Læsetid: 6 min.

Humlebien Outze

Stort bogprojekt skal skildre reporteren, frihedskæmperen og bladmanden Børge Outze
Stort bogprojekt skal skildre reporteren, frihedskæmperen og bladmanden Børge Outze
3. maj 2008

"De knækker halsen, Outze!"

Så direkte lød advarslen fra Berlingske Tidendes chefredaktør til den kun 33-årige Børge Outze, da han i de urolige befrielsesdage i 1945 bedyrede, at det var hans alvor at sætte dagbladet Information i verden.

Heller ikke den netop hjemvendte danske udenrigsminister John Christmas Møller gav sin tidligere livvagts bladprojekt mange chancer. Ministeren ville i stedet sende ham til Washington som presseattaché. Det lød som en ordre, men Outze holdt på sit. Han ville lave avis på en helt ny måde og gik på med krum hals, efter at en dansk kommandogruppe havde skudt sig ind til de besatte trykvalser i Sankt Annæ Passage og ladet de første våde eksemplarer af Information trille ud.

Det skortede ikke på formaninger mod Outze og hans flyvske planer. Man sagde også, at en humlebi ikke kan flyve.

Eftertiden vil vide, at Børge Outze fik realiseret sin drøm, men ikke mange ved hvordan, hvorfor eller hvor dyrt.

Det skyldes blandt andet, at der ikke er skrevet en bog om modstands- og bladmanden Børge Outzes dramatiske liv og levned. Ikke før nu.

Informations bestyrelse og ledelse har besluttet at udgive en bog - eller snarere bogen - om bladets stifter og at lægge opgaven i hænderne på overtegnede, der som medarbejdere i 1970'erne oplevede chefredaktør Børge Outze frem til hans død i 1980.

Paradokser

Arbejdet er i fuld gang. Med assistance fra stud.mag. Anne Krysiza Sørensen er vi ved at researche os ind på livet af den legendariske Outze og de omstændigheder, der kom til at forme hans 68-årige liv og gerning i årene 1912-80.

Det sker med en blanding af faghistorikerens (Ole Lange) og den gravende reporters (Alex Frank Larsen) værktøjer, som de begge har benyttet i tidligere biografiske værker om så forskellige personer som C.F. Tietgen, H. N. Andersen, Anker Jørgensen og 'Gigamanden' Finn Helmer.

Rundt om forfatterne er Outzes familie, venner, tidligere medarbejdere og en lang række kilder, arkiver og museer i færd med at fremdrage hidtil ukendte detaljer til belysning af Børge Outzes historie.

Det handler ikke mindst om de mange paradokser, der kom til at præge Outzes liv: Om militærnægteren, der går ind i verdenskrigen, om den anti-autoritære figur, der selv bliver en autoritet, om pragmatikerens kamp for det principielle - dø om så det gælder.

Modspil

I dag er det præcis 80 år siden, Børge Outze første gang havde sin signatur i en avis.

Det skete den 3. maj 1928, få dage efter at den 16-årige Odense-dreng var startet som journalistelev på det radikale Fyns Venstreblad. Under overskriften 'Jordefærd' skrev han om begravelsen af en lærer og kollega til hans egen far på Sct. Hans Skole i Odense.

Trods signaturen O vil pressehistorikere lede forgæves efter forvarsler om det talent, som Børge Outze siden kom til at udfolde som en af dansk presses mest elegante penne.

Allerede fra drengeårene i Odense viste overlærer Outzes søn talenter udover det almindelige. Unge Børge ville skrive, det var det han brændte for og havde flair for, så han skød nogle hurtige genveje ind i journalistfaget. Snart kom han til hovedstaden og blev en begavet kriminalreporter på den konservative Nationaltidende.

Men de ydre begivenheder tog reporteren ved vingebenet og engagerede Børge Outze som en ubændig forkæmper for demokratiet, først som det frie ords frontfigur i modstandskampen under den tyske besættelse, siden som skaber af den kættersk uafhængige avis Information, og som en inspirerende fornyer af dansk journalistik.

Outze åbnede sit blad, så det blev en rugekasse for journalistisk talent. Han gav rum for initiativer, der vakte irritation hos konkurrenterne, men siden blev imiteret af de store bladhuse.

Han fulgte opfordringen fra en engelsk journalist på gennemrejse: "Make it different" og gjorde det kritiske modspil til en selvfølge mod enhver form for magtudøvelse. Hvis en demokratikanon skulle have mening, måtte den nødvendigvis have en Børge Outze i røret.

For offentligheden blev Outze kendt og beundret for sine elegante ledere signeret med et lille o. På de indre linjer måtte han kæmpe en kronisk kamp for ikke at slutte bladets eksistens med et stort nul.

Hans livsværk blev skabt i en balancegang på afgrundens rand. Det ligner et mirakel, at det lykkedes. Var det ikke værd at riste en rune over?

Erindringer

Tidligere redaktører og medarbejdere har skrevet om deres tid på Information, herunder deres samarbejde med Outze. Det gælder eksempelvis Erling Bjøl, Leif Blædel, Lasse Ellegaard, J. B. Holmgaard, Palle Koch, Erik Nørgaard, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Klaus Rifbjerg og flere andre.

Livet på Information er også gengivet i en række antologier, og der er udsendt bøger med spidsartikler af Outze og hans medredaktør Erik Seidenfaden.

Der skrives mangfoldige og digre værker om besættelsen, men sjældent uden Outzes navn i noter og tekst. Og dog er der aldrig skrevet en bog om Outze himself - hvofor? Måske fordi han selv bidrog så fyldigt. Han var en levende kommentator til sin egen tid og har efterladt et stort livsværk i form af artikler, antologier, historiske bøger, satiriske hefter og skriblerier i mange genrer, altid præget af et sikkert håndelag og stilistisk raffinement.

Som en sprogets mester er han ikke let at hamle op med. Man kan også vælge at se fraværet af en Outze-biografi som en simpel forsømmelse, en fejl.

Det gør vi, og vi betragter bladets opfordring til os som en ærefuld udfordring. Man kan vise, hvem Outze var, ved at pege på hans livsværk.

Vi vil gå videre og fortælle historien om mennesket bag værket. Don't show it, tell it, for nu at ælte rundt på et journalistisk køkkentip. Som medarbejdere på Information fra 1971 og 1974 har vi begge kendt og oplevet Børge Outze i hans sidste leveår, da ungdomsoprøret og medarbejderstyret holdt sit indtog på bladet.

Vi modtog dødsbudskabet og redigerede Informations ekstrasider med nekrologer og mindeord efter hans død. Desuden har Ole Lange givet en hånd med ved en første nødtørftig redning af avisens gamle arkiv. Man kan derfor med god ret nærme sig opgaven med en fornemmelse af, at vi skylder bladets stifter en bog.

Vi har det anderledes. Snarere under vi nye generationer at lære manden og hans historie at kende. Det har de til gode. Derfor bliver bogen skrevet i en form, der har appel til yngre læsere, som gider. Den bliver ikke kun for de indviede. Nye læsere kan starte her, som det hedder. Ældre har forhåbentlig nogle overraskelser til gode.

Konflikter

Bogen vil også tage fat på konflikter og kontroverser, som Børge Outze udløste eller tog del i. For mange fremstod han i samtiden som besværlig og utilnærmelig, selv blandt hans nærmeste i modstandskampen, hvor han var efterstræbt af tysk Gestapo på linie med de nu så heroiserede 'Flammen' og 'Citronen' - men af andre årsager, forstås.

Outzes virke og overlevelse under krigen krævede et personligt mod udover det sædvanlige og kostede andre kammerater livet, og hvordan lever man videre med dét i bagagen?

Senere har ganske mange redaktionelle kolleger i fredstid oplevet en Børge Outze som næsten konfliktsky, som en leder uden ledertæft.

Han havde risikeret sit liv for ideen om en avis, som han siden lod andre om at styre, undertiden i ganske andre retninger. Hvordan hænger dét sammen?

Som det allerede antydes, er mennesket Børge Outze ikke nem at få hold på, når historien skal skrives. Det er ikke nok at samle de biografiske fakta eller historiske rammer.

Der er myter, som skal efterprøves. Der er begivenheder, som skal uddybes og nuanceres; opfattelser, som skal modstilles.

Kom frit frem

Historien om Outze er så dramatisk og fabelagtig som nogen roman - og fuld af overraskelser, som det viser sig hos de kilder vi allerede har konsulteret. Men historien lader sig ikke udfolde alene fra egne kilder eller Informations ramponerede arkivalier. Den må sammenstykkes af kildevæld fra mange sider og med åbenhed for nye tolkninger.

Derfor er vi selvsagt liebhavere til alle oplysninger eller henvendelser, der kan nuancere billedet eller udfordre vores erfaringer og opfattelser.

Vi vil i de kommende måneder skildre arbejdsprocessen ved jævnlige artikler i Information og på bladets hjemmeside. Her vil vi gentage efterlysningen af materiale - også gerne af den art, der måske i sidste ende kan hjælpe læserne frem til en slags svar på spørgsmål som:

Hvordan flyver en brumbasse? Hvordan kunne det gå til, at Børge Outze ikke knak sin hals?

Ole Lange og Alex Frank Larsen har fået deres egen blog, hvor de i den kommende tid vil skrive om projektet - og hvor læserne er velkomne til at skrive ind: http://luftskibet.information.dk/outze

Ligeledes kan forfatterne kontaktes på email-adressen outze@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De to kriser i forbindelse med muhammedtegningerne er ikke første gang at repræsentanter for despotiske regimer har forsøgt at censurere danske aviser for kritiske karikaturtegninger, for at dække over deres egne overgreb,

Den kinesiske ambassade afleverede den 21. august 1967 en officiel protestnote til den socialdemokratiske regering, fordi Kina FØLTE SIG KRÆNKET over karikaturtegninger af Mao i det socialdemokratiske, LO-ejede dagblad Aktuelt.

Dråben der får bægeret til at flyde over var tegneren Bent Eskestads karikaturtegning.

Hans tegning forestillede en tydeligt oppustet og overvægtig Mao med sin "lille røde" i hånden, som var ved at blive slugt af en drage – for at udstille, at Mao ikke har styr på den eskalerende kulturrevolution i Kina, som havde iværksat for at komme tilbage til magten efter at han var blevet detroniseret på grund af fiaskoen med Det Store Spring Fremad, der kostede millioner af kinserere livet.

Det må siges at være en MEGET mild kritik af en despotisk massemorder med millioner af uskyldige liv på samvittigheden, men NETOP DERFOR var det nødvendigt for kineserne at reagere, for hvis kritik af Mao er overhovedet er lovligt vil alle hans forbrydelser komme frem, før eller siden.

I protestnoten står bl.a.: "Den danske regering har sagt, at den ikke kan ’gribe ind over for pressens frihed’ og har således forsøgt at snige sig uden om sit ansvar. Regeringen har nægtet at følge den kinesiske regerings krav og fortsætter med at opmuntre til kinesisk-fjendtlig propaganda."

Stats- og udenrigsminister Jens Otto Krag udtaler, "at der selvfølgelig ikke kan være tale om at tage forholdsregler som censurerer dansk presse."

Altså en blank afvisning fra Krag & Co. til kinesernes krav om indskrænkninger af ytringsfriheden.

I en ny og skarpere note af 29. august fra den kinesiske ambassade til den danske regering betragter kineserne det som »vildledning« og »bagvaskelse«, at den danske regering afviser kineserne, og at Aktuelt fortsætter med at bringe karikaturer.

Noten understreger Maos ophøjede status:

»Det kinesiske folk nærer de inderligste, de nobleste følelser over for formand Mao. Enhver smædelse af formand Mao er uacceptabel for det kinesiske folk og udtryk for en fjendtlig handling over for det kinesiske folk. Men den danske regering har ignoreret alle disse henvendelser og opført sig bevidst fjendtligt over for det kinesiske folk.«

Stats- og udenrigsminister Jens Otto Krag er imidlertid ikke til at rokke, og den danske regering svarer på den nye note som på den første. »Vi foretager ikke noget som helst indgreb over for den danske presse,« fastslår Krag.

I Dagbladet Information bakker chefredaktør Børge Outze fuldtonet op om Aktuelt og ytringsfriheden. Han sammenligner kinesernes optræden med nazisternes i 30rne …

Ironisk nok skrev Information en flæbende helsides hyldest på forsiden af avisen til den despotiske massemorder, da han døde. Alle grusomehederne var glemt.

Kineserne accepterer stadig ikke udenlandske karikaturtegninger af deres despot; Peugeot blev presset af kineserne til at trække en reklame med en karikaturtegning af Mao tilbage i 2007.

@Jakob S-R

I en fri verden har man vel både frihed til at lægge pres på omgivelserne, og frihed til at give efter for pres. Ellers har man vel ikke frihed.

Per Vadmand

Abdel-Rahman kender vist hverken Børge Outze eller Citizen Kane - for større modsætninger er det da vist svært at finde.

