Læsetid: 4 min.

Mozart i himlen og på jorden

Er 'Figaros Bryllup' operaens opera? Eller er det 'Don Juan'? To nye dvd-udgivelser hjælper ikke én til en afklaring
10. maj 2008

Først er der Mozart. Derefter kommer Wagner og Verdi, eventuelt i omvendt rækkefølge. Og så er der alle de andre. Sådan vil jeg tro de allerfleste operachefer tænker om deres fag. Mozart er musikdramatikkens summa, ikke mindst i kraft af Figaros bryllup og Don Giovanni, som den rettelig hedder.

Lad os se på de to nyudkomne dvd-versioner hver for sig. Figaro er filmet live på Covent Garden i London (fornemt produceret af BBC), og opsætningens styrke ligger ubetinget i iscenesættelsens menneskelige dimensioner, scenografiens grandiose tableauer og lyssætningens magi. Vi kender instruktøren David McVicar fra hans storartede produktioner af Monteverdis Poppeas kroning (som fik en Reumert for nylig) og Mozarts Titus på Operaen i København.

McVicar har fremskrevet handlingens tid fra de prærevolutionære 1770'ere til de brølende 1820'ere, tiden op til den næste revolution, og flyttet stedet fra et spansk castillo til et fransk château. Ideen er tilsyneladende at gøre tjeneren Figaro mere klassebevidst, end man plejer at møde ham, og det lykkes besnærende med den uruguayanske vildbasse Erwin Schrott: mørklødet, macho og ekstraordinær sexet.

Operaens forlæg, Beaumarchais' skuespil, hed Den tossede dag eller Figaros bryllup, og enhver der giver sig i kast med at referere handlingen må sande, at den vitterlig er så fjollet og indviklet, at man på et eller andet tidspunkt kløjes i den. Alligevel formår McVicar at iscenesætte de hæsblæsende løjer med et sjældent klarsyn og en træfsikker sans for detaljen i komikken. Figaros brud, Susanna, inkarneres af svenskeren Miah Persson, et blondt livstykke, der synger som en drøm og fylder skikkelsen helt ud som Mozart må have forestillet sig det: smuk, forelsket, vittig, skrap og hurtig i hovedet. Recitativerne synges i rolige tempi, ofte som en art talesang, her plapres der ikke bevidstløst på teater-italiensk, man taler faktisk med hinanden.

Og det befordrer forståelsen af kampen mellem upstairs and downstairs, som pågår indtil den liderlige greve, en pragtfuldt agerende Gerald Finley, må erkende sit ultimative nederlag, når nattens havemaskerade er forbi. Denne opsætning er kort sagt himmelsk teater og dermed en triumf for instruktøren. Den italienske maestro Antonio Pappano og hans orkester spiller derimod ikke deres kort med samme opdaterede nyhedsværdi. Ikke fordi det er direkte kedeligt det, der stiger op fra orkestergraven, men det når slet ikke de sitrende omdrejningstal som komedien på scenen.

Himmelsk teater

Situationen er helt omvendt i Don Juan, filmet live i Baden-Badens Festspilhus. Her er kraftcentret dirigenten René Jacobs og Freiburg Barokorkester som spiller på historiske instrumenter. Med dem er vi lysår fra den bløde mellemvare på Covent Garden.

I denne Don Juan meddeler lidenskaberne sig først og fremmest i Jacobs orkester, der tænkes nyt og dristigt på alle niveauer i klanglægningen af denne Mozarts mest sorte opera. Det er her hos Jacobs, at man kommer tæt på Søren Kierkegaards berusede visdomsord om operaen. At det er Don Juan, der gør de andre personer interessante. Det er ham, der giver kraften til de andre, han er solen i dette solsystem, de andre kredsende planeter får lyset fra ham, hans lidenskab sætter de andres lidenskab i bevægelse.

René Jacobs bringer meget af denne indsigt til live i det uhørt agtpågivende og virtuost nuancerende orkester og for så vidt også hos de fleste af sangerne. Men man oplever det ikke i den mildest talt jordbundne sceniske gestaltning. Scenografien er hamrende kedsommelig og tilmed lidet befordrende for drejebogens dramaturgiske finurligheder. Instruktøren Vincent Boussard kommer op med den ene hjemmestrikkede 'forbedring' efter den anden, og det trætter og irriterer.

Der er dog lyspunkter, især skal den bulgarske Donna Elvira fremhæves for scenisk nærvær og glødende vokalpragt. Nordmanden Johannes Weisser agerer en særdeles ung Don Juan. Ikke noget uinteressant koncept, han synger fortrinligt, men løber for tit rundt som en desorienteret hane i en hønsegård. Det skal nu indrømmes, at det er svært med denne opera. Kierkegaard lukkede sine øjne når han skulle opleve Don Juan, han søgte hen i en afkrog i Det Kgl. Teater for ganske at kunne skjule sig i musikken. Jo bedre han forstod den eller troede at forstå den, jo længere borte kom han fra den, ikke af kulde, men af kærlighed, thi den vil forstås på afstand, skrev vor store filosof.

Mozart: Figaros bryllup.Erwin Schrott (Figaro), Miah Persson (Susanna), Gerald Finley (Greven), Dorothea Röschmann (Grevinden), Rinat Shaham (Cherubino). Iscenesættelse: David McVicar. Covent Gardens Kor og Orkester. Dirigent: Antonio Pappano Opus Arte dvd OA 0990 D

Mozart: Don Giovanni.Johannes Weisser (Don Giovanni), Marcos Fink (Leporello), Alexandrina Pendatchanska (Donna Elvira), Malin Byström (Donna Anna), Werner Güra (Don Ottavio), Sunhae Im (Zerlina), Nikolay Borchev (Masetto), Alessandro Guerzoni (Kommandanten). Iscenesættelse: Vincent Boussard. Freiburg Barokorkester. Innsbruck Festivalkor. Dirigent: René Jacobs. Harmonia Mundi dvd HMD 9909013.14

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Pedersen

Arh, ved du hvad, Valdemar Lønsted. Man kan altså ikke redde en halvkedelig anmeldelse med en åndssvag overskrift.
Vi kender klichéen om, at Don Giovanni skulle være "operaernes opera" - og for min skyld gerne. Og fred med det, med eller uden Kierkegaard trukket af stalden. Men at postulere en slags rivalisering om denne titel mellem Don Giovanni og Figaros Bryllup virker mildt sagt søgt. Med al respekt: Figaro er da en dejlig opera, men vel næppe mere end en bagatel med pjattet handling og et par dejlige og populære sange.
Og hvorfor skal læserne påduttes en trang til at blive hjulpet "til en afklaring".
Helt ærligt, Lønsted: Det er for tyndt.

mvh Ole Pedersen