Læsetid: 4 min.

Ideologikritisk forårsrengøring

Det, man passende kunne bruge de milde majdage til, var lidt forårsrengøring. Man kunne rense lidt ud - ikke i den marxistiske ånd fra 68, den er jo luftet så grundigt igennem - næ, man kunne passende tage fat på det kvælende lag af nyfikseret ideologi, der breder sig fra kælder til loft
Kultur
23. maj 2008
Udrensning. Det er den nemmeste sag i verden at rydde op i fortiden. Det vanskelige er at holde nutiden i orden, men det er måske det, der er mere brug for.

Udrensning. Det er den nemmeste sag i verden at rydde op i fortiden. Det vanskelige er at holde nutiden i orden, men det er måske det, der er mere brug for.

Peter Mark

Sådan set starter disse overvejelser, med at jeg hører min steddatter i historie, midt i Paris. Studentereksamen nærmer sig truende, og hun har et fag, der hedder 'europæisk', hvor hun skal til eksamen på engelsk i europæisk historie. Hun bliver irriteret over, hvordan jeg hører hende: "Altså Tine, den måde, jeg allerbedst kan lære noget på, er, når man bare siger til mig 'sådan er det'."

Kan vi overhovedet i dagens Paris komme længere væk fra ånden fra 68? Og ja, der er eksamensresultater, som skal være så gode, at man kan komme videre og til sidst få sig en plads i det globale forbrugersamfund, og så skal man ikke komme der og spørge ind til selve teksten.

Lad mig allerførst understrege, at jeg er dybt imponeret over hendes evne til nærmest at æde viden. 'Faglighed' hedder det vel, og den røg ud af uddannelsesvæsnet, det være sig folkeskolen eller universitetet i Danmark dengang efter 68, er der nogen, der siger. Og mens den meget franske steddatter kan huske bunkevis af årstal og "kendsgerninger", hører det helt sikkert til den slags, jeg lige skal slå op hver gang. Opdraget, som jeg er, i de 70'ere, hvor man havde sprængt de småborgerlige kanoner og vadede rundt i ruinerne ofte i form af nydelige parcelhuse, påklædt andesko og kaki anorakker, mens det hele stille og roligt kørte videre og lige ind i yuppi-80'erne.

Der var da ved Gud en masse sympatier i omløb dengang, som man åbenbart har meget svært ved at forstå i dag. 'Voldsromantik', er det blevet kaldt, når man stadig i provinsnaivitet kunne forsvare Rote Armé eller de italienske brigader, som fortropper i en helt uundgåelig revolutionær kamp, altså sådan i marxistisk deterministisk forstand. Hvis historien nu var uafvendelig, kunne man jo kun afvente, hvilken person, den ville inkarnere sig i, ikke? Og hvem kunne så gøre for noget ?

For døve øren

Jeg ejede aldrig et par andesko, mit oprør med autoriteterne omfattede allerede dengang dens nye form som kollektiv undertrykkelse. Så jeg spankulerede rundt på høje hæle og forsøgte at påpege modsigelser mellem autoritetsoprør og en fuldkommen lammende ensformighed. Vær sikker og forvisset om, at det var for døve øren.

Et af de andre emner, jeg har hørt min steddatter i, er slaveriets historie. Det er ikke mere end to år, siden Frankrig indrømmede, at det var en forbrydelse mod menneskeheden, altså helt på linje med nazisternes forbrydelser mod jøderne. Har vi for resten ryddet op i det i Danmark? På den mindedag, der i den forbindelse blev indført i Frankrig, og som også falder her i maj, deklarerede præsident Nicolas Sarkozy, at slaveriets historie nu skal læres helt ned i de små klasser. Sådan. Så kan vi få den terpet med årstal og kendsgerninger som en sandhed lige som alle de andre sandheder, de har lært i årevis, og som ikke er sandheder mere.

Det svære er nutiden

Men nu ved vi bedre. Faktisk er vi nu derhenne, hvor vi fuldkommen ved, hvad der var galt i fortiden, og ikke alene kan belære andre om det, men også stille dem til regnskab.

Se, nu er det så, at jeg har tænkt mig at gå på e-bay eller et almindelig loppemarked og finde mig et par andefødder. Derefter vil jeg undersøge, om man ikke skulle kunne opstøve en anorak et sted, cowboybukserne ser ud til at være af samme type som dengang, og så er jeg klar til at starte forfra på marxisme, 68 og ideologikritik.

For hvis der er noget, der er svært, så er det ikke at gøre rent i fortidens rum - men derimod hele tiden at forsøge at holde sin egen sti ren. Her kan vi bare alle sammen prøve at få gang i kostene, for der er hverken mere eller mindre ideologi nu, end der var dengang i 70'erne.

Det rigtig uhyggelige er selvfølgelig, hvorledes vi bare i den grad ikke kan lære af fortiden. Vi kan ikke engang lære, at vi ikke kan lære. At forblive nysgerrigt åben over for verden, det er bare det sværeste. Straks må vi stivne i andesko, stilletter, slips eller partisantørklæder. På universiteterne i Danmark er der nu nye former for diktaturer - med en forbløffende mangel på blik for, hvor uneutrale virksomhedernes nyttemålestok er. De andre målestokke var heller ikke neutrale, hverken professorvældets eller pøblens diktatur, men det værste er glemslen af, at der overhovedet er tale om målestokke.

Den fremherskende ideologi er nu den mærkeligste blanding af personlig frihed, demokrati, markedskræfternes frie spil og en eller anden 'empirisk' bevisførelse for, at dette er den bedste af alle verdener. Den som Fukuyama kaldte enden på historien.

Og måske tager vi fejl. Måske vil denne ideologi, som visse af Weekendavisens skribenter så heftigt forsvarer ved deres angreb på andre, vise sig at kræve langt, langt flere dødsofre end alt, hvad Stalin og Pol Pot kunne stille op tilsammen. Lige nu, forsvarer vi måske, lige så inderligt overbeviste om at vide bedre og at kende sandheden, en ideologi udbredt på langt størstedelen af danske aviser, der slår millionvis af mennesker ihjel.

Måske kan historien så skrives om endnu engang og dem fra 70'erne, der nu kaldes terrorister vil atter betragtes som helte?

Om jeg så er halvfems, skal jeg så nok finde stiletterne frem én gang til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her