Læsetid: 3 min.

Filmkvote på festivaler?

Med en filmdiæt på fire-fem titler om dagen, kan man hurtigt blive tummelumsk i Cannes. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan leve sig ind i så mange historier og skæbner på én dag. Bliver en filmjunkie aldrig mæt?
23. maj 2008

Er man bange for at falde i søvn, mens man kører bil, skal man bare klistre sit hår fast i bilens loft. Så gør det automatisk ondt, hvis man begynder at nikke med hovedet, og så vågner man, inden noget går galt.

Dette oplysende tip er blandt de ting, der er blevet stoppet ind i mit hoved i løbet af de mange film på festivalen i Cannes.

Mange skæbner

I den lettere ende af skalaen har jeg også erfaret, at man visse steder i Nordfrankrig omtaler et kendt amerikansk brand som coco-colo, og at det er decideret sundhedsfarligt at være postbud, når alle vil byde på snak og sprit, hver gang man kommer med brev, som det skildres i komedien Welcome to the Sticks. Woody Allen har i Vicky Christina Barcelona vist rundt i det katalanske bedre end noget turistkontor kunne have gjort, og Ruben Östlund stillede i De ufrivillige skarpt dagligdagens små, centrale konflikter på spidsen ved f.eks. at skildre en buschauffør, som helt enkelt nægter at køre videre fra en afsides rasteplads, før den, der har ødelagt gardinet på bussens toilet, tilstår.

I den tungere ende af skalaen har jeg bl.a. været en tur i argentinsk kvindefængsel i Leonera, oplevet trøstesløs italiensk mafiahverdag blandt fortabte ghettoeksistenser i Gomorra, set en IRA-mand sultestrejke til døden i Hunger og taget del i en fattig families skæbne i Sao Paolo i Walter Salles' Linha de passe. Waltz with Bashir satte krig og massakrer på agendaen, og i den franske dokumentarfilm Our Children Will Accuse Us har jeg under den imødekommende succeshistorie om en landsbys mission for at blive økologisk været vidne til de uhyggelige konsekvenser af landbrugenes flittige brug af pesticider rundt om den idylliske by.

En berusende boble

Det er blot nogle af de mange historier med ansigter, stemmer, steder, billeder og musik, som tumler rundt i hovedet. For nogle år siden oplevede jeg det ikke som et problem at træde ind i så mange universer og liv på kort tid. Jeg kunne sagtens indlede dagen med et historisk krigsdrama, for derefter at grine to timer med Woody, få revet hjertet ud af Dardenne-brødrene og slutte af med en diskussionslysten dokumentarfilm.

Sådan ser dagene stadig ofte ud i Cannes, men det bliver sværere og sværere bare at ryste filmene af sig og træde upåvirket ind i den næste. Frustrationen over ikke at få lov at tænke én igennem, før den næste dukker op på lærredet, trænger sig stærkere på.

I Cannes mærker man tydeligt, hvordan stemningen bølger i løbet af festivalens mange dage. Fra den begyndende eufori med de tårnhøje forventninger til årets program over den gradvise afmatning til de sidste dage, hvor alt hele tiden holdes op imod hinanden, så de store linjer kan trækkes.

Cannes er en egen boble, og jeg har aldrig holdt mere end en uge. Så har jeg nået grænsen for antallet af film, jeg kan tage ind, og der skal igen være plads til hverdag og egne tanker i hovedet.

Filmjunkiernes paradis

Med palmeprogrammet og Un Certain Regard, sidekategorien Quinzaine des réalisateurs, kritikerugen og et marked med visninger fra morgen til aften, vil der altid være knald på i Cannes. Elsker man film, er det svært ikke liiige at snuppe en til af det sidste nye, når man nu er her. Også selv om kærligheden til filmkunsten måske snarere skulle få én til at sætte tempoet ned, så hver film får lov at fylde mere. I betragtning af den tid og de tanker, der ligger bag skabelsen af en film, kan det være tankevækkende, hvor kort tid der ind imellem bruges på at forholde sig til dem i den anden ende.

Det er fantastisk at se film i Cannes på grund af den enestående stemning, når de udvalgte værker for første gang møder et internationalt, nysgerrigt publikum. Også selv om alle måske ville være bedre tjent med, at tempoet blev sat lidt ned. Hjemvendt fra Cannes er jeg stadig optaget af at fordøje, genfortælle og prøve at forstå.

Og så går jeg selvfølgelig og ærgrer mig over, at jeg ikke liiige fik set Clints nye film, Soderberghs fire timer lange Che Guevara-portræt og Atom Egoyans Adoration.

Mættere er man trods alt ikke ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu