Læsetid: 4 min.

Nu er vi alle med i freakshowet

Når empatien forsvinder som en kollektiv egenskab, bliver små enkeltstående glimt af den til lektioner, der er svære at glemme
Respekt. Billedet blev solgt for 33 millioner dollar. Modellen blev budt velkommen i tv som -Tykke Sue-.

Respekt. Billedet blev solgt for 33 millioner dollar. Modellen blev budt velkommen i tv som -Tykke Sue-.

Shaun Curry

23. maj 2008

Det kan bruges som morsomt afsluttende indslag på ITV-nyhederne, må de have tænkt. Et maleri af en tyk dame uden tøj på er blevet solgt for 33 millioner dollar, og tænk Dem! Her kommer et interview med den tykke dame selv. "Tykke-Sue, som hun kærligt bliver kaldt," jublede Katie Derham, før hun klippede til den ypperlige kvinde. "Du har med Roy Castles ord slået rekord, Sue!"

Men den var Fr. Tilley overhovedet ikke med på. "Jeg bryder mig ikke om, at du kalder mig Tykke-Sue - det hedder jeg ikke, og jeg ville sætte pris på, om du undlod at kalde mig det." Katie undskyldte skyndsomst; formentlig under indtryk af en overvejelse om, at det aldrig ville gå an, om programledernes kæle- og øgenavne til nyhedsoplæserne nogensinde kom til offentlighedens kendskab. Men hvad i alverden tænkte de på hos ITV?

Sue Tilley, der optræder som 'Benefits Supervisor' i Lucian Freuds værdige og prægtige maleri, er ikke bare den første den bedste model, maleren har haft for hånden. Efter alt at dømme er hun en betagende og forstandig kvinde med en lidenskabelig og aktiv interesse i noget af samtidens dristigste kunst. Store dele af tabloid-pressen forsøgte i sidste uge efter sigende at få hende til at tage tøjet af igen til ære for deres rovdyr, men hun afslog: Hun kunne godt se forskel på det scenarie og så det anderledes ædle og engagerede forhold mellem en stor maler og hans model. Til forskel fra denne verdens inderligt undværlige Katie Derham'er er Sue Tilley helt klar over, hvad hun har gang i, og hun vil blive belønnet: Sue Tilley vil blive husket for evigt i kraft af dette storartede maleri.

Brutale vaner

Men fjernsynet er så vant til brutalt at udøve sin åndløse magt, at ingen havde forestillet sig, at Fr. Tilley kunne have noget at indvende imod at blive kaldt 'Tykke-Sue' i en udsendelse. Og hvis De tvivler på, om fjernsynet virkelig opfatter den menneskelige værdighed som helt uvigtig, kan det måske interessere Dem at kaste et blik på en serie på Channel 4, som rejser verden rundt på jagt først efter verdens højeste kvinde og siden efter verdens mindste mand. Der er ikke meget, der adskiller nogen af alle disse udsendelser fra det 19. århundredes freakshow.

Seeren væmmes ved udstillingen af folk, der som oftest kommer fra meget fattige dele af verden, og som forsøger at lave penge på i offentlighed at udstille alvorlige helbredsproblemer. Intet undervisningsformål og ingen forsvarlig underholdningsværdi leveres af disse groteske programmer.

Og det bliver værre. Tilrettelæggeren af disse freakshow-programmer, en vis Mark Dolan, udmærkede sig selv med et program fredag aften benævnt Balls of Steel (Nosser af stål). Også dette program kører på Channel 4, og det består i outrerede udfordringer og drengestreger med offentligheden som mål. Jeg så en af udsendelserne for en uges tid siden. Her blottede en mand sig for en ung kvindelig receptionist hos en frisør. Efterfølgende købte han et pornoblad i en aviskiosk bemandet af en sikh og gav sig til at masturbere for øjnene af den forfærdede ekspedient og dennes kone. Hvis ikke der var tale om en person i alvorlig psykisk ubalance, der begik en uhyggelig forbrydelse, var dette en person, der simulerede psykisk sygdom for at underholde os og forfærde de uskyldige tilstedeværende.

En henkastet hån

Alt dette: den henkastede hån i nyhederne, den obskøne stillen uheldige stakler til skue og overgrebene på offentligheden - har ingen anden berettigelse end den i hovederne på de ansvarlige, som går ud på, at et tv-kamera og adjektivet 'kærligt' indgik. Sue Tilley gjorde helt ret i at sætte Katie Derham på plads, men sådanne indvendinger er sjældne. Resten af os er alt for parate til at finde os i det, når et tv-kamera bliver til en modbydelig og selvretfærdig bølle.

En lektion

Efter det grusomme mord på en elsket søn kunne de færreste få sig selv til at sige noget overhovedet. Margaret Mizen, hvis 16-årige søn Jimmy blev stukket ned sidste uge, sagde noget næsten ubærligt rørende. Hun udtrykte medlidenhed med forældrene til drengen, der havde dræbt hendes søn. "Vi har så smukke minder om Jimmy," sagde hun, "mens de altid vil føle sorg over deres søn." At sige noget så psykologisk indsigtsfuldt på et sådant tidspunkt viser et menneske, som tænker på andre og lever sig ind i deres trængsler. En ung mand, der dræber så skødesløst, er tragisk ude af stand til at forestille sig, hvad et andet menneske er; mens Margaret Mizen viser os, at det, der gør os menneskelige, først og fremmest er fantasiens brug.

© The Independent & Information

Oversat af Sara Høyrup/texthouse.eu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu