Capa-fotos fundet i gammel kuffert

MADRID - En kuffert med tusindvis af ufremkaldte billeder, som den berømte krigsfotograf Robert Capa og hans kolleger tog under deres dækning af Den Spanske Borgerkrig fra 1936-39, er dukket op efter at have været forsvundet i 70 år.
Det er i alt 3.500 billeder på 120 ruller film i kufferten. De blev taget af Capa, hans ledsagerske Gerda Taro og kollega David 'Chim' Seymour og deres vidnesbyrd mentes indtil nu at være gået tabt. I virkeligheden blev de ført fra Paris til Mexico i 1940 af en diplomat, hvor de blev opdaget igen i 1990'erne. Men først nu har New Yorks International Centre of Photography, som blev grundlagt af Capas bror, Cornell, erhvervet kufferten og fået lejlighed til at studere den nærmere.
Forskerne er stadig i gang med at undersøge deres indhold, fortæller centrets kurator, Kirsten Lubben.
Det historiske fund dukkede op for sent til at kunne komme med på ICP's udstilling i september sidste år med værker af Capa og Taro, men nogle af de nyfundne billeder vil formentlig kunne inkluderes, når samme udstilling til efteråret når til Londons Barbican Centre, siger Lubben til det spanske dagblad El País.
Mest læste
Information.dk
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »