Læsetid: 5 min.

De kære gamle

Familierne eller de gamle vil vide af økonomisk forpligtende relation: Pasning er det offentliges ansvar. Og tænker man nærmere efter, stopper det ikke ved de gamle
2. maj 2008

For nogle uger siden kom en politisk udmelding fra højeste sted: Voksne skal hjælpe med at passe deres gamle. Appellen rummer den blanding af humanitet og statsræson, som altid har kendetegnet velfærden. Blot er blandingen ny. Normalt hedder det, at staten yder velfærd dels af hensyn til de svage, dels for at undgå social uro. Nu rettes den humane appel mod familien, mens statsræsonen er renlivet økonomisk: de gamle bliver flere og dyrere. Med medicinske trolderier kan de holdes i live, ikke blot efter de er ophørt med at arbejde, men også efter de er ophørt med at klare sig selv.

Så hvad er mere fornuftigt, end at familien leverer den omsorg, som altid har været en af dens vigtige opgaver? I årevis har staten påtaget sig mere omsorg ud fra devisen om, at staten skal gøre alle borgere lykkelige. Nu må flugten til det offentlige stoppes, og familien må overtage nogle af de pligter, den har sluppet. Det skal ikke ske tilfældigt, men indgå i bindende aftaler.

Man ser lykkebilledet for sig: Gamle trives i familiens varme hænder, omsorg flyder uden pengenes og bureaukratiets mellemkomst, ansvar får nyt liv, og offentlige udgifter skrumper. God liberal politik, hvor det private vokser på statens bekostning - ikke det private erhvervsliv, men den private familie, som får en chance for at generobre sin 'sammenhængskraft'.

Skudt ned

Hvordan modtages appellen så? Aldrig så snart var ballonen sendt til vejrs, før den faldt til jorden som en våd klud, gennemhullet af så mange skud, at man næsten måtte dømme 'maskingevær'.

At forslaget blev gennemskuet som en økonomiske manøvre, siger sig selv. Det er for at spare penge, lød kritikken. Den er formentlig rigtig. Men det betyder ikke automatisk, at forslaget er dårligt. Det er ingen naturlov, at gode forslag skal være dyre.

Også gamle protesterede. De vil ikke passes af familien. De vil, positivt, være uafhængige og, negativt, ikke ligge til byrde. Selv om familiemedlemmer har ansvar for hinanden, skal ansvaret befries for økonomi og baseres på frie følelser. Man skal ikke, som det så smukt blev udtrykt, "professionalisere kærlighedsrelationen".

Ubehaget ved familiær tvangs-solidaritet har endnu en årsag. En ny generation bliver sig selv ved at bryde med den gamle generation, selv om forskellen svinder ind, når den nye generation selv får børn. Man oplever sig som forskellige stammer. Selv om der er økonomiske fordele i at bo hjemme, mens man læser, er det definitivt umuligt, når man selv får børn.

Og så får kernefamilien travlt. De voksne skal ikke blot arbejde, men også hente og bringe og levere taxakørsel til alskens fritidsaktiviteter. De skal sørge for mad og rengøring og vask og lektiehjælp - hvis der bliver tid til det. At lægge endnu en sten på de voksnes ryg i form af ældrepleje er ikke blot upraktisk, men umuligt.

Hver sin verden

Ubehaget går begge veje. Når forældre har sluppet børnene, indretter de sig og orker ikke igen at blive indviklet i børnefnidder. Slægten er død, kernefamilien lever. Og den består af far, mor og halvandet barn, plus det løse. Der er ikke plads til gamle, og den psykiske afstand er så stor, at voksne ikke kan overkomme bare tanken om at pleje deres gamle - vaske, tørre, lægge i seng.

Endelig er der den fysiske afstand. Folk lever og dør ikke i samme landsby. De flytter rundt, så at passe sine gamle ganske enkelt er umuligt.

Så man kan nøgternt konstatere, at filmen er knækket. Voksne og gamle lever i hver sin verden. Kun på basis af deres adskillelse kan de mødes. Om de møder hinanden med glæde eller af pligt kan variere. Men mødet kan ikke rumme en pligt til daglig omsorg. Appel til familiefølelsen er en tom gestus.

Det kan virke perverst, når en dame i tv kritiserer et plejehjem for, at når hun besøger sin gamle mor, godt nok med ugers mellemrum, er der nullermænd i krogene. Hun kunne jo selv tage en støvsuger - hvor svært kan det være. Men det er nålestik. Det afgørende er, at den omsorg, som staten har påtaget sig, kan den ikke give fra sig igen. Selv om nogle pårørende er villige til at bidrage, er andre uvillige og atter andre ude af stand til det - hvortil kommer, at ikke alle har lyst til at modtage den familiære omsorg. Som en almen ordning er familiepasning af de gamle en død sild.

At forslaget skydes ned betyder ikke, at problemet er løst. Der bliver flere gamle. Der er mangel på arbejdskraft både privat og offentligt. Sosu'erne strejker for højere løn - og mens de strejker, kan man læse solstrålehistorier om, at gamle møder deres familie efter mange år, fordi der pludselig er et akut behov for omsorg i privat regi. Nogle føler åbenbart stadig, at blod er tykkere end vand.

Mange problemer

Så problemet vil stikke sit grimme fjæs frem igen. Når gamle har opbrugt deres kraft på at rejse verden tynd og spille golf, stiller de krav om omsorg. Der er ingen nem løsning. At give højere løn gør velfærden dyrere og skaber konkurrence mellem det private og det offentlige arbejdsmarked. At åbne for indvandring har sine egne problemer, som jeg vil undlade at kommentere.

Voksne og gamle har fået deres frihed. Et familiebånd er knækket. Befriet for økonomisk afhængighed kan de frie følelser blomstre eller visne. Men behøver det at stoppe her? Er tiden ikke kommet til at gå videre og se på forholdet mellem børn og voksne?

Næste slag: børnene

Selv om det offentlige bidrager til børns opvækst med institutioner og skoler, er båndet mellem voksne og børn en klar belastning. Det skader karriere og erotik, det skaber stress, kalender-akrobatik og skilsmisser. Så hvorfor er kun forholdet til de gamle umuligt? Børn er afhængige, lyder svaret. Men det er de gamle også. Børn bor tæt på de voksne, hedder det videre. Ja, undtagen når de voksne skilles og flytter langt fra hinanden. Voksne elsker deres børn og vil ikke undvære dem, fortsætter det. Jo, men formodes voksne ikke også at elske deres forældre, selv om de nu er gamle?

Så her skal næste slag slås. Staten skal tage sig af børnenes opdragelse. Befriet for afhængighed kan børn og voksne få frihed til at elske hinanden, når de har tid og lyst. De voksne skal ikke tvinges til at løse den sociale opgave at opdrage næste generation. Det er jo at "professionalisere kærlighedsrelationen".

Nogle har allerede taget hul på fremtiden. De synes, det er så byrdefuldt at tage sig af deres børn, at de giver op, lader børnene sejle deres egen sø og overlader omsorgen til staten. De er pionerer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu