Forestil dig, du sidder i en båd på en flod, med mandarintræer og marmeladeskyer. Nogen kalder på dig, du svarer ret langsomt. En pige med kalejdoskopøjne. Gule og grønne cellofanblomster knejser over dit hovedet. Led efter pigen med solen i øjnene. Og hun er væk.
Det er umuligt at forstå den psykedeliske verden, hvis du ikke har været der. Hvis du ikke er 'Experienced', hvis du ikke har været på 'trip' og rejst gennem dit indre. Hvis du ikke har 'droppet' LSD – 'syre', 'tickets', 'mellow yellow' eller hvad du ellers har lyst til at kalde det – kan du knap nok forstå det sprog, dine venner taler. Det var en hel kultur, der ramte Danmark, dengang i 60'erne, da man for første gang hørte om LSD herhjemme. En udvidelse af sindet. En opdagelsesrejse.
"Jeg kan tydeligt huske mit første trip. Vi havde forberedt os i mange måneder," fortæller forfatteren Ib Michael.
"Jeg havde lagt en notesblok frem, hvor jeg skulle notere de interessante reaktioner, der måtte indfinde sig. Det var en grundig undersøgelse af selvet. Projektet var simpelthen at kassere alt, hvad vi havde fået at vide – den kultur vi var opvokset med, alt hvad vi vidste om os selv og verden. Det hele. Vi ville frem til vores inderste identitet. Det er et virkeligt radikalt projekt. Et projekt baseret på erkendelse. Men derfor kan man jo godt gå hen og tage grueligt fejl."
Eller som ex-hippie og forfatter til bogen Bar røv i 60'erne Ole Grünbaum forklarer:
"Der opstod en hel kult omkring det. Det var virkelig noget, man tog seriøst. Det var jo en decideret rejse man skulle ud på, så vi tog op på landet og havde en guide med, der ikke tog stoffet – en der kunne hjælpe os, hvis vi fik 'Hang ups' eller 'Bad Trips', som man kaldte det. Man blandede ikke stoffet med andet og vendte hele opmærksomheden mod sit indre. Det var en hel kulturs stof."
Møbler med knive
Men de første trip var taget mange år før Ole Grünbaum oplevede slimede arme gribe efter ham fra sin dagligstues væg, og Ib Michael fik En hidtil uset drøm om skibe.
Den 16. april 1943 i det neutrale Schweiz sad lægen Albert Hofmann og eksperimenterede med kunstigt fremstillede svampesporer fra rug i forsøg på at undersøge stoffets medicinske effekter. Pludselig en dag efter arbejde følte dr. Hofmann sig svimmel.
Han tog hjem til sin villa for at hvile sig og lå i sin seng med en guddommelig indsigt, forklarede han senere i sin selvbiografi My Problem Child. I en drømmelignende tilstand lå han vågen og lykkelig i sin seng, mens en strøm af "smukke billeder, fantastiske former og intense kalejdoskopiske farver" skyllede ind over ham.
Hofmann var klar over, at det måtte være de syntetiske svampesporer, der på en eller anden måde – via huden eller ved indånding – havde leget med hans hjerne og tre dage senere besluttede han sig for at indtage stoffet koncentreret. Som en Mr. Jerkyl lod han 0,25 milligram af det flydende gennemsigtige stof glide ind i sin krop og fik en ædruelig kollega til at eskortere ham hjem på sin cykel. 0,25 mg er mere end det femdobbelt af, hvad der senere blev en normal dosis, og stoffets virkning indtraf efter få minutter. Alt hvad Hofmann passerede blev til forvrængede former, markerne omkring ham eksploderede i farver og bevægelser, og selv om han oplevede det som om, han stod stille, piskede verden forbi ham i afsindig fart. Hjemme i villaen tog oplevelsen en drejning og Hofmann oplevede verdens første 'bad trip'.
Han skreg og råbte og var overbevist om, at hans krop var besat af en ond dæmon. Han var overbevist om, at hans nabo var en ond heks, og at hans møbler ville slå ham ihjel og i forsøg på at fordrive de onde ånder, drak han litervis af mælk. Langsomt drev han ud af psykosen og faldt udmattet i søvn. Næste morgen var han frisk, glad og afslappet. Hans morgenmåltid var en intens og fantastisk smagsoplevelse og blomsterne i hans have virkede smukkere end nogensinde før. Verden var vidunderlig. Dagen blev senere døbt Bicyle Day.
Stoffet blev sat i produktion af det Schweiziske medicinalfirma Sandoz i 1947 i den overbevisning, at LSD kunne bruges i psykoterapien. er til hjernen, og det var præcis, hvad den amerikanske efterretningstjeneste CIA var interesseret i. Optaget af at afsløre russiske spioner og afhøre anholdte agenter så man en mulighed i LSD. Et kolossalt apparat blev sat i værk under kodenavnet MKULTRA, der havde samme prioritet som 'The Manhattan project', der årtier før opfandt atombomben.
