På tysk kan man være 'Feminist', og man kan være 'Feministin'. Det første er man, hvis man er mand og feminist, det sidste, hvis man er kvinde og femininist. Det er vederkvægende, at man sprogligt føler en anledning til at skelne. Det vidner om storsind, at man holder et ord parat, hvis der en dag skulle komme mandlige feminister i Tyskland. Hvis der allerede er en eller to, gør de ikke noget stort nummer ud af det. Man hører dem aldrig. I modsætning til de unge kvindelige feminister.
Elisabeth Raether og Jana Hensel er to af dem. De er forfattere til bogen Nye tyske piger, der netop er udkommet. Bogen er en række meget personlige essays, der tager udgangspunkt i deres egne liv. De skriver om deres opvækst som skilsmissebørn i henholsvis øst og vest, om deres brogede erfaringer som unge kvinder på arbejdsmarkedet og om deres forhold til mænd, da de var i begyndelsen af 20'erne.
Mændene lavede reglerne, og Hensel og Raether spillede efter dem.
"Til syvende og sidst var vi jo ikke noget par," skriver Hensel om sit forhold til den ubeslutsomme David, da hun accepterer hans regel om, at de ikke skal se hinanden to på hinanden følgende aftener.
Eller Raether om sit forhold til Christian, der i forvejen havde en kæreste, og som desuden også var Raether utro: "Jeg ville ubetinget virke hårdkogt - ville ikke være en af dens slags kvinder, der laver en scene ud af alt. Jeg lod, som om alt var i orden, forholdt mig, som Christian forventede det af mig. Jeg undgik fuldkommen at virke forsvarsløs eller afmægtig."
Bogen handler med Hensels ord om "den uskyldige tid, der findes i næsten enhver kvindes liv. Dermed mener vi de år, hvor man kan gøre sig illusioner om sit liv og sine muligheder i samfundet, fordi man endnu ikke har børn og kun er ansvarlig over for sig selv i verden."
Det private er politisk
Den tid er ved at rinde ud for de to forfattere. Hensel har fået en søn, og de ved begge, at de står over for en ny etape i deres liv. De ønsker at holde fast i store forventninger, selvstændighed, uafhængighed, spontanitet og frihed. Og de ønsker at komme et skridt videre end den gamle kvindebevægelse, der i Tyskland, mere end noget andet sted i verden, legemliggøres af én enkelt person, nemlig journalisten og forfatteren Alice Schwarzer, årgang 1945. Schwarzer kæmpede for retten til abort i 1971. Schwarzer har siden 1977 udgivet det feministiske tidsskrift Emma. Schwarzer har gjort sit, og hurra for det, men nu er det tid til nyfeministiske boller på suppen, mener de to forfattere, der er på læserejse med deres bog.
Information ringer til Elisabeth Raether i Stuttgart og spørger hende, om læserne bliver fanget af de personlige fortællinger og spejler sig i bogen.
"Der er mange kvinder, der opnår en form for guilty pleasure, når de læser den. De genkender deres egne historier i vores, som slet ikke er så individuelle, som vi har troet. Og det er netop det, vi vil. Vi vil gøre det private politisk, for det har kvindebevægelsen afvist og kaldt for banalt. Men vi synes selv, at vi gør det på en alvorlig måde. Vi skriver om kvinders usikkerhed og om, hvordan denne usikkerhed ofte fører til, at vi ikke er i stand til at genkende mændenes usikkerhed. Når man taler om det, opdager man, at det er et mønster," siger Raether.
Både hun og Hensel beskriver, hvordan de i deres privatliv i dag godt kan møde deres mænd i øjenhøjde, men hvordan mændene på jobbet alt for ofte er deres modstandere. Jana Hensel fortæller, at da hun var i praktik på et dagblad i Berlin, skrev hun en reportage fra en sexmesse. Det var den eneste artikel fra hendes hånd, der endte i spalterne. Men det er da også en sjov idé at sende den unge kvindelige praktikant af sted til sexmesse.
Stå sammen med mændene
De to forfattere er for en stor del ret selvkritiske.
"Vi er ikke ude efter mændene, sådan som kvindebevægelsen i 1970'erne var det. Problemet med Alice Schwarzers feminisme er jo, at den udelukker mændene. Alice Schwarzer lever ikke sammen med mænd, hun har ingen børn, så den familiepolitiske del af feminismen har slet ikke interesseret hende for alvor. Hun har for eksempel for nylig sammenlignet de tyske kvinders situation med jødernes i 1930'ernes. Og måned efter måned kalder hun i Emma kærligheden mellem mænd og kvinder for tvangsheteroseksualitet. Det er helt hen i vejret. Vi skal ikke se os som udgrænset i forhold til den mandlige del af samfundet. I stedet må vi slå os sammen med mændene og vise dem, at de også profiterer af en ny feminisme," siger Elisabeth Raether.
Men så letsindigt kritiserer man ikke en ophøjethed som Alice Schwarzer. Den tyske feminismes godmother har ladet sig støde på manchetterne. Også de tre unge kvindelige forfattere Meredith Haaf, Susanne Klingner og Barbara Streidl, der netop har udgivet bogen Vi alfapiger. Hvorfor feminisme gør livet smukkere, beder fru Schwarzer om langsomt at gøre plads for et generationsskifte. Forleden modtog Schwarzer en pris, men hun følte ingen trang til at hylde initiativet og fremme en udveksling af erfaringer. I stedet kaldte hun Raether, Hensel, Haaf, Klingner og Streidl for "propagandister for en wellness-feminisme" og sagde direkte, at hun "ikke var til at afsætte".
Haaf, Klingner og Streidl svarede på Schwarzers tale i Süddeutsche Zeitung et par dage efter: "Ingen vil afsætte Alice Schwarzer. Med hende føler enhver feminist i Tyskland sig på en vis måde forbundet. Men det burde være muligt, at vi unge kvinder videreudvikler feministiske idéer for vores liv og vores behov, og at vi delvis praktiserer dem anderledes, end vores forgængere har gjort. Og hvis wellness-feminisme betyder, at vi ønsker os et samfund, hvor vi føler os godt tilpas, så passer denne betegnelse fuldstændig."
To typer tyske kvinder
Elisabeth Raether understreger, at hun selv, der er født i Heidelberg i 1979, og Hensel, der er født i Leipzig i 1976, voksede op med fædre, der mere eller mindre forsvandt ud af familien omkring Murens fald.
"Vi mangler som mange andre i vores generation en model for, hvordan man er en familie. Vi må opfinde vores egen model. Og det gør vi også, på trods af vanvittige skilsmissestatistikker," siger hun. Som barn tegnede hun tegninger af kernefamilier, hvor hun selv hed normale navne som Lena eller Hanna. "Jeg kunne have været familiepolitisk ordfører for CSU," skriver hun.
"Det er, som om der i Tyskland kun findes to typer kvinder: Dem, der vier deres liv til at være mødre og ingen karriere får, og dem, der vier deres liv til karrieren og ingen børn får. Begge typer er sure på os, fordi vi siger, at vi vil forene de to ting. At man godt kan være økonomisk uafhængig, men samtidig emotionelt afhængig af sin partner og sine børn," siger Raether, der i bogen beskriver 1970'ernes tyske kvindebevægelse som avantgardens bevægelse. Der var andre temaer på dagsordenen såsom RAF's bortførelser og likvideringer af samfundets spidser. Hensel gør for sin del op med myten om, at kvinderne var mere ligestillede og frigjorte i DDR.
"Lad være, at kvinders økonomiske uafhængighed utvivlsomt var større under socialismen. Men forholder det sig så ikke sådan, at DDR-samfundet kun foregav den formelle ligestilling af kønnene, fordi det opfattede menneskene som deltagere i et socialistisk samfund og dermed reducerede alle til den samme masse?" skriver Hensel. Hun anser den ofte påståede større ligeberettigelse i de nye forbundsstater for at have legitimeret større undertrykkelse.
Mændene er lydhøre
Barbara Streidl er født i München i 1972. Sammen med Meredith Haaf og Susanne Klingner har hun skrevet bogen om alfapiger. Da Information taler med hende i telefonen fra München, er også hendes fem måneder gamle søn med på linjen.
"Dér, hvor jeg er lige nu, interesserer jeg mig selvfølgelig mest for temaet: Hvordan kan man have børn og karriere samtidig, siger Barbara Streidl. Både hun og hendes mand arbejder som freelancejournalister og har indtil videre delt arbejdet og samværet med sønnen imellem sig.
"Vi har en rigtig god familieminister i Ursula von der Leyen, der er stærk og sætter sig igennem, men alene fra politisk side kan man ikke ændre samfundet. Den italienske feminist Agata Capiello har engang sagt: 'Ligeberettigelse har vi først, når også en fuldkommen inkompetent kvinde har opnået en ansvarsfuld position.' Det kunne man i dag skrive om til: Ligestilling har vi først, når også kvinder med børn opnår ansvarsfulde positioner," siger Streidl.
Vi alfapiger er en nøgtern fagbog skrevet med et stærkt engagement. Den tager fat på temaer som voldtægt, porno, den tyske demografidebat (her ligger fødselsraten på knap 1,4 barn per kvinde), indkomstforskelle, p-piller, skønhedstyranni, børnepasning og forholdene for kvinder i Den Tredje Verden. Og den affyrer ligesom Nye tyske piger en bredside mod Alice Schwarzers feminisme-monopol.
"Da Alice Schwarzer var ung, var kvindernes fjende mændene og lovene. Først i 1977 blev den tyske lov ophævet, der tillod en mand at sige sin hustrus job op, hvis hun efter hans mening ikke passede hjemmet ordentligt. I dag er fjenden samfundets strukturer. Hvis man f.eks. endelig får en institutionsplads, så har institutionen kun åbent på bestemte tidspunkter, som gør det umuligt for begge forældre at passe et fuldtidsjob. Eller manden tjener mere end kvinden, og derfor er det hende, der må gå hjemme med barnet," siger Streidl.
Information nævner, at det kan være svært for yngre danske kvinder at forstå de til tider lidt antikverede problemer i Tyskland. Streidl ler højt, da hun hører, at mange af disse kvinders mødre, altså de i dag 60-65-årige danske kvinder, løb rundt på Femø og i Fælledparken med svingende hængepatter allerede i 1970'erne.
"Det gjorde vores mødre ikke. De tyske 1968-kvinder var for størstedelens vedkommende husmødre. Alice Schwarzer er virkelig mere undtagelsen end reglen, og hun har gjort meget. Det handler heller ikke om at afløse hende, men om hvor vigtigt det er, at der kommer nogle arvtagere på banen. Vi skal have aktiveret den generation fra begyndelsen af 20'errne til slutningen af 30'erne. Ligeberettigelse er ikke noget, man arver fra sine forældre, men noget man må blive ved og ved med at kæmpe for," siger Streidl.
Selv om mange mænd umiddelbart reagerer med 'skrækkelige rødstrømper!', når de hører ordet feminisme, er de fleste mænd lydhøre. Og når man forklarer dem, at man ikke nødvendigvis holder op med at barbere sine ben, fordi man bliver feminist, bliver de ligefrem glade ved tanken om en feminisme, som også er til deres fordel.
"Der hersker fejhed og mangel på mod hos begge køn i Tyskland. Mændene tør ikke kræve deres ret på arbejdsmarkedet og sige, at de skal have orlov eller bare gå tidligt, fordi de har børn. Og kvinderne tør ikke kræve af deres mænd, at de kræver det, og så bliver de i stedet martyrer," siger Barbara Streidl.
I delstaten Bayern, hvor hun bor, er der vuggestuepladser til færre end fem procent af de under treårige. Barbara Streidl og hendes mand har søgt seks steder for at få en plads til deres søn. Indtil videre har de fået fem afslag.
"Men det skal nok lykkes at få en plads til ham, når han er ni måneder. Vi kæmper videre," siger hun. Sønnike pludrer i baggrunden. Han har opført sig eksemplarisk under interviewet og ladet sin mor arbejde. Måske bliver drengen 'Feminist', når han får dun på hagen.
