på venstrefløjen, at Israel havde ryggen mod muren og kunne blive udslettet, så vi var meget stolte over, at de vandt krigen. For mig gik der først hul på det et år senere, da jeg talte med nogle folk på mit kollegium i Danmark, som vidste meget mere om historien end jeg. Den aften gik det op for mig. Palæstina var ikke et land uden folk. Palæstinenserne var fordrevet, og det var de israelske jøder, der havde fordrevet dem," siger Morten Thing, hvis mor er jøde og faren jyde. Det var først flere år efter kibbutzopholdet, at han begyndte at kalde sig jøde.

"Det slog mig, at hvis det berører mig så nært moralsk, hvad et folk har gjort, som ikke er mit... Så må det jo være fordi jeg identificerer mig med det folk. Nu siger jeg, at jeg er jøde, men ikke knyttet til Israel," som han forklarer det. I dag er han medlem af organisationen Europæiske jøder for retfærdig fred, der har 10-11 medlemmer i Danmark.

Erkendelsen den aften i 1968 sendte Morten Thing ud på en lang mental rejse, som kom til at præge resten af hans liv:

"Da jeg hørte om massakren på palæstinensiske beboerne i landsbyen Deir Yassin i nærheden af Jerusalem , tænkte jeg på araberlandsbyen i midten af kibbutzen. Da palæstinenser-problemet stod for mig i al sin gru, gik det op for mig, hvor enorme skyklapper jeg havde haft på. Pludselig opstod en masse spørgsmål, jeg ikke havde stillet, mens jeg boede i kibbutzen. De følgende 40 år har jeg læst og skrevet om og forsket i jødisk historie og Israel-Palæstina spørgsmålet," siger Morten Thing.

Over 100 indbyggere blev slået ihjel i Deir Yassin, som det israelske militær angreb under uafhængighedskrigen i 1948, og smidt i byens brønd, og militæret spredte rygtet om, at det ville gå alle arabere, som ikke rømmede landsbyerne, på samme måde.

Forråelse

Da John Svenningsen, tidligere international sekretær for LO, boede i Galilæa som sekretariatsleder for Danske Kibbutz Venner (DAKIV) i 1966-67, lagde arabere jævnligt landminer ud på vejen til kibbutzerne, fortæller han.

"En dag fangede de en rødhåret knægt med en landmine i rygsækken. Vi snakkede meget om det i kibbutzen - hvordan finder militæret ud af, hvor han har lagt resten af minerne? Så var der en, der sagde, at de tæver ham sgu nok, indtil han indrømmer det. Det glemmer jeg aldrig," siger John Svenningsen, der stoppede som formand i DAKIV, da han blev ansat i LO i 1969, men fortsatte som menigt medlem, indtil foreningen lukkede i 2004.

"Den forråelse, vi oplevede, mens jeg boede med min familie i Israel i 1960'erne, den er jo fortsat. De blev mere kyniske, også mine venstreorienterede, jødiske venner. De var f.eks. dybt chokerede over, at de skulle slås ihjel med sovjetiske våben - at deres 'politiske kammerater' forsynede araberne med våben. Så bliver man langsomt noget andet. Det gjaldt også i kibbutzen. Folk, der har været aktive i den israelske fredsbevægelse, begynder nu at sige 'hæren er nødt til at gengælde' - i dag sidder mine gamle venner dernede helt uden illusioner," siger John Svenningsen.

Under seksdageskrigen i 1967 evakuerede han de danske unge, som DAKIV havde sendt i kibbutzer, og foreningens kontor genåbnede først igen i 1968. Godt 1.000 unge danskere tog ifølge John Svenningsen hvert år i kibbutz i løbet af 1960'erne og 70'erne.

"Vi startede DAKIV i 1965 ud fra en positiv interesse for Israel og kibbutzernes kombination af kollektivisme og landbrug. Så kom krigen i '67, og mange af os fik lidt tømmermænd," siger Svenningsen, og fortsætter: "Det stod jo klart, at der skete overgreb mod araberne - vi blev mere nuancerede i vores opfattelse. Vi var ikke ensidigt pro-israelske før, vi synes at begge sider havde ret til at være der, og at begge sider begik fejl," siger John Svenningsen.

Pernille Frahm, der i dag sidder i Folketinget for SF var, ligesom Morten Thing, aktiv på venstrefløjen i 1960'erne og 70'erne. Hun mener, at det først var med FN's anerkendelse af Arafats PLO - Palestine Liberation Organization - i 1976, at den brede befolkning og det politiske establishment i Danmark begyndte at anerkende palæstinenserne som et folk med rettigheder.

"Jeg var meget pro-israelsk i 1970'erne, og den begejstring fik mig til at interessere mig for palæstinenserne - for uden en fredelig løsning kan Israel ikke bestå," siger Pernille Frahm.

Hun har været i Israel-Palæstina med jævne mellemrum siden 1970'erne, senest som valgobservatør i 2006. Men hun tog aldrig i kibbutz - mest fordi hun var en 'tøsedreng,' der ville gøre sin uddannelse færdig.

"Jeg var vildt betaget af kibbutz-bevægelsen med dens socialistiske ideer om ligeløn, lige arbejde, fælles ejendom og kollektivtanken, hvor folk spiste sammen, levede sammen, opdragede deres børn sammen, arbejdede sammen," fortæller Pernille Frahm.

Sammen med Bent Blüdnikow - der dengang kaldte sig venstreorienteret - Mads Nicolaisen og Pelle Voigt, startede Pernille Frahm i starten af 70'erne Socialistisk Solidaritetskomite for Mellemøsten. Deres mission var at etablere en position mellem ydersynspunkterne på den daværende venstrefløj: Enten at Israel skulle smides i havet, eller at 'araberne' skulle.

Til venstre for Socialdemokratiet lå sympatien primært hos palæstinenserne, undtaget folk omkring kibbutzbevægelsen, som f.eks. DAKIV.

"Fagbevægelsen og Socialdemokratiet var pro-israelsk, og det, tror jeg, afspejlede holdningen i det politiske establishment og mainstreamholdningen i befolkningen," siger Pernille Frahm.

"Efter 1967 var der flere på venstrefløjen, der flirtede med udemokratiske kræfter, f.eks. VS, der mente at 'målet helliger midlet' når det gjaldt om at sætte palæstinenserspørgsmålet på dagsordenen. Det lykkedes os at holde SFU på en fornuftig kurs op gennem 70'erne. Men det holdt hårdt," siger Pernille Frahm.

Tankeoperation

Nogle af de spørgsmål, som dukkede op hos Morten Thing efter 1968, var kibbutzernes rolle i de israelske jøders kolonisering af det land, hvor palæstinenserne boede.

"Den første tankeoperation handlede om den forladte araberlandsby i kibbutzen. I moralske termer er det forbløffende enkelt: Palæstinenserne har også krav på et hjemland. Og måske behøvede man ikke have medlidenhed med et militært og økonomisk overlegent land, der havde fået en enorm støtte fra USA," siger Morten Thing, og fortsætter:

"Den refleksion medførte en gentænkning af hele projektet. Mange af de jøder, jeg kender, drog den modsatte konklusion: At roden til problemet er, at palæstinenserne er terrorister, og de arabiske lande kunne bare have taget imod flygtningene, så jøderne kunne få det Israel, de havde ret til."

Morten Thing kom også senere til at tænke på, hvordan han havde set det israelske politi behandle araberne, da han var i kibbutz:

"Militær og politi talte ned til dem på hebraisk - et sprog araberne ikke kunne forstå - og de hundsede rundt med dem. Den gang tænkte vi bare, at de måtte have gjort noget galt, og spekulerede ikke mere over det."

Det gik også op for Morten Thing, at heller ikke kibbutzerne var klasseløse samfund:

"Kibbutznikkerne var en kulturel, politisk og militær elite. Allerede i 1960'erne ansatte kibbutzerne fattige yemenitiske jødiske emigranter til at plukke appelsiner."

Siden har flere kibbutzer ansat arabisk arbejdskraft og inden for de sidste 10 år også fattige arbejdere fra Thailand og Filippinerne. Samtidig har mange kibbutzers omlægning fra landbrug til industri og turisme ført til funktionsopdelt arbejde - med forskelle i kibbutznikkernes indkomst. Kibbutzbevægelsens afvisning af økonomisk ulighed og rollen som arbejdsgiver overlevede ikke den generelle markedsgørelse af det israelske samfund.

Zionismen

Kibbutzerne har historisk været et centralt redskab i opbygningen af den jødiske stat, både symbolsk, strategisk og militært. Over to tredjedele af det israelske luftvåben blev rekrutteret fra kibbutzerne, og mange kibbutznikker blev officerer og befalingsmænd.

Om paradokset i den socialistiske ide, og kibbutzerne som militær spydspids i den zionistiske kolonisering af Palæstina, siger Pernille Frahm: "Forudsætningen for realiseringen af de socialistiske ideer er jo, at man kan overleve, og Israel følte sig truet. Men vi havde det ikke godt med det. Vores venner i Israel påstod dengang, at deres militær var et af verdens mest humane, fordi der var så mange kvinder," siger Pernille Frahm, der ikke oplevede det israelske militær som så fjendtlige over for palæstinenserne i 1970'erne, som hun oplever det, når hun besøger området i dag.

"I dag lever israelere og palæstinensere helt adskilt, og så bliver det mere råt. Opfattelsen af de andre bliver baseret på myter."

Kibbutz 2008

John Svenningsen fortæller, at han blev fascineret af det israelske militær under sine ophold i kibbutz:

"Kibbutznikkerne var selv stolte af militæret, og vi andre beundrede, hvordan det fungerede. Da jeg var ung, var det normalt, at hære var højreorienterede, men her var det anderledes. Almindelige landmænd kunne komme ind og blive befalingsmænd. Og skoleklasser kom ind til værnepligt samtidig, piger og drenge sammen - det, tror jeg, er helt afgørende for, at man ikke går hen og bliver militærliderlige. Det, at alle familier havde medlemmer i hæren, gjorde det til folkeeje," siger John Svenningsen, og tilføjer:

"Men det er klart, at man har det ondt med de alvorlige overgreb, der bliver begået af hæren. Og det kan utrolig let finde sted. Problemet var dengang: Skal man kritisere, eller er vi så anti-israelske? Men selvfølgelig skal vi da kritisere. Man skal tage det alvorligt, når araberne siger, at der sker overgreb."

I dag tager meget få danskere på kibbutzophold. DAKIV nedlagde sit rejsekontor i 2001 på grund af manglende efterspørgsel, og foreningen indstillede alle aktiviteter i 2004. De tidligere bestyrelsesmedlemmer taler ikke længere med pressen.

Unitas Rejser formidler i lille omfang rejser til kibbutzer, men det er ikke arbejdsophold som før i tiden - det er ferierejser til kibbutzer, der har indrettet "ressorter med pools til turister". Strobel Rejser organiserer grupperejser i Israel med dagsbesøg i Kibbutz Nasholim og Kibbutz Nir David - der har turisthoteller, events, restauranter og hele viften af strandfaciliteter, som charterturister vil genkende fra f.eks. Sunny Beach eller Calella.

På Kibbutz Nir Davids hjemmeside ligger linket 'Volunteers' lige mellem 'Kibbutz Today' og 'Guest Book' - men man kan ikke klikke på det. Gennem et israelsk rejsebureau kan man læse, at frivillige på Kibbutz Nir David vil blive indlogeret i huse med air-condition, soveværelse, stue, bad, toilet, tekøkken, kabel-tv og en "behagelig veranda".

"Det er gået forfærdeligt tilbage for kibbutzbevægelsen," siger Morten Thing, og uddyber: "Af-kollektiviseringen var så småt begyndt allerede i 1960'erne: Fra velfungerende minidemokratier til små grupper, der reelt kørte hele butikken. Som tænkte økonomisk nyt og byggede f.eks. plastikfabrikker. Efter vi var flyttet, forandrede det sociale sig også: Fra at folk havde haft små værelser og primært brugt fællesfaciliteter, blev det til nye enfamiliehuse med køkkener, gæsteværelser og børneværelser. Mange af de ideologisk styrende ting faldt fra hinanden, og det kom mere og mere til at ligne livet udenfor - hver familie med hver sit fjernsyn."

John Svenningsen siger: "Det er meget få, der con amore tager ned og arbejder i kibbutzerne i dag. Jeg læser på åbent universitet på Institut for Mellemøststudier nu, og der møder jeg folk på 30, der har været dernede inden for de sidste fem år. De synes, det er mægtig interessant, men de er også meget kritiske."

Morten Thing tror ikke længere på kibbutzbevægelsen som socialistisk utopi:

"Jeg tror, det er en bevægelse på vej ud, et forladt kapitel. Israel er et helt andet samfund i dag."