Selvfølgelig havde både kritikerne af Aktuelts muhammedkarikaturer og kritkerne af JP's muhammedkarikatrer ret til at ligge sag an mod aviserne og tegnerne. Pointen er, at der i begge tilfælde var tale om repræsentatnter fopr despotiske systemer, hvor regimets bureaukratiske håndlangere var vant til at censurere enhver form for kritik, især hvis den er rimelig og velnegrundet.

Forskellen mellem de to sager er, at hædersmanden Outze ikke et sekund i tvivl om, at han ikke skulle give efter for de rødfascistiske kinesere, der mindede ham om nazisterne, mens flere af Informations skribenter i sagen om muhammedkarikaturerne hoppede direkte i OIC's fælde og støttede antidemokraterne, udelukkende fordi de kommer fra en religiøs minoritet.

Outze ville også have undret sig en del over, at den angiveligt antiautoritære 68-generation, der overtog avisen i halvfjerdserne, hyldede den inkompetente despot Mao, der havde millioner af uskyldige landsmænds liv på samvittigheden.

Steen Rasmussen

Selvcensuren var frivillig i de danske aviser ind til 1943, hvor samarbejdspolitikken blev afbrudt fra dansk side, fordi det da var tydeligt, at Nazi-tyskland ville tabe krigen.

Det danske folk, især på højrefløjen (hvor de konservative marcherede med allerede fra nazisternes magtovertagelse i 1933, og hvor bondepartiet venstre, som også dengang gik efter profitten her i form af samhandelen med den godt betalende og sultne nazistiske krigsindustri) stod sammen om samarbejdet med ”besættelsesmagten”, ind til enhver kunne se, at det hurtigt ville kunne give bagslag at fortsætte sin flirt med Hitler længere.

Danskerne troede på nazismen lige ind til det stod klart, at de nazistiske succeskriterier var i færd med at negerende sig selv. Så kom amerikanerne og succeskriterierne ændrede sig en del, men danskerne var straks med på de nye noder.

Sådan fortsætter de, ind til de opdager, at den økonomiske vækst har undermineret sine egne forudsætninger. For ingen magt, ud over de herskende succeskriterier, kan sætte de herskende succeskriterier ud af kraft.

Den demokratiske magt hviler i det store feje og mentalt dovne flertals manglende evne og vilje til nogen sinde at tænke en kritisk selvstændig tanke. I stedet flyder den demokratiske bærme videre på de bekvemme bortforklaringer af den egne moralske svigt i fortiden og på løgnen om sammenhængen mellem den nuværende menneskelige økonomiske aktivitet og den globale klima- og fødevarekrise.

Outze levede ikke forgæves, men næsten. Har var hele sit liv en smerte i røven på den mentale dovenskab og ”die dumme dänen”!

Per Vadmand

"Den demokratiske magt hviler i det store feje og mentalt dovne flertals manglende evne og vilje til nogen sinde at tænke en kritisk selvstændig tanke."

Ja, demokrati er for vigtigt at overlade til folket, ikke?

Steen Rasmussen

Kære Per Vadmand

Folket det er mig. Min kritik er demokratiets selvkritik.

Fordi jeg er en del af folket er min kritik (af at ”den demokratiske magt hviler i det store feje og mentalt dovne flertals manglende evne og vilje til nogen sinde at tænke en selvstændig kritisk tanke”) udtryk for demokratisk selvkritik, og for troen på det, at demokratiet også kunne være forudsætningen for det bedre.

Samtidigt skriver jeg energisk og bekræfter mig dermed som modsætningen til det dovne flertal.

Selv om vi ikke alle sammen er socialkammerater, så gør kritikken af elendigheden os ikke til demokratiets modsætning.

Med venlig hilsen: Steen

Kim Kortermand

@Steen

"Den demokratiske magt hviler i det store feje og mentalt dovne flertals manglende evne og vilje til nogen sinde at tænke en kritisk selvstændig tanke. I stedet flyder den demokratiske bærme videre på de bekvemme bortforklaringer af den egne moralske svigt i fortiden og på løgnen om sammenhængen mellem den nuværende menneskelige økonomiske aktivitet og den globale klima- og fødevarekrise."

Hvor har du ret - og hvor det, desværre, stadig aktuelt. Har vi, historisk set, altid døjet med dette, eller er vi blevet dysset i søvn af velfærdens svøbe de sidste årtier?

Venlig hilsen Kim