Læsetid: 6 min.

Cannes kan det hele

Kunst og forretning, skandaler og kedsomhed – den årlige filmfestival i sydfranske Cannes, der begynder i dag, byder på lidt af hvert. Informations filmanmelder, som i år har 10 års jubilæum på Croisetten, varmer op
Kunst og forretning, skandaler og kedsomhed – den årlige filmfestival i sydfranske Cannes, der begynder i dag, byder på lidt af hvert. Informations filmanmelder, som i år har 10 års jubilæum på Croisetten, varmer op
14. maj 2008

Året var 1998, og det var min allerførste dag på min allerførste festival i Cannes. Blå-øjet og en smule forvirret og starstruck rendte jeg rundt på Croisetten og blev snydt for 1.000 franc af en flok garvede hustlere, der sikkert grinte hele vejen hen på den lokale. Det var så ydmygende, at jeg ikke fortalte nogen om det før adskillige år senere.

Samme år så jeg også i den 2.000 pladser store Grand Théâtre Lumière Festen og Idioterne og sad dermed i første række til dansk films markante opblomstring, også internationalt. Euforien var til at tage og føle på, mens skue-spillerne fra Lars von Triers film kørte op og ned ad Croisetten i en hvid bus og spassede ud. Et par år senere vandt Trier Guldpalmen for Dancer in the Dark, men siden har dansk film trods deltagelse i forskellige serier ikke gjort lige så stort et væsen af sig i Cannes.

Til den fest, som Zentropa og Nimbus Film holdt sammen i 1998, fik man udleveret Idioterne på dvd, når man skulle hjem. Det var en gimmick, der vakte opsigt, og som man talte meget om det år. Dvd-mediet var endnu ikke slået igennem, men Zentropa har altid været fremme i skoene og havde altså en fornemmelse af, hvor det bar hen.

I år er det 10. gang, jeg skal til filmfestival i Cannes. Meget har ændret sig, meget er det samme – for festivalen og for mig – og jeg har prøvet at komme i tanke om nogle af mine bedste oplevelser fra de første ni år.

Gøg og Gokke

2000 blev mit andet år – jeg var der ikke i 1999. Jeg sprang nøgen i poolen sammen med Peter Aalbæk og den ene halvdel af de danske journalister og endte på midteropslaget i Ekstra Bladet med armen om en lige så nøgen Søren Høy fra DR's Bogart og en billedtekst, hvor der stod noget i retning af "dansk filmpresses svar på Gøg og Gokke".

Siden måtte jeg forsvare mine handlinger – nøgenbadningen udløste en billet til Zentropas store Dancer in the Dark-fest – på direkte tv, hvor en aggressiv reklamemand gjorde, hvad han kunne for at korsfæste mig offentligt. Jeg bilder mig ind, at det ikke lykkedes ham, og efterfølgende blev jeg da også en slags folkehelt i Filmbyen– hvilket ikke ligefrem hjalp på al den snak om min påståede afhængighed af filmbranchen.

Den slags 'skandaler' har det været småt med siden– selv om flere journalister et par år senere svømmede om kap med Peter Aalbæk for at vinde et solointerview med Nicole Kidman. Aalbæks cigarføring er ikke længere så høj, efter at han har droppet rygningen, og de årlige pressemiddage, han og Zentropa afholder, har udviklet sig fra halvvilde fester til hyggelige middage med gamle venner. Vi er jo alle blevet ældre og kan holde til mindre i løbet af festivalens 11 dage, hvor man render fra film til film og interview til interview.

Film og ballade

Store filmoplevelser har jeg til gengæld haft mange af i Cannes gennem alle årene. Baz Luhrmanns kulørte, postmoderne musical Moulin Rouge blæste mig omkuld i 2001. Det samme gjorde von Triers politiske formeksperiment, Dogville, to år senere, hvor flere amerikanske kritikere tog Triers bidske samfundskritik som et angreb på USA – hvilket den også er, men ikke kun – og affærdigede filmen som krukket filmkunst.

