Læsetid: 4 min.

Demokrati er ikke for tøsedrenge

Dybest set kan man tolke Gert Wilders påmindelse om islamisternes forbrydelser og deres inspiration fra Koranen som grunden til den relative ro, der herskede efter premieren: Mange bøjede nakken i skam. Her blev tænderne i løbet af et lille kvarter trukket ud på alle dem, der stædigt hævder islam som fredens religion
9. maj 2008

Ved skæbnens ironi krydsede to begivenheder hinanden i uge 13:

Blot et par dage efter den saudiske organisation, der lyder navnet Det globale program til at gøre Barmhjertighedens Profet kendt (www.prophet-of-mercy.com), indrykkede sin lidt aparte annonce Ytringsfrihed for enhver pris? Henvendelse til det danske folk i flere større, danske dagblade, fik Geert Wilders islamkritiske film, Fitna verdenspremiere på nettet.

Filmen havde længe været genstand for massiv spekulation: Var der overhovedet en film? Hvad var det for en film? Og hvis dens indhold var så kontroversielt som det blev frygtet, burde Wilders så overhovedet vise den? Og hvis han insisterede, burde han have lov?

Overflødige bekymringer og hensyn al den stund, vi her i Vesten længe har nydt kunstnerisk frihed, men en frygt, der naturligvis var direkte affødt af de uroligheder, der fulgte i kølvandet på Muhammedtegningerne:

Flagafbrændinger, vold, drab og ildspåsættelser af vesteuropæiske - danske - ambassader i Mellemøsten.

Wilders film viste sig som sagt at være en realitet. I mere end en forstand: En 14 minutter lang dokumentarfilm, der samlede op på en del af de forbrydelser, som islamister har gjort sig skyldige i - ikke mindst siden 11. september - med henvisning til de suraer i Koranen, hvor de henter deres inspiration.

Lyt eller luk af

Man kunne naturligvis - som ved alle andre værker - diskutere filmens kunstneriske kvalitet, dens tekniske udførelse, og om Wilders fik malet med for bred en pensel, men man kunne ikke komme udenom forbrydelserne. Og suraerne. Og - dybest set - kunne man tolke Wilders påmindelse om disse sammenhænge som grunden til den relative ro, der herskede efter premieren: Mange bøjede nakken i skam. Her blev tænderne i løbet af et lille kvarter trukket ud på alle dem, der stædigt hævder islam som 'Fredens religion'.

På spørgsmålet fra en tv-journalist, der ville vide, om han skulle på gaden for at protestere mod filmen, svarede en fyr med muslimsk baggrund 'nej' og tilføjede, at han hellere ville tage hjem og opdrage sine børn til at blive gode samfundsborgere. Smukt sagt. Og lige præcis dér skulle alle muslimer gerne lande: At de, der i øvrigt i langt de fleste tilfælde frivilligt har valgt at bosætte sig i de liberale, vesteuropæiske samfund, lærer sig tolerancens kunst - som både paver, præster og politikere har måttet lære før dem - og hæver deres tolerancetærskel for "hån, spot og latterliggørelse" og kritik. Kort sagt: At de vænner sig til at høre - eller lukke ørerne for - alt det, der kommer ud af munden på andre, der blot bruger deres ret til at ytre sig. Men det forudsætter naturligvis, at vesteuropæerne konstant minder indvandrerne og - ikke mindst - sig selv om dette forhold. Og står fast. Uden frygt.

Modsat al den opmærksomhed, der blev Wilders film til del, påkaldte indholdet i annonceteksten fra den saudiske organisation sig ikke de store overskrifter i aviserne. Desværre. Skarpest afstand til annonceteksten tog de konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, der på partiets hjemmeside skrev; "Det er simpelthen mafialignende tilstande, som ingen dansk myndighed må bøje sig for".

Ytringsfrihed

I annoncen bad man nemlig - dog uden at formulere det direkte - den danske regering om at komme med en uforbeholden undskyldning for genoptrykkelsen af Muhammedtegningerne. Som der stod:

"Faktisk savner muslimer stadig en formel afstandtagen over for genoptryk af de forhånende tegninger fra relevante myndigheder. Vi er overbeviste om, at en afstandtagen vil kunne medvirke til at forhindre yderligere gentagelse af sådanne ulykkelige tiltag".

Indledningsvist blev det ellers hævdet i annoncen, at "Ytringsfrihed og retten til at have sin egen mening er garanteret i Islam og er et af Islams væsentligste bidrag til verden for mere end 1.400 år siden."

Men som vi for længst har måttet erfare i Vesten, rækker opfattelsen af denne ytringsfrihed - og den barmhjertige Profets largesse - ikke til kritik af islam hverken i Mellemøsten eller til at kunne se gennem fingrene med bl.a. 12 små satiretegninger i en dansk avis, eller en hollandsk kortfilm på 14 minutter.

Demokratiets paradoks

I annoncen så saudierne de famøse tegninger som en midlertidig uoverensstemmelse i forholdet mellem Danmark og den arabiske verden - en uoverensstemmelse, der hurtigt skulle bringes af vejen - og mente, at denne hån af profeten slet ikke kendetegnede det 'fredselskende' danske folk. Dermed valgte man for det første at se stort på det forhold, at såvel ytrings- som pressefrihed ikke er en dansk opfindelse, men en del af fundamentet i ethvert demokratisk samfund.

For det andet underkendte man totalt paradokset, der gør sig gældende i ethvert demokratisk samfund: At der netop først bliver fred, når man tillader befolkningen at ventilere deres utilfredshed, uenighed eller frustration, at kalde en spade for en spade - når man accepterer, at tonen kan være hård, men hjertelig. Demokrati er dermed hverken for tøsedrenge eller for folk med meget sarte ører. For det tredje valgte man endnu engang fuldstændigt at negligere, at de tabuer, muslimer har valgt at leve under - eller er blevet påtvunget - ikke er tabuer, vi andre på nogen måde har tænkt at underlægge os. Og at vi på vores breddegrader ikke føler os det mindste forpligtede eller hensat til at nære varme følelser for Muhammed, men at vi - i bedste demokratiske ånd - hverken kan eller vil spænde ben for muslimers lyst til at elske og ære ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer