Læsetid: 4 min.

Et kongeligt bryllup i det fremmede

Weekendens royale bryllup leder tankerne hen på det foregående af slagsen, hvor vor klummeskriver tilbragte dagen i et KGB-fangehul i Vilnius
24. maj 2008

Dagen i dag, lørdag, er der bryllup i kongehuset. Halvdelen af befolkningen, godt og vel, vil altså i dag forvandle sig til savlende spædbørn, der pludrer om kap med ellers hårdkogte tv-journalister om at sige de mest klæge klicheer om den romantiske kærlighed, til døden os skiller osv. I en spot for begivenheden har DR vist os, hvordan tv-avisens Mr. Nådesløs, den legendariske Reimer Bo, ser ud, når han sværmerisk snuser til en rose. Så har man set det med. Den bløde side af Reimer Bo, som vi lige skal have med inden han måske vælger at afslutte sin glorværdige karriere som studievært på DK4, hvor han kan indkalde pensionerede DR-medarbejdere til timelange debatter om, at journalistik var meget bedre i gamle dage. Men nu er det i alt fald alvor: Prinsen skal have sin prinsesse, og så må alt andet vige. Det bliver næppe plads til at klemme så meget som en vejrudsigt ind i hverken DR eller TV2's sendeflader, medmindre den da relaterer sig direkte til brylluppet.

Ikke støv - turisme

Sidst der var bryllup i vores elskede modelfamilie på Amalienborg m. jyske tilliggender, opholdt jeg mig i Litauens hovedstad, Vilnius. Til en begyndelse var det en skøn bette ting at være så langt væk fra røgelsen. Men helt slap man nu ikke for den. Den danske ambassade fejrede begivenheden med en reception og et tilbud om at følge kronprinsens tudefjæs på storskærm. Universitetets danske lektor, min vært, var inviteret, men gad ikke. Han mente nok, der kunne udvirkes en invitation til mig også, hvis jeg skulle være interesseret, men jeg gad heller ikke. I stedet viste han mig KGB's gamle, nu nedlagte fængsel, der havde til huse i et palæ i byens udkant. Lange, smalle celler i bygningens kælder, med et mat glughul ud mod fortovet udenfor på gaden. I gangen mellem cellerne, på væggen, de særligt brede sovjetkasketter og militærkapper på knager. Det var ikke støv, der havde lagt sig over stedet, men et umiskendeligt præg af turistattraktion. En af cellerne var beregnet til total isolation af fangen. Dens dør var nærmest vatteret, fik én til at tænke på en foret førsteklasseskupé i et veterantog. Det hele var rent og pænt, absolut egnet til at vise frem. Ingen spor af blod, bræk eller urin, ingenting urenligt der kunne få turisten til at fornemme, at folk blev torteret her. I en kælder under kælderen blev de henrettet. For at komme derned, skulle man først tage skoene af og iføre sig tøfler. Som i en svømmehal. Der var lagt et tykt lag glas over det sandbestrøede gulv, hvor der lå knuste brillestel, knækkede kuglepenne og andre dagligdags genstande, der havde tilhørt de henrettede. Skudhuller i væggen. Hvad har fængslets ansatte, funktionærerne, tænkt når en af deres fanger blev ført derned? Hvad tænkte de, når de hørte den formentlig dæmpede lyd af skuddene? Endnu en dag på kontoret - eller bællede de vodka og fyldte sig med sløvende medicin? Satans til arbejde, men arbejdet skal jo gøres, nogen skal gøre det. Og nogen bestemmer nu engang. Det er ikke fængselsfunktionærer, der udformer og vedtager et lands love.

Hellige relikvier

Lektoren havde vist stedet frem så tit for forskellige besøgende, at han ikke længere var i stand til at opleve det som særlig 'autentisk', sagde han. Det tykke glasgulv over det egentlige gulv tilførte henrettelsesrummet en slags Disneyatmosfære. Jeg forstod udmærket, hvad han mente. Selv grusomheder, selv galger og andet aflivningsudstyr, bliver til museumsgenstande. Må ikke berøres. Bør beses andægtigt, et evt. begyndende gab bør høfligvis skjules bag en hånd. Det betyder alt sammen ikke nødvendigvis, at turisten er afstumpet, heller ikke at han eller hun er upåvirket. Måske er det simpelthen bare for vanskeligt at opleve gruen og ondskaben, når man frit kan gå igen. Når som helst man vil. I en anden østeuropæisk fangekælder, fra nazitiden, så jeg engang den celle, hvor en frihedskæmper havde tilbragt sine sidste timer. På en grotesk smagfuld måde udstillede man, i samme rum, den stålpisk, man havde mishandlet manden med. Rummet, det lille kælderrum, og pisken var hellige relikvier, allerede belagt med samme urørlige atmosfære som hvis man havde udstillet en af de nagler Jesus blev slået fast til korset med. Her, i Vilnius, var det næsten mest sovjetkasketterne og cellernes aflange facon, der gjorde indtryk på mig. Nogle af fangerne må jo have tilbragt år af deres liv i sådan en celle.

Det levende liv

Chokket kom først, da vi var kommet ud på gaden igen. Et ualmindeligt fredeligt, ligefrem idyllerisk kvarter. Ambassadekvarter, tror jeg. En varm forårsdag. Folk må være gået forbi her i de gamle sovjetdage, i alle mulige civile ærinder. Få meter fra deres fødder var folk blevet mishandlet og dræbt. Har man kunnet køre de dumpe drøn af skuddene ude på gaden? Sikkert ikke. Lektoren og jeg gik tilbage mod byen. Efterhånden som vi nærmede os dens centrum, mødte vi flere og flere glade børn, der viftede med Dannebrog. Gudfader! Vi var tilbage i virkeligheden. Kronprinsen havde fået sin prinsesse, halleluja. Så vidt jeg kunne høre på de flagbærende børn var det kun få af dem, der var danske. Hvorfor gik de så og kippede? Fik de penge for det? Var de blevet bestukket af den danske kongemafia? Jeg ved det ikke.

Om aftenen ringede jeg hjem for at spørge min kone, om hun så havde set brylluppet i fjernsynet. Nej, svarede hun. Jeg gad ikke.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Friskytte

Jamen, Vinn dog! Her får du muligheden for at dele lidt stråleglans og eventyr fra vort gamle, hæderkronede monarki, og så går du bare rundt i Vilnius og glor på KGB-relikvier? Skam dig, du gamle sure fædrelandsfornægtende mand!

Lad os få glæden og stoltheden over vort monarkiske dynasti tilbage med en ordentlig dosis bryllupsromantik i morgen. Prinsen er nok leveringsdygtig i et par stykker mere af slagsen. God fornøjelse!

Carsten, hvis ikke du vil have at de røde svinehunde skal finde ud af, at du abonnerer på Information, skal du ikke kommentere på de artikler, der kræver et logon.

la culture c' est important . Il faut debattre .
Les affaires royales
voila une fantastique stimulation intellectuelle

amicalement

Colonel