Læsetid: 4 min.

Kvinden bag Peter Linck

Peter Linck, manden bag avisen Dagen, bliver portrætteret sammen med sin kone i ny dramadokumentarfilm. Selv føler han sig karikeret - mens en tidligere redaktør på avisen mener, at instruktørerne har ladet sig forføre
Kultur
23. maj 2008

En kvinde skiller sig ud til forpremieren på den nye dramadokumentar om excentrikeren Peter Linck. I stiletter, brandbilsrød jakke og med sirligt opsat blond hår lyser hun op iblandt de sædvanlige medieuniformer; blazere og lædersko.

Og det viser sig også, at Camilla Linck spiller en stor rolle i dokumentarfilmen om sin mand, der for første gang, siden avisen Dagen blev lagt i graven i efteråret 2002, står frem og forsvarer sit kuldsejlede projekt, der nåede at vare i 40 dage.

er en dramadokumentar af Frank Piasecki Poulsen og Lauritz Munch-Petersen, hvis mål fra begyndelsen har været at lave et psykologisk portræt af manden, der formåede at overbevise 80 af landets skarpeste journalister om, at Dagen var et holdbart projekt. Og også her var Camilla Linck nøglen.

Forførerens fald

"Det krævede mange møder, at få Peter Linck til at deltage. Og hver gang sad Camilla der. Han virkede nærmest som en mand, der var kommet tilbage fra afvænning, og han støttede sig meget til sin kone, som han kiggede på, hver gang han sagde noget," fortæller Laurits Munch-Petersen til receptionen efter filmen.

En oplæst nar

I Forførerens fald fortæller Camilla Linck om, hvordan det var at se sin mand forsvinde ind i et projekt, der ikke engang kunne vige pladsen for en fødsel. Hun fortæller om en taxitur, hvor 'Peter' åbnede en æske med et nyt ur til flere hundrede tusinde kroner, og lod det glide ned over sit håndled. Fra da af gik det for alvor galt.

"Jeg kunne ikke rigtig tåle at have det ur på," siger han selv i filmen.

"Jeg var dengang en arrogant, selvoptaget, egocentreret, opblæst nar".

Seks år efter står Camilla Linck og deler knus og kindkys ud til forpremieren på filmen, der viser, hvordan Peter Linck blev overfaldet af en rasende fotograf, der ligesom så mange andre aldrig blev betalt for sit arbejde på Dagen. I filmen lægger hun selv følelserne på bordet:

"På den ene side har jeg lyst til at ae ham på kinden og sige: 'Det skal nok gå, skat'. På den anden side har jeg lyst til at give ham en mavepuster og sige: 'Prøv lige at høre, hvad bilder du dig ind!?'".

"I dag er det tredje gang jeg ser den, og jeg bliver mere og mere stolt," fortæller hun ved receptionen.

"Det har været meget hårdt, men hvad der ikke slår én ihjel, gør én stærkere. Vi kom igennem det sammen, og jeg kan stadig huske den dag, Peter solgte uret igen. Fra da af blev alting bedre," siger hun.

Det er karikeret

Peter Linck, der står med et glas rødvin i hånden, to skridt fra sin kone, kan ikke genkende sig selv i dokumentaren.

"Det er svært at se sig selv på den måde. Jeg føler mig meget karikeret. Man kan godt mærke, at den er lavet til et tv-medie, og den er meget dramatiseret. Det er klart, at når man bliver lukket inde i et rum i syv timer og udspurgt, og de så bruger de sidste fem minutter i filmen, ja, så bliver det karikeret," siger han.

Peter Linck vil ikke kommentere på andet end filmen, og i forhold til projektet Dagen siger han:

"Jeg ville aldrig på den måde satse alt igen. Det har alt for store omkostninger både forretningsmæssigt og privat."

Lars Trier Mogensen er tidligere debatredaktør på Dagen. Han kan godt genkende det billede af Peter Linck, som dokumentarfilmen viser. I filmen kalder han Linck en forfører, også når det gælder mænd. Han er ikke bange for at skrue charmen på - og det virker.

"Det fremgår også af dokumentaren, at de to instruktører er blevet forført af Peter. Filmen går ikke rigtig bag om projektet Dagen, og den siger ikke så meget om, hvad der i virkeligheden fik alle med på vognen," siger Lars Trier Mogensen.

En kærlighedshistorie

Laurits Munch-Petersen, der især har stået for drama-delen i dokumentaren, kalder den en "fantastisk smuk kærlighedshistorie".

Den viser blandt andet, hvordan Peter Linck tager sin nye unge assistent Camilla med på et weekendophold på Store Kro i Fredensborg. Da han slår dobbelt flik-flak gennem restauranten, ved Camilla Linck, at han er manden i hendes liv.

Laurits Munch-Petersen fortæller, at han i høj grad var interesseret i kærligheds-historien. Han føler, at Peter Linck er portrætteret nøjagtig ligesom, han har oplevet ham i virkeligheden - som dybt forførende.

"Men det er jo også sådan med en dokumentar, at det er et billede af virkeligheden, hvor de kedelige ting er klippet fra," siger han og tilføjer:

"Jeg har nu heller aldrig været ude på at dømme ham."

Camilla Linck har hele tiden holdt med sin mand, også da han lod hende sidde alene i deres fine hjem, fordi han havde for travlt med at feste for Dagen. Nu er hun med i fortællingen igen.

"Og jeg kan stå fuldstændigt inde for alt, hvad der er med i den film," siger hun.

Læs de to Dagen-journalister Mads Brügger og Nikolaj Thomassens beretning om avisprojektet Dagen i Paradoks side 18-19

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

hejsa .. så desværre kun noget af udsendelsen, bliver den genudsendt vil meget gerne se den hele..mvh
Michael