CANNES - Filmfestivalen i Cannes er ved at være slut, og billedet af en om ikke prangende, så i hvert fald solid årgang med mange gode, udfordrende og tankevækkende film tegner sig. Blandt Guldpalme-favoritterne hos de internationale kritikere finder man den tyrkiske festivaldarling Nuri Bilge Ceylans familiedrama Three Monkeys, som jeg personligt ikke brød mig om, og kinesiske Jia Zhangkes 24 City, der med en blanding af dokumentar og fiktion fortæller om den nys jordskælvsramte provins i Kina - dog før jordskælvet - og de store omvæltninger, den lokale industri og dermed området og dets indbyggere har oplevet gennem de seneste 30 år.
Det er en noget langtrukken, men såre sympatisk film, og dens tema om fremskridtets omkostninger har kunnet genfindes i adskillige af filmene i både hovedkonkurrencen og sideserien Un Certain Regard.
Mafiaforbindelser
Også Clint Eastwood har en reel chance for at vinde med sit stærke, velformede drama The Exchange, ligesom Matteo Garrones rystende film om den napolitanske mafia, Gomorrah, godt kunne gå hen at løbe med en af de store priser. Det siger man om Ari Folmans animerede Waltz with Bashir, der handler om instruktørens oplevelser som soldat i den israelske hær under krigen i Libanon i 1980'erne.
Med politisk så engageret en juryformand som Sean Penn er de fleste, jeg har talt med, overbevist om, at de vigtigste priser vil gå til film med en eller anden form for social og politisk dagsorden.
Det kunne f.eks. også være Paolo Sorrentinos Il Divo (Guden), der er den af de seneste dages film, som har vakt størst opsigt. Filmen foregår i 1990'erne og præsenterer publikum for et stilistisk frækt, meget begavet og yderst morsomt portræt af den italienske politiker og tidligere ministerpræsident Giulio Andreotti. Han var regeringsleder ikke færre end syv gange og spilles aldeles fremragende af Toni Servillo, der pukkelrygget og usmilende tripper rundt på de bonede gulve og ligner virkelighedens Andreotti, mens beskyldninger for korruption, mord, magtmisbrug og mafiaforbindelser fyger om ørerne på ham.
Et værre cirkus
Kristendemokraten Andreotti er aldrig blevet dømt for noget, men Sorrentino siger det, alle tænker: At den tidligere ministerpræsident er gennemrådden - et politisk dyr, der er villig til at gøre hvad som helst for at holde på magten. Kun én ting plager ham, og det er mindet om den myrdede partifælle, Aldo Moro, som blev taget til fange af De Røde Brigader og siden slået ihjel, fordi Andreotti nægtede at forhandle med gruppen.
Det vil utvivlsomt hjælpe på forståelsen af Il Divo, hvis man føler sig mere hjemme i italiensk politik end undertegnede, men filmen kan sagtens ses og nydes alligevel. Sorrentinos provokerende brug af musik og opfindsomme kamerabevægelser, der indimellem trodser tyngdelovene, giver historien energi, mens hans sorte sans for humor tegner et billede af italiensk politik som et værre cirkus, hvilket de fleste vel i forvejen har indtrykket af, at det er.
I en af Il Divos bedste jokes fortælles det om Andreotti og socialisten Craxi, at af de to er Craxi den eneste, der går i kirke for at tale med Gud og ikke præsten. For Andreotti er det lige omvendt.
"Ja," siger Andreotti i filmen, "for præster stemmer. Det gør Gud ikke."
Fantasi og vanvid
Der har knyttet sig store forhåbninger til den amerikanske manuskriptforfatter Charlie Kaufmans instruktørdebut, Synecdoche, New York, der deltager i hovedkonkurrencen i Cannes og er blevet vist som en af de sidste film. Men selv om filmen er lige så original som dem, Kaufman 'kun' har skrevet manuskript til - blandt andet Spike Jonzes Being John Malkovich og Michel Gondrys Evigt solskin i et pletfrit sind - er den desværre ikke lige så vellykket.
Philip Seymour Hoffman har hovedrollen som teaterinstruktøren Caden, en neurotisk hypokonder, der har problemer i sit ægteskab med kunstneren Adele (Catherine Keener), og hvis liv går i opløsning, da hun forlader ham.
Caden får et stort legat og gennem de næste 30-40 år arbejder han og en hær af håndværkere og skuespillere på at realisere et ambitiøst skuespil, der skal spejle virkeligheden, og som ender med at være mere virkeligt end selve virkeligheden.
Caden lader en 1:1-model af den del af New York, hvor han bor, opføre i et stort pakhus, og skuespillere hyres til at spille ham og hans familie, hvorefter nye skuespillere hyres til at spille skuespillerne, der spiller Caden og hans familie. Forvirret? I bedste Kaufman-stil ved man snart ikke, hvad der er hvad, mens han - først humoristisk og siden mere og mere alvorligt - insisterer på at diskutere alt fra kunst og kærlighed til liv og død.
Det giver god mening at sammenligne Synecdoche, New York med de selvbiografiske 81/2 og All That Jazz af hhv. Fellini og Bob Fosse, og den grundliggende idé i filmen er god. Men ligesom Caden er Charlie Kaufman for ambitiøs, og selv om første halvdel af Synecdoche, New York er ret fantastisk, kan instruktøren ikke holde alle boldene i luften i alle de 123 minutter, filmen varer.
Kaufman er dog en vaskeægte filmexcentriker, og han skal roses for at give festivalen i Cannes en tiltrængt dosis vanvid og fantasi.
Synecdoche, New York er i dansk biografdistribution. Det er Il Divo ikke
