Kommentar
Læsetid: 4 min.

Machiavelli - nu som makværk!

Informations forlag burde have ladet Mads Qvortrup beholde sin oversættelsesøvelse i skuffen
Kultur
8. maj 2008

Informations forlag har i sin mandelgaveserie med uhøjtidelige værker af kendte forfattere udgivet en oversættelse af Machiavellis novelle Belfagor. Det er altid dejligt, når en klassiker bliver oversat. Næsten altid.

Novellen handler om ærkedjævelen Belfagor, der bliver sendt til jorden i menneskelig skikkelse for at undersøge, om størstedelen af de mænd, der havner i Helvede, virkelig ender dér pga. deres koner. Efter først i Firenze at være blevet gift med og plaget af den smukke Onesta, og dernæst efter flugten fra Firenze at være blevet overlistet af bonden Gianmatteo, flygter Belfagor til Helvede af frygt for at se sin kone igen. Novellens indledende påstand er således til overflod bevist.

Novellen er sammen med et lille udvalg af korte Machiavelli-tekster blevet oversat af Mads Qvortrup, der er professor i politologi i Aberdeen. Desværre er det den ringeste udgivelse af sin slags, jeg til dato har set. Oversætteren udelader, misforstår, indsætter anakronismer og digter selv videre ud i det blå.

Qvortrup udelader konsekvent sætninger og digter selv videre andre steder, også på punkter, hvor det ødelægger fortællingens indre logik. Han misforstår sætninger og fjerner nuancer. Når der i originalen står "så ud til at være", så skriver Qvortrup "var", skal der stå "tålmodig", skriver Qvortrup "utålmodig" - og oversættelsen er spækket med misforståelser.

For at give et italiensk indtryk har oversætteren flettet italienske ord ind i oversættelsen. Både ord, der står i originalen, og ord, der ikke står der. Står ordene vitterlig i originalen, er de sjældent skrevet korrekt af. Alene på opslaget side 32-33 er der fem stavefejl i de italienske ord - også fejl, der gør, at man får sine tvivl, om oversætteren overhovedet kan italiensk.

Afskriftsfejlene går videre end stavefejl. Onestas fader hedder i originalen Amerigo Donati. Han er altså ud af den kendte florentinske adelsslægt Donati, som indgår i Dantes Guddommelige Komedie. Af uforklarlige grunde skriver den danske oversætter: "Hun var datter af Amerigo Onesta", som om Onesta var familieefternavnet. Nej, det er datterens fornavn, hvori der i sig selv ligger et satirisk indhold, da det betyder 'ærbar'. Det er et af de mest markante positive adjektiver i den novelletradition, der starter med Decameron, og det vigtigste karaktertræk i renæssancens idealbillede af hofmanden eller -damen.

Misforstår indholdet

I forordet påstår Qvortrup, at "Belfagor er en alt for god fortælling til, at den skal ødelægges af en tekstkritisk analyse; novellen taler for sig selv" (s. 15). En knapt 500 år gammel tekst taler imidlertid sjældent for sig selv, og fortolkningen er en afgørende del af oversætterens virke: Man kan ikke oversætte en tekst, man ikke forstår - og omvendt. Det beviser en læsning af de øvrige tekster: et digt, tre breve og en lille monolog fra Machiavellis skuespil La Mandragola.

Scenen fra La Mandragola er ultrakort, men i de 20 linjer lykkes det oversætteren at misforstå monologens overordnede indhold og deri indføje flere alvorlige oversættelsesfejl. Machiavellis digt 'dell'Occasione', der handler om 'den gunstige lejlighed' er blevet skamferet til ukendelighed: fejlfortolket og fejloversat.

Alle synder gentages i brevene. I et af brevene udelader Qvortrup uden at angive det? af brevet og fejloversætter den centrale pointe, som han ønsker at fremhæve. I et andet brev lader han Machiavelli sige "Mamma mia!", selv om det ikke står i brevet. En nybegynder i det italienske sprog tillader sig således at lægge italienske ord i munden på en af grundpillerne i det italienske sprog.

Qvortrups oversættelser fjerner retorisk elegance og trækker konsekvent teksterne i en mere vulgær retning. Et skældsord om manglende intelligens, cervello di gatta, dvs. 'kattehjerne', oversætter Qvortrup: 'den lille so', lasso, et fint litterært udtryk, der udtrykker medfølelse, og som kendes fra Dante og Petrarca, oversætter Qvortrup 'din nar', og den overraskende indledning i et af brevene: "Io ero in sul cesso quando arrivò il vostro messo", dvs. "Jeg sad på lokum, da dit sendebud ankom (-)", oversætter Qvortrup: "Jeg sad og sked, da jeg modtog dit brev (-)". De historiske omstændigheder forsvinder i en sådan forvanskende fordanskning.

Forskningstradition

Bogens kommentarer udgør et skræmmeeksempel på tendensen til at tro, at viden kun eksisterer, hvis den eksisterer på engelsk. Italiensk forskningstradition nævnes ikke, og det bliver graverende, når Qvortrup skriver: "Den eneste akademiske afhandling om Belfagor er A. J. Hoenselaa(r)s artikel Machiavelli and Belfagor in Seventeenth Century English Drama" (s. 82). Som om! Der er talrige behandlinger af værket på italiensk, heriblandt Filippo Grazzinis monografi fra 1990, som er standardværket om Belfagor, og som kunne have hjulpet en omhyggelig oversætter.

Det er som oftest dejligt, når en klassiker bliver oversat, men når den bliver uredeligt oversat, vildledes læseren. Ifølge et italiensk mundheld fra Renæssancen, traduttore traditore, kan en oversætter (traduttore) også være en forræder (traditore). Det gælder i dette tilfælde, hvor Mads Qvortrup forråder Machiavellis tekst og hele den tradition, den indgår i. Med Informations forlags velsignelse. Det er ikke Machiavelli. Det er makværk. Og i den grad blændværk. Forlaget burde trække bogen tilbage.

Anders Toftgaard er ph.d. og postdoc på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Yderligere analyser og dokumentation for påstandene i denne artikel findes på Toftgaards blog: http://anto.blogs.ku.dk/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Christian Wind Nielsen

Tak, Anders Toftgaard, fordi du tager denne debat op, der også handler om oversættelse som professionelt arbejde og profession, og om sprogpolitik. Der er i høj grad brug for argumenter og eksempler der kan illustrere at engelsk alene gør det ikke.

Med venlig hilsen
Jørgen Christian Wind Nielsen
Forbundet Kommunikation og Sprog

Som en, der også oversætter bøger, tilslutter jeg mig ovenstående tak til A. Toftgaard for en seriøs behandling af en overset , undervurderet og underbetalt metier.

Jeg mindes ikke at have set en lignende udstilling af en oversætters svagheder siden Ditlev Tamm i Berlingeren tog Peter Poulsens seneste Borges-oversættelse under kærlig behandling.

Vi må tage det sure og det søde. Men hvornår skriver en universitetslitterat mon en hyldestartikel til en god oversættelse?