Programmet løb fra 1953 til 1964, og selv om de fleste dokumenter blev destrueret i 1973 offentliggjorde Senatet en undersøgelse, der afslørede at titusindevis af uvidende personer havde været genstand for forsøg i perioden.
Tryllerier
Journalist Alex-Frank Larsen vandt i 1986 en Cavlingpris for sit dybdeborende arbejde med de hemmelige LSD-forsøg og har udgivet bogen Det sprængte sind om samme emne. Han har læst de fleste af de amerikanske efterretninger og interviewet en række helt centrale kilder i forløbet.
"Der florerede i amerikanske militærkredse en forstilling om, at russerne havde en teknik, der kunne hjernevaske folk, og det gjorde amerikanerne rædselslagende," forklarer Alex-Frank Larsen.
Derfor afprøvede man LSD's potentiale på alle mulige tænkelige måder. I første omgang nøjedes man med de resultater, man havde noteret sig fra psykiatriske patienter, siden på fanger, almindelige soldater, højtstående officerer og til sidst collegestuderende og civile personer, der ikke anede, hvad der skete. For manges vedkommende havde det fatale konsekvenser. Som for den højtstående officer Frank Olson, der var chef for den amerikanske hærs division for kemisk krigsførelse. Han fik LSD i et glas Cointreau på et Seattle Hotel i New York lige over for Penn Station. Kort efter sprang han ud fra 30. sal – angiveligt på grund af et bad trip. Hans familie endte med at få erstatning af præsident Ford.
"Herefter gik man ud i det civile liv for at se om det skulle have en anden effekt på almindelige mennesker," fortæller Alex Frank-Larsen, om det man kaldet 'Operation Midnight Climax', der ligeledes står beskrevet i Senatets undersøgelse.
"CIA oprettede tre bordeller i Los Angles og New York, hvor man fik en tryllekunstner til at lære de prostituerede at forgifte deres kunder. I mellemtiden sad CIA-betalte psykologer bag et spejl og observerede kundernes reaktion, mens de prostituerede testede, hvordan man fik personlige oplysninger ud af kunderne."
Kidnappet
I begyndelsen af 60'erne fik CIA finansieret store private fonde, der opfordrede psykiatere og universiteter til at udforske og afprøve LSD. Således kunne de studerende på 30 forskellige universiteter i USA tilmelde sig forsøg, hvor man indtog LSD (blandt dem en ung fyr ved navn Jim Morrison).
Et af de steder, hvor der blev lavet flest forsøg for fondsmidlerne var på Frederiksberg Hospital i Danmark, forklarer Alex-Frank Larsen.
"Under overlæge Geert Jørgensen, der var maniodepressiv, men ellers en rigtig bullerbasser når han var frisk, foretog man forsøg på mere end 400 patienter. Geert Jørgensen troede, at han var på vej mod en nobelpris for at påvise, at LSD i sig selv kunne helbrede psykiatriske patienter, så uden at patienterne vidste, hvad der foregik, fik de LSD i et glas vand, når de ankom til konsultation. Man fastspændte patienten i en mørk kælder under hospitalet, og her fik mange af dem deres livs mest traumatiserende oplevelse. Dødsoplevelser, besættelser og alle mulige afarter af 'bad trip'. Det er massevis af rapporter, der fortæller om de her dødsoplevelser," siger Alex-Frank Larsen, der først i 80'erne fik dokumenteret, at forsøgene var ulovlige, og de patienterne, der ikke havde begået selvmord, fik erstatning.
Det store CIA-program endte i 1966 og i 1968 blev stoffet helt forbudt.
Men der var også LSD-forsøg med lykkelige udgange. I 50'erne havde man i USA gode resultater med psykoterapeutisk behandling af alkoholikere og senere med tvangsneurotikere. Et af de vellykkede forsøg blev gennemført fra '64-'66 på Rigshospitalet i København, hvor overlæge Vanggaard og hans daværende assistent Erik Brandrup, der siden blev overlæge i psykiatri gennemførte en psykoterapeutisk behandling.
I dag er Erik Brandrup pensioneret, men det ligger ham stadig meget på sinde at få de gavnlige sider af LSD-behandlingerne frem i lyset.
"Allerede dengang vidste vi, at folk kunne blive dybt psykotiske og affektlabile af det, så vi gik meget, meget forsigtigt frem," siger Erik Brandrup og fortæller detaljeret om et forsøg.
"Overlæge Vanggaard havde fået en patient med en meget svær tvangsneurose. Han bestilte ikke andet end at vaske sig hele dagen, så da han kom til os, stod han til at skulle have det hvide snit. Det var patienten naturligvis ikke så glad for, og vi var klar over, at almindelig psykoterapi ikke ville gøre den store forskel, så derfor ville vi forsøge at kombinere behandlingen med LSD – for at sætte lidt fut i det, om jeg så må sige. Vi ønskede at få pillet hæmningerne af ham og finde ubevidst materiale frem."
Efter en omhyggelig psykologisk testning lod psykiaterne patienten indlægge hver fredag eftermiddag efter få milligram af det hallucinogene stof.
"Der dukkede forskellige episoder op i hans bevidsthed, og noget af det var meget pinagtigt for ham. Han græd og jamrede indimellem, men han var aldrig ude af balance, selv om vi var klar med beroligende medicin. Vi gennemførte en times decideret samtaleterapi med ham, og han begyndte langsomt at få det bedre. For hver gang han kom var han friere og friere af væsen og til sidst var han helt rask," siger Erik Brandrup, der også selv har indtaget stoffet en enkelt gang.
"Overlæge Vanggaard mente, jeg skulle vide lidt om, hvad det var for et stof, så jeg tog det en søndag eftermiddag hjemme ved min familie. Det var en meget spændende oplevelse. Det hele virkede meget stærkt. Alt hvad jeg så og hørte. Jeg var også utrolig lattermild ved middagsbordet – der skulle ikke så meget til, så kunne jeg se det morsomme ved de mindste ting. Min kone var heldigvis tilstede og hun er jo et ædrueligt menneske.
Jim og dørene
Erik Brændrup ærgrer sig over, at der ikke er nogen forskere, der har ønsket at forske i stoffets effekt på hjernen og han mener, som Hofmann selv, at man kan tale om, at LSD blev kidnappet af folk med de forkerte intentioner.
"Men jeg tror på det. Og jeg så gerne, man tog handsken op. Jeg er meget ked af, at der ikke er nogen, der har haft mod på det. Man må selvfølgelig være absolut kompetent og meget varsom. Det er ikke legetøj."
Sideløbende med de mere lægevidenskabelige forsøg begyndte stoffet at få sit eget mytologiske liv i tidens kultur.
Stoffet fik sine egne sagnomspundne figurer anført af forfatteren Aldous Huxley, der i 50'erne havde eksperimenteret med mescalin og påvirket af stoffet skrevet essaysamlingen Erkendelsens døre – The Doors of Perception som gruppen The Doors senere tog navn efter. Psykologer som Timothy Leary og Richard Alpert, der havde været med under de lovlige forsøg på de amerikanske universiteter i start-60'erne arbejdede som profeter for LSD lang tid efter at det blev gjort ulovlig. Med slogans som "Turn on, Tune in and drop out" arrangerede man LSD-seancer, og de troede fuldt og fast på, at stoffet kunne give alle i verden en guddommelig indsigt.
Det var i den tid, forfatteren Ib Michael første gang hørte om stoffet herhjemme.
"Vi var i en kreds af rockmusikere, designere, forfattere og fotomodeller, der var på udkig efter alternative religioner og livsformer, og her faldt vi over LSD'en ," fortæller Ib Michael: "Mit startede mere i den seriøse ende med Erkendelsens døre og amerikanske psykologer, der havde arbejdet med det på Harvard University, og så havde jeg en svoger, der var læge, og han forsynede mig med lægevidenskabelige artikler. Det var et grundigt researcharbejde. Vi gik bestemt ikke ind i det med bind for øjnene."
Det hele var et trip
Stoffet dannede rammen om et regulært tidehverv, forklarer Ib Michael. En bevægelse, der gik igennem generationen fra San Francisco til London, Paris og København.
"Det var en hel kultur med sit helt eget sprog. Som når Dylan i en sang synger 'Gees I can't find my knees', så ved alle os, der har prøvet det, præcis, hvad han snakker om. Men Hr. Jones, han aner ikke hvad der sker – 'You don't know whats happening do you Mr. Jones,' synger Dylan.
Det er som en verdensomspændende kult, der henvender sig til hinanden med særlige sprogkoder. Og man ved, at dem, der benytter sig af de koder, de er 'Experienced'. Som Jimmy Hendrix albummet hedder: 'Are You Experienced'. Det er hvad det handler om. Har du prøvet det? Har du været på trip?"
Det var en generation, der på alle niveauer havde andre planer med deres liv end det, verden kunne give dem. Og alt blev dyrket med en nærmest religiøs fanatisme.
"Musisk ville vi væk fra jazzmusikken, som vi var rundet af, og efter en kort overgang i folkemusikken dyrkede vi rockmusikken, og særligt syrerocken – der var båret af LSD. Jefferson Airplane, Bob Dylan og selvfølgelig The Doors. Moden var psykedelisk, og litterært og kunstnerisk var det ny-surrealismen, der optog os," siger Ib Michael.
"Vi var radikale. Når man var færdig med folkemusik, var vi ved at brække os over det og kunne ikke have pladerne stående. Det var mutationer, der kendetegnede tiden. Vi var decideret religiøse omkring det vi gjorde.
I '68 var populærkulturen gennemsyret af psykedelik. Beatles udkom med Sgt. Peppers Lonlely Hearts Club band i '67, med numre som Lucy in the Sky with Dimonds, og der gik rygter om at pladens inner sleave var dryppet med LSD, hvorfor flere simpelthen åd coveret. Samme år udkom Steppeulvenes syrede HIP og året efter kom Stanley Kubrick med 2001: Space Oddysey. Moden, musikken, litteraturen og filmen. Det hele var et trip. Det var fede tider.
Op til '68 handlede kulturen ifølge Ib Michael om en ubændig trang til at finde en alternativ og bedre verden. Og LSD var et bærende element til at finde den verden.
"Og den har man vel næppe set mage til siden. Det var det ungdomskulturen egentlig bestod af. Det var først efter '68, at det politiske billede kom og blandede sig. I '64 startede min research til LSD, i '65 var jeg på mit første trip og i '67 var jeg færdig med det hele. I '68 anede jeg ikke, hvem Che Guevara var – der var vi et helt andet sted," siger Ib Michael.
Kulturen døde ud og det samme gjorde LSD. Ifølge forfatter Ole Grünbaum var det en logisk konsekvens af kulturens udvikling:
"Det passede godt til det, vi ville i tiden. Det er en hjælp til en indre rejse. Til at afsøge verden. Det skal man være forberedt til. Men det forsvandt, og det gjorde projektet om verdensforandringen også," siger Ole Grünbaum.
"De gamle hippier blev trætte. For nogen fortsatte kulturen videre over i det politiske liv – arbejderklassen og bajerne, for andre var det østens religion og kollektiver. Tiden passede bare ikke rigtig længere til LSD."
Et helligt lægemiddel
Da Albert Hofmann døde i sit hjem i udkanten af Basel sidste tirsdag var man ikke kommet forståelsen af LSD afgørende nærmere siden Bicycle Day i '43. Man ved i dag ikke, hvad stoffet fysiologisk gør ved hjernen, og man har ikke været i stand til at konstatere nogen fysiske skadevirkniger eller ændringer efter indtagelse. Hofmann selv fastholdt til sin dødsdag, at stoffet er et psykiatrisk vidundermiddel, der blot var blevet misbrugt af hippier og uforsigtige psykologer. Både i hans selvbiografi og ved hans sidste offentlige tale i 2006 slog han fast, at hans opdagelser havde nogle vidtrækkende muligheder.
"Jeg ser stor vigtighed i de muligheder, LSD har givet os en for dybere og mere gennemtrængende virkelighed. Men det kræver, at man arbejder med stoffet med stor forståelse og forsigtighed og betragter LSD som et helligt lægemiddel."
Albert Hofmann blev 102 år gammel.
Et helligt lægemiddel. Eller bare et helligt middel. I en verden, hvor intet synes helligt, er måske netop det hellige den allerstørste trussel mod establishment.
Vores verden består af uendelige fronter, af utallige modstandere, som enten skal bekæmpes med våben eller meninger. Der er en evig rivalisering og kamp om at have ret og dominere, om at manipulere eller blive manipuleret.
Tænk nu, hvis alt for mange mennesker fik den inderlige oplevelse af, at det er en menneskelig mulighed at være eet med eksistensen i et stort sanseligt lykkeorgie af fryd og fred? Uhadada. Den næste krig ville være i fare, og de fordelagtige aftaler om "næsten ufarlige" klyngebomber ville ryge i vasken, og de rethaveriske og bedrevidende ville se deres territorier smuldre. Det handler om at have ret her i verden, ikke om ekstase.
Ib Michael og Ole Grünbaum blev klogere, Albert Hoffmann blev det ikke (og han blev endda 102 år gammel). Eller blev Ib Michael og Ole Grünbaum klogere? I så fald: på hvad? Det er, som om de smilende ryster på hovedet af deres "drengestreger" - de har skriftet og bekendt deres ungddoms synder, og er vendt tilbage til folden. Albert blev, hvor han var, og der var faktisk en hel masse andre, der gik "det helliges" vej med ham på forskellige måder. Det var bare blevet ulovligt, så man måtte gå stille med erkendelsens døre.
Lasse Lavrsen har skrevet en interessant og fornuftigt forsigtig artikel. Måske kunne du skrive mere om bevidsthedudvidelse? Der findes en stor, men diskret verden af bevidsthedsudvidelse; den er ikke fuldkommen skjult.
Det ville også være ønskeligt at få belyst de mange vildfarelser, der består omkring stof-kulturer og unges eksperimenteren med stoffer contra alle de mange mennesker, der er slavebundet af vanedannende, bevidsthedsindskrænkende stoffer.
Det er langtfra alle trips, der er dårlige. Jeg vil gætte på, at det er de færreste. Men det er dem, man hører om. Man hører ikke om de vidunderlige og indsigtsgivende og totalt frydefulde.
(T)RIP Dr. A. Hoffman.
---------------------------------------------------------------------------------------------
LSD er et meget tabubelagt stof. De fleste der ikke kender til stoffet, vil aldrig kunne forstå, hvordan stoffet virker. Det er langtfra de fleste nuværende eller tidligere brugere af LSD, som den gense myte fortæller, tror at de er en fugl og hopper ud fra 10. sal, med døden til følge. Eller oplever at, de bliver angrebet af edderkopper, o.lign.
Jeg vil ikke glorificere LSD, og sige at LSD er harmløst. Men jeg vil gerne rejse tvivl om skadesvirkningen af stoffet. Jeg mener at LSD, er som alkohol, hash, kokain, herion, osv, skadelig i relation til det omfang det/de anvendes i.
Vi ved alle, at der findes mennesker i vores samfund, som hverdag kæmper med et meget skadeligt misbrug, og/eller resultatet derfra.
En meget vigtig forskel imellem alkohol og LSD, er den eksisterende rusmiddelskultur. Dvs. at i Danmark, har en ethanol-baseret rusmiddelkultur, og derfor bliver i perioden fra baby til voksen, bekendt og erfaren med det eksisterende ethanol-rusmiddelkultur
Da LSD-rusen ikke kan sammenlignes med alkoholrusen, kræver det at foregående kendskab til LSD inden indtagelsen. Altså man skal for det første vide at man indtager LSD, og det skader ikke, at have rådført sig med litterær, såvel fysisk klider, før indtagelsen.
Så selvom jeg ser en rusmulighed i LSD, samt muligheder videnskablige undersøgelser af LSD, vil jeg alligevel være meget kritisk overfor en afkriminalisering af LSD.
Jeg tror simpelhen ikke, at vi har brug for et stof, som LSD, da mange der bruger det, netop oplever glæden i livet, ved selv de simple ting. Og vil under påvirkning af, være mere interesseret i at opleve nuet, fremfor at skulle beskæftige sig, med noget så besværligt, som arbejde og rengøring.
Til gengæld, er der nok en del der gerne vil male med mange farver, og spille eksperimenterende musik, hvis de ikke bare sidde filosofere, over usammenhængene logikker, og finder meninger i blomsternes blade, og græsset flydende bevægelser.
Det siger selv, at sådanne sindstilstande, ikke hænger sammen med den måde, som samfundet er skruet sammen på nu.
Albert Hofmann 100. Birthdayby dineithel
Tak for den søde video :-)
"Et in arcadia ego", tak: Også i paradis er jeg (døden): http://en.wikipedia.org/wiki/Et_in_Arcadia_ego
De åndelige oplevelser, som LSD kan sparke døren ind til, kan man få på et meget stærkere plan uden stoffer. De åndelige oplevelser man får påvirket af stoffer vil altid være forurenet af de stoffer som man har brugt til at smadre sine illusioner om realiteten.
Alkohol er lige så effektivt som hårde psykoaktive stoffer; spørg hvilken som helst shaman ... Der er en grund til at alkohol hedder spirit på engelsk. Resultatet af den form for instant karma kan opleves på din nærmeste bodega ... Resultatet af LSD kan studeres på Nordvang og andre psykiatriske institutioner.
Omkostningerne ved stoffer som saliva divinorum, ibogain, psilocybinsvamp, fluesvamp osvosv er langt større end gevinsterne.
Her er det nærmeste dødsoffer for Learys eksperimenter: "In 1989, Leary's eldest daughter, Susan, committed suicide after years of mental instability."
Det er en udbredt holdning at CIA udbredte LSD til den kreds af kunstenere, der blandt andet omfattede Ginsberg, for at undergrave den politiske del af ungdomsoprøret:
"In addition, Owsley Stanley, one of the pioneers of the era, would later write of him;
"Leary was a fool. Drunk with 'celebrity-hood' and his own ego, he became a media clown-and was arguably the single most damaging actor involved in the destruction of the evanescent social movement of the '60's.
Tim, with his very public exhortations to the kids to 'tune in, turn on and drop out,' is the inspiration for all the current draconian US drug laws against psychedelics.
He would not listen to any of us when we asked him to please cool it, he loved the lime-light and relished his notoriety... I was not a fan of his."
Jacob Schmidt-Rasmussen:
"De åndelige oplevelser, som LSD kan sparke døren ind til, kan man få på et meget stærkere plan uden stoffer."
L. Ron Hubbard er nemlig det tykkeste trip!
Myndighederne i San Francisco betroede opgaven at overvåge byens borgeres sundhedstilstand ( "health director")p.g.a. den esploderende "drug-abuse" i det gode år 68 til en vis Dr. Ellis D.( "LSD") Sox, hvilket fik byens syrehoveder til at gå i krampelatter.
:-D
Er der nogen personlige erfaringer online?
Sulpicia, digterinde, hvordan forklare Arkadien med mandarintræer og marmeladeskyer, kaleidoskopøjnene og den ikke-lokale tidseksplosion til Jakob Schmidt-Rasmussen og Ron Hubbard og Ellis D? De tror, det er et spørgsmål om at have ret, for det har de selv, contra alle dem, der måtte mene noget andet.
Tak fordi du mindede mig om Ellis D. Virkelig sjov historie.
Og Jakob Schmidt-Rasmussen: hvad er det for nogle åndelige oplevelser, du vil anbefale, som man kan få på et meget stærkere plan uden stoffer, dem vil jeg gerne prøve, hvis altså ikke jeg allerede har gjort det.
Du sammenligner en spirituøs shaman med bodegaens fællesåndelighed. In vino veritas? Jeg forstår ikke helt, hvad du mener. Mener du, det er bedre at drikke alkohol end at drive langsomt afsted på Arkadiens krystalklare flod og smile til pigen med solskinsøjnene?
Mener du, at fordi Timothy Leary havde en skrue løs, så havde Albert Hoffmann det også?
Sad en gang i en togkupe med seks pladser, sammen med syv gode venner. Toget var overfyldt, så da en pige spurgte om der var plads, blev hun lukket ind til selskabet. Vi var på vej hjem fra et godt møde, indforstået lattermilde og glade i låget, men absolut ved vore helt egne sansers fulde kraft.
Pigen kiggede lidt på festlighederne og spurgte så:
Er i på syre eller hvad?
Og fik omgående det helt rigtige svar:
Skal man da være narkoman for at ha det sjovt?
LSD er ikke narkomani, men det er livsglæde og fantasi heller ikke. Almindelig meditation kan skære solide huller i virkeligheden - helt uden tilsætningsstoffer og kemiske genveje.
Derfor irriterer Lasse Lavrsen selvforelskede helgenkåring af "det helligt lægemiddel" mig. Erkendelsen har mange døre, men alt for mange båtnakker i Ole Grünbaum-størrelse har bevist ved personligt eksempel, at heller ikke LSD er en sikker vej mod "en dybere og mere gennemtrængende virkelighed".
Jakob, har du tilbragt en del af dit liv i århus, i midten af 1990'erne??
Instant Karma, var en psykedeliske goa-hippie gruppe, der arrangerende fester i skoven.
Udtrykket instant karma, klinger hult og forvirret. Det lyder bestemt som nogen fyr fra den vestlige McD-kultur, har fundet på-. Ellers også kan begrebet, dække over Langballes tur i asfalten, forleden dag.
LSD giver ikke åndelige oplevelser, i den forstand, at det er ægte. Der findes ingen genvej til gud, eller andre ånder. Der findes ingen guder. Tværtimod beviser LSD, at oplevelsen af gud, er ren neurokemisk. Med eller uden stoffer.
Og til Erik B, der gerne vil vide om der findes nogen (LSD)oplevelser online.. brug google...
mere kærlighed - også i psykedeliske multiverser
Jeg tog en masse LSD i 60'erne og 70'erne. Der er vist ingen tvivl om at LSD giver et ordentligt spark til vanetænkning: Man glemmer simpelthen hvad man 'plejer' at sige og gøre. Og så er der jo synerne som er en fantastisk film af ens eget indre.
I dag er jeg ikke sikker på at jeg ønsker at få sparket ud af min vanetænkning. Familie og venner vil jo helst have at jeg er den jeg er, så det er ikke sikkert at man skal tage sig selv alt for godt i øjesyn hverken indefra eller udefra.
Hvis jeg skulle tage LSD igen, skulle det være så langt som muligt fra min dagligdag omgivet af natur uden andre mennesker i nærheden. I 70'erne tog jeg LSD og gik i byen i Århus. Det var sgu sjovt. Naked Lunch.
INSTANT KARMA betyder pulver-karma, jf. Instant Coffee. Hurtigt og effektivt, men højst ubehageligt, kunne jeg forestille mig. Tak til Jakob Schmidt-Rasmussen - på hjemmebane, ikke et ord er usandt eller overflødigt.
I retrospektiv kunne bevidstheden nemlig være udvidet, øget, forandret uden de der stoffer, såfremt tilstrækkelig mange var gået ind for det, og resultatet havde været tilsvarende bedre og mere holdbart. Men det forekom umuligt i den givne situation ... det viste sig dog meget hurtigt, at folkets brede masser - undskyld udtrykket - ingenlunde blev fredeligere af hash og LSD.
Hvis der virkelig er nogen, der tror, at man kan opnå det samme med meditation som med et syretrip, så tror jeg, at de skal forberede sig på en monumental overraskelse, hvis de nogensinde prøver et.
Selvfølgelig blev verden fredeligere af hash og LSD. Vi rendte ikke rundt og brændte folks biler af og mange demos forblev fredelige på trods af politiets anstrengelser for det modsatte.
Michael Skaarup, Århus...
På hvilket grundlag påstår du, at LSD ikke kan give ægte åndelige oplevelser?
Rick Strassman har forsket i åndelige oplevelser og baserer åndelige oplevelser på "The Spirit Molecule". Der er mange, der har forsket i hallucinogener og ethnobotanik og skrevet digre værker om det, og så er der sådan nogle som mig, der har prøvet det i praksis og er helt enig med P. Lauritzen i, at der er en stor overraskelse i vente, hvis du nogensinde prøver.
Fordi der ikke findes 'ægte åndelige' oplevelser. Det hele er kemi, det kommer altsammen inde fra det 1.100 grams hyperkomplekse mesterværk som du går med i kraniet.
En skam med Nixon. Nixon var en fremragende præsident der bl.a. stoppede Vietnamkrigen og åbnede diplomatiske forbindelser med Kina, men slipset strammede måske lidt vel rigeligt.
Man kan sige meget om Nixon, men i det mindste var han ikke en skurk.
Problemet med Nixon var, at han ikke var Beltway, han var en outsider i forhold til Washington-aristokratiet, og derfor måtte han videre. Hvis man læser Woodward og Bernstein, er det tydeligt at det er Deep Throat (dvs., hvis vi skal tro historierne, Mark Felt, næstkommanderende i FBI) der har taget initiativ til at kontakte Woodward. Woodward er Ivy League og er blevet belønnet for sin indsats med en position som hofreporter. Woodward solgte ud, før han blev konfirmeret.
De åndelige oplevelser interesserer mig, også synspunkterne fra de debattører, der mener, at ægte åndelige oplevelser ikke eksisterer. Jeg ville gerne have uddybet, hvorfor en kemisk reaktion i hjernen ikke kan være åndelig, vi består da af en skøn vekselvirkning af kemiske reaktioner og hormoner.
Omkring år 1100 levede Milarepa i Tibet og Hildegard af Bingen i Tyskland. Begge skrev digte, sange og musik, og Hildegard malede også billeder af sine visioner.
Milarepa var en massemorder, der fortrød sine ugerninger og derpå levede et asketisk liv uden en trevl på kroppen i det hårde klima. Han spiste brændenælder, drak kildevand og mediterede. Han havde vidunderlige visioner af åndelige væsner og blev meget viis og morsom. Sådan fortælles det.
Hildegard var abedisse. Hun havde fantastiske visioner. Der er nogle, der påstår, at hendes visioner var migræneanfald, og andre siger, at det var meldrøjeforgiftning. Meldrøje er en svamp, der snylter især på rug.
Albert Hoffmann undersøgte muligheden for at syntetisere svampesporer fra rug.
Det siges også, at miraklernes tid var forbi med den industrielle revolution. Fra da af kunne man tørre kornet, så meldrøjen opgav ævred. Dermed var det slut med visionerne.
Måske har den industrielle revolution bevirket, at vi er kommet til at lægge for stor vægt på det, der kan måles og vejes, og som overvejende foregår i venstre hjernehalvdel. De oplevelser, man kan have i den højre afdeling af hovedet, er altså virkelig interessante, og vi har da for pokker to hjernehalvdele.
Selv om den åndelige oplevelse ikke kan måles og vejes og er subjektiv, kan den sagtens være virkelig, sådan lidt i retning af orgasme, som jeg ikke påstår er åndelig eller fremkaldt af hallucinogener, men den er kemisk, hormonel og subjektiv alligevel.
Til den evige hippie...
Erik B har svaret for mig...
Jeg har haft "åndelige" oplevelser på psykedeliske stoffer. Jeg er dog nødtil at forstå dem, udfra den kontekst der er fremkommet i. Dvs. underpåvirkning af mine serotoninreceptorer. LSD, DMT, psilocybin, er kemisk beslægtet med serotonin. Derfor skyldes oplevelsen af åndelighed, f.eks fornemmelsen af en kollektiv bevidsthed, og træernes "åndedrag",(du ved visuelle forstyrrelse af synet, får ting til at at på afstand er flydende eller i bevægelse), en overstimulation af serotoninreceptorerne.
Når jeg så har oplevet at mine LSD, DMT og psilocybin oplevelser, bliver sammelignet med tilstande under dyb meditation, af saddhuer i Pashupati Nath, Nepal. Endda med stor beundring for mine sindstilstande, der blev opnået på 20 sek. (DMT), havde taget dem flere år, og nogen stadig ikke var nået dertil.
Så er jeg nødtil at spørge mig selv, hvad vi har tilfælles.
Svaret er hjernen og de neurokemiske forbindelser, der gør os bevidste om verden udenfor og indenfor kroppen, igennem vores sanser.
Derfor findes der ingen åndelighed i stoffer eller i virkelighed, kun neurokemisk forbindelse og kortslutninger.
mere kærlighed - også til mennesker på åndelig jagt
P. Lauritzen@
Selvfølgelig blev verden fredeligere af hash og LSD
Ja, det kunne se sådan ud, men det vendte i 1971 med Altamont, Hell's Angels, senere Bandidos, masser af voldelige, selvhævdende hashrygere, der blandede med alkohol, helt uden åndelige interesser. Jeg var selv umådeligt overrasket over denne udvikling, der i øvrigt forkeom mig parallel med kravene om højere lønninger, højere offentlige ydelser, mere offentlig service, mere opmærksomhed omkring den enkelte borger, hans/hendes berettigede behov og pludseligt så interessante og solidariske borgerligt-proletariske hverdag, der blev hyldet i 70'ernes film og litteratur.
Harun, det kan du da til dels have ret i. Jeg har altid anset poltiseringen af ungdomsoprøret for at være en "fejl". Det oprindelige oprør, som egentlig byggede på hippiebevægelsens apolitiske tilgang og mere var et opgør med samfundets konformiteter tilsat lidt anti- vietnamkrig, blev erstattet med marxistisk politik. Man kan sige at plakaterne med Doors og Hendrix blev erstattet af dem med Mao og Che. Men det ødelagde faktisk det fredelige oprør.
En klassisk bivirkning af LSD-indtagelse er storhedsvanvid. Eksempler er der mange af, blandt kendte såvel som ukendte ...
Evige Hippie:
Jeg ville gerne have uddybet, hvorfor en kemisk reaktion i hjernen ikke kan være åndelig, vi består da af en skøn vekselvirkning af kemiske reaktioner og hormoner.
Det er begrebet 'åndeligt' jeg har noget imod. I min ordbog handler ånd om videnskab, kunst, litteratur og filosofi. Kemiske reaktioner og hormoner er jo netop ikke åndelige, de er særdeles materielle. Nogle gange producerer de noget, der ikke kan forklares ud fra hvad vi i dag kender til hjernen, men noget 'åndeligt', overfysisk, er der ikke tale om, ligeså lidt som der er noget åndeligt ved at drikke sig en kæp i øret.
Især Erik B. og Michael Skaarup
Udgangspunktet er, at Albert Hoffmann mener, at LSD er et helligt lægemiddel. Personligt synes jeg, at ayahuasca er bedre. Men det er ikke sådan, at jeg mener, at bevidsthedsudvidende stoffer er selve vejen til erkendelse. Jeg ved ikke, hvad vejen er. Jeg har mediteret i 40 år i håbet om at blive en oplyst Buddha, men det er ikke sket endnu. Ind imellem har jeg taget bevidsthedsudvidende stoffer og opnået indsigter, som jeg aldrig har fået i meditation. Det er ikke sært, at saddhuerne ikke har haft bevidsthedsudvidede oplevelser i deres meditation. De har ikke prøvet at tage svampe.
Jeg synes, man skal være forsigtig med at glorificere saddhuer og swamier og munke. Der er en hel del fromme hyklere iblandt.
Ok, jeg er en nostalgisk gammel hippie, der vil have de gode, gamle dage igen, hvor man stadig havde naive visioner om en bedre verden af fred og kærlighed, og jeg mener, at en debat om midlerne herunder Albert Hoffmanns hellige lægemiddel er relevante.
Abby Hoffman er hippie-guru, ikke teolog. Jeg har faktisk een af hans bøger, en hippie-manual: Steal This Book. Den er både morsom og instruktiv, men jeg ville nok foretrække en anden autoritet hvad angår åndelighed og LSD.