Læsetid: 3 min.

Jeg, et historisk fænomen

Hukommelse. Det er vel en form for ud af kroppen oplevelse at finde ud af, at man har været en del af en tendens, et historisk forløb, en æra
Grunge. At høre Nirvana og gå klædt som vi gjorde var ikke noget dybt personligt valg, men et velbeskrevet tegn i tiden.

Grunge. At høre Nirvana og gå klædt som vi gjorde var ikke noget dybt personligt valg, men et velbeskrevet tegn i tiden.

Barry Sweet

23. maj 2008

Tænk at skovmandsskjorter, hullede jeans og halvlangt uvasket hår er historisk beklædning på linie med ringbrynjer, kapper og mamelukker. Det opdager man, hvis man følger DR2's serie om musikkens historie i Danmark. Redaktionen har ført os fra The Beatles' ankomst i Kastrup over børnestjernerne Jan og Keld og den polerede pop i 80'erne til King Diamond og Mercyful Fates banebrydende metal, der gjorde bandet til et af Danmarks mest indflydelsesrige gennem tiden.

Og programmerne nøjes ikke med at lade hovedpersonerne fra dengang fortælle om personlige udskejelser og drømme - både de indfriede og de knuste - der stikkes også en syl ned i folkedybet, og op af hullet i samtiden popper tendenser.

Et symptom på tiden

Og når man ser på billederne fra starten af 1990'ernes grunge-periode, kan man da godt genkende sig selv. Den tunge eyeliner, håret uden frisure, den alt for stor-ternede skjorte, de slidte Dr. Martens-støvler og de lyse jeans, der med kirurgisk præcision er hullede på knæene. Når man er så ung som undertegnede, er det en uvant situation at blive analyseret med udgangspunkt i sin historiske kontekst. Man var åbenbart desillusioneret. Der var så mange valgmuligheder, at det var nemmest at vælge intet. Det usoignerede udseende var en reaktion mod de overpyntede 80'ere. Aha. Og det hele giver jo mening. Men det føles alligevel mærkeligt at blive gjort til en tendens, et naturligt udslag af en stemning i tiden. Var det i virkeligheden ikke et frit og dybt personligt og betydningsfyldt valg at iklæde sig flannel, pjække fra blive-weekend på efterskolen og tage til Dizzy Mizz Lizzy-koncert? Åbenbart ikke. Man er blot et symptom på sin tid.

Og det er i virkeligheden godt at blive mindet om det en gang i mellem. At man ikke er unik.

Man kunne ikke købe øl

I øjeblikket er der rig mulighed for at bekræfte sig selv i, hvor enestående og usandsynligt interessant man er, og måske burde man lidt oftere blive sat i bås. Så kan man jo altid fortælle sig selv, at man var vidne til noget unikt. Det kan godt være, man ikke selv var det, men man var vidne til det, og det er vel også med til at gøre én unik. Det er for eksempel de færreste, der oplevede Nirvana på Roskilde Festival i 1992, som én af de medvirkende i DR2's program gjorde.

Og det er vel også de færreste, der oplevede morgendagens producerfænomen Thomas Troelsen varme op sammen med senere så fejrede Superheroes inden Tim Christensen og Dizzy Mizz Lizzy indtog scenen i Skive Hallerne i 1996. Mens man stod der, føltes det godt nok ikke som en historisk begivenhed. Det var egentlig bare lidt træls, at man ikke kunne købe øl.

Men selvfølgelig var det historisk. Det ved vi nu. Tak DR2.

Musikken

Kanalens række af nedslag i dansk musikhistorie beroliger et fortvivlet sind, der måtte vinke farvel til det fantastiske musikprogram - Musikprogrammet...

Dog er det også frustrerende tv. Dets underholdningsværdi og personlighedsforstyrrende kvaliteter til trods kan det kun være bagstræberisk. Et kvalificeret sammenklip af arkivbilleder og et imponerende researcharbejde. Jo tak. Men hvor er de nye bands på sendefladen? Hvor er Musikprogrammets jagt på ny lyd og nye navne? Og sig ikke Kulturguiden. Det ville være en fornærmelse overfor de journalister, der i en årrække producerede det eneste seværdige musik-tv i Danmark.

Måske bliver det næste program i rækken: Husker du dengang DR var godt på vej mod at lave seriøst tv om ny musik? Dengang P3 havde ændret deres musikprofil en smule og i øjeblikke var interessant at lytte til? Husker du 2007? I så fald hedder beklædningen store briller og spraglet personlig stil og sindsstemningen hedder ekstrem selviscenesættelse. Alt sammen et udtryk for frustration over de store offentlige institutioners klientliggørelse, fremmedgørelse og begyndende udmatning.

Husker du, DR2 søndag, 21.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu