Forår i Paris. Fra gader og pladser summer det fra de udendørs caféer. Slips dingler i forårsluften. Høje hæle knalder mod fortovet. Franskmændene elsker dem - de høje hæle og de selvbevidste kvinder, der går i dem. 1970'ernes skandinaviske forsøg på udjævning af kønnene slog aldrig rigtig an i Frankrig. Her er en rigtig kvinde stadig iført Dior, eller noget der ligner, fra top til tå, og kvindeligheden føres udfordrende frem som et trofæ fra en allerede vundet kamp.
Foruden det gode vejr kan man dette forår i Paris opleve tre af den internationale kunstscenes store femmesfatales. Heriblandt den største, Louise Bourgeois, der senest kunne ses herhjemme på Louisiana i 2003, og som vakte offentlig begejstring med sin 10 meter høje skulptur af en edderkop opstillet på Gammel Torv i København. Centre Pompidou har skabt udstillingen i samarbejde med Tate Modern i London, og det er en imponerende, retrospektiv sag, der fører de besøgende tilbage til Bourgeois' maleriske udgangspunkt og helt op til de sidste nye værker af den efterhånden aldrende kunstner.
Bourgeois og angsten
Louise Bourgeois er intet mindre end et fænomen på den internationale kunstscene. Den nu 97-årige billedhugger startede sin løbebane som 15-årig i forældrenes atelier uden for Paris, hvor de restaurerede gamle gobeliner, og hvor Louise tegnede de manglende stykker af de vævede fortællinger. I 1938 drog hun med sin amerikanske mand til New York, hvor hun stadig bor og arbejder.
Det er den velkendte historie om den moderne angst og det eksistentielle menneske, der udgør kernen i Bourgeois' produktion. Men med sit højst personlige udtryk - og sit højst originale greb om de mere gedulgte sider af tilværelsen - har kunstneren skabt et unikt oeuvre og en position, hvorfra det moderne, kvindelige begær kan betragtes og overvejes.
I kontrast til sit private liv, der på fotografier synes henlevet i harmoni og med smil på læben, udfolder Bourgeois imidlertid et sandt ræd-selskabinet af fortrængninger og fortættede erindringer i hendes sanseligt organiske skulpturer og installationer. Bourgeois tegner gennem sine utallige værker et yderst skræmmende billede af relationerne mellem mand og kvinde og forældre og børn. Det er et univers af lokkende kropslighed og rå potens, ledsaget af den konstante mulighed for undergang, der lurer bag hver af kunstnerens forførende former. Og med den sande hun-djævels sans for makabre afslutninger er det bestandigt det mandlige modstykke, der er i fare for fortabelse.
I overenstemmelse med værkernes seriøse indhold er belysningen dæmpet på udstillingen i Centre Pompidou. Og installationerne Sites of Memory får en scenisk stemning af uhygge i det svage lys. Bag tunge vægge af gamle trædøre gemmer Bourgeois de mørkeste fortællinger om fortiden af vejen. Kun ad snørklede stier og gennem små glasvinduer kan publikum spejde ind på de svævende glas, parfumerede silkepuder og rester af knogler, der hænger som en dødens drømmende uro over de tomme senge. Scenen gentager sig i værket Red room, dog nu uden knogler, men med den røde farve som symbol for begæret og med de spiralformede ruller af sytråd som konkret billede på barndommen.
Selvom ingen efter sigende har hørt Louise Bourgeois definere sig selv som feminist, så er få i tvivl om, at hendes værker hører til blandt de stærkeste manifestationer af den moderne, kvindelige seksualitet og begær. Hvad der i sin tid var forbudt at udtale med ord, har Bourgeois til gengæld givet alle tiders tydelige udtryk gennem den skulpturelle form. Foruroligende, javist. Men samtidig fuldkommen enestående i sin enkle brutalitet.
Calle og afskeden
I den anden ende af det selvbiografiske spektrum finder man en ligeledes mesterlig udstilling af den knap så kanoniserede, men ikke mindre berømte Sophie Calle. Som den franske repræsentant på sidste års Venedig Biennale vakte Calle sensation med sit rørende poetiske og svært underholdende værk Prenez soin de vous (Pas på Dem selv). I Paris er værket nu installeret som en soloudstilling i det tidligere Nationalbiblioteks navnkundige Salle Labrousse, et sted der emmer langt væk af århundreders historie og akademisk lærdom.
Prenez soin de vous består i al enkelhed af 107 svar på et afskedsbrev fra Calles elsker. I brevet forklarer elskeren, hvordan hans kærlighed til kunstneren er ved at flå ham i stykker - han kan hverken være sammen med hende eller undvære hende, og han vælger derfor at afbryde forbindelsen. Brevets sidste linje er blevet til udstillingens titel.
Som det så ofte er tilfældet med Calle, er man usikker på, om brevet faktisk er ægte, eller om kunstneren selv har opdigtet det. Men det er i og for sig underordnet for helheden. Det interessante er den symfoni af kvindelige stemmer, som Calle har bedt svare på brevet i hendes sted og i et medium svarende til hver deres profession. Sang, film, dans, gråd, smil og medfølelse - og en enkelt papegøje, der slet og ret vælger at æde brevet, tegner det mangfoldige svar på kunstnerens smertelige tab. Det personlige bliver gjort alment hos Calle gennem de 107 virkelige kvinders mellemkomst. Og man har oplevelsen af et dybt vedkommende stykke dokumentarisk fiktion i mødet med Calles kor af stemmer.
Feis og opbruddet
Opbruddets natur er også genstand for den kinesiske kunstner Cao Feis fantastisk fine udstilling på det i udkanten af Paris beliggende udstillingssted Le Plateau. Fei er født i 1978 og tilhører den gruppe af fremstormende kinesiske kunstnere, der er vokset op med digitale medier - og som i takt med det generelle fokus på Kina har slået hårdt igennem i Vesten.
Forandringen fra traditionelle småsamfund til hæsblæsende megabyer fylder en del i Feis forførende smukke animationer og videoer. Men det er især moderniteten som utopisk ideal, der er kunstnerens egentlige ærinde. På udstillingen kan man opleve den fænomenale animationsfilm RMB City Installation, der blev produceret til sidste års Istanbul Biennale. I filmen, der er tilsat et beroligende beat, befinder vi os i en storby, der skyder op som en isoleret ø af havet. Byen er stadig under konstruktion, og svævende pandabjørne og formålsløst cirkulerende tog svæver rundt mellem hinanden som tomme emblemer på den endelige frigørelse fra naturen.
Også i det mere politiske værk Whose Utopia kommenterer Fei på det aktuelle Kinas fremdrift mod det moderne liv. Værket er en installation, der rummer en video-dokumentar fra en Osram-lampepærefabrik. I en uendelighed ser man kinesiske fabriksarbejdere fremstille og teste de mange pærer, hvis lys på én gang bliver metafor for det gode liv - og modernitetens inhumane verden af maskiner. Imens kan man betragte den real size mikroskopiske køjeseng, der indgår i installationen, og som udgør den gennemsnitlige migrantarbejders beskedne hjem. Det skal blive spændende at følge denne unge, kinesiske dames videre spor de kommende år.
Mange har peget på, at Paris er sakket hjælpeløst bagefter, når det kommer til produktionen af den sidste nye samtidskunst. Set i lyset af dette forårs massive opbud af fænomenale udstillinger af kunstnere fra ind- og udland forekommer dette at være en overflødig betragtning.
Louise Bourgeois. Centre Pompidou Til den 2. juni. www.centrepompidou.fr
Sophie Calle: Prenez soin de vous. Bibliotèque Nationale de France. Til 15. juni. www.bnf.fr
Cao Fei. Le Plateau. Til 25. maj. www.fracidf-leplateau.com
