Læsetid: 6 min.

Fysiske og mentale fængsler

Hemmeligheder, løgne og fortrængninger gør livet svært for hovedpersonerne i mange af de film, der er blevet vist på filmfestivalen i Cannes
Emnet for filmen -The Hunger- (de sultestrejkende IRA-fanger i Storbritannien i 1981) er alvorligt nok, men instruktøren Steve McQueen (t.h.) og de to skuespillere Brian Milligan og Michael Fassbender (i midten) havde en god dag, da filmen blev vist på Cannes-festivalen.

Emnet for filmen -The Hunger- (de sultestrejkende IRA-fanger i Storbritannien i 1981) er alvorligt nok, men instruktøren Steve McQueen (t.h.) og de to skuespillere Brian Milligan og Michael Fassbender (i midten) havde en god dag, da filmen blev vist på Cannes-festivalen.

ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

17. maj 2008

CANNES - Det er igen begyndt at regne her i Cannes, hvor vejret har været lidt ustadigt siden festivalens første dag. Det er naturligvis ikke, hvad jeg havde håbet på, men den overskyede himmel passer kun alt for godt til de ikke voldsomt opmuntrende film om hemmeligheder, løgne, fortrængninger og konflikter, jeg indtil videre har set.

Fængsler - af den fysiske og den mentale slags - synes at være et tema i mange af filmene. Det begyndte med Fernando Meirelles' Blindness, hvor mennesker bliver fanget af en pludselig blindhed. Og det er fortsat i film som den israelske Waltz with Bashir, den argentinske Leonera - begge er de med i hovedkonkurrencen - og den britiske Hunger, der torsdag åbnede sideserien Un Certain Regard.

Steve McQueen hedder den debuterende instruktøren af Hunger, og i måden, han visuelt og dramaturgisk har skruet filmen sammen på, er det tydeligt, at han hidtil har slået sine folder i den ikke-lineære, ofte mere sanselige kunstverden.

Urin og gulvskrubber

På forhånd har der allerede været ballade omkring filmen fra både engelsk og irsk hold. Den fortæller nemlig historien om IRA-manden Bobby Sands (spillet af Michael Fassbender), som efter 66 dages sultestrejke døde i det berygtede Maze-fængsel i 1981, og begge sider af den stadig ulmende konflikt har været bange for, at Sands skulle bruges i politisk øjemed.

Men selv om Steve McQueen indlysende tager fangernes parti - englænderne er nogle brutale skiderikker - har han ikke lavet en entydigt agitatorisk film. Med udgangspunkt i tre forskellige personer - Sands, en medfange og en fængselsvogter - fortæller instruktøren, ofte uden ord, en fragmenteret og pågående historie om krigen mellem IRA-fangerne, der nægter at vaske sig og iføre sig fangedragter - de er ikke kriminelle, men politiske fanger - og fangevogterne, som svarer igen med tørre tæsk, ydmygelser og tvangsafvaskning.

På lydsiden fordømmer jernladyen Margaret Thatcher lidenskabsløst IRA-folkenes handlinger - i hendes optik er de terrorister - mens McQueen viser både fanger og fangevogtere som mennesker.

Den store forskel er dog, at hvor Bobby Sands og co. gør det, fordi de tror på en sag og kun har sig selv og deres kroppe som våben, er det for fangevogterne et arbejde som alle andre, om man så kan lide det eller ej.

Der er mange flotte billeder i Hunger, og man mistænker McQueen for at have ladet sig inspirere af både brødrene Dardenne og Bruno Dumont i sin detaljerede skildring af Bobby Sands' død og de daglige rutiner i fængslet: Fangerne søler fængselsgangene til i urin, og iført beskyttelsesdragt renser fangevogterne dem igen med rengøringsmiddel og en gulvskrubbe.

Gamle synder

En lignende historie om fortidens traumer og nationale konflikter fortæller Ari Folmans animerede dokumentarfilm Waltz with Bashir. Den tager udgangspunkt i instruktørens egne oplevelser under krigen i Libanon i de tidlige 1980'ere, hvor en kristen milits, der samarbejdede med den israelske hær, massakrerede alle de palæstinensiske beboere i en fangelejr i Libanon. Ari - filmens hovedperson - kan dog ikke huske noget som helst fra dengang, og han tager på en rejse tilbage i tiden og ind i sine mørke minder med hjælp fra psykologer og gamle soldaterkammerater.

Hvad der skete dengang, får man først at se til sidst i filmen, hvor man får sandheden at vide sammen med Ari Folman. Det giver filmen en naturlig dramatisk opbygning, som dog desværre kommer til at lide under for mange talking heads i den midterste del, hvor Ari opsøger sine gamle soldaterkammerater, og deres historier kommer til at overskygge hans.

Det begynder ellers godt i en intens mareridtssekvens med 26 glubske hunde og nogle smukke billeder fra Beirut, hvor lysgranaterne regner ned over den sønderskudte by, mens badende israelske soldater ser til. Animationen i Waltz with Bashir - titlen hentyder til den libanesiske republiks præsident, Bashir Gemayel, der blev dræbt i 1982 - er måske lidt stiv i det, men det giver god mening at animere de situationer fra krigen, som det ville være umuligt at genskabe, og tillige virker det meget stærkt, da filmen til slut viser rigtige fotografier og filmede sekvenser fra massakren.

Det er en international produktion, men der er også statslige israelske penge i den, og måske er det første skridt på vejen til en form for forsoning og opgør med fortiden for israelere og palæstinensere. I hvert fald lægger Waltz with Bashir sig i slipstrømmen på de film - f.eks. Ærens dage og Skjult - som inden for de senere år har gjort op med den vestlige verdens mange, gamle synder.

Julias historie

I argentinske Pablo Traperos Leonera kommer publikum også med på et langstrakt og klaustrofobisk fængsels-ophold. En ung kvinde, Julia (Martina Gusman), vågner op i sin lejlighed badet i blod og med en død og en døende mand liggende ved siden af sig. Hun er gravid med en af dem, men ryger i fængsel, fordi noget tyder på, at hun er morderen. Hun kan dog ikke selv huske noget - det siger hun i hvert fald - og en af de spændende ting ved Leonera er, at man ud over mystiske antydninger ikke får at vide, hvad der er sket, og hvordan forholdet egentlig var mellem Julia og de to mænd.

Trapero er interesseret i Julias historie, og hovedparten af filmen foregår bag tremmer i et mareridt af et sydamerikansk fængsel, hvor selv gravide kvinder får lov til at føde og opfostre deres børn de første fire år. Julia er alene i verden - hendes mor bor i Europa - og hun knytter sig til en af de andre kvinder, mens hun efter bedste evne forsøger at opfostre sin lille søn, Tomas.

Når det kommer til det argentinske retssystem - som jeg ganske vist ikke kender meget til - har Leonera umiddelbart nogle troværdighedsproblemer. Det er f.eks. svært at begribe, at retten - som består af en række mørkemænd og -kvinder og ingen jury - vælger at tro på den overlevende mands ord i stedet for Julias. Men der skal selvfølgelig være en grund til i filmen at smide hende i fængsel.

Trapero har dog held med at skabe et fængselsmiljø, man tror på, og samtidig give publikum en fornemmelse af, hvor lang tiden falder Julia, ikke mindst da hendes mor - som vist aldrig har opført sig som en sådan - kommer hjem fra Europa og tager lille Tomas fra sin ulykkelige datter.

Indviklede mekanismer

Jeg må sige, at den bedste film, jeg endnu har set, er franske Arnaud Desplechins Un conte de noël (En julehistorie), der har blandt andre Catherine Deneuve, Mathieu Amalric, Jean-Paul Roussillon og Deneuves datter, Chiara Mastroianni, på rollelisten. Vittigt fortæller filmen om en familie, der er så dysfunktionel, at man selv føler sig helt og aldeles normal, og selv om en spilletid på 150 minutter nok er for meget, både morer man sig og bliver berørt, mens Desplechins ofte vitriolske dialog spyttes ud i hovedet på personerne og publikum.

Et dødsfald mange år tidligere har sat sine spor i familien Vuillard, hvis medlemmer har et udtalt had-kærlighedsforhold til hinanden. Meget bliver sagt og gjort, af gode og dårlige ting, men endnu mere forbliver uartikuleret - ligesom i det virkelige liv - og Desplechin, som selv er født og opvokset i Roubaix, hvor filmen foregår, har en god fornemmelse for de indviklede mekanismer og spil, som er en uomgængelig og ofte ødelæggende del af ethvert familieliv - hvorfor det da også af og til godt kan minde om en livstidsdom uden mulighed for benådning.

Mere Cannes på www.information.dk/film, www.luftskibet.information.dk/forsidesensationen og www.festival-cannes.fr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu