Læsetid: 3 min.

God læs(k)eferie!

Solen kom buldrende, foråret blev sprunget over, og byen vil snart være fyldt med unge eksamenslæsere. Vi ser på en del af sæsonens pensum og konstaterer: Mennesket lever ikke af ånd alene
9. maj 2008

Det er blevet sommer. Foråret nåede aldrig rigtigt at manifestere sig, før sommeren nærmest væltede ind over landet, og nu skal vi så endnu engang se dem: Alle de unge der 'læser til eksamen' i byens parker, på byens barer, og i byens detentioner, hvis de har studeret lidt for grundigt; hele landet emmer af endnu ikke bristede drømme. Nuvel, uddannelse drejer sig jo først og fremmest om at skelne vigtig læring fra ubrugelig information, så denne varme sommeraften har deres anmelder sat to gamle gymnasievenner stevne i Nyhavn. Ikke på en bar, men med medbragte øl på bolværket, ganske som dengang.

Ikke helt ren æstetisk

Vi starter pensum med det letteste af fagene, aftenens svar på Filosofi på mellemniveau: Schopenhauer's Vilje fra Djævlebryg. Duften er meget svag, men en smule som gran, og skummet er en regulær skuffelse: Klægt, fladt og sætter sig i kager. Øllen smager meget mere strømlinet, dog, med masser af (amerikansk?) humle og en klassisk alelød får den en klar karakter, uden at virke overraskende. Og det er nok det, som er achilleshælen for denne tankens nektar: Det er en madøl, som vil gøre sig klart bedst i selskab med en ret, som var den en værdig modstander; moules frites eller et ostebord ville løfte den højt. Men som rent metafysisk og æstetisk idé er øllen nok ikke tæt nok på, hvad Schopenhauer selv havde foretrukket.

Ikke en for alle

Det er det næste fag sikkert heller ikke, al den stund gamle Arthur var fra Danzig og ikke Bamberg, men det havde nu nok pirret hans intellekt en smule at sætte illusionen om tilfredsstillelsen på den prøve en Echt Bamberger Rauchbier er. Den er, ganske som navnet siger, en øl, hvor malten er kraftigt røget. Det er ikke forkert at sige, at duften er som en gammel spegepølse, der ligger i et slukket bål, men øllens smag er så meget mere end det. Meget røget, bevares, og aldrig en øl for alle, men dog glat og elegant som røget ål, grænsende til fed; på den absolut fede måde! Eftersmagen er lang og temmelig fyrrig, og min ledsagerske beskrev den som 'prutten man ikke vil slippe'. Smagen under al røgen er karameliseret, som ristede nødder, og lidt henkogt frugt blander sig i legen. Det er alt i alt ret oldtidigt, et bryg som må være for Tysken hvad danefæ som Egtvedpigen og Solvognen er for Dansken. Denne øl gør sig strålende alene, men kan gerne serveres til vildt som f.eks. vildsvin eller elg.

Fuldt pensum - alle fag

Sidste eksamen i rækken er fuldt pensum i alle fag uden hjælpemidler, og med bind for øjnene. Det fremragende danske bryggeri Mikkeller har lavet en Imperial Stout, som ikke tager fanger: Denne dybsorte, lavskummede mavepuster holder fyrstelige 17,5 procent, og smagen er næsten uforståelig. Det føles som et indkogt maskeradebal, dusinvis af forskellige øl i hver mundfuld, og smagselementerne er voldsomme. Der er mørkristet kaffe, bitter kakao, lakridsrod, sirup, humle og sikkert også en smule radioaktiv skarntyde og lava i flasken.

Spørgsmålet er om den kan forsvare sin høje pris? Literprisen er som en Amarone, og både duft og udseende er som enhver anden porter. Og når alt kommer til alt så er det et ambitiøst stilprojekt, en given los i smagsballade, som ender med at blive øllets romkugle. Det skal dog nævnes at den, blandet med en Rød Tuborg, giver en hidtil uset fyldig half'n'half, og at den smagte som var den endnu bedre med citronvand, men det er vel næppe sigtet med bryggen. Men hatten af, og en ekstra stjerne på for noget så modigt! Den skal nok finde sin niche, uanset hvad der skrives i pressen. Og det er i hvert fald en øl, som skal prøves, før man tror den.

HHHHHHDjævlebryg Schopenhauers Vilje, 50 cl, 6,5 pct., 45 kr.

HHHHHHBamberger Echt Rauchbier, 50 cl, 5,1 pct., 28 kr.

HHHHHMikeller Imperial Stout, 37,5 cl, 17,5 pct., 71 kr.

Alle øl er fra Barley Wine i Læderstræde, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu