Læsetid: 12 min.

Jagten på ægtheden

Det er ikke kun Claus Meyer og den økologiske forbruger, der synes besat af tanken om tilværelsens rene kerne. Islamiske fundamentalister, Hip-hop-stjerner, nazister, Birthe Rønn Hornbech og Coca Cola. Alle gør de på krav på at være ægte. På tværs af alle genrer og kulturer higer det moderne menneske stadig mere efter autenciteten
Det er ikke kun Claus Meyer og den økologiske forbruger, der synes besat af tanken om tilværelsens rene kerne. Islamiske fundamentalister, Hip-hop-stjerner, nazister, Birthe Rønn Hornbech og Coca Cola. Alle gør de på krav på at være ægte. På tværs af alle genrer og kulturer higer det moderne menneske stadig mere efter autenciteten
24. maj 2008

Kvægavler Niels Hansen fra Falster afholder i dag Limousinekvægfestival, og det gør kokken Claus Meyer lidt reklame for. Niels Hansen er 7. generation på gården Kirkehøj, og udover køerne dyrker han korn, sukkerroer, græsmark og eng, forklarer Meyer og ruller historien ud om Landbruget Kirkehøjs opdræt af Limousinekødkvæg. Det er en særlig fransk race, gården har importeret engang mellem 1969 og 1970 fra området omkring Limoges, der ligger cirka 400 kilometer syd for Paris. På Kirkehøj går køerne med deres egne kalve på engen om sommeren, og om vinteren går de i en løsdriftstald, mens grisene hygger sig og løber glade omkring, bedyrer Meyer. Det er det rene landbrug - som i de gode gamle dage - der nu løber på syvende generation. Ikke et industrialiseret masselandbrug, men det lokale. Det uforfalskede. Det autentiske. Og det er netop det oprindelige, Claus Meyer søger tilbage til, når han opdyrker råvarer til sin forretning.

"Både i dem, jeg selv dyrker, og i dem jeg køber, når jeg bare køber ind," siger Claus Meyer.

"Det gør jeg naturligvis af hensyn til smagen, men også fordi det føles bedre - mere sandt. Det er min klare erfaring, at jo færre menneskelige indgreb, der har været undervejs, desto mere unik en fødevare får du."

Det er ikke kun Claus Meyer, der er optaget af det autentiske. Hele verden synes besat af tanken om, at der findes en særlig historisk ægthed, som står urokkelig i universet, og i alle afkroge af vores kultur gøres der krav på autenticiteten.

Politikere vinder stemmer på at udstråle ægthed. Hip-hop-stjerner finder legitimitet i opvæksten i ghettoen. Reality-tv forsøger at give os virkeligheden en til en. Ugebladene finder læsere ved at vise billeder af kendte mennesker, der kaster op. Og så er der den internationale milliardkoncern, der lancerer sine syltetøjsprodukter, som om de var fra 'Den gamle fabrik' fra vores barndom i et forsøg på at kompleksitetsreducere. Autenticitet sælger. Og det har det faktisk altid gjort. Det bliver bare ved med at finde nye udtryksformer.

"Ægthed har altid været interessant, og helt overordnet handler det om reproduktion og overlevelse," siger sociolog Emilia van Hauen.

"Det baserer sig på en grundlæggende tro på, at det ægte holder, og at det, der er falsk, ikke holder. Så det du læner dit liv op ad - det du tror på og satser på - det må være ægte."

En endnu mere grundlæggende præmis for det syn på autenticiteten må være, at der i det hele taget findes noget, der er mere ægte end andet. At det virkelig ægte er til. Det er den tanke om autenticitet, der gennem historien og på tværs af kulturer er blevet understøttet af forskellige tendenser og udtryk. I nationalromantikken, i naturromantikernes møde med det industrialiserede masseproducerende samfund, nazister og fascisters dyrkelse af det rene - og nu med nynationalistiske bevægelser og økologiske landbrug. Vores samfund er igen besat af det autentiske.

Politisk autenticitet

Men det er ikke kun den vestlige kultur, der er sygeligt optaget af autenticiteten i dag, påpeger mellemøstforsker Søren Hove fra Syddansk Universitet.

"Det er virkelig også et af de helt store temaer inden for de islamistiske bevægelser," siger han.

"De islamiske fundamentalister gør i ekstrem grad krav på autenticitet, når de fremstiller sig selv. Det spænder helt fra mere moderate grupperinger som Det Muslimske Broderskab over til Al Qaeda. De bruger alle utrolig lang til på at fortælle, hvor de kommer fra. Både rent teoretisk, men også geografisk - hvor de er født, hvordan de bor og så videre," forklarer Søren Hove og giver Osama Bin Laden som et eksempel på en skikkelse, der udnytter autenticitetbegrebet til fulde.

Da vi først så billeder af Osama Bin Laden, var han som regel iført camouflagetøj og havde en russisk Kalashnikov-riffel i hånden. Til trods for, at han som mangemillionær kunne have erhvervet sig et våben, der var bedre end den uduelige riffel fra 1970'erne, benytter han den autenticitet, der ligger i en Kalashnikov, som i islamistiske kredse ses som et oprørssymbol, forklarer Søren Hove. Senere så vi ham fremstillet som en mere teologisk skikkelse i hvide klæder og med hvid turban, og på de sidste billeder, der er kommet ud, sidder han bag et skrivebord, hvilket skal iscenesætte Bin Laden som en statsleder, der skal tages alvorligt på linie med vestlige statsledere.

"Autoritet og autenticitet er meget tæt forbundne," siger Søren Hove.

"Det er et meget mobiliserende greb at hævde autenticitet, og derfor ligger der også ofte en hvis grad af populisme indbygget. I virkeligheden kan man sige, at de nationale bevægelser i Europa i det 20. og 21. århundrede bruger de samme greb som islamisterne. De hævder også i høj grad autenticitet - ikke med henvisning til den islamiske nation - men med henvisning til for eksempel den danske."

Det er ifølge Søren Hove et klassisk politisk greb at bruge autenticiteten til at skabe autoritet, og det gælder ikke kun for nationalister og islamister. Hele den politiske logik er bygget op omkring at gøre krav på sandheden.

"Selv de antikke retorikere har henvist til, at for at overbevise et publikum, så gælder det ikke kun om at have det gode argument - det handler også om udtalerens egen karakter. Den kan man naturligvis få gennem fine titler, men man kan også få den gennem autenticitet. Politik er basalt set et spørgsmål om overtalelse, og for at nå denne overtalelse handler det naturligvis ikke kun om, hvad man siger, men også om karakteren hos den, der siger det," forklarer han.

"Det er derfor, at islamister bruger meget krudt på at bevise deres ideologers moral og troværdighed. Det ser vi i øvrigt også i Vestens politik. Hvorfor er det vigtigt, om Bill Clinton fik et blow job af en praktikant?" spørger Søren Hove og svarer selv:

Erhvervslivets autenticitet

"Det er fordi, vi har en ikke særlig rationel kobling mellem politik og personlig integritet - og den er særlig udtalt blandt islamister. Særligt fordi islamisterne jo - i kraft af deres sammenblanding mellem religion og politik - gør meget ud af personlig dyd. Derfor er det særligt nødvendigt, at man som islamist understreger, at man lever særligt asketisk og særligt dydigt. Og gerne på samme autentiske måde, som Profeten og de første muslimer."

I Vesten har markedet i løbet af de sidste fem år strakt sig langt for at imødekomme behovet for autenticitet, men i erhvervslivet arbejdes der nu for alvor med at skabe autenticitet hele vejen igennem de enkelte firmaers organisationer. Nikolaj Stagis, der er direktør for konsulentfirmaet Stagis A/S, har specialiseret sig i organisatorisk autenticitet og opbyggelsen af en såkaldt Authentic Corporate Identity. Ifølge ham er netop autenticitet en grundpille i ethvert succesfuldt firma i dag. Det er en nødvendighed.

"Forskning viser, at det ikke længere kun er produktets image og identitet, der er det vigtige for forbrugeren, men at vi gennemskuer og vurderer hele organisationen bag," siger Nikolaj Stagis.

Derfor er det ikke nok, at du har et produkt, der udstråler autenticitet.

"Autenticitet knytter sig til tæt til vores identifikation med virksomheder, og derfor er det en hjørnesten i enhver moderne virksomhed, at den spejler vores ønske om autenticitet. Produktet bliver blot et symbol på firmaet. Det handler om at kunne se identiteten bag produktet. At finde firmaets autenticitet og lade den skinne igennem produktet."

Så når vi drikker en øl, der udstråler en autenticitet fra et mikrobryggeri, er det vigtigt for os, at den kommer fra et mikrobryggeri, som har en lokal forankring, en historie, at bryggeriet byder på holdninger og handler ud fra dem. Nikolaj Stagis advarer kraftigt mod en iscenesættelse af autenticitet alene. Det giver i sig selv ikke succes.

"Konstruktionen af et autentisk image uden en større mening eller historie er uholdbar og udgør potentielt en større risiko end værdi for virksomheden," siger Nikolaj Stagis.

Kulturel autenticitet

Også i populærkulturen har autenticitetsbegrebet været en tilbagevende diskussion og et kommercielt vidundermiddel. Allerede da country- og bluesmusikken brød bredt igennem, begyndte man at diskutere, om man kunne være countrymusiker, hvis ikke man var fra landet, bar cowboyhat og arbejdede på en farm, og om man kunne synge 'the blues', hvis ikke man havde været igennem de hårde tider. Senere dyrkede folk-musikken det oprindelige Amerika til det ekstreme, og da rockmusikken brød kommercielt igennem i 70'erne blev der rynket på næsen af den falske pop, og man hævdede at være tro mod rock 'n' roll-myten.

I nyere tid er det særligt hiphoppen, der (til tider direkte fysisk) har sloges om, hvem der var mest 'ægte'. Det handler om at være fra underklassen. Hvem er fra ghettoen og hvem er i virkeligheden bare fra middelklassen. Keep it real - keep it gangsta, lyder et af mottoerne fra scenen, og ét har været gennemgående: Også her er der penge i at være autentisk.

"En stor del af hiphoppen bygger på, at man skal have en historie at fortælle - og det skal være din egen," forklarer DR's hip-hop-redaktør Ole Jacobsen og deler hip-hoppens autenticitetskoder op i to kategorier:

På den ene side findes club-scenen. Det er den kommercielle del af hiphoppen, der er repræsenteret af folk som 50 Cent og hele gangsta-rappen. Her er det ifølge Ole Jacobsen særligt pladeselskabernes marketingsafdelinger, som gør meget ud af at deres kunstnere er hårde drenge fra ghettoen, der kan vise skudsår frem. Simpelthen fordi det sælger plader i den hvide middelklasse.

"Denne higen efter autenticitet spiller på hele myten omkring slavetiden. Det sorte hård-fyr-image handler om, at den sorte maskulinitet grundlæggende er truet efter 400 års slaveskab. Men størstedelen af 50 cents fans er unge, hvide middelklasse-kids. Og ja, de onanerer til lyden af vrede sorte mænd. Det er ligesom at se en gyser. Det er lidt uhyggeligt, men også dejligt sikkert på afstand," siger Ole Jacobsen

"Det prøver marketingsafdelingen at ramme os med, og det er de samme, som forsøger at få os til at gå med hængerøv, cap og skateboard."

På den anden side af denne kommercialiserede autenticitet, vi finder hos gangstarappen, findes kunstnere som Common og KRS-One, der i følge Ole Jacobsen ser sig selv som frelsere af "ægte hiphop".

"De er nærmest besat af ægthed, og her finder du en indgroet dobbeltmoral og en skinger autenticitets-hungren, hvor det handler om at være real og ikke være en sell-out. Det er der naturligvis også penge i, men det handler uden tvivl også om en begrundet frygt for, at hiphop-musikken skal blive 100 procent assimileret og ædt op af popkulturen," forklarer Ole Jacobsen og understreger, at der gennem disse genrer løber en grundlæggende præmis om, at det vigtigste på hele hip-hopscenen er være oprigtig. Uanset om du er fra erhvervslivet, islamisk fundamentalist eller hip-hopper, er det værste, du kan være, at være falsk.

Vestlige fænomener

Men oprigtighed er en flygtig størrelse. Ægthed og autenticitet i vores version er et konstrueret og særligt vestligt fænomen, som vores kultur igennem tiden har understøttet på forskellige måder, mener sociolog Karen Lisa Salomon.

"Begrebet autenticitet er et teoretisk fænomen, der flytter sig over tid og er kulturelt bestemt," understreger hun.

"Det gør det ikke mindre relevant, for vores forståelse af det ægte er et kernefænomen, der støber kuglerne til nye politiske dagsordener i verden. Det indgår i nogle meget fundamentale forståelser af mennesket og vores identitet, som blandt andet går helt tilbage til tysk romantik og nok også endnu længere tilbage."

I dag forklarer man i høj grad det moderne autenticitetsbehov ud fra en mangelteori, men ifølge Karen Lisa Salamon er den læsning begrænset af nogle grundlæggende præmisser, der også er kulturelt funderede.

"Teorien lyder: Nu, hvor alt mad er blevet industrialiseret, mangler vi ægte mad. Nu, hvor alle nationer er blevet globaliseret, mangler vi det ægte nationale. Nu, hvor alle religioner er blevet underlagt en naturvidenskabelig tænkning, søger folk det ægte religiøse. Men jeg mener, at den mangelteori selv er et produkt af en ægthedsromantisk tænkning. Den bygger på den grundlæggende præmis, at der findes noget, der er mere ægte end det, vi ser foran os."

Og det er netop den grundtankegang - forestillingen om noget ægte og originalt - der gennem tiderne har fået fornyet liv af forskellige kulturelle landvindinger. I 90'erne grinede vi således af det autentiske med ironiske koder og dyrkede det slet ikke på samme måde som i dag, men særligt to forhold har givet autenticitetsdyrkelsen en voldsom genkomst, mener Karen Lisa Salamon:

"Det hænger dels sammen med vores nye optagethed af folkeretten og vores store fokus på nationale territorier og postkoloniale grænsedragninger - altså hele globaliseringsproblematikken - og den anden side har så noget at gøre med patenteringsforhold og rettighedsjura," siger Karen Lisa Salamon og uddyber forholdet mellem autenticitet og rettighedsjura.

"Ikke alene har vi en forestilling om, at noget er mere ægte og mere autentisk, fordi det var først - vi har også en forestilling om, at det er finere end nyere versioner. Det, der er ægte for os, er det, der kommer først. Og den, der først finder på noget, er den mest originale. Så den første af Arne Jacobsens 'Myren' er den mest originale og mest rigtige stol, til trods for at det var et produkt lavet til at blive masseproduceret i ens kopier. Og det er en ny forestilling." forklarer hun.

"Det er her, rettighedsjura og hele vores økonomiske system kommer ind i billedet. Som opfinder af et produkt handler det om at markedsføre det originale og det ægte som noget ophøjet og fantastisk - simpelthen fordi man kan kopiere opfindelsen."

Hun giver cowboybukserne Levi's som eksempel:

Levi's, gentager reklamerne igen og igen, fordi man er bange for, at kopierne fra Kina kan være lide så gode - eller måske endda bedre. Så hele brandingstrategien og reklamerne går ud på at forherlige det originale. Jeg tror, det moderne autenticitetsbegreb hænger meget på den opfattelse. At markedet i helt ekstrem grad må ophøje det originale - og det er høj grad en vestlig konstruktion."

"The Original

Rollernes magt

Sociologen Emilia van Hauen er enig i, at forholdet til autenticitetsbegrebet flytter sig gennem tiden, men hun har en lidt anden forklaring på, hvorfor det, at vi søger det oprindelige, netop synes at være så stort i dag.

"For en bare enkelt generation tilbage var det i høj grad de roller, vi besad som personer i samfundet, der gav os vore eksistensberettigelse," siger Emilia van Hauen.

"Derfor lå autenticiteten i, om du forvaltede din rolle på en troværdig måde. Men i dag lever vi i en performancekultur, hvor den personlige identitet er meget vigtigere end din givne rolle, fordi du har så mange roller, du hele tiden veksler imellem."

Så når man vurderer et andet menneske i dag, betyder det i følge Emilia van Hauen utrolig meget for os, at vi kan finde det, vi tror, er vedkommendes ægte personlighed eller inderste identitet - det er derfor, vi taler så meget om ægthed og autenticitet.

"Vi regner med, at personligheden vil brænde igennem de forskellige roller, man bliver nødt til at tage på sig. På den måde sikrer vi os, at vi ikke bliver snydt af en tom skal," siger Emilia van Hauen og bruger Birthe Rønn Hornbech som eksempel.

"Hun havde en ekstrem høj troværdighed som Venstres moralske vogter, fordi vi troede på hele hendes personlighed - ikke kun hendes rolle, men hendes personlighed. Derfor giver det hende kæmpe besvær, når hun skal stå og sige noget, hun ikke mener. Så er der pludselig meget mere på spil, fordi vi har et forhold til hendes person og ikke til hendes rolle. Vi accepterer ikke, at Birthe Rønn Hornbech spiller en rolle. Vi vil have 'den ægte' Birthe Rønn."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Friskytte

Ganske udmærket skrevet! Det gyldne spørgsmål er så blot hvad vi skal stille op med den viden og indsigt, vi nu har opnået?

Hvis vi piller ved menneskers verdensbillede, falder de sammen som korthuse. Den økologiske forbruger, der finder ud af at han/hun bliver snydt, så vandet driver af pågældende, kommer til at mangle oplevelsen af at være med til at frelse verden med sit "kolge" forbrugsvalg - og mennesket har brug for illusionen om at være en af noget større; noget som bevæger sig i en bedre retning/mod noget bedre. Især i en verden, der er gået fuldstændig af lave - med terror,sult, katastrofer osv.

Hvadenten det er religion, politik eller økologi, så har angste og skræmte mennesker brug for en sutteklud for at kunne sove trygt. Udover at det også giver en identitet. Jeg er dét, jeg køber (siger/tror på).

Det autenticitetsbegreb, Lasse Lavrsen fremstiller i "Jagten på ægtheden" d.24.maj, forudsætter et forhold mellem produkt og oprindelse. Dette gør artiklen om autenticitet til en klassisk snak om fusk med repræsentation, hvor der henvises til et forfalsket, fjernt ophav, traditionen, rødderne; for hvor ligger lige Den Gamle Fabrik? Det er en jævnt kedelig model, som gør os og sikkert mange andre trætte - selvfølgelig er politik, popmusik og personligheden iscenesat. Enhver ægthedsmærkat er nødvendigvis på forhånd tvivlsom. Men LL overser en sidste romantisk mulighed for at redde det autentiske. Autenticitet kunne stadig være tilstede i oplevelser og ved ting, der netop ikke er iscenesat som oprindelige. Altså autenticitet defineret negativt, hvor hverken producent eller forbruger hævder ægtheden, men lader marmeladen være blot marmelade.