Læsetid: 4 min.

Dommen over Ny Alliance

Ny Alliance er ved at forbløde. De danske medier har dødsdømt partiet, og det er farligt for et parti, der fra begyndelsen har levet på mediernes nåde, siger medieforsker
Med Ny Alliance - Gitte Seeberg, Naser Khader og Anders Samuelsen - skulle der endelig ske noget i dansk politik, lød det i maj 2007. Præcis et år senere, på partiets et-års fødselsdag, erklærede mange medier Ny Alliance for dødsdømt på grund af dårlig ledelse og turbulent flugt af både en partistifter og folketingsmedlemmer.

Med Ny Alliance - Gitte Seeberg, Naser Khader og Anders Samuelsen - skulle der endelig ske noget i dansk politik, lød det i maj 2007. Præcis et år senere, på partiets et-års fødselsdag, erklærede mange medier Ny Alliance for dødsdømt på grund af dårlig ledelse og turbulent flugt af både en partistifter og folketingsmedlemmer.

Keld Navntoft

9. maj 2008

Det startede så fint. Smilende var som malet på med tynd pensel på de tre partistifteres ansigter: Naser, Gitte og Anders stod i centrum af blitzlys, mikrofonstænger og hele det danske pressekorps.

Nu skulle der endelig ske noget. Et år senere, på partiets et-års fødselsdag, erklærede selvsamme medier Ny Alliance for dødsdømt.

Jyllands-Posten lavede onsdag en undersøgelse af, hvor ofte Ny Alliance blev nævnt i medierne i det forløbne år, og den viste, at der var sket en markant nedgang.

Partiets pressechef, Lars Kaaber, afviste med det samme undersøgelsen som "helt forkert".

Han holder selv regnskab, og i øvrigt mener han, at det til tider kan være et plus ikke at være i medierne: "Det er da ikke en fordel at være Lars Løkke Rasmussen (V), lige nu," påpeger han, og henviser til diskussionen af ministerens private brug af offentlige midler. Og han taler af erfaring.

I dele af året har Ny Alliance fået rigtig megen medieomtale, men den har ofte været rigtig negativ. Undtagen i de første par uger, siger Peter Bro, forsker ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet:

"Den amerikanske kliché if it bleads, it leads (hvis der er blod, så trækker det overskrifter, red.) har karakteriseret dækningen af Ny Alliance. På godt og ondt har partiet levet på journalisternes nåde fra første færd," siger han.

Det gik egentlig meget godt sidste forår, i den spæde start - indtil partiet skulle formulere en politik.

I forlængelse af Ny Alliances årsdag kalder Bo Bredsgaard Lund, kommunikationsrådgiver og forfatter til bogen Samtaler om spin, partiet for en "politisk-kommunikativ katastrofe".

"I de første tre måneder havde de ikke nogen konkret politik, og det er katastrofalt. Det svarer til at sende en pressemeddelelse ud, hvor der ikke står noget på. Det er yderst uprofessionelt og utroværdigt i et moderne mediedemokrati," siger han.

NA er dumpet

Men Ny Alliance nød i det mindste godt af mediedækningen i den første tid. Det var på grund af journalisterne, at partiet kom på benene uden et egentligt partiapparat, mener Peter Bro.

"Medierne udgjorde en fordel til at starte med, men så har de siden forvandlet sig til en kæmpe udfordring, som partiet indtil videre ikke har kunne løse," siger han.

Peter Bro betegner projektet Ny Alliance som ganske sympatisk, men komplet uegnet til det danske pressesystem.

"På Christiansborg står der skrevet i Vandrehallen, at "Den, der forstår fuglenes sprog, kan blive minister". I gamle dage betød det, at man skulle være en stærk politiker, der kunne tryne de andre. I dag skal man kunne tale og forstå pressens sprog, og det har Ny Alliance haft problemer med. De har turdet at tænke nyt, også i forhold til der personer, de tog med sig ind på Christiansborg, og det er på mange måder i den demokratiske ånd. Det passer bare dårligt til den journalistik, vi har i dag, hvor man leder efter konflikter, sprækker og revner alle steder," siger han og tilføjer: "Man kan frygte, at de snart har blødt så meget, at der ikke er noget blod tilbage i kroppen. Og journalisterne gider ikke at beskæftige sig med 'et dødt politisk korpus'".

Bo Bredsgaard Lund påpeger, at der i medierne i dag er en stærk fokus på privatpersoner, enkeltsager og konflikter.

"Og i den sammenhæng må man konkludere, at Ny Alliance er dumpet," siger han og fortsætter:

"Partiet blev stiftet af tre kendte og rutinerede politikere, men undervejs blev de invaderet af alverdens kendisser fra erhvervslivet, som ikke blev tøjlet rent politisk, ikke blev bedt om at bakke op om det 'projekt', der i forvejen ikke stod klart for ret mange - heller ikke Naser Khader, der havde store vanskeligheder med at forklare partiets skattepolitik. I stedet kom kendisserne amatøragtigt med udmeldinger i øst og vest. Partitoppen manglede politisk lederskab, og lederskabet blev undermineret af, at de tre stiftere fremstod som om, de var omgivet af amatører. Det virkede utroværdigt," siger han.

Naser Khader selv er ifølge Bo Bredsgaard Lund en karismatisk person, med ordet 'demokrati' tatoveret på armen og en meget troværdig historie om en rejse fra Damaskus til Danmark. Men:

"Stiftelsen af Ny Alliance viste tydeligt, at han ikke er nogen stor oratoriker eller kommunikator," siger han.

Symptomer

Ny Alliance har haft særlige symptomer på sygdom i det år, der gik. På 12 måneder blev det til tre pressechefer, først gik Ulla Østergaard, tidligere spindoktor for Lars Løkke Rasmussen, og derefter Rasmus Jønsson.

Ingen af dem vil i dag udtale sig om, hvorfor de valgte at forlade posten.

Den store udskiftning er blandt andet et udtryk for, at der har været et kolossalt pres på pressecheferne, fordi der har været så meget mediefokus på partiet, mener Peter Bro.

"Overordnet er det naturligvis et symptom på, at der er nogle store problemer forbundet med den post," siger han.

Nuværende pressechef Lars Kaaber ærgrer sig over, at medierne kaster et så dystert lys over dagen, der skulle fejres med lagkage og flag.

"Nu håber jeg ikke, at du ligger os i graven lige som de andre, mens vi stadig spræller," siger han.

At partiet er blevet dødsdømt i medierne, kan ifølge Peter Bro betyde, at de kan have uhyre svært ved at komme på banen igen.

"Når tingene går godt, bliver man rost til skyerne. Havner man derimod i en negativ mediespiral, så bliver man talt helt ned under gulvbrædderne. Der er blevet hamret søm i ligkisten med de mange dødsdomme, der er blevet udstedt i ugerne op til fødselsdagsfesten," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

NA er en total fejlkonstruktion helt fra starten, fuldstændigt misforstået i de politiske analyser som fejlagtigt har legitimeret partiet som et bud for de sk 'troløse vælgere' - og hvis spindoktorerne nu skal hjælpe dem til mandater med yderligere ordgejl, så fatter jeg ikke en brik.

Khader står som person i forvejen for symbolpolitik for indvandrergrupperne i DK, og Samuelsen står for elitært nyliberalistisk nysprog. Hvordan skulle kommunikation kunne hjælpe disse politikere yderligere??

Det er indhold, empati og social indignation der mangler. At ride med på en nyliberal økonomisk politik - nu også for indvandrere, er intet andet end et egocentreret forsøg på at kapitalisere af aktuelle trends. Rén populisme! Og NA skulle være en modvægt til DF??

NA er fuldstændigt dømt ude, og det vil være klogt at nedlægge partiet fremfor at 'blive væk fra medierne'. Det er så håbløst at de tørre tårer der alligevel kommer efter at en politisk boble som NA er sprukket, bare afløses af et stort grin!

Indhold, indhold, indhold!

Bah, Khader har selv ved sin ryggeløshed og mangel på konsekvens sørget for at NA er ude. Havde han bragt regeringen i mindretal på spørgsmålet om asylansøgere, så havde han vist at han havde nosser og at NA havde en eksistensberettigelse. I stedet for lader han Fogh p... sig langt ned af ryggen.

Helt enig med begge kommentarer. Et anstændigt, borgerligt mditerparti med en drøm om 40% flad skat, er et godt eksempel på nysprog.

GAd vide, hvordan Gitte Seeberg og Pia Christmas Møller, der blev dolket i ryggen af Khader og Samuelsen har det med dette "anstændige" parti. deres politiske karrierer blev ødelagt af blålys.

Og oppe i nordsjælland sidder Aamund og trækker i trådene på de talende marionet dukker. Ingen rygrad, intet mod, jeg vil endda mene, at deres ageren efter valget nærmer sig vælgerbedrag. dem er der næppe mange, der vil savne.

Ny Alliance er et bizart eksempel på massehysteri - både fra pressens og politikernes side. Tusinder melder sig hovedløst ind i et parti helt uden politiske mærkesager - og de få slagord, frontfigurerne kommer med, viser sig ikke at have meget af gøre med partiets senere program.
Presse og parti jubler synkront over den store tilslutning, uden at nogen aner hvad medlemmerne tror de støtter. Ny Alliance er blot vor tids Fælles Kurs - rendyrket populisme uden andet indhold end taburetkløe.

Populisme, siger Tom Vilmer og lægger sig i forlængelse af de tidligere kommentarer.

Dette modbevises dog af at NA igen og igen sætter ting på dagsordenen som de øvrige partier helst går udenom - af populistiske grunde.

Som eksempel vil NA vil stække DF i en tid hvor Soc. Dem. forsøger at overhale indenom og regeringen er ved at splittes over hvor meget DF skal tækkes.

Faktum er at dårlig ledelse / dårlig kommunikation har sat NA uendelig langt tilbage men der er STADIG brug for et liberalt parti med de humanistiske sociale holdninger og ansvarlige økonomiske politik der kendetegner et sådant. Fogh har solgt ud og afviklet Venstre til et nyt Socialdemokrati - og dermed efterladt en masse vælgere der er for veluddannede og vidende til at rende efter DF (eller Soc. Dem.) og for borgerlige til Rad. V.s knæfald for den venstre side af folketingssalen.

Hvis ikke NA overlever må vi prøve igen indtil vi får etablerer den bastion MOD populismen som har opslugt de to store partier.

Ny Alliance minder i mangt og meget om avisen Dagen – en masse store armbevægelser og smarte attituder, der dækker over at partiet ingen substans har; det reelle indhold er varm luft - og den er sivet ud af ballonen nu.

Jeg tror desværre det kræver lidt flere ture rundt om søerne før jeg kan kalde mig en lille Ib ;-)

Derudover vil jeg gerne spørge Michael Larsen og andre hvilke af NAs mærkesager der er "populisme" og "varm luft", udover punkt 3.

-1: NA vil - i modsætning til både regeringen og Soc. Dem. - mindske den centrale styring af folkeskolen via kanoner, læseplaner og nationale test.

- 2: Vi skal ned på 40% max skat. Et klassiskt liberalt mål, som regeringen har droppet på grund af - ja, netop populisme.

-3: Vi skal bryde den sociale arv. Denne giver jeg Jer gerne. Ren populisme uden indhold. Men dog ikke mere end hos andre partier der siger det samme.

-4: Vi skal stille rimelige krav til udlændinge der kommer hertil, men ikke lade os forføre af folkestemningen og lige som regeringen og soc. dem. sigte efter DFs laveste fælles-mod-alt-nyt-nævner. Populismen er vist mere at lade sig trække rundt af Pia K. end at markere et borgeligt stop for vanviddet.

-5: Være fuldbyrdigt medlem af EU (m.m.) og hæv ulandsbistanden. Heller ikke det mest populistiske synspunkt i et lav hvor modstanden mod alt fra Bruxelles er så indgroet at enhver på gaden har sin egen, sande eller vandrende, historie om svindel og inkompetence i EU.

Man kan bestemt være uenig i disse punkter, men for 4 ud af 5s vedkommende vil jeg mene det er misvisende at kalde dem populistiske. Tværtimod...

"NA er en total fejlkonstruktion helt fra starten.."

Det kommer jo helt an på hvorfor det opstod, ikke sandt ?
Man kan jo bare konstatere at Fogh stadig regerer, Pianismen er stadig
puppet-master, Jelved er ikke boss hos De Radikale, Fars Pige er hos Venstre
og Far selv er stadig milliardær på at levere vaccine mod en sygdom der er udryddet . Jeg tror det gik lige efter planen og Onkel Nasser fatter stadig ikke hvad der skete .

Ny Alliances deroute betyder at vi endnu ikke har fået svar på om der er et borgerligt alternativ til DF. Det skulle i så fald være med frafaldne fra S, R og K.

Jeg tvivler dog stærkt på at nogen politiker vil vove sig ud i at søsætte sit eget parti på midten i den nærmeste fremtid. Hvis det skulle ske kunne det måske være nogle socialdemokrater, der vil til højre, og ikke gider mere rød skole.

Med venlig hilsen
Lennart