Læsetid: 5 min.

Dramaet om Dagen

Vi gik nok lidt for langt, erkender en af instruktørerne bag dramadokumentaren om Peter Linck og avisprojektet Dagen, efter det kom frem, at filmens dramatiske klimaks ikke er i overenstemmelse med virkeligheden
Kultur
30. maj 2008
Instruktøren af -Forførerens fald-, Frank Piasecki Poulsen, kalder nu optrinnet med fotografen, der angiveligt overfalder Dagens direktør, Peter Linck, -en rigtig dårlig sag.

Instruktøren af -Forførerens fald-, Frank Piasecki Poulsen, kalder nu optrinnet med fotografen, der angiveligt overfalder Dagens direktør, Peter Linck, -en rigtig dårlig sag.

Thorkild Amdi

En stor og tung fotograf tager direktør Peter Linck i kraven og knalder ham op mod en væg, da det er ved at gå op for ham, såvel som de andre ansatte, at der ikke er flere penge i avisprojektet Dagen.

Sådan ser vredesudbruddet i hvert fald ud i drama-dokumentaren Forførerens fald af Frank Piasecki Poulsen og Laurits Munch-Petersen, som blev vist på TV 2 tirsdag.

Fotografen Nicolai Howalt selv kalder scenen for "fri fantasi", da han bliver interviewet til fagbladet Journalisten. Howalt og syv andre øjenvidner afviser, at han nogensinde angreb Peter Linck korporligt. Og så pointerer fotografen i øvrigt, at skuespilleren i filmen er meget større end ham selv.

"Det er en dramatisering, og vi har hele vejen gennem filmen givet den så hatten passer, med masser af lys-effekter osv. Der har vi måske lige givet skruen en omgang for meget i forhold til optrinnet mellem fotografen og Peter Linck. Det indrømmer jeg gerne," siger instruktør Frank Piasecki Poulsen og fortsætter:

"Jeg kan godt se bagefter, at hvis han i virkeligheden er på samme højde som Peter Linck, så er den skuespiller, vi valgte, lige lovlig stor. Og hvis jeg havde vidst tidligere, at der var otte mennesker, der bagefter ville sige, at der ikke var nogen fysisk kontakt, så havde vi sgu nok lavet scenen anderledes".

De to instruktører brugte sidste weekend på at overveje om scenen skulle klippes ud af filmen, men blev enige om at fejlen ikke var så fatal, selvom den har været genstand for stor diskussion blandt andet her i avisen, hvor den tidligere medarbejder på dagen Mads Brügger i et indlæg har kaldt den for "en grov løgn".

"Jeg synes, det bliver en storm i et snapseglas. Det handler om, hvorvidt fotografen havde fat i kraven på ham eller ej. Hvis vi helt koldt og kynisk havde lavet det, fordi det så fedt ud, selvom vi vidste, at det ikke var gået sådan til, så havde det været et problem. Jeg vil ikke afvise, at vi er gået over stregen, men vi synes ikke, at det er så alvorligt, at det skulle klippes ud," siger Frank Piasecki Poulsen.

Et kærligt los

Dramadokumentaren som genre lægger op til en dramatisering af virkeligheden. Til forpremieren på Forførerens fald sagde producent Lars Seidelin, at filmen blandt andet var blevet til for at give den traditionelle dokumentarfilm "et kærligt los i røven".

"Det er et drama, som det er opfattet af dem, der medvirkede, og fortolket af os," sagde han.

Det som dramadokumentaren kan, generelt set, er, ifølge Dan Hoffmann, filminstruktør og dramaturg fra Kort- og Dokumentar Filmskolen, at skabe en fortælling, der inddrager seerne følelsesmæssigt.

"Det handler om identifikation med mennesker, der for eksempel oplever en krise mere end det handler om oplysning," siger han.

Dramadokumentarens form udgør en risiko for overdramatiseringer, men det er ikke nogen hemmelighed, mener Dan Hoffmann.

"Det er underholdning, og der vil blive strukket lidt her og der, før det bliver dramatisk. Folk er af den overbevisning at den skal være sandfærdig, men en dokumentar vil altid være subjektiv. Man kan ikke både kræve at få leveret fakta og underholdning - vil man have fakta, så foreslår jeg, at man læser en bog eller ser en undervisningsdokumentar," siger han.

Under optagelserne til filmen lavede de to instruktører lange interviews med blandt journalist Anette Kokholm, der sagde om episoden, at "fotografen hoppede simpelthen på ham".

"Derefter var vi klar over, at den scene skulle vi lave," siger Frank Piasecki Poul-sen.

"Det er jo ikke fordi, at vi har forsøgt at omgås sandheden. Vi har lavet scenen ud fra de oplysninger vi havde på daværende tidspunkt".

Under deres research talte instruktørerne også med fotografen, der ikke havde lydt til at medvirke i Forførerens Fald.

"Han sagde, at han ikke kunne huske, hvad der skete i detaljer. Men han mente, at han måske havde fat i Peter Linck, og måske trykkede han ham op mod væggen. Det er i hvert fald det, som jeg noterede mig, og det vi skrev ind i manuskriptet," siger Frank Piasecki Poulsen.

Skurk i en tegnefilm

De to instruktører lod sig inspirere af udenlandske dramadokumentarer, der har brugt rekonstruktion som et virkemiddel, som eksempelvis Banged up abroad, der handler om folk, der bliver arresteret i udlandet. Mange af de involverede sidder stadig fængslet, og man bruger skuespillere til at rekonstruere forløbet.

"Vi vidste at vi gerne ville bruge skuespillere, og da Peter Linck selv sagde ja til at være med, måtte vi finde en måde at koble de to ting sammen på. Vi besluttede os derfor for at holde os fra dialog, og filme skuespilleren fra nakken. Lidt ligesom en skurk i en tegneseriefilm. Den type billeder," fortæller Frank Piasecki Poulsen.

Begge instruktører fortæller, at samarbejdet var det sværeste ved projektet. Mens Frank Piasecki Poulsen tidligere har beskæftiget sig med dokumentargenren, har Laurits Munch-Petersen lavet spillefilm.

"Da vi skulle ind og interviewe Tøger Seidenfaden, ville Laurits gerne filme ham nedefra. Uden at sige det til ham. Det kunne jeg slet ikke gå med til, vi kunne jo risikere, at han opdagede det, blev sur og skred. Jeg skyndte mig bare at sige til Tøger Seidenfaden, at det skulle filmes, så han lignede kongen på toppen af bjerget, der kunne se det hele - og den var han med på," siger Frank Piasecki Poulsen.

Han beskriver projektet som et forsøg på at lave en dokumentar om erhvervsstof, der skal fungere i prime-time tv.

"Dramadokumentaren fremmer ikke troværdigheden, men den fremmer underholdningsværdien og det kunstneriske aspekt. Vi ville gerne nå seere, der ikke interesserer sig for journalistik, og det var derfor enormt oplagt for os, at fortælle den mere universelle historie: Om dilemmaet mellem karriere og familie, om kærlighed, og om hvorfor man bliver, som man bliver. Vi var i gang med at lave en film til familien Danmark," siger han.

Manipulation

Dramadokumentaren er en problematisk genre i den offentlige debat, mener Dan Hoffmann fra Kort- og Dokumentar Filmskolen, og det hænger sammen med en klassisk debat om objektivitet:

"Dokumentaren består af subjektive valg - lige fra valg af kameravinkel til klipning. Det er folk ikke klar over, og derfor harcelerer de over dramadokumentarer og stiller nogle krav til dokumentaren, der egentlig er tiltænkt journalistikken," siger han.

Frank Piasecki Poulsen selv kalder ideen om en objektiv - eller tilstræbt objektiv - sandhed for "noget fis".

"Det medie vi arbejder med - film og fjernsyn - det er jo manipulation fra start til slut. Når man laver et interview til tv-avisen og vælger at stille 'offeret' lige op ad en væg, så virker han presset. Vælger man at stille ham nede i den anden nede af gården, så der er masser af luft bag ham, så udstråler han overskud. Det er ikke nødvendigvis tydeligt for seeren. Jeg ved godt, at det jeg laver ikke har noget med objektiv sandhed at gøre - det her er vores fortolkning af verden".

Subjektivt fjernsyn eller ej - så kalder instruktøren dog stadig selv optrinnet med fotografen, for "en rigtig dårlig sag".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her