Det var dog lidt svært at tage i hvert fald noget af den skingre kritik alvorligt, ikke mindst fra den fremtrædende Variety-kritiker Todd McCarthy, der sad og sov under det meste af Dogville.
Året efter var der igen ballade, da Michael Moores frontalangreb på præsident Bush, Fahrenheit 9/11, blev vist på Croisetten og delte kritikerne i to: De, der ikke kunne lide filmen, og de, der godt kunne lide den. Jeg hørte til den sidste gruppe og havde heller intet problem med, at juryen med Quentin Tarantino i spidsen gav Moore Guldpalmen.

Og hvad så, hvis det var en politisk beslutning? Juryen i Cannes er uafhængig og kan gøre lige præcis, hvad den vil, og den valgte altså at belønne Moore for sit mod til at sige fra over for Bush og hans skurkagtige regering.

Jeg har naturligvis også set mange andre, noget mindre og mindst lige så fantastiske film på festivalen – og endnu flere kedelige, uforståelige og ligegyldige film – hvilket har givet mig et sjældent indblik i nogle af verdensfilmens fjernere afkroge: Park Chan Wooks Oldboy (2003), Wong Kar Wais In the Mood for Love (2000), Gaspar Noés Irreversible (2002), Darren Aronofskys Requiem for a Dream (2000), Cristian Mungius 3 måneder, 4 uger og 2 dage (2007), Guillermo del Toros Pans labyrint (2006), Kore-Eda Hirokazus Nobody Knows – for nu blot at nævne nogle få af de bedste af de hundredvis af film, jeg efterhånden har set dernede.

Mangehovedet monster

I en 10 år gammel artikel om Cannes skriver Informations Morten Piil, at filmfestivalen "kan det hele – glimmershow lever forbløffende harmonisk side om side med dybt seriøse film, og blandt publikum ses hustlere og lommetyve i samme båd som dybt seriøse filmelskere. Forklaringen er jo nok, at luderen og ladyen har brug for hinanden. For sex uden klasse og klasse uden sex bliver i længden en blegsotig affære i filmens forunderlige verden."

Det er en meget præcis karakteristik af det mange-hovedede monster, som filmfestivalen i Cannes er, og hvor man som journalist lever et parallelliv side om side med al glitteret og glamouren på den røde løber. For den kommer man kun i nærheden af til pressekørslerne om morgenen, hvor der ingen begejstrede tilskuere er. Kun vagter, der vil forhindre én i at gå den forkerte vej ind i biografen og dermed underminere en mangeårig tradition for mærkelige regler og et strengt hierarki blandt både filmkøbmænd og journalister.
Der findes stadigvæk ingen festival over eller på siden af Cannes. Det siger jeg med det forbehold, at jeg aldrig har været i Venedig og kun to gange i Berlin, som er Cannes' nærmeste konkurrenter. Men ingen af verdens festivaler tiltrækker sig samme opmærksomhed som Cannes. Antallet af film, der vises – flere end 100 om dagen inkl. det vidtfavnende marked, hvor filmkræmmerne regerer – er svimlende, og æren og det mulige karriereavancement, der ligger i at blive præsenteret på festivalen – det være sig i hovedkonkurrencen, Un Certain Regard eller de to parallelle serier, Semaine de la Critique og Quinzaine des Réalisateurs – bliver ikke større end i Cannes

Umuligt at spå

"Tordenskjolds soldater," var en af de, synes jeg, lidt uretfærdige reaktioner på offentliggørelsen af årets program for Cannes, det 61. af slagsen. For selv om det er rigtigt, at i hvert fald hovedkonkurrencen og det officielle program er rig på festivalfavoritter som Atom Egoyan, Wim Wenders, Dardenne-brødrene, Steven Soderbergh og Clint Eastwood, er der også blevet plads til en lang række mere ukendte og på papiret spændende instruktørnavne.

Kendte instruktører er sjældent garant for gode oplevelser – ofte skuffer de blot mere – men alligevel glæder jeg mig altså også til Soderberghs to film store og mere end fire timer lange epos om Ché Guevara og Eastwoods periodethriller Changeling, der meget vel kunne være endnu en velturneret film fra den aldrende, men bestemt ikke affældige mester.

Men hvis mine ni, snart 10, år i Cannes har lært mig noget, så er det, at det er fuldstændig umuligt at spå noget som helst om festivalen på forhånd. Det bliver stort set aldrig, som man forventer, og det er en vigtig del af festivalens tiltrækningskraft, evnen til hele tiden at overraske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu