Læsetid: 3 min.

Kronprins Frederik - ordkunstner og ven af fagbevægelsen

Kronprins Frederik vil knytte tættere bånd til fagbevægelsen, fortæller hans to biografer. Og så er han et poetisk anlagt menneske
17. maj 2008

"Han har i dag bevist, at han kan lede sig selv, men det store spørgsmål står tilbage: Hvordan vil han lede sit land, når den tid kommer?" skriver sociologen Emilie van Hauen i den seneste udgave at tidsskriftet Psykologi.

Det er selvsagt Danmarks kommende konge, det handler om. Pingo, som vi danskere kammeratligt kalder ham.

Spørgsmålet nager mig, mens jeg cykler zigzag gennem Købmagergades menneskemylder på vej til forlaget Høst og Søn, der holder reception i anledning af udgivelsen af en ny biografi om kronprinsen. Hvordan vil Pingo lede sit land?

På den ene side er det beroligende, at en psykoanalytiker ved navn Misser Berg har udtalt til Emilia van Hauen, at den før så usikre unge prins med tiden er modnet til lidt af et jungiansk ideal, intet mindre end: "en genial og attraktiv kombination af det arketypisk mandlige og det arketypisk kvindelige".

På den anden side er det bekymrende, at Emilia van Hauen giver udtryk for, at kronprinsen stadig har meget at lære, før han vil kunne bestige tronen. Særlig i lyset af hans mors indtag af græske cigaretter uden filter synes jeg nok, han snart burde være klar.

Emilia van Hauen peger blandt andet på, at Frederik ikke er den store oratoriske begavelse. Og det har jeg jo for nylig selv måttet sande, da jeg så et klip på Youtube, der viser prinsen på besøg på en islandsk skole.

"Have you ever had a gay fantasy?" spørger en islandsk knægt modigt Pingo. Hvortil prinsen efter en lang pause svarer: "Probably not".

Et poetisk menneske

Tidligere i dag er biografien om kronprinsen ankommet til redaktionen, frisk fra trykken og nydeligt pakket ind i turkisfarvet papir med guldbånd omkring. Ledsaget af en flaske Cava Reserva. Måske en subtil reference til prinsens snart forestående 40-års fødselsdag.

Bag værket står makkerparret Gitte Redder og Karin Palshøj. De må kende Pingo godt. Det må være dem, man skal spørge, hvordan han vil lede landet.

De to forfattere tager venligt imod til receptionen. De er festligt klædt på, og jeg føler mig pinligt underdressed i min krøllede skjorte. Forhåbentlig har jeg ingen svedpletter under armene efter cykelturen.

- Hvordan tror I, kronprins Frederik vil regere landet, når den tid kommer?

"Han vil jo ikke komme med en detaljeret programerklæring. Og det er simpelthen, fordi han ville finde det upassende i betragtning af, at han har en mor, som han vurderer er handlekraftig og vil holde mange år endnu," siger Gitte Redder.

En oplagt mulighed

Alligevel kan forfatterne godt løfte en lille flig af sløret for nogle af Pingos planer:

"Han siger jo i bogen, at han gerne vil tilnærme sig fagbevægelsen," forklarer Gitte Redder.

"Hans morfar overværede Fagenes Fest i Fælledparken, men måske fordi det er en kvindelig regent, vi har i øjeblikket, har der ikke været den nære kontakt. Men hvorfor kan der ikke være det, spørger han. Han ser det som en oplagt mulighed, at man ikke kun associerer kongehuset med erhvervslivet, men også med fagbevægelsen," siger Karin Palshøj.

Lidt befippet over Pingos lyserøde fremtidsplaner spørger jeg videre til hans tvivlsomme kommunikative evner.

"Jeg tror ikke, det bliver et problem for ham. I de samtaler, vi har haft med ham, har han udtrykt sig meget klart mange gange. Andre gange har han sit eget billedsprog. Kronprinsen er i virkeligheden et meget poetisk menneske. Han er lidt en kunstnertype. Det kommer bare ikke ud på lærredet med penselstrøg, men i hans sprog," siger Gitte Redder. "Og nogle gange leger han med sproget. Andre gange leder han da også efter ordene. Men ordet 'karetfigur' for eksempel er jo et vidunderligt udtryk. Og måden, han beskriver Mary på. Jeg kan ikke lige huske billedet ..."

Men det kan Karin Palshøj til gengæld. Nogenlunde i hvert fald:

"Han siger noget med en sommeraften og en skovsø, og at der er meget mere, end man lige ser."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu