Læsetid: 6 min.

Intet er nogensinde forbi

Med 'Purity Beats Everything' er Jon Bang Carlsen tilbage i Sydafrika, denne gang for at møde to Holocaust-overlevere, hvis fortællinger han dels spejler i apartheid-styrets renhedsidealer, dels holder op mod sin egen opvækst i 1950'ernes Danmark
Forundring. Det har undret mig, at vi som unge vendte ryggen til hele den centraleuropæiske kultur. Vi tog aldrig som nation et medansvar for den pervertering, der få år forinden havde fundet sted lige syd for grænsen. Måske var angsten for at se den tyske nabo i øjnene i virkeligheden en angst for at få øje på vores eget ansigt. Det har måske gjort os dummere som mennesker, siger Jon Bang Carlsen.

Forundring. Det har undret mig, at vi som unge vendte ryggen til hele den centraleuropæiske kultur. Vi tog aldrig som nation et medansvar for den pervertering, der få år forinden havde fundet sted lige syd for grænsen. Måske var angsten for at se den tyske nabo i øjnene i virkeligheden en angst for at få øje på vores eget ansigt. Det har måske gjort os dummere som mennesker, siger Jon Bang Carlsen.

Jon Bang Carlsen

9. maj 2008

"Min mor var optimist til det sidste. Det reddede hende ikke."

Ordene kommer fra Miriam Lichterman, det ene af de to vidner i Jon Bang Carlsens nye og meget personlige dokumentarfilm, Purity Beats Everything. Som den eneste fra sin familie overlevede Lichterman sit ophold i Auschwitz. Efter krigen flyttede hun til Sydafrika, langt væk fra det Europa, der havde lagt hendes tilværelse i ruiner. Men ikke længe efter, at hun således var undsluppet den europæiske renhedstænkning, måtte Lichterman sande, at hun var havnet i endnu et politisk brændpunkt, hvor forholdet mellem racer, religioner og kulturer ikke var uden problemer.

"Jøderne havde oplevet en ufattelig ondskab som resultat af nazisternes nordeuropæiske variant af en perverteret rengøringssans," siger Jon Bang Carlsen, da Information besøger ham på den landejendom ved Fårevejle på Nordvestsjælland, hvor en vigtig del af filmens billedside er optaget.

"Derfor kan der være noget tragikomisk i, at da det endelig lykkedes dem at slippe væk fra stanken af deres afbrændte familiemedlemmer og ned til Sydafrika, blev de for det første mødt med protester på kajen, og dernæst, efter at de var blevet lukket ind i landet, blev de en del af en hvid overklasse, der var baseret på nogle af de samme ideologier, som havde ligget til grund for forfølgelsen af deres eget folk i Europa."

En afgørende pointe

Iagttagelsen er ikke populær blandt de 75.000 jøder, som i dag bor i Sydafrika, fortæller Bang Carlsen. Og i filmen bliver han da også på en behersket, men temmelig håndfast måde irettesat af Miriam Lichterman, da han antyder, at det må have været problematisk for hende i Sydafrika at møde nogle af de samme germanske typer, som hun var flygtet fra i Europa.

"Man må aldrig, aldrig, sammenligne raceadskillelsespolitikken i Sydafrika med Holocaust," formaner hun ham. For uanset hvor slem situationen var for de sorte afrikanere, eksisterede der aldrig i Sydafrika en plan om systematisk at udrydde en hel race.

Dét er en afgørende pointe for Lichterman. Og i filmen bliver hendes reaktion en anledning for instruktøren til at lade sin anden hovedperson, Pinchas Gutter, komme til orde og sige, at man ifølge hans erfaring stadig bør være på vagt. For dét, der skete i Tyskland i 1930'erne, kan ske igen, alle steder og til alle tider. Underforstået: Nazisterne var ikke en særlig primitiv race af menneskelige dyr. Deres ledere var ofte veluddannede. Mennesker, der elskede musik, som det bliver sagt et sted.

Selv om Jon Bang Carlsen for et par år siden afsluttede sin Sydafrika-trilogi med den mærkværdige hybridfilm Blinde engle, er han langt fra færdig med landet. Ideen til den nye film - der ligesom de tre forgængere er spændt ud i et felt mellem dokumentarisme, personligt essay og fiktion - voksede ud af en episode, som instruktøren oplevede på en kaffebar i Sea Point, et velhaverkvarter i Cape Town med en høj koncentration af jøder. Mens han sad og hang over en kop kaffe, blev en lillebitte, gammel jødisk kvinde i rullestol kørt ind i lokalet af sort tjenestepige, en stor, kraftig Xhosa-kvinde. Billedet af det umage par blev hængende, og ud af det voksede omridset af en filmisk fortælling.

"Jeg forestillede mig, hvordan denne gamle jødiske kvinde nu sad isoleret i sin slidte patricierlejlighed med alle sine minder. Hun havde selvfølgelig været i kz-lejr under Anden Verdenskrig, og som så mange andre jøder var hun kommet til Sydafrika i 1947-48, altså i tiden omkring etableringen af apartheid-styret. Nu havde hendes børn forladt landet og arbejdede formodentlig i London eller New York, mens hun selv af skæbnen var blevet bundet til den sorte kvinde - som måske endda boede i lejligheden hos hende, fordi det var for farligt at tage hjem til hendes township om aftenen. Deres historie ville jeg gerne fortælle. Så jeg begyndte at lede efter et par, men umiddelbart fandt jeg ingen, hvis indbyrdes forhold var stærkt nok til at bære en film."

Smerte og kunst

I stedet mødte Bang Carlsen de to hovedpersoner i Purity Beats Everything, Miriam Lictherman og Pinchas Gutter. Og efter at have optaget deres historier og refleksioner omkring dét at leve som Holocaust-overlever i Sydafrika rejste han hjem til Danmark, hvor han i en række filmiske noter forsøgte at forholde sig til deres grufulde beretninger og relatere dem til sin egen historie.

I filmen veksles således geografisk mellem den sydafrikanske virkelighed og dansk landidyl, og tidsmæssigt mellem Anden Verdenskrig og nutiden. Hvilket på én gang er filmens kunstneriske greb og pointe: At fortiden altid er til stede i nutiden, og at intet nogensinde er forbi.

"I samværet med Miriam Lictherman slog det mig," siger Bang Carlsen, "at hun i en vis forstand havde transformeret sine oplevelser til kunst, simpelthen for at kunne holde ud at tale om dem. Jeg kendte det lidt fra mig selv, idet jeg på et tidspunkt havde lavet en spillefilm, Carmen og Babyface (1995), som havde at gøre med nogle store sår i mit eget liv, nogle af den slags forbandede saltsår, der aldrig vil læges, og som vi alle sammen slæber rundt på. Først kunne jeg slet ikke nærme mig stoffet, uden at tårerne begyndte at pible frem, men alligevel lykkedes det til sidst at give det en kunstnerisk form. Og da jeg så hørte Miriam fortælle, gik det op for mig, at det måske i virkeligheden er kunstens smukkeste funktion, at den kan give selv de mest smertelige erfaringer en form, så man kan holde ud at se ind i et mørke, som ellers er alt for dystert for os mennesker at se ind i. Miriam havde simpelthen gjort sine erindringer til et kunstværk, således at hun kunne fortælle om de samme oplevelser igen og igen med næsten præcis de samme ord og formuleringer."

Kulturelt vakuum

Jon Bang Carlsen er født i 1950 og voksede op i et fredeligt Danmark, ifølge hans eget udsagn forbløffende få kilometer fra de steder i Tyskland, hvor nazisternes ugerninger havde fundet sted få år forinden. Hvorfor talte man ikke om det under hans opvækst, spørger han i filmen. Hvorfor denne tavshed om noget, der var så tæt på og som fyldte så meget?

"Da jeg voksede op, introducerede min mor mig for Beethoven og Bach og alt det andet, der hørte hendes kultur til, altså hele denne forestilling om den ultimative skønhed og romantik - som på en vis måde blot er den positive side af den perversion, der skabte Auschwitz. Senere, i 1960'erne, da det meste af min generation lod sig absorbere af Beatles og den angelsaksiske kultur, følte jeg det underligt, at man i den grad kunne vende ryggen til hele den centraleuropæiske kultur, måske fordi jeg selv af temperament og sind mest var orienteret den vej. Jeg oplevede, at der var et stort kulturelt vakuum sydover, og at det var et alvorligt problem, at vi som nation aldrig tog et opgør med vores egen mentale forbindelse til den pervertering, der skete i Tyskland dengang. Der findes jo stadig en overtone af det i den måde, vi forholder os til udfordringen fra globaliseringen og det multiraciale samfund på."

Nummer på armen

- Er filmen et generationsopgør?

"Nej, snarere et opgør med mit land og med den fortielse, der prægede 1950'erne. Jeg har altid følt, at jeg på en eller anden måde havde et kulturelt medansvar for det, der skete dengang. Og så har jeg haft et behov for at stille nogle spørgsmål til min egen kultur om, hvorvidt vi i virkeligheden ikke turde se den tyske nabo i øjnene dengang af angst for at få øje på vores eget ansigt. Hvis det er tilfældet, tror jeg, at det har været med til at gøre os dummere som mennesker, og at det er en del af årsagen til, at vi sidder i den suppedas, vi sidder i nu. Det er noget, der har ligget mig meget på sinde, og jeg har længe vidst, at jeg på et tidspunkt måtte lave en film om det. Men det er klart, at Holocaust er et voldsomt emne at nærme sig, og det skræmte mig selvfølgelig i starten."

- Og det siger du, der er kendt for at lave film om livets store spørgsmål, herunder et portræt af Gud?

"Det er sandt. Men Gud har trods alt ikke et nummer tatoveret på sin ene arm, vel?"

Purity Beats Everything rejser i maj måned rundt med DOX-ON-WHEELS, www.dox-on-wheels.dk

Jon Bang Carlsens Sydafrika-trilogi 'Purity Beats Everything' er lige udgivet på dvd af ArtPeople

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Thomsen

"For dét, der skete i Tyskland i 1930'erne, kan ske igen, alle steder og til alle tider. Underforstået: Nazisterne var ikke en særlig primitiv race af menneskelige dyr. Deres ledere var ofte veluddannede. Mennesker, der elskede musik, som det bliver sagt et sted."

Det viser den aktuelle udvikling i Danmark jo kun alt for tydeligt...

Jeg vil enormt gerne vide nøjagtigt hvilken musik der er brugt i filmen. hvis der er nogen der kan svare på det vil jeg værdsætte en mail. Venlig hilsen Poul Jakobsen