Læsetid: 3 min.

Flamme og mand er ét

For 56 år siden gennemrejste den olympiske ild Danmark til folkets jubel. Også dengang var der bøvl med kommunistiske diktaturer, men fakkelstafetten forløb anderledes fredeligt. Måske grundet en nationalfølelse af kinesiske dimensioner
For 56 år siden gennemrejste den olympiske ild Danmark til folkets jubel. Også dengang var der bøvl med kommunistiske diktaturer, men fakkelstafetten forløb anderledes fredeligt. Måske grundet en nationalfølelse af kinesiske dimensioner
9. maj 2008

Flammen fløj gennem Ringsted. Den olympiske ild blev med let hånd båret af sted i den internationale fakkelstafet af idrætsmanden Ove Engel-Larsen. Eller rettere: Det var faklen, som bar manden. Hans fødder med de kridhvide sko og sokker behøvede slet ikke røre jorden, for flammen klarede fremdriften for ham. Den løftede ham, fyldte hans bryst med stolthedens glød og sendte ham videre ved hjælp af traditionens og verdensfredens blide kraft.

Det skete i 1952. Det år foregik noget af den olympiske fakkelstafet inden sommerlegene i Helsinki nemlig herhjemme - et faktum, der havde forbigået min opmærksomhed, indtil jeg på et loppemarked forleden bladede i en stak gamle numre af Billedbladet og stødte på den fascinerende forside med den unge mand fra Ringsted, der flyver over brostenene med flammen (som vinden et øjeblik har kastet bagud og gjort usynlig for kameraets øje).

Billedbladet skrev OL langt ind under sin egen hud ved at lade bladhovedet være strategisk placeret lige ud for faklens skål og billedteksten praktisk anbragt som et trin for den løbende at træde på, hvis han skulle få trang til jordforbindelse i sin ellers så luftige færd.

Fakkelstafetten gik i danskernes blod, og når man læser pressens højstemte reportager fra begivenhederne i slutningen af juni 1952, er det slående, hvor mange ligheder der er mellem den danske begejstring og den kinesiske, som kommer til udtryk op til sommerens lege i Beijing.

Mødt med nationalsang

Ved faklens ankomst til Odense i 1952 blev både den danske og finske nationalsang spillet, og da den ombølget af flag forleden ankom til Kina, erklærede kommunistpartiets leder i Sanya, Jiang Zemin: "Ved OL-faklens første stop i selve Kina føler vi os beæret, og vi føler stolthed."

Ja, ja, snak du bare, du diktaturets nikkedukke, griber jeg mig selv i at tænke ... mens jeg glemmer, at de jublende masser i Kina næppe hverken er udkommanderet af kommunistpartiet, som 95 procent af befolkningen end ikke er medlem af, eller særligt hjernevaskede, når de vifter med nationalflaget, hvor faklen kommer frem.

Disse mennesker er statister i diktaturets spil, de er blot optændt af håb, fremtidstro og den slags stedbunden fædrelandskærlighed, der uanset graden af diktatur eller demokrati gror i befolkningen i alle nationer. Jeg burde ønske hver og en kineser et magisk øjeblik ved synet af OL-ritualerne. Sådan en glæde kan nemlig vende godt tilbage.

De olympiske lege i Helsinki i 1952 var ikke på nogen måde upolitiske, hvis den fredelige fakkelstafet skulle få en til at tro det. Tyskland var, i delt tilstand, med til legene for første gang siden Anden Verdenskrig.

Mere kontroversiel var deltagelsen for første gang af idrætsfolk fra det kommunistiske diktaturland Sovjetunionen. Diktaturet havde frabedt sig, at dets atleter under legene boede i de samme bygninger som deltagere fra kapitalistiske udbytternationer. Derfor måtte de sovjetiske atleter tage til takke med studenterboliger, som i al hast blev stillet til rådighed.

Der gik ikke ild i skægget

Storpolitik spændte også ben for fakkelløbet. Finland havde planlagt faklens rute gennem Bulgarien, Rumænien, Polen og Sovjetunionen, men Moskva sagde nej.

Det blev Danmarks chance. Faklen blev i stedet af SAS fløjet fra Athen til Aalborg, hvor de første bærere stod klar. Natten til mandag den 30. juni overnattede flammen på en trefod foran Odenses rådhus. Flammen var omgivet af æresvagter, der ikke havde til opgave at bevogte ilden, men vise den respekt.

Næste dag rejste flammen mod øst, blandt andet med Storebæltsfærgen, herefter til fods og med cykel for endelig på hesteryg at nå frem til Østerbros stadion i København, hvor den blev modtaget af prins Knud og folkemasserne. Københavns stærkt langskæggede, socialdemokratiske overborgmester H.P. Sørensen holdt faklen, mens han talte for den. Nærværende avis gav næste dag billedet af denne bedrift en informationsk overskrift: "Der gik ikke ild i skægget". Og efter endnu en overnatning foran et rådhus sejlede hurtigbåden til Malmø flammen ud til Øresunds midte, hvor svenskerne tog over.

Således kom Danmark med i den olympiske fakkels annaler. Det var ganske vist på afbud, men det gjorde ikke benovelsen mindre.

Jeg kigger igen på Billedbladets forside og fæstner mig ved drengen, som lidt uden for programmet kører bag fakkelbæreren. Måske er det ham som sindbillede på den aktive tilskuer, der er historiens hovedperson. På sin cykel med dynamolygte og herligt svunget styr sidder drengen i korte bukser og anstrenger sig for at holde den rette hastighed i denne mindeværdige stund.

Det er netop her, det er - det magiske skæringspunkt mellem den enkeltes livsforløb og verdenshistorien.

Det er lige til at blive national af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu