Knaldet af forføreren

Før vi kommer til Peter Linck, dagbladet Dagen's grund -og ødelægger, skal vi lige runde hovedinstruktøren bag Forførerens Fald, den nye dokumentarfilm om Peter Linck:

Han hedder Frank Poulsen og er venstreradikal, så det vil noget.

Frank har desuden drejet en dokumentarfilm om en ung pige, der melder sig ind i FARC - den berygtede columbianske narko-og terrororganisation, som i tidernes løb har myrdet og kidnappet i tusindvis af mennesker. Man skal ikke være hermeneutiker for at kunne se, at Franks Guerilla Girl er venligt indstillet overfor FARC, og Frank burde skamme sig over det faktum, at FARC bruger hans film til at rekruttere unge mennesker til at deltage i deres kriminelle og dødbringende virksomhed.

Men Frank skammer sig ikke, for han er kold i røven, og ser på verden med den venstreradikales enfoldige og naive blik.

En kærlighedserklæring

Så Frank elsker det radikale. Og han elsker mænd der handler radikalt, og som mange venstreorienterede er han dybt fascineret af kapitalister, der ikke følger spillets regler. Det giver næsten sig selv, at Frank ville forelske sig i fænomenet Peter Linck. Det har været kærlighed ved første blik simpelthen, og derfor har Frank også begået en film, som både først og sidst er en kærlighedserklæring til Peter Linck. Han er, med andre ord, blevet knaldet af forføreren.

Vi kender det godt, for vi blev også knaldet af Peter Linck i vores egenskab af ansatte på dagbladet Dagen, og det var sjovt, så længe det varede. Før man skriver alt det dårlige, der kan siges om Peter Linck, er det da også vigtigt at få med, at det ikke er en ond gerning i sig selv at ville starte et nyt dagblad.

Man må også forstå, at verden ville være et meget mere kedeligt sted uden et menneske som Peter Linck. Til gengæld er det rigtigt dumt og tarveligt at starte en avis som i sit inderste væsen kun rummer en idiotisk forretningsplan samt Peter Lincks megalomaniske ambition om at være bladkonge.

Hvis man vil fatte, hvor dårlig en ide Dagen var, skal man blot tænke på at der blev fyret 12 millioner kroner af på at markedsføre avisen, og da festen var slut, efter blot 42 dage på gaden, havde kun 3.000 mennesker tegnet et abonnement. Måske gik det så galt, som det gjorde, fordi Dagen fra starten af manglede et dagblads mest vitale fundament, nemlig en oprigtig publicistisk og idealistisk ambition om at præge samfundet - at ville noget med sit virke.

En ejendomsmægler fra helvede

I stedet blev Dagen et pinligt showreel for Peter Lincks værste og farligste sider, nemlig hans psykoinfantile materialisme, hans rablende mytomani og hans ekvilibristiske evner som svindler og forfører. For os at se kommer det afgørende øjeblik, da Peter Linck midt i avisens mørkeste stund, meddeler ledelsen på Dagen, at han i virkeligheden burde have brugt sine penge på at købe ludere i Las Vegas - fordi man må snave med dem. Ved samme lejlighed gav han i øvrigt udtryk for, at han muligvis var blevet forgiftet af kreditorer som ville ham til livs.

Peter Linck kan bedst beskrives som en ejendomsmægler fra Helvede. En psykofantisk og charmerende ejendomsmægler på anabolske steorider, som - når han er bedst - kan overtale alle til hvadsomhelst, os selv inklusive. Derfor er det også passende at Franks film forlader Peter Linck, hvor han er i dag, som en durkdreven boligspekulant i Berlin, der har scoret kassen på handel med ejendomme. Peter har så afgjort fundet sin rette hylde, og vi ønsker ham alt det bedste.

Frank Poulsen burde til gengæld overveje om han skal fortsætte med at lave dokumentarfilm. Formmæssigt er han dygtig nok, man kan ikke sætte en finger på stilen og udtrykket, men det halter alvorligt med indholdet. Hvis man skal skære ind til benet, har Frank lavet en 40 minutter lang, glossy reklamefilm for og om Peter Linck, der er ligeså problematisk i sin substans som dagbladet Dagen var det. "Ja, ja!" råber Frank ude fra kulissen med påfaldende lys, underdanig og frygtsom stemme, når Peter Linck fronter ham i filmen.

Her bliver det for alvor klart, hvem der styrer showet, nemlig Peter Linck, og subsidiært hans kone Camilla. De sidder velklædte og smukke og nyder tilværelsen i Laura Ashleyske hotelsuiter, og lyset er varmt og tintet, og selviscenesættelsen er total. Peter er åbenlyst på topppen, han elsker sig selv mere end nogensinde, og det siger ellers ikke så lidt. Peter Linck er nemlig narcissisme i sin mest ekstreme udgave, stærkest illustreret med historien om Peter Linck, der prøver ecstasy for første gang og stiller sig ud på badeværelset og kigger på sig selv i spejlet, og så begynder han at græde ... græde så tårerne triller ned af kinderne - fordi han synes han selv er så dejlig.

Det vi ikke får at se

Den historie indgår naturligvis ikke i Franks film, som er renset for anekdoter om Peter Linck, der ikke ville falde i Peter Lincks smag. Listen over forsømmelser, fraværende kilder, fejl og besynderlige udeladelser i Franks film er i det hele taget lang og opsigtsvækkende. Vi får for eksempel aldrig at vide, at Peter Linck ansatte sin egen svigerfar til styre Dagen's økonomi, en Fætter Guf-agtig umulius ved navn Rolf Engsig. Som økonom og bladmand var denne Engsig intet værd, men til gengæld var der blodets bånd mellem ham og Peter Linck, som gjorde det muligt at drøne Dagen ud over klippen med speederen i bund. Hvorfor spørger Frank ikke Peter Linck og hustruen Camilla ud om Rolf Engsig?

I filmen slipper Peter Linck uimodsagt afsted med at hævde, at der var penge nok til at drive avisen fra dag til dag, mens de gamle regninger ikke kunne dækkes - det han så fint kalder "en stille betalingsstandsning" - men det harmonerer rigtigt dårligt med, at advokat Thrane Grubert, Dagens bestyrelsesformand, til sidst stod ude hos Dansk Avistryk og betalte for trykningen af avisen med sit eget dankort. Til gengæld outer filmen restauratør Ulrik Bing som en småtskåren idiot, fordi han gik til Ekstra Bladet med budskabet om, at han ikke kunne få dækket en faktura på 113.000 kroner, som Dagens medarbejdere havde spist og drukket for. Mellem linjerne siges det, at Peter Linck måske havde klaret skærerne, hvis ikke lige Urik Bing havde været så dum og usolidarisk at hænge Peter Linck til tørre i pressen - men det er både unfair overfor Ulrik Bing, og så er det forkert. Sandheden er nemlig, at dagbladet Dagen skyldte penge til stort set alle, over hele linjen, og da Ulrik Bing ringede til Ekstra Bladet, var det kun et spørgsmål om timer, før lorten ramte propellen, som man siger i det amerikanske. I virkeligheden burde filmen anerkende Ulrik Bing for at være den første til at sige fra over for Peter Lincks grasserende tosserier. Filmens påstand om at potentielle investorer trak sig på grund af artiklen om Ulrik Bing i Ekstra Bladet er delvis sand, men så burde det også fremgå, at der blev forhandlet med investorer længe efter betalingsstandsningen, og når de endte med at trække sig, havde det intet med Ulrik Bing at gøre. Det var fordi alt sejlede, og avisens ledelse ingen troværdighed havde tilbage.

Hvad siger fotografen selv?

Men alt dette er kun hår i suppen i forhold til, hvordan Frank skildrer et sammenstød mellem Dagen's fotograf Nicolai Howalt og Peter Linck i timerne omkring avisens betalingsstandsning. Skænderiet mellem Howalt og Linck blev aldrig nogensinde korporligt, men alligevel har Frank rekonstrueret hændelsen, som om Howalt fysisk har fat i Peter Linck - at han giver Peter Linck et lag tæsk. Samtidig har Frank fået en kæmpe af en mand til at spille rollen som Howalt, og det virker selvfølgelig glimrende på det dramatiske plan, men i forhold til, at vi har at gøre med dokumentarfilm, så har vi forlængst forladt, hvad man kunne kalde instruktørens frihed til gradbøje virkeligheden. Man kan i den forbindelse undre sig over, at filmens rulletekster angiver, at den tidligere Politiken-journalist Bjørn Lambæk har været journalistisk konsulent. Har Bjørn Lambæk overhovedet set filmen? Og hvad siger fotograf Nicolai Howalt til at blive fremstillet som voldsmand?

Hvis Frank vil forsvare sig med, at han ikke er ude i et journalistisk ærinde, men i stedet har ønsket at portrættere Peter Linck på mere sværmerisk og fluffy vis, må man sige, at filmen heller ikke fungerer som portræt. Alle, der kender til Peter Linck, ved, at man skal omgås ham ud fra et armslængdeprincip, og alt, hvad han siger, kan i princippet være løgn. Dermed ikke sagt, at Peter Lincks historie om at vokse op hos en enlig, venstreorienteret, rødstrømpe-mor, skilt fra en far, der ender med at begå selvmord efter et bankrøveri - nødvendigvis er fiktion, men det forekommer mærkeligt, at Frank ikke har opsøgt Peter Lincks mor, og vi hører heller ikke om, at Peter Linck har en lillebror ved navn Morten (som han i øvrigt havde voldsomme slåskampe med, dengang han stod i spidsen for EUROMAN, den konceptuelle forløber for Dagen).

Et betragteligt mindreværd

Peter Lincks mindreværdskomplekser bunder i høj grad i, at han mangler en formel uddannelse, og det bestyrker vores mistanke om, at portrættet er malet efter Peter Lincks hoved, at vi slet ikke får noget at vide om mandens skolemæssige kundskaber - og mangel på samme. Men det værste er dog, at filmen på subtil vis glorificerer Peter Linck, og herunder bagatelliserer, at manden fik en betinget dom på seks måneders fængsel for grov svindel med fakturarer. Instruktørens fald havde været en mere dækkende titel til Franks heltekvad.

Frank Poulsen dvæler ganske længe ved Peter Lincks Rolex Daytona-ur, som tilskrives en næsten magisk Ringenes Herre-lignende magt i Peter Lincks liv i tiden op til Dagen. "Det var urets skyld," siger Peter Linck indirekte i filmen, og det er både for simpelt og for dumt at han slipper afsted med denne påstand. Især fordi uret sandsynligvis har været leaset, og dermed blot er endnu en forloren rekvisit i det blændværk, Linck havde bygget op om sig selv.

I øvrigt er der stadig nok at rive i for en instruktør eller journalist, som vil arbejde videre med historien om Dagen's deroute. Mens vi skrev på denne anmeldelse, opdagede vi ved et tilfælde at Rolf Engsig, Peter Lincks førnævnte svigerfar, i ellevte time fik lov til at købe Dagen's samling af moderne kunst - vurderet til over en halv million - for kun 100.000 kroner. Var der mon tale om et gyldent håndtryk eller et holdkæftbolsche? Nok mest det sidste, for Engsig har stadig billederne til salg på sin hjemmeside (www.1894.dk).

Forførerens fald. Instruktion: Laurits Munch-Petersen og Frank Piasecki Poulsen. Vises på TV 2 den 27. maj kl. 20

Mads Brügger og Nikolaj Thomassen har udgivet bogen 'Ingen kender dagen - En avishistorie om begejstring og bedrag' på Peoples Press. De var begge ansat som journalister i Dagens gravergruppe