Læsetid: 8 min.

Knaldet af forføreren

Det giver sig selv, at instruktøren til den nye film om Dagen-manden Peter Linck ville blive forført. Det blev vi nemlig selv, skriver de to tidligere Dagen-journalister Mads Brügger og Nikolaj Thomassen, som her beretter om manden, der i det megalomane avisprojekts sorteste stund indrømmede, at han i virkeligheden burde have brugt sine penge på at købe ludere i Las Vegas
Forføreren. Peter Linck stod i spidsen for avisprojektet Dagen, der holdt i 42 dage. Dokumentaren om Dagen og Peter Linck er en blind kærlighedserklæring, der intet har med en dokumentarfilm at gøre.

Forføreren. Peter Linck stod i spidsen for avisprojektet Dagen, der holdt i 42 dage. Dokumentaren om Dagen og Peter Linck er en blind kærlighedserklæring, der intet har med en dokumentarfilm at gøre.

Nicolai Howalt

23. maj 2008

Før vi kommer til Peter Linck, dagbladet Dagen's grund -og ødelægger, skal vi lige runde hovedinstruktøren bag Forførerens Fald, den nye dokumentarfilm om Peter Linck:

Han hedder Frank Poulsen og er venstreradikal, så det vil noget.

Frank har desuden drejet en dokumentarfilm om en ung pige, der melder sig ind i FARC - den berygtede columbianske narko-og terrororganisation, som i tidernes løb har myrdet og kidnappet i tusindvis af mennesker. Man skal ikke være hermeneutiker for at kunne se, at Franks Guerilla Girl er venligt indstillet overfor FARC, og Frank burde skamme sig over det faktum, at FARC bruger hans film til at rekruttere unge mennesker til at deltage i deres kriminelle og dødbringende virksomhed.

Men Frank skammer sig ikke, for han er kold i røven, og ser på verden med den venstreradikales enfoldige og naive blik.

En kærlighedserklæring

Så Frank elsker det radikale. Og han elsker mænd der handler radikalt, og som mange venstreorienterede er han dybt fascineret af kapitalister, der ikke følger spillets regler. Det giver næsten sig selv, at Frank ville forelske sig i fænomenet Peter Linck. Det har været kærlighed ved første blik simpelthen, og derfor har Frank også begået en film, som både først og sidst er en kærlighedserklæring til Peter Linck. Han er, med andre ord, blevet knaldet af forføreren.

Vi kender det godt, for vi blev også knaldet af Peter Linck i vores egenskab af ansatte på dagbladet Dagen, og det var sjovt, så længe det varede. Før man skriver alt det dårlige, der kan siges om Peter Linck, er det da også vigtigt at få med, at det ikke er en ond gerning i sig selv at ville starte et nyt dagblad.

Man må også forstå, at verden ville være et meget mere kedeligt sted uden et menneske som Peter Linck. Til gengæld er det rigtigt dumt og tarveligt at starte en avis som i sit inderste væsen kun rummer en idiotisk forretningsplan samt Peter Lincks megalomaniske ambition om at være bladkonge.

Hvis man vil fatte, hvor dårlig en ide Dagen var, skal man blot tænke på at der blev fyret 12 millioner kroner af på at markedsføre avisen, og da festen var slut, efter blot 42 dage på gaden, havde kun 3.000 mennesker tegnet et abonnement. Måske gik det så galt, som det gjorde, fordi Dagen fra starten af manglede et dagblads mest vitale fundament, nemlig en oprigtig publicistisk og idealistisk ambition om at præge samfundet - at ville noget med sit virke.

En ejendomsmægler fra helvede

I stedet blev Dagen et pinligt showreel for Peter Lincks værste og farligste sider, nemlig hans psykoinfantile materialisme, hans rablende mytomani og hans ekvilibristiske evner som svindler og forfører. For os at se kommer det afgørende øjeblik, da Peter Linck midt i avisens mørkeste stund, meddeler ledelsen på Dagen, at han i virkeligheden burde have brugt sine penge på at købe ludere i Las Vegas - fordi man må snave med dem. Ved samme lejlighed gav han i øvrigt udtryk for, at han muligvis var blevet forgiftet af kreditorer som ville ham til livs.

Peter Linck kan bedst beskrives som en ejendomsmægler fra Helvede. En psykofantisk og charmerende ejendomsmægler på anabolske steorider, som - når han er bedst - kan overtale alle til hvadsomhelst, os selv inklusive. Derfor er det også passende at Franks film forlader Peter Linck, hvor han er i dag, som en durkdreven boligspekulant i Berlin, der har scoret kassen på handel med ejendomme. Peter har så afgjort fundet sin rette hylde, og vi ønsker ham alt det bedste.

Frank Poulsen burde til gengæld overveje om han skal fortsætte med at lave dokumentarfilm. Formmæssigt er han dygtig nok, man kan ikke sætte en finger på stilen og udtrykket, men det halter alvorligt med indholdet. Hvis man skal skære ind til benet, har Frank lavet en 40 minutter lang, glossy reklamefilm for og om Peter Linck, der er ligeså problematisk i sin substans som dagbladet Dagen var det. "Ja, ja!" råber Frank ude fra kulissen med påfaldende lys, underdanig og frygtsom stemme, når Peter Linck fronter ham i filmen.

Her bliver det for alvor klart, hvem der styrer showet, nemlig Peter Linck, og subsidiært hans kone Camilla. De sidder velklædte og smukke og nyder tilværelsen i Laura Ashleyske hotelsuiter, og lyset er varmt og tintet, og selviscenesættelsen er total. Peter er åbenlyst på topppen, han elsker sig selv mere end nogensinde, og det siger ellers ikke så lidt. Peter Linck er nemlig narcissisme i sin mest ekstreme udgave, stærkest illustreret med historien om Peter Linck, der prøver ecstasy for første gang og stiller sig ud på badeværelset og kigger på sig selv i spejlet, og så begynder han at græde ... græde så tårerne triller ned af kinderne - fordi han synes han selv er så dejlig.

Det vi ikke får at se

Den historie indgår naturligvis ikke i Franks film, som er renset for anekdoter om Peter Linck, der ikke ville falde i Peter Lincks smag. Listen over forsømmelser, fraværende kilder, fejl og besynderlige udeladelser i Franks film er i det hele taget lang og opsigtsvækkende. Vi får for eksempel aldrig at vide, at Peter Linck ansatte sin egen svigerfar til styre Dagen's økonomi, en Fætter Guf-agtig umulius ved navn Rolf Engsig. Som økonom og bladmand var denne Engsig intet værd, men til gengæld var der blodets bånd mellem ham og Peter Linck, som gjorde det muligt at drøne Dagen ud over klippen med speederen i bund. Hvorfor spørger Frank ikke Peter Linck og hustruen Camilla ud om Rolf Engsig?

I filmen slipper Peter Linck uimodsagt afsted med at hævde, at der var penge nok til at drive avisen fra dag til dag, mens de gamle regninger ikke kunne dækkes - det han så fint kalder "en stille betalingsstandsning" - men det harmonerer rigtigt dårligt med, at advokat Thrane Grubert, Dagens bestyrelsesformand, til sidst stod ude hos Dansk Avistryk og betalte for trykningen af avisen med sit eget dankort. Til gengæld outer filmen restauratør Ulrik Bing som en småtskåren idiot, fordi han gik til Ekstra Bladet med budskabet om, at han ikke kunne få dækket en faktura på 113.000 kroner, som Dagens medarbejdere havde spist og drukket for. Mellem linjerne siges det, at Peter Linck måske havde klaret skærerne, hvis ikke lige Urik Bing havde været så dum og usolidarisk at hænge Peter Linck til tørre i pressen - men det er både unfair overfor Ulrik Bing, og så er det forkert. Sandheden er nemlig, at dagbladet Dagen skyldte penge til stort set alle, over hele linjen, og da Ulrik Bing ringede til Ekstra Bladet, var det kun et spørgsmål om timer, før lorten ramte propellen, som man siger i det amerikanske. I virkeligheden burde filmen anerkende Ulrik Bing for at være den første til at sige fra over for Peter Lincks grasserende tosserier. Filmens påstand om at potentielle investorer trak sig på grund af artiklen om Ulrik Bing i Ekstra Bladet er delvis sand, men så burde det også fremgå, at der blev forhandlet med investorer længe efter betalingsstandsningen, og når de endte med at trække sig, havde det intet med Ulrik Bing at gøre. Det var fordi alt sejlede, og avisens ledelse ingen troværdighed havde tilbage.

Hvad siger fotografen selv?

Men alt dette er kun hår i suppen i forhold til, hvordan Frank skildrer et sammenstød mellem Dagen's fotograf Nicolai Howalt og Peter Linck i timerne omkring avisens betalingsstandsning. Skænderiet mellem Howalt og Linck blev aldrig nogensinde korporligt, men alligevel har Frank rekonstrueret hændelsen, som om Howalt fysisk har fat i Peter Linck - at han giver Peter Linck et lag tæsk. Samtidig har Frank fået en kæmpe af en mand til at spille rollen som Howalt, og det virker selvfølgelig glimrende på det dramatiske plan, men i forhold til, at vi har at gøre med dokumentarfilm, så har vi forlængst forladt, hvad man kunne kalde instruktørens frihed til gradbøje virkeligheden. Man kan i den forbindelse undre sig over, at filmens rulletekster angiver, at den tidligere Politiken-journalist Bjørn Lambæk har været journalistisk konsulent. Har Bjørn Lambæk overhovedet set filmen? Og hvad siger fotograf Nicolai Howalt til at blive fremstillet som voldsmand?

Hvis Frank vil forsvare sig med, at han ikke er ude i et journalistisk ærinde, men i stedet har ønsket at portrættere Peter Linck på mere sværmerisk og fluffy vis, må man sige, at filmen heller ikke fungerer som portræt. Alle, der kender til Peter Linck, ved, at man skal omgås ham ud fra et armslængdeprincip, og alt, hvad han siger, kan i princippet være løgn. Dermed ikke sagt, at Peter Lincks historie om at vokse op hos en enlig, venstreorienteret, rødstrømpe-mor, skilt fra en far, der ender med at begå selvmord efter et bankrøveri - nødvendigvis er fiktion, men det forekommer mærkeligt, at Frank ikke har opsøgt Peter Lincks mor, og vi hører heller ikke om, at Peter Linck har en lillebror ved navn Morten (som han i øvrigt havde voldsomme slåskampe med, dengang han stod i spidsen for EUROMAN, den konceptuelle forløber for Dagen).

Et betragteligt mindreværd

Peter Lincks mindreværdskomplekser bunder i høj grad i, at han mangler en formel uddannelse, og det bestyrker vores mistanke om, at portrættet er malet efter Peter Lincks hoved, at vi slet ikke får noget at vide om mandens skolemæssige kundskaber - og mangel på samme. Men det værste er dog, at filmen på subtil vis glorificerer Peter Linck, og herunder bagatelliserer, at manden fik en betinget dom på seks måneders fængsel for grov svindel med fakturarer. Instruktørens fald havde været en mere dækkende titel til Franks heltekvad.

Frank Poulsen dvæler ganske længe ved Peter Lincks Rolex Daytona-ur, som tilskrives en næsten magisk Ringenes Herre-lignende magt i Peter Lincks liv i tiden op til Dagen. "Det var urets skyld," siger Peter Linck indirekte i filmen, og det er både for simpelt og for dumt at han slipper afsted med denne påstand. Især fordi uret sandsynligvis har været leaset, og dermed blot er endnu en forloren rekvisit i det blændværk, Linck havde bygget op om sig selv.

I øvrigt er der stadig nok at rive i for en instruktør eller journalist, som vil arbejde videre med historien om Dagen's deroute. Mens vi skrev på denne anmeldelse, opdagede vi ved et tilfælde at Rolf Engsig, Peter Lincks førnævnte svigerfar, i ellevte time fik lov til at købe Dagen's samling af moderne kunst - vurderet til over en halv million - for kun 100.000 kroner. Var der mon tale om et gyldent håndtryk eller et holdkæftbolsche? Nok mest det sidste, for Engsig har stadig billederne til salg på sin hjemmeside (www.1894.dk).

Forførerens fald. Instruktion: Laurits Munch-Petersen og Frank Piasecki Poulsen. Vises på TV 2 den 27. maj kl. 20

Mads Brügger og Nikolaj Thomassen har udgivet bogen 'Ingen kender dagen - En avishistorie om begejstring og bedrag' på Peoples Press. De var begge ansat som journalister i Dagens gravergruppe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Misbrugt af forføreren
2 misbrugte journalister går ind og ser en film - og hvad sker der så? Det kunne du læse i information d. 23. maj. 2008.

Hvordan ser man en film? Hvordan ser man en film henholdsvis som journalist, filmskaber, involveret og udenforstående - og kan man overhovedet skille det ad?

Jeg så filmen ”Forførerens Fald” i onsdags. Jeg er en ven og kollega af Frank Piaceki Poulsen. Vi laver meget forskellige film ligesom vi har en meget forskellig politisk tilgang til verden.
Jeg læser ”Knaldet af forføreren” Mads Brügger og Nikolaj Thomassens artikel i Information d. 23. maj. Og jeg vil nu fortælle hvordan jeg ser Forførerens Fald, Knaldet af Forføreren og Peter Linck? Jeg vil også eksperimentere med om jeg kan skille elementerne ad.

Filmen har valgt at bruge Linck som medspiller. Som medvirkende. I den journalistiske tradition har man et offer. En medvirkende giver og byder ind på en anden måde end et journalistisk offer. Metoderne giver simpelthen et forskelligt udbytte. Og Frank har fået et godt udbytte af sin metode.

Filmens projekt, formoder jeg, er at vise mig en forfører. Det siger filmen allerede i sin titel at den vil. Og det lykkes. Jeg ser en Peter Linck med forførerens charme og kraft - stående i et mørkt studie - siddende i en stol et sted ude i verden. I begge rum hører vi instruktørens stemme udenfor billedet. Som Brügger korrekt bemærker ryger Franks stemme fra kulissen op i det lyse register, ligesom den også ryger andre steder hen. Og det er faktisk her, vi bør rose filmens instruktør.

Vi må formode at Frank som filmfortæller er klar over at han i disse klip fremstår som en der er påvirket af situationen. På samme måde som han er i stand til at lytte på klangen af sine medvirkendes stemmer. Og det er smukt og modigt at en fortæller kan se forbi sin egen forfængelighed, når det bidrager til en bedre film - og det gør det her.

Ved at bruge sig selv på denne måde, lader Frank os få en fornemmelse af, på hvilken måde Peter Linck er medvirkende. Vi får en fornemmelse af hvem der presser hvem? Hvordan er tonen? Hvad reagerer Peter Linck på? Er nogen blevet forført?
Det kan vi selv begynde at vurdere som tilskuere, netop fordi vi får lov til at se noget af rammen. Tilskueren får en mulighed for at skelne mellem film, instruktør og medvirkende. Og dermed selv vurdere om vi tror på det Linck fortæller os.

Tror jeg på Peter Lincks udtalelser i filmen? Nogen gange. Andre gange - absolut ikke. Brügger/Thomassens artikel fortæller at: Filmen outer en navngiven restauratør. Jeg siger: Det er Linck der outer restauratøren. Hvis jeg ellers forstår ordet outer.
Brügger/Thomassens artikel hævder at filmen mellem linierne giver restauratøren skyld i konkursen, det er fejlagtigt læst. Det er Linck og ikke filmen der siger det. Og det tror jeg faktisk at man er i stand til at skelne mellem, hvis man ikke er enten følelsesmæssigt involveret eller bundet af en bestemt journalistisk konvention.
Brügger/Thomassen fortæller: Filmen påstår at potientielle investorer trak sig pga. en artikel i ekstrabladet. Jeg hører Linck fortælle det. Og i det økonomiske kaos der berettes om i filmen på udtalelsens tidspunkt regner jeg da ikke med at det er sandt. Jeg ved ikke en gang om der er nogen investorer. Det er altså Linck der fortæller det - ikke filmen.

Jeg kan dog undre mig over at Frank flere gange lader Linck fortælle os at der er ikke sket noget nyt inden for dagbladene i 50 år - bortset fra Linck selv. Udsagnet bliver kun tyndere ved gentagelsen. Jeg kan finde et par klip mere jeg synes er overflødige, klip som jeg formoder har til hensigt at bringe mig en bestemt følelse. De kunne klippes ud. Men det er kun nogle få klip. Og det er sgu ikke meget for en hel film.
Jeg er også lettere uenig med filmen i dens maneriske brug af lydeffekt og blink i klippene. Men det vil gøre mit projetk for uklart hvis jeg går ind i denne anmeldelse.

Det eneste der ærgrer mig rigtigt på filmens vegne er hvis scenen med fotografen og Lincks fejde er blevet overdramatiseret. Det havde i givet fald ikke været nødvendigt. Men for at kommentere på Brügger/Thomassen udlægning - så nævner de i artiklen at fotografen giver Linck et lag tæsk. Det viser filmen på ingen måde. Den viser at Linck skubbes med voldsomhed af en meget stor mand. Der er let forvirring om hvad der sker. Men et lag tæsk, det ser vi vist ikke. De spørger også hvordan Howalt mon har det med at blive fremstillet som voldsmand. Det er artiklen der fortæller os at det er Howaldt - ikke filmen.

Filmen har i sit eget udsagn ikke stillet sig op som et journalistisk dokument. Brüggers/Thomassens længsel efter journalistisk saglighed er sikkert meget sand, men filmen har aldrig lovet dem noget på den front.

Frank udnytter det som filmmediet kan. Han viser os hvordan den medvirkende gør. Hvordan gør Peter Linck når han forfører? Sådan her - viser filmen. Og det er sjovt at se på.

Blandt filmens øvrige medvirkende er der meget vrede og mismod. Ingen bryder sig om at blive udnyttet. Og det er svært at fortælle om det. Sådan er det nok også med de to journalister - der blev forført. Men filmen giver mig dog en mulighed for at opleve den mand de blev forført af.
Brügger/Thomassen har en skuffelse og en længsel, det er forståeligt, men det er ikke Franks projekt, det er deres eget.

Kan man skille tingene ad? Det tror jeg ikke. Men man kan altid blive bedre til at læse.

Filminstruktør og Producer
Torben Simonsen

"Frank Poulsen dvæler ganske længe ved Peter Lincks Rolex Daytona-ur, som tilskrives en næsten magisk Ringenes Herre-lignende magt i Peter Lincks liv i tiden op til Dagen. "Det var urets skyld," siger Peter Linck indirekte i filmen, og det er både for simpelt og for dumt at han slipper afsted med denne påstand."

?

Hvis man har set traileren til dokumentaren, vil man sande, at ironien i sekvenserne omkring uret er tommetyk. Man kan sammenligne dem med den famøse reklamevideo, lavet af Scientology, hvor Tom Cruise beretter om hvad en scientolog kan: "he or she has the ability to create new and better realities", hvor det hele er smurt ind i et tykt lag af effekter.

Tror Mads Brügger og Nikolaj Thomassen, at filmpublikummet ikke er stand til at gennemskue filmsproget? Tror de, at folk er dumme?

Man kan se traileren her, hvis man vil forvisse sig om, at der ikke er tale om "at slippe afsted med denne påstand"

http://www.youtube.com/watch?v=gnGnOV2e5VU&feature=related

Nu rammer Information bunden - igen igen. Det er mildt sagt forbløffende at I vil lægge spalteplads til dette ualmindeligt usaglige - og mildt sagt perfide indlæg - der først og fremmest afspejler at de to forfatteres viden om de komplicerede forhold i Colombia mildt sagt er rudimentær.

Man fristes til at kommentere i samme dur, at Mads Brügger er en forkælet overklasseunge vokset op i Rungsted, med en foruroligende mangel på elementær etik. Senest afspejlet I at han tyvstjal materialet til Yallahrup ...

Come on Information ... Det her er simpelthen for lousy og afspejler at I som avis tilsyneladende ikke evner at leve op til almindelig god presseskik.

Hej Peter Larsen,

Jeg vedgår gerne at jeg er vokset op i Rungsted, og muligvis er jeg også forkælet, men du skal dælenduseme ikke beskylde mig for at have stjålet materialet til Yahllahrup Færgeby. Det er min ide, og tilrettelægger Nanna Westh som har skrevet serien, og hvis du tænker på de to forsmåede indvandrere som undervejs var tilknyttet som konsulenter i kun 3 X 1 time - så har de droppet sagen, fordi der ikke ER nogen sag. Men enten dokumenterer du din påstand, eller også trækker du den tilbage. Se det er elementær presseskik.

Og du skal bare ringe hvis du vil snakke Columbia. Jeg træffes på Danmarks Radio.

MVH,

Mads Brügger

I en venstreorienterets hoved er man pr. definition en forkælet overklasseunge, hvis man kommer fra Rungsted.

Den slags rygmarvstænkning er mildt sagt irriterende.

Ring dog til Mads på DR, Hr. Larsen. Forhåbentlig vil Mads så fortælle os andre om samtalen hér ....

?Mads, Klaus og Simon

Hvor godt, synes I selv, at det kører med det demokratiske sindelag på højrefløjen?

Jeg mener - siden hvornår har den fået definitionsmagten over verden i en grad, så den ikke under andre synspunkter og vinkler på virkeligheden end sine egne at komme til udtryk, uden at de mennesker, der har de synspunkter, skal gennemhetzes i medierne og tages "i skole" hos Danmarks Radio? "Far Mads" (skulle vi ikke bare kalde ham "Gud"?), der åbenbart er manden med den eneste gyldige indsigt i Columbia, Peter Linck, Frank Poulsen, produktionsforholdene omkring Yallahrup Færgeby, for slet ikke at nævne dokumentarfilm i det hele taget, skal altså læse og påtale for dem, der har andre politiske overbevisninger end hans egen?

Skulle vi ikke bare kalde det - at indkalde os til en session i hård verbalspanking?

Så vi kan lære det, eller hvad?

Vibeke, det er flot, at du sådan gennemhuller Mads Brügger's sammenligning med Ringenes Herre på baggrund, at du har set traileren til programmet.
Er du altid så grundig i din research, inden du åbner munden - i så fald har vi måske her forklaringen på, hvorfor du har et positivt syn på FARC's rolle i Columbia. (Hvis det vel og mærke er tilfældet)
Enough said

Mads Brügger - din viden om Colombia afspejler sig tydeligt i det faktum at du ikke kan stave til landets navn:

Columbia er et amerikansk pladeselskab
Columbia er hovedstad i den amerikanske delstat South Carolina
Columbia er en rumfærge (den første amerikanske rumfærge)
Columbia University er et universitet i New York
Britisk Columbia er en provins i Canada
osv.

Og én gang til for prins Mads: Landets navn staves Colombia.

Med venlig hilsen Johannes Jensen

Nu så jeg selv filmen igår på TV, og nu må denne diskussion ophøre, da vi alle kunne konstatere at Mads brüggers anmeldelse var korrekt.
Magen til iscenesat, opstyltet reklamefilm for Peter Linck skal man lede længe efter. Og det er spild af tid.
Kresten Schultz-Jørgensen fremstod også håbløst: "Jeg sad på mit gode job på Coca-Cola"