Læsetid: 6 min.

Den fuldkomne stilhed

Arvo Pärt er noget så sjældent som en nutidig komponist, der taler til alle slags musiklyttere. I aften modtager han Sonnings Musikpris
Den estiske komponist Arvo Pärt (t.v.) modtager af Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kr i aften. Her med Sjællands Symfoniorkester og den finske dirigent Okko Kamu i 1999.

Den estiske komponist Arvo Pärt (t.v.) modtager af Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kr i aften. Her med Sjællands Symfoniorkester og den finske dirigent Okko Kamu i 1999.

Liselotte Sabro

22. maj 2008

Komponisten Carl Nielsen skrev disse ofte citerede ord i et essay i 1922: "Man må vise de overmætte, at et melodisk terts-spring bør betragtes som en Guds gave, en kvart som en oplevelse og en kvint som den højeste lykke. Tankeløst fråseri undergraver sundheden. Vi ser altså, at det er nødvendigt at vedligeholde forbindelsen med det oprindelige".

Carl Nielsens ærinde var at bidrage til en udredning af tidens musikalske problemer, og hovedangrebet blev sat ind på Wagners eksalterede overforbrug af midlerne.

Carl Nielsen mente, at det er farligt, når kunsten glemmer sin oprindelse og bliver for kunstig.

Man kunne forestille sig, at den estiske komponist Arvo Pärt deler sin danske kollegas synspunkter, om end hans liv og værk har udviklet sig ganske anderledes.

Pärt er vel den mest kendte nulevende partiturkomponist i verden, forstået på den måde, at hans musik har ramt millioner af mennesker med vidt forskellig baggrund, uden at de nødvendigvis kender hans navn.

Fordi hans værker kan virke næsten barnligt enkle, fordi den smukt klingende terts er så rigt repræsenteret som melodisk og harmonisk interval, og fordi man gang på gang støder på skalaerne uden fortegn, A-mol og C-dur. Henrik Marstals nyudkomne bog om Pärt hedder netop Længslen efter de hvide tangenter, og den anbefales hermed til alle, der ønsker at fordybe sig i fænomenet Pärt.

Marstal citerer sangeren Björk for udsagnet: "Pärts musik er universel, den er for alle."

Forvandlingen

Pärt er født i 1935 i det den gang frie Estland, men han voksede op i landet, da det kort efter blev indlemmet som randstat i Sovjetunionen.

Han begyndte at komponere i en stil som Moskva-regimets kontrolapparat i princippet kunne bifalde: i efterklangene af Sjostakovitj og Prokofjev. Men da han lagde sig efter Arnold Schönbergs 12-tonesystem og Anton Weberns endnu mere vidtgående serialisme, nedkaldte Pärt myndighedernes vrede over sit hoved, og flere af hans værker blev lyst i band.

I lighed med vestlige komponister arbejdede han også med collageteknikken, ofte var det Bach-citater, og det skal vel forstås som et forsøg på at finde en tonal udvej ud af det dissonerende krat, han havde viklet sig ind i.

Et foreløbigt skift kom med Credo uropført i Tallinn 1968. Værket er skrevet for kor, klaver og orkester, og den latinske tekst kunne umiddelbart ligne den såkaldt nikænske trosbekendelse, hvad den ikke er.

Denne begynder nemlig: "Jeg tror på én Gud". Hvorimod Pärt begynder: "Jeg tror på Jesus Kristus".

Og resten er teksten er hentet fra Bjergprædikenens provokerende passage om gengældelse: "I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt".

Musikken er bygget op i to verdener, der interagerer: en lys med Bachs kendte C-dur-præludium fra Das Wohltemperierte Klavier og en mørk på grundlag af en 12-tonerække, der - hold nu fast - bevæger sig opad ved at benytte skiftevis den stigende kvint ('den højeste lykke') og den faldende kvart ('en oplevelse').

Det gode og det onde arbejder altså sammen hen imod et infernalsk kaos, men i sidste instans vinder lyset med et C spillet hen over syv oktaver i klaveret. Publikum var umiddelbart begejstret og forlangte Credo gentaget.

Dirigenten Neeme Järvi efterkom ønsket øjeblikkeligt, men myndighederne anklagede efterfølgende Pärt for politisk opsætsighed, hvilket jo er ganske absurd tekstens budskab taget i betragtning. Værket blev forbudt i de næste 10 år.

'Tintinnabuli'

Pärt var fra barnsben opdraget i den lutheransk-protestantiske tro, uden at den manifesterede sig særligt fremtrædende i hans første værker. Men efter Credo gennemgik han en langvarig personlig krise. Det gav ingen mening for ham at fortsætte med at skrive musik som næsten kun citerede anden musik. Han forholdt sig tavs udadtil i otte år, og også hans fysiske og åndelige velbefindende blev destabiliseret.

Krise betyder vendepunkt eller en ny mulighed. Udvejen havde faktisk vist sig allerede i 1967, for det var på det tidspunkt han med sine egne ord "rendte ind i en plade med gregoriansk sang".

Det var denne ældgamle musikalske tænkning, den enkle, bølgende sang som vækkede ham. Pärt brugte sit selvvalgte indre eksil til at studere denne oprindelige katolske kirkesang, og han fordybede sig også i den sene Middelalders og Renæssancens store mestre.

Han giftede sig med sin anden hustru, Nora, som er jøde, og de konverterede begge til den russisk-ortodokse tro, hvis liturgi er gennemvævet af en rolig og kontemplativ sangtradition.

Pärts søgen efter det, som han kaldte sandheden, bar frugt. Inspireret af sine studier af den gamle musik udviklede han en ganske særegen stil, som han gav navnet 'tintinnabuli'; det betyder 'små ringende klokker'. Denne vibrerende klang gav ham svaret, som et holdepunkt midt i livets meningsløshed og forvirrende kompleksitet. Svaret er enhed, hvor alt det uvæsentlige er taget bort. Pärt bygger således sin musik op med enkle midler, f.eks. en treklang i en given tonalitet, og disse tre toner er at sammenligne med små klokker, hvis overtoner resonerer vedvarende i vores sind længe efter, at vi ikke fysisk kan høre dem. Fra den komplekse modernisme nåede Pärt frem til en ny musik med kraftige ekkoer af fortiden. Den åbnede efterhånden døre til et stort og bredspektret publikum.

Tabula rasa

Pärts nye musik er blevet kaldt 'klingende ikoner'; udtrykket kunne udlægges som et lidt smart salgsslogan, det passer imidlertid godt på de religiøst funderede værker.

Kanon Pokajanen fra 1995 er en bodskanon, opdelt i ni oder, forfattet på græsk af Andreas af Kreta (død 740), men sunget på kirkeslavisk hos Pärt. Kanonen er en del af morgengudstjenesten i det ortodokse kirkeår, budskabet er Kristi tilsynekomst i verden. Det er en hymne om forandring og transformation, den beskriver grænserne mellem dag og nat, det gamle og det nye testamente, profetien og fuldbyrdelsen, det menneskelige og det guddommelige, lidelsen og frelsen, dødeligheden og udødeligheden. Opmærksomheden rettes især mod den personlige transformation, hvor angeren er et nødvendigt skridt, som en renselse på vej mod frelsen i paradis. Pärt fortæller selv, at det tog ham et par år at komponere dette værk, og at det var en berigende tid. Ordet var udgangspunktet. Han ville lade ordet finde sin egen lyd, tegne sin egen melodiske linje. Og til hans store overraskelse viste det sig, at det færdige resultat, den to-stemmige vekselsang, i den grad havde fået en kirkeslavisk karakter.

Familien Pärt forlod Estland i 1980, slog sig i første omgang ned i Wien for derefter at flytte til Berlin, og for tre år siden vendte familien tilbage til Tallinn i Estland.

Lyden af Pärt

I 1984 blev der skabt kontakt til Manfred Eicher, manden bag det eksklusive tyske pladeselskab ECM, der dengang fokuserede på den nye æteriske jazz med kunstnere som Keith Jarrett, Chick Corea og Jan Gabarek.

Eicher blev fra første færd opslugt af Pärts musik, de samarbejdede de følgende år om en række udgivelser, og det er nærliggende at hævde, at det er denne udsøgte lydproduktion som frem for noget andet har skabt komponistens globale gennemslagskraft.

Nu står Arvo Pärt for at blive indlemmet i en dansk kanon, som årets modtager af Léonie Sonnings Musikpris. Og det er tænkeligt, at han er beæret over at komme i selskab med kolleger som Igor Stravinskij, Dmitrij Sjostakovitj, Benjamin Britten, Olivier Messiaen, György Ligeti og Sofia Gubajdulina.

Men ligesom dem er Arvo Pärt noget helt for sig selv - et stilfærdigt unikum.

Sonning-PriskoncertTorsdagskoncert i aften kl. 20 i Radiohusets Koncertsal Fire værker af Pärt selv: Cantus in memoriam Benjamin Britten, L'Abbé Agathon ,These Words ... (uropførelse) og In Principio samt Bach: Singet dem Herrn ein neues LiedDirigent: Tõnu Kaljuste Sendes direkte i DR P2

Litteratur om Arvo PärtPaul Hillier: Arvo PärtOxford University Press 1997

Henrik Marstal: Arvo Pärt - Længslen efter de hvide tangenterGyldendal 2008